Redaktionens note: Dette dokument er skrevet på baggrund af en række diskussioner om begivenhederne i Danmark og internationalt. Det er udgivet for at forsøge at lave en marxistisk analyse af den danske klassekamp. Det er nu bleven udgivet i trykt form, som pjece. Bestil det for kun 20 kr., på email: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. .
Hent også som PDF-fil i layoutet format.
Indledning
Kapitalismen er på verdensplan præget af krige, kriser, klassekamp, revolutioner og kontrarevolutioner. Der er ikke nogen stabil region i verden mere. Overalt kan man se arbejderklassens genopvågning. Kapitalisme i 2007 betyder et frontalangreb på arbejderklassens tilkæmpede rettigheder og levestandard. Firmaoverdragelser og opkøb betyder alle steder massefyringer og øget arbejdspres. Hvor 80'erne og 90'erne var årtierne hvor arbejderklassen blev trængt i defensiven, er situationen nu ved at vende internationalt. Hele Latinamerika er i oprør og det ene land efter det andet bliver ramt af revolutionære opstande.
At der ikke har været en økonomisk krise på verdensplan, skyldes hovedsageligt en voldsom udvidelse af kredit. Dette er også sandheden i Danmark. Også her er det især den voldsomme gældssætning indenfor boligområdet. Den lave rente har været den væsentligste årsag til kraftige prisstigninger på området. Gennem indførsel af rentetilpasningslån, afdragsfri lån samt kraftig udvidelse af højrisikolån, så det ud som om at ”boligfesten” ikke ville slutte og at priserne ville stige i al evighed. Men nu er festen ved at være slut. Og prisen vil blive betalt af de arbejderfamilier, der er blevet lokket i storbankernes gældsfælde. Den største konsekvens vil blive en alvorlig nedgang i forbruget. Det er især låntagning i de kraftigt voksende friværdier, der har sikret væksten i forbruget. Men dette er fortid nu. Dette er situationen, ikke bare i Danmark, men også resten af EU og USA.
Den politiske situation i Danmark er heller ikke på nogen måde stabil. De store bevægelser i 2006, startende med de rekordstore demonstrationer 17. maj, med de spontane kommunale protester kulminerende i de nationale demonstrationer 3. oktober. Den borgerlige regering blev for første gang, siden sin tiltrædelse i 2001, presset op i et hjørne og Socialdemokraterne gik voldsomt frem efter en periode med kraftig tilbagegang. Velfærdsprotesterne ændrede den politiske situation fuldstændigt. Den pressede ledelsen af Socialdemokratiet til at vælge samme side somn de protesterende i kommunerne. Samtidig er det tydeligt, at regeringen og dens støtteparti indbyrdes bliver mere og mere uenige. Samarbejdet knager. Baglandet i de tre partier begynder også at stille spørgsmålstegn ved Fogh-regeringen. Især visse dele af erhvervslivet kræver hårdere angreb på velfærdssamfundet. De foreslåede forringelser i ”Velfærdsreformen” skabte en kæmpe bevægelse – ligesom nedskæringerne i kommunerne. Der er grænser for hvor meget regeringen tør angribe velfærden. På den ene side vil den gerne genvælges og undgå for store protester, og på den anden side bliver den presset af baglandet for at gennemføre nedskæringer.
Ved at gå med i de kommunale protester vandt socialdemokratiet flere af sine gamle tilhængere tilbage. Men generelt er oppositionen utrolig svag. Det samme kan siges om den danske fagbevægelse. Til trods for at den organiserer over 80 procent af arbejdsstyrken, og vil være i stand til at lamme samfundet hvert øjeblik, har medlemmerne ikke oplevet væsentlige forbedringer. Lønnen har kun svagt oversteget inflationen, men samtidig er tempoet og arbejdspresset steget ekstremt. Stress og nedslidning er blevet en voksende epidemi blandt arbejderklassen. Samtidig har ledelsen af fagbevægelsen begunstiget sig selv med tårnhøje lønninger, som ligger lang fra hvad deres medlemmer tjener.
|
Afstanden mellem bunden og toppen har aldrig været større. Toppen har travlt med at mane til besindighed og prædike ansvarlighed på medlemmernes bekostning. Medlemmernes respons har været massive udmeldinger af fagforbundene og manglende deltagelse i fagbevægelsens aktiviteter. Det betyder ikke at danske arbejdere er tilfredse. Tværtimod. Der er stor utilfredshed med arbejdsforholdene, og også med de faglige ledere, som burde gøre noget for at forbedre forholdene, men som ikke gør det. Overenskomsterne 2007 kommer midt i denne spændte situation. Meget peger på en mulig konflikt. Det i en situation med stigende splittelse blandt de borgerlige, en begyndende venstredrejning i Socialdemokratiet, økonomisk ustabilitet og efter nogle af de største bevægelser i flere årtier. Samtidig er ungdommen ligeså venstreorienterede som i 60\'erne og 70\'erne. Ungdommen har været på gaden utallige gange siden den borgerlige regering kom til magten. Også den faglige ungdom er godt i gang. Under protesterne 17. maj var lærlingene på gaden i et omfang, der ikke er set i mange år, og 3F Ungdom har stillet en række klare krav til overenskomsten 2007.
Begivenhederne de sidste mange år har været talrige. Der har været den ene store bevægelse efter den anden, og den politiske situation er blevet meget ustabil. For blot få år siden, kunne borgerlige ideologer dominere det politiske landskab med deres påstande om, at klassekampen var død, og at arbejderklassen var blevet til middelklasse. Men hvem vil påstå det i dag? Dansk Perspektiv 2007 har som opgave at gennemgå den politiske og økonomiske situation for at drage de vigtigste bevægelser frem. Det er kun ved at have en helt klart forståelse for klassekampens situation, at man vil være i stand til at intervenere succesfuldt i arbejderbevægelsen. At undersøge de begivenheder vi har set i den sidste periode, og finde de underliggende tendenser, er nøglen til at finde ud af hvilken vej udviklingen i klassekampen, og samfundet i det hele taget, bevæger sig.
Del 1: Internationalt
Hvis verdenssituationen skulle karakteriseres med et enkelt ord, måtte det være: turbulens. Den seneste periode har fuldstændig bekræftet tidligere perspektiver, både på verdensplan og i Danmark; at vi lever i den mest turbulente periode i verdenshistorien, hvor selv små begivenheder kan føre til kæmpe chok.
Kapitalismen på verdensplan har spillet fallit og modsætningerne hober sig op, hvilket er grunden til turbulensen. Mens en lille gruppe bliver rigere, hvor 2 procent af verdensbefolkningen ifølge en FN-rapport fra december 2006 ejer over halvdelen af verdens rigdom, bliver størstedelen af verdens befolkning fattigere, mere syge og mere stressede – ulighederne stiger globalt, både mellem verdensdele, men også internt, i selv de rigeste lande med såkaldte velfærdssamfund.
Begivenhederne er så mange og foregår så hurtigt, at det er umuligt, i et dokument som dette, at give et overblik over dem alle og være opdateret med begivenhederne. Men det er heller ikke et perspektivs opgave. Opgaven for et perspektiv er at analysere udviklingen med dens modsætninger og udlede de generelle tendenser, ud fra hvad der på overfladen kan se ud som kaos. Der kan ikke være tvivl om, at den generelle tendens på verdensplan er, at revolutioner og kontrarevolutioner er sat på dagsordenen.
Latin Amerika
At revolutioner og kontrarevolutioner er sat på dagsordenen ses mest tydeligt i Latinamerika, som er i forreste linie hvad angår verdensrevolutionen. Vi har de seneste år set en venstredrejning på hele kontinentet, hvor flere lande kæmper om at ligge i front. I mange lande er der valgt ”venstreorienterede” ledere, bl.a. i Chile, Ecuador og ikke mindst Bolivia. Også i Mexico vandt en venstreorienteret leder, Louis Obrador valget, men blev frataget posten gennem valgfusk. Det medførte en massiv massebevægelse, som endnu ikke er afgjort, men bare er bevis på at klassekampen også er brudt ud i lys lue på grænsen til USA. Denne bevægelse viste på flere måder at vores perspektiv er korrekt; først og fremmest vores fuldstændige tillid til masserne, både i Oaxaca og i de massive protester mod valgsvindlen. Samtidig viste bevægelsen også korrektheden i vores perspektiv om massebevægelser; masserne flokkedes om Obredor, på trods af at han ikke er marxist. Det er derfor afgørende at deltage i massernes bevægelse, uanset hvor de er.
 |
Denne diskussion er også blusset op på Cuba, og der er nu en mere åben situation end nogensinde før. Især Catros sygdom har sat spørgsmålet på dagsordenen. Cubas skæbne hænger uløseligt sammen med skæbnen for revolutionen i resten af Latinamerika. Revolutionen på Cuba har langtfra været problemfri og kan på ingen måde siges at være fuldendt. Man må dog sige, at revolutionen har hævet levestandarten og givet hele befolkningen gratis adgang til lægehjælp, hvilket f. eks. har medført, at børnedødeligheden er lavere på Cuba end i USA, det er muligt at tage en gratis universitetsuddannelse, samt gjort fordelingen af landets ressourcer mere demokratisk. Man må derfor forsvare den cubanske revolution og kæmpe for, at den udvides. Den eneste vej til at forsvare den cubanske revolution er at indføre arbejderdemokrati og at sprede revolutionen, først til hele Latinamerika og dernæst hele verden.
Den amerikanske imperialisme
Voldsomme ændringer er ikke kun sat på dagsordenen i Latinamerika. Den seneste periode har også vist den tilsyneladende almægtige amerikanske imperialismes virkelige svaghed.
I Irak har den amerikanske hær, trods den største militærmaskine i verdenshistorien, ikke været i stand til at sikre ”fred og demokrati”, for slet ikke at tale om ro og orden – tværtimod. En blodig borgerkrig er brudt ud i Irak, og situationen er fuldstændig ude af kontrol for imperialisterne. Det har enorme konsekvenser verden over. De undertrykte masser i den tredje verden kan se, at det er muligt at stå op imod imperialismen, og deres hykleri om fred er udstillet verden over. Samtidig har det også en effekt i de udviklede kapitalistiske lande, ikke mindst i løvens hule.
I USA stiger utilfredsheden med krigen i Irak og mere generelt med hele det kapitalistiske system. I verdens rigeste land stiger fattigdommen. Den amerikanske arbejderklasse er også begyndt at vågne, og med et stigende antal strejker og en bevægelse blandt bl.a. Latino-arbejderne er der lagt i kakkelovnen for den herskende klasse i verdens mægtigste land. Den herskende klasse vil opleve at ikke bare i Irak fejler den, men heller ikke i Guds eget land er den i sikkerhed.
I mange år blev dollaren regnet for en af de mest stabile valutaer og var direkte konvertibel med guld. Sådan er det ikke længere. Den amerikanske dollar står over for en nedsmeltning og vil tabe i værdi på grund af USA’s enorme offentlige underskud. The Economist skriver: ”Hovedårsagen til at det (en nedsmeltning i dollar- og obligationsmarkedet) ikke er sket endnu er, at udviklingsøkonomierne med glæde har finansieret dette underskud. I 2005 havde denne gruppe lande til sammen et budgetoverskud på over 500 milliarder dollars. En stor del af dette blev investeret i den amerikanske nationalbanks reserver, i hvad Ken Rogoff fra Harvard Universitet har kaldt ’den største ulandshjælp i verdenshistorien’”. Når først denne nedsmeltning for alvor tager fat og ingen lande eller valutaspekulanter længere tør sidde inde med en masse penge, der taber i værdi, og derfor sælger deres dollars, vil USA komme ind i en krise af dimensioner, som vil ryste hele verden og hvis konsekvenser er svære at spå om.
Kina
Kapitalens strateger troede, at Kinas omdannelse til kapitalisme og åbning af økonomien ville være en redning. Men det er lidt ligesom en redningskrans af bly. Det er ikke den, du vil have med på Titanic.
 |
Kapital og arbejde
Udvidelsen af markederne i Asien har sammen med Sovjetunionens kollaps ændret forholdet mellem arbejdere og kapitalister på verdensplan. Lønningernes andel af den nationale indkomst i verdens 10 rigeste lande er faldet fra knap 63 procent i 1975 til under 59 procent i 2006. The Economist skriver: ”Arbejdernes del af kagen i de rige lande er nu den mindste, den har været i mindst tre årtier. I mange lande er de gennemsnitlige reallønninger flade eller endda faldende. Samtidig har kapitalisterne sjældent haft det så godt. I Amerika, Japan og Euroområdet er profitternes andel af BNP på eller tæt ved historisk rekord.” (...)
”Den reale ugeløn for en typisk amerikansk arbejder i midten af indkomstskalaen er faldet med 4 procent siden starten af opsvinget i 2001. I den samme periode er arbejdsproduktiviteten steget med 15 procent.”
Hvordan kan det være, at det her sker nu? Profitterne er høje, og de rige er rigere end nogensinde før. USA’s 1 procent rigeste modtager 16 procent af indkomsten. I 1980 modtog de kun otte procent af indkomsten. Hvordan kan det være? Forklaringen er, at der er sket en forskydning af forholdet mellem arbejde og kapital. The Economist skriver:
”Kina, Indien og det tidligere Sovjetunionens indtræden i markedskapitalisme har i praksis fordoblet verdens udbud af arbejdere fra 1,5 milliarder til 3 milliarder. Disse nyankomne bragte kun lidt kapital med sig, så den globale kapital-arbejde rate gik kraftigt nedad. Ifølge økonomisk teori skulle dette reducere den relative pris på arbejdskraft og højne det globale udbytte til kapital – hvilket præcis er hvad, der er sket.”
The Economist peger desuden på, at lønningerne i OECD-landene vil blive presset nedad i ”mindst tyve år endnu”. Det er, hvad arbejderklassen kan se frem til under kapitalismens fortsatte eksistens! Og det er endda i en periode, der skulle forestille et opsving!
Det umiddelbare resultat af ovenstående er, at arbejderklassens del af kagen er blevet mindre. Men det vigtigste er, at arbejderklassen på globalt plan nu er større end nogensinde, og at flertallet af planetens beboere tilhører arbejderklassen. Store rystelser er på vej i Asien, og de kommende revolutionære bølger vil ikke basere sig på en tilbagestående landbefolkning, men på et moderne industriproletariat.
International klassekamp – international revolution
Den stigende klassekamp er et internationalt fænomen, og også i Europa har vi set en eksplosion i klassekampen.
Den franske ungdom og arbejderklasse har været i frontlinien i Europa. Først med oprøret blandt ungdommen i forstæderne, dernæst med den massive bevægelse mod CPE, der forenede studerende og arbejdere. En bevægelse, der rystede den herskende klasse i Frankrig, og som med en bevidst revolutionær ledelse kunne have nærmet sig en før-revolutionær situation. Regeringen kunne være blevet væltet af en politisk massestrejke, hvis ledelsen havde ønsket det, og arbejderpartierne var kommet til magten på baggrund af en massebevægelse, der til dels antog karakter af en opstand. Dette indvarslede en eksplosiv udvikling i Frankrig, og hvis det var gået videre, havde det været første skridt i den nye franske revolution. Dette perspektiv er udskudt, men ikke aflyst. Hele periodens karakter peger på, at Frankrig bevæger sig i retning af et nyt 1968, en før-revolutionær situation.
Massive bevægelser har vi også set i en række andre lande, f.eks. i Grækenland. Fælles for alle landene er, at klassekampen er sat på dagsordenen, men at der indimellem også vil komme perioder hvor arbejderne stopper midlertidigt op for at tænke og overveje, hvad har vi lært, hvad skal næste skridt i kampen være, og hvem kan lede kampen. Dette er ikke dårligt – tværtimod, det er et tegn på en stigende bevidsthed og en nødvendig fase.
Den næste periode vil ikke blive mindre turbulent. Tværtimod kan vi se frem til, at udviklingen kan accelerere og at bevægelsen kan sprede sig på måder, vi ikke umiddelbart kunne forestille os.
Overalt rundt om i verden ophobes kapitalismens indbyggede modsætninger, for at finde udtryk i den ene eksplosion efter den anden. Nogle steder i kæmpe eksplosioner, som giver genlyd kloden rundt, andre steder i mindre grad. Generelt kan man sige, at ingen egn i verden er uberørt og i det følgende vil vi se, at det samme gælder Danmark.
Den danske klassekamp kan ikke ses isoleret fra den internationale klassekamp. Marx og Engels forklarede allerede for 150 år siden i Det Kommunistiske Manifest, at skabelsen af verdensmarkedet er en naturlig og uundgåelig del af kapitalismen. Det ser vi til fulde i dag, hvor man intet kan forstå om dansk økonomi uden at se den i forbindelse med verdensøkonomien.
Også politisk hænger verden tæt sammen. I løbet af historien har man flere gange, og tydeligst med den russiske revolution, set, hvordan en revolution i et land har spredt sig som ringe i vandet udover resten af verden. Den latinamerikanske er nu blevet fuldstændig kontinental, og hvis den socialistiske revolution sejrer i bare ét land, kan den hurtigt sprede sig, ikke bare til resten af Latin Amerika, men vil også give inspiration til kinesiske, amerikanske og ikke mindste danske og europæiske arbejdere.
Del 2: Dansk økonomi
For marxister er økonomien afgørende i et perspektiv. Vi må analysere hvordan den økonomiske udvikling har været, og ikke mindst hvordan vi mener, at den kommer til at udvikle sig fremover. I sidste ende er økonomien bestemmende for samfundet; 1930’erne med den økonomiske krise, var fundamentalt anderledes end 1960’erne med efterkrigsopsvinget.
Ligeledes har perioden fra starten af 1970’erne været fundamentalt anderledes end det lange opsving. Økonomi er ikke en eksakt videnskab, det vi kan sige noget om, er de generelle tendenser. Der kan komme midlertidige svingninger uden, at det ændrer den generelle tendens. Men samtidig er det vigtigt at slå to ting fast: 1) Der er ikke en direkte sammenhæng mellem økonomien og bevidstheden og klassekampen. Der mange forskellige faktorer som spiller ind. 2) Vi er ikke determinister, hvilket betyder, at vi ikke mener at en krise skaber revolution. Det er en elendighedsteori, som ikke holder i virkeligheden. De tilbagevendende kriser er den uundgåelige konsekvens af det kapitalistiske system, og grunden til at det må bekæmpes. Hver gang er det arbejderklassen, der rammes først, og det er arbejderklassen, der rammes hårdest. En krise kan sagtens betyde en nedgang i klassekampen, da arbejderklassens energi bliver brugt på at overleve i stedet for at kæmpe for deres rettigheder og interesser.
Faktisk er de store arbejdskonflikter i de sidste 30 år ikke brudt ud på krisens bund. De er brudt ud efter flere år med et relativt opsving, men hvor man har stået overfor truslen om en fremtidig økonomisk krise. Det så vi både i 1985 og 1998, som begge er eksempler på, at arbejdskonflikter bryder ud, når vendepunkter ser ud til at komme. Det ligner på mange måder den periode, vi nu befinder os i. Vi har haft flere års opsving, men nu forventer de fleste borgerlige økonomer lavvækst og højere inflation.
Opsving i økonomien
De borgerlige økonomer har samme adfærd som en maniodepressiv patient. Det ene øjeblik er de helt oppe under loftet og taler om, at opsvinget er sundt og stabilt, og at det aldrig har gået bedre. Det næste øjeblik er de nede i kulkælderen og lyder som om, enden er nær. I Bibelen kommer døden på en bleggul hest, men hvis man spørger de borgerlige økonomer, drejer det sig nu om horder af gamle, der vil lægge et utåleligt dræn på statskassen, fordi de skal have pension og grådige arbejdere, der risikerer at skabe ”overophedning” med deres krav om højere løn. Dette dækker over et system, der er i uafvendelig nedgang, og hvor selv det bedste ”opsving” skaber flere problemer end det løser.
Den danske økonomi er inde i et opsving. Opsvinget startede i 2004, og krisen 2001-03 var relativt mild. Dette er imidlertid ikke nødvendigvis en god ting, som kapitalens strateger ser det. Det grundlæggende problem er, at den økonomiske krise i Asien, Rusland og Brasilien i 1998, der spredte sig som ringe i vandet, blev overvundet ved hjælp af en udvidelse af kreditten – altså lån. Men lån kan ikke afskaffe en krise – det kan kun udskyde den. Hvis den overproduktion, som er indbygget i kapitalismen, ikke er blevet ødelagt af krisen, har krisen ikke tjent sit ”formål”, og det efterfølgende opsving bliver endnu mere ustabilt end ellers, og krisen endnu dybere. Problemet for dansk kapitalisme er, at der er blevet opbygget enorme modsætninger, som ikke blev løst af krisen 2001-03.
Dialektikken taler om kvantitet, der slår over i kvalitet. Inden for geologien kan der gå årtier før de modsætninger, der ophobes mellem kontinentalpladerne får et udtryk i form af jordskælv eller vulkanudbrud. Inden for økonomien kan der også gå mange år, før ophobede modsætninger mellem arbejde og kapital finder sit udtryk i form af en overproduktionskrise. Men lige så lidt som en umiddelbar seismisk ro er udtryk for, at kontinentalpladernes modsætninger er ophørt, så er et forlænget, forbrugsdrevet opsving ej heller et udtryk for, at modsætningerne mellem kapital og arbejde er løst. Tværtimod vil en kunstig forlængelse af opsvinget blot gøre det økonomiske jordskælv større og voldsommere, når det indtræffer.
Produktivkræfterne – økonomiens kerne
”På et vist trin i deres udvikling kommer samfundets materielle produktivkræfter i strid med de forhåndenværende produktionsforhold, eller hvad der kun er et juridisk udtryk for det samme, med de ejendomsforhold, indenfor hvilke de hidtil har bevæget sig. Fra at være produktivkræfternes udviklingsformer slår disse forhold om til at blive lænker for dem. Der indtræder da en epoke med sociale revolutioner.”- Karl Marx, ”Til kritikken af den politiske økonomi”.
Kernen i enhver marxistisk økonomisk analyse er analysen af produktivkræfternes udvikling. Produktivkræfterne er en fælles betegnelse for arbejdskraften, dennes uddannelse, produktionsmidlerne og de råstoffer, der arbejdes med. Det er udviklingen i produktivkræfterne, der har skabt civilisationen, og det er kun en fortsat udvikling af produktivkræfterne, der kan sikre, at vi samtidig kan sænke arbejdstiden og øge velfærden.
Fald i produktiviteten
Et afgørende mål for samfundets evne til at udvikle produktivkræfterne er produktiviteten. Her er der på det seneste kommet en række interessante resultater frem. Lad os starte med et klart og tydeligt citat fra Danmarks Statistik: ”Fra et højt niveau i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne har væksten stort set været konstant aftagende ”. Det er faktum. Den danske økonomi vokser langsommere og langsommere. Det meste af den vækst vi har oplevet siden 1960’erne og 1970’erne, skyldes ikke en effektivisering, men derimod at nye lag (især kvinder) er blevet gjort til en del af arbejdsstyrken, og arbejdstiden derfor er steget kraftigt pr. familie. En betydelig del af BNP-væksten kan også henføres til, at ting, der før ikke blev regnet med (kvindernes arbejde i hjemmet), nu bliver regnet med, fordi at det er det offentlige, som står for det i form af børnehaver, vuggestuer og ældrepleje.
Dette er ikke bare en udvikling, som gælder i Danmark, men faktisk for hele OECD samt USA. Hvis man for eksempel ser på G7 (de syv største økonomier i verden) er tendensen, jf. figur ”Produktivitetsstigninger i G7”, klart faldende.
De borgerlige økonomer opgør dog produktiviteten på en meget tendentiøs måde. At produktiviteten stadig stiger med 2 procent om året, lyder måske ikke så slemt. Men man må holde sig for øje, at den produktivitetsstigning vi har set de sidste mange år, i virkeligheden i langt højere grad er udtryk for en voldsom intensivering af arbejdet end en egentlig produktivitetsstigning. Vi løber alle hurtigere og hurtigere og skal klare flere og flere opgaver. Sådan kan det ikke fortsætte. Stress anses allerede for en folkesygdom, og her har vi altså en bombe under de sølle produktivitetsstigninger vi ser i dag.
De velfærdsforbedringer arbejderklassen tilkæmpede sig i 60’erne og starten og 70’erne, byggede lige præcis på denne periodes høje produktivitetsstigninger, der gjorde, at kapitalisterne, efter hårdt pres, havde mulighed for at indfri nogle af de krav, der blev stillet. I dag er det ikke en mulighed. Igennem de næste 40-50 år skal den del af livet, hvor vi arbejder derimod øges. Det fremgår helt åbenlyst af regeringens egne tal:
Væksten i produktionen
I perioden 1990-2005 (der går for at være en opsvingsperiode) er industrien kun vokset med 0,7 procent om året i gennemsnit. Det, der især bidrager til væksten i den samlede produktion, er private serviceerhverv. Men disse erhverv er meget afhængige af et højt privatforbrug, hvilket vil skabe problemer i fremtiden.
Væksten i erhvervsinvesteringer lå fra 1995 til 2005 på gennemsnitligt 3,9 procent. Tallet for 2005 var imidlertid hele 8,9 procent, og Finansministeriet skønner, at tallet for 2006 vil være 11,2 procent. Hvis man kun ser på investeringerne i materiel, voksede de med 13 procent i 2006. Det er en stor vækst, der vil udvide kapaciteten i de danske virksomheder. Dette skaber materielle forhold for yderligere vækst i økonomien, men resultatet vil blive det modsatte. Investeringerne i materiel i stedet for aflønning af arbejdere vil ikke hjælpe på en fremtidig nedgang i husholdningernes forbrug. Tværtimod kan det føre til overproduktion, hvis lagrene ikke kan afsættes. Desuden vil profitraten blive ramt, hvilket vil mindske kapitalisternes investeringslyst.
Det private forbrug voksede i 2005 med 3,8 procent, og Finansministeriet skønner, at privatforbruget vil vokse med 3,1 procent i 2006. Denne nedgang er en indikator på et større fald, som venter forude, og som knytter sig til boligmarkedets fald. Foreløbig er der kun tale om en lidt lavere vækstrate – ikke desto mindre giver det mindre plads til et såkaldt ”forbrugsdrevet opsving”.
Eksporten og væksten
Fra 1993 var der et begrænset opsving i dansk økonomi, hvilket især skyldtes forbruget og en stigning i eksporten som følge af det internationale opsving. Vækstraterne i Danmark faldt dog i 1998 og 1999 som følge af krisen i Sydøstasien, men efterfølgende kom eksporten ovenpå igen, hvilket gav rum for yderligere vækst i økonomien.
I 1999 var væksten i industrieksporten på 6,3 procent, og i 2000 voksede industrieksporten med 13,4 procent. Eksporten blev imidlertid kraftigt ramt af krisen i 2001. Industrieksporten voksede med blot 4,3 procent i dette år. I 2002 var tallet 6,4 procent, hvilket blev fulgt af en negativ vækst i 2003 på –2,1 procent. Imidlertid er industrieksporten kommet ovenpå igen, og både 2005 og 2006 bød på stigninger på over 8 procent. Finansministeriet forventer dog, at væksten i industrieksporten i 2007 vil aftage til 4,7 procent. Andre borgerlige økonomer har været fremme med bekymringer om hvorvidt den tyske økonomi (som er Danmarks vigtigste eksportmarked), vil gå fremad, og ligeledes med USA, som er den vigtigste økonomi i verden.
Væksten har de senere år været temmelig beskeden. Blot tre år siden 1995 har budt på vækstrater på mere end tre procent. Og dette skulle forestille at være et opsving! Sådanne vækstrater er intet andet end ynkelige, hvis man sammenligner dem med det, kapitalismen kunne præstere i sin ekspansionsperiode før første verdenskrig og i det kraftfulde efterkrigsopsving. Til sammenligning var den gennemsnitlige vækst i OECD-landene fra 1950-1973 på 4,5 procent
Hård eller blød landing
Finansministeriet skønner, at det vil gå udmærket med væksten i 2006, men fra flere sider har der været bekymrede røster fremme om, at den danske økonomi ser ud til at gå ind i krise. Diskussionen går på hvorvidt det bliver en såkaldt blød eller hård landing. Dvs. om vi brat skal vende os til betydeligt lavere vækstrater, eller om væksten falder gradvist.
OECD snakker sågar om, at vi vil få en ”Brutal nedtur”.
”Danmarks økonomiske vækst vil om få år ryge ned under én procent og vi vil stå som den vestlige verdens absolut dårligst kørende økonomi, spår OECD, som netop har nedjusteret sine forventninger til Danmark”. (Berlingske Tidende 29. november 2006)
I 3. kvartal af 2006 faldt væksten overraskende dramatisk, fra 1,8 procent i 2. kvartal til sølle 0,6 procent i tredje kvartal. Dette skyldes ifølge Jyllandsposten især en lavere vækst i det offentlige forbrug og eksporten. At der overhovedet var vækst i 3. kvartal skyldtes, at erhvervslivets lagerbeholdning blev bygget op; ”Faktisk bidrog lageropbygningen med 0,7 procent til den samlede vækst i tredje kvartal, så havde det ikke været for den, ville den samlede danske produktion ligefrem være faldet – trods den fortsatte stigning i det offentlige forbrug.” (Jyllandsposten 1. december 2006)
Fortsætter denne tendens, kan det være starten på en klassisk overproduktionskrise, hvor lagrene hober sig op, da arbejderne ikke kan købe varerne.
Overophedning
Hvad de borgerlige økonomer advarer mod, er en såkaldt overophedning af økonomien. Arbejdsløsheden er faldet markant de sidste år, hvorfor forventningen er, at gennemsnittet de næste par år vil være på 112-114.000, hvilket er 30.000 under den såkaldt strukturelle ledighed.
Det alle de borgerlige økonomer bekymret henviser til, er, at denne mangel på arbejdskraft kan føre til lønstigninger, som øger inflationen, svækker konkurrenceevnen og dermed eksporten, og fører den danske økonomi i alvorlige problemer. Men den strukturelle arbejdsløshed, der også lejlighedsvis kaldes den naturlige arbejdsløshed, er et begreb de borgerlige økonomer selv har opfundet. Begrebet betyder kort sagt, at arbejdsløsheden kun kan nå et vist niveau, hvorefter den ikke kan komme længere ned. Økonomerne glemmer at forklare hvorfor; grunden er at de frygter, at hvis arbejdsløsheden bliver for lav, giver det arbejderne styrke til at kræve bedre løn- og arbejdsforhold. Den såkaldt strukturelle eller naturlige arbejdsløshed, er således ikke en naturlov, men en grænse som kapitalisterne har opstillet for at fastholde deres profitter.
Hvis arbejdsgiverne virkelig skriger på arbejdskraft, kan de jo starte med at uddanne flere ved at tage lærlinge ind, og man kan jo spørge sig selv, hvorfor aktiveringen fortsætter, hvis der er masser af jobs at få, og hvorfor omkring 800.000 danskere stadig er på overførselsindkomster.
Økonomerne spår om faren for overophedning, som følge af for store lønstigninger, men dette argument gennemhullede Marx allerede for mere end 150 år siden. Det er ikke lønstigninger, der får priserne til at stige – lønstigninger får profitterne til at falde, og ser vi på de danske profitter, er der masser af tage af. Den eneste reelle frygt fra kapitalisternes side er, at en del af deres profitter skal tilfalde arbejderklassen, som er dem, der skaber værdierne.
Udvidelse af kreditten
Der er groft sagt to metoder til at udskyde en overproduktionskrise i en kapitalistisk økonomi. Den ene er ved hjælp af eksport (hvilket er uholdbart, da alle ikke kan eksportere mere end de importerer), og den anden er en udvidelse af kreditten, så varerne kan blive købt for lånte penge. Den seneste periode har budt på en enorm udvidelse af kreditten. Det er særligt det private forbrug, der er blevet hjulpet af øget låntagning, bl.a. pga. de stigende huspriser – og dette forbrug har til gengæld været drivkraften i det nuværende opsving.
Danske Bank skrev i 2005 om det forbrugsdrevne opsving:
”Efter et par sløje år, har danskerne atter fået portemonnæen op af lommen. Forbruget steg sidste år med 4,1% den højeste vækst i 10 år, drevet af skattelettelser, afdragsfrie lån og lav rente. (...)
Husholdningernes låntagning er således steget med over en halv billion kroner (500 milliarder kroner) siden 1998. Derved er danskernes finansielle passiver steget fra 1.065 milliarder til 1.571 milliarder, en vækst på 47 %. Korrigeret for den almindelige indkomstvækst er der tale om en stigning på 17 %. (…)
De stigende huspriser har både muliggjort belåning af friværdi for de boligejere,
som ikke har handlet hus i perioden, og for mange også nødvendiggjort øget belåning, hvis der er blevet handlet hus i perioden. Stigningen i danskernes lån skal derfor ses i tæt sammenhæng med udviklingen på boligmarkedet. I perioden er boligernes værdi steget med 750 mia. kroner mens lånene (som også omfatter andet end boliglån) er steget med 526 mia. kroner.”
Det er altså tydeligt, at boligmarkedet er nøglen til den øgede gæld og dermed til hele opsvinget. Hvis man ser på husholdningernes gæld i forhold til BNP, indtager Danmark andenpladsen i OECD på listen over de mest forgældede – med en gæld på 109 procent af BNP! Nationalbanken oplyser desuden, at penge- og realkreditinstitutternes udlån til husholdninger er vokset med mellem 8 og 9 procent årligt siden 2001.
Fra 2003 til midten af 2005 voksede husholdningernes gæld med 273 mia. kr. (jf. Danske Analyse, 5. april 2005). Hvis man sætter det i forhold til det samlede private forbrug i perioden, finder man, at gældsstigningen udgør 15.7 procent af forbruget. Med andre ord: uden denne gældssætning ville det ”forbrugsdrevne opsving” være en umulighed, og dansk kapitalisme ville befinde sig i dyb krise.
Nogle af lederne i arbejderbevægelsen hævder sammen med de borgerlige økonomer fra Finansministeriet fra tid til anden, at ”vi er så rige som aldrig før”. Dette er mildt sagt en sandhed med modifikationer. Husholdningernes finansielle formue beløb sig i 2005 til 709 mia. kr. Men korrigeres der for, at en stor del af dette er bundet i pensionsopsparinger, som der tillige skal betales skat af ved udbetaling, er formuens størrelse på mere beskedne 220 mia. Dette betyder reelt, at husholdningernes finansielle formue er faldet 60 mia. fra 1998 til 2004.
Danske Bank kommenterer:
”Opsparingen sker således i illikvide mursten og på pensionsopsparing mens gældsætningen øges. Det er også bemærkelsesværdigt, at flere og flere boligejere vælger at finansiere deres boliger med lån med variabel rente. Dermed øges rentefølsomheden i de danske familier, da højere renter vil slå direkte igennem på det løbende budget samtidig med at de højere renter også vil have en tendens til at trække i retning af lavere huspriser, hvorved den ikke-finansielle formue falder. Da den finansielle formue ikke påvirkes af renteændringer, når man har lån med variabel rente, så falder den samlede formue tilsvarende. Derfor vil kraftige rentestigninger i yderste konsekvens føre til, at boligejere med rentetilpasningslån ikke har råd til at blive boende i deres hus og omvendt ikke kan sælge det til den pris huset oprindeligt er købt til.” (Danske Analyse, 5. april 2005)
Boligmarkedet
Den store udvidelse af kreditten, som har spillet en afgørende rolle i det forbrugsdrevne opsving, er baseret på en kraftig stigning i priserne på boliger.
Kontantprisen på enamilieshuse voksede ifølge Finansministeriet i 2004 og 2005 med henholdsvis 9 og 17 procent på landsplan. Tallene fra første halvår af 2006 tyder på, at boligpriserne også her er steget enormt. Tal fra Danmarks Statistik, Finansministeriet og Realkreditrådet peger på, at priserne for parcel- og rækkehuse i denne periode voksede med over 23 procent. På de sidste ti år er de gennemsnitlige huspriser fordoblet og omkring storbyerne er de steget endnu voldsommere. Bare i løbet af de sidste tre år er boligformuen steget med 1.400 mia. kroner, hvilket kan forklare 50 procent af forbrugsvæksten.
Økonomi er ikke en eksakt videnskab, og vi kan ikke sige, hvornår boligmarkedet vil sende økonomien på retur. Men det vi med sikkerhed kan sige er, at prisboblen på det danske boligmarked vil briste, og at det vil have stor betydning for hele økonomien.
Der er massiv overvurdering af priserne på de danske boliger. Børsen skrev allerede 10. marts 2004: ”Ejendomspriserne på erhvervsejendomme ligger 30-40 procent over den såkaldte fundamentalværdi, mens huspriserne ligger ca. 30 procent over. Procentsatserne afspejler de nuværende priser i forhold til, hvad det ville koste at bygge nyt.”
Og til avisen siger en økonom: ”Der er ingen tvivl om, at der er en ejendomsboble, der vil få dramatiske konsekvenser for erhvervslivet og samfundet.” Peter Andreasen, direktør i ejendomsselskabet Norden, siger også til Børsen: ”På boligmarkedet er der en klar boble, hvor ejendomspriserne ikke afspejler de reelle værdier.”
En vares pris svinger omkring dens reelle værdi. Udbud og efterspørgsel regulerer svingningerne – men der er en grænse for, hvor meget dagsprisen kan fjerne sig fra varens værdi. Et fjernsyn vil for eksempel altid koste mere end en elpære, uanset udsvingene i udbud og efterspørgsel. Dette skyldes, at varens værdi, som dagsprisen svinger omkring, bestemmes af den mængde arbejdskraft, der er nedlagt i varen. I København kostede det i begyndelsen af 2006 17-18.000 kr. pr. kvadratmeter at bygge boliger. Salgsprisen lå imidlertid på omkring 32.000 kr. pr. kvadratmeter. Dette er en uhørt prisboble, der er dømt til at sprænges.
Hvis nogle skulle få den tanke, at boligpriserne har en sammenhæng med lønnen til bygningsarbejdere, kan de godt tro om igen. Jyllands-Posten kunne 28. februar 2006 oplyse, at: ”Mens håndværksudgifterne til byggeri og installation er steget med 36 procent gennem de seneste ti år, svarende til lidt mere end inflationen, er salgspriserne på de opførte boliger steget over fem gange så meget eller med 191 procent”
Der er allerede ved at vise sig tegn på, at boligmarkedet er ved at knække. Tal fra Home i august 2006 viste, at det tager 45 procent længere tid at sælge huse i København end året før. Den såkaldte liggetid (tiden mellem boligens udbud og salg) er her steget fra 71 til 102 dage. At denne tendens endnu ikke er slået igennem på landsplan, er ikke nogen trøst. Også her vil liggetiden stige, og priserne på boliger i hele landet kommer til at opleve drastiske fald i den næste periode. Boligmarkedet er nu så modsætningsfyldt, at en tilbagevenden til normalsituationen er utænkelig. Det mest sandsynlige er derimod et hurtigere eller langsommere krak, som kan lægge boligmarkedet fuldstændig øde, hvilket vil ødelægge mange arbejderfamiliers økonomi.
Salget af boliger i slutningen af 2006 var på det laveste niveau siden 1993, som var et kriseår, ”hvor boligmarkedet lå totalt underdrejet og var fanget i lidt en ond spiral.” (Berlingske Tidende 09.12.06) På landsplan er salget af boliger dykket med 24 procent i de første tre kvartaler af 2006 i forhold til samme periode året før, og i København ser det endnu værre ud, hvor salget er halveret i forhold til året før – det laveste niveau siden starten af 1990’erne.
Stigende renter
”Forbrugsfesten” er tilkommet den del af arbejderklassen, som har haft mulighed for at købe ejendom, men dette er slut nu. Med de faldende priser og stigende renter vil mange familier stå i alvorlige økonomiske vanskeligheder. Renten er steget til over 4 procent, efter at den europæiske centralbank har hævet renten 6 gange alene i 2006. Vi skal helt tilbage til år 2000 for at finde en højere rente. Dette kan betyde en eksplosiv stigning i antallet af tvangsauktioner. Antallet af tvangsauktioner er meget lavt i dag, men når først elastikken springer, kan det gå meget hurtigt. Rådighedsbeløbet for førstegangskøbere er på landsplan faldet 6000 kr. i gennemsnit og i Københavns Amt med hele 30.000 kr.
En del af prisstigningerne kan ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd forklares med de nye låntyper, men de gør i virkeligheden boligmarkedet endnu mere ustabilt. Samlet set er 30 procent af alle private boligejeres realkreditlån afdragsfrie lån. Desuden er 50 % rentetilpasningslån. Hele 20 procent er sågar en kombination heraf (jf. figuren ”Fordeling af de private boligejeres realkraditlån, 2000 til 2006”).
Det vil komme til at slå hårdt, når familierne begynder at skulle betale deres afdrag. At vi er på vej mod en krise, ses klart af følgende figurer:
Trods de stigende renter har mange (op mod 85 procent) holdt fast i flekslånene. Økonomerne giver intet svar på hvorfor. Et oplagt svar er, at familierne allerede har sat sig så stramt økonomisk, at de heller ikke kan betale et fastforrentet lån.
Sagt med andre ord kan mange danske arbejderfamilier vente nedgang i budgettet, når rentens løkke strammer om halsen. Og når danskerne i stigende grad må vende mønterne for at få husholdningen til at hænge sammen, hvad sker der så med det private forbrug? Det forbrugsdrevne opsving? De ”gode tider” som kapitalisterne taler om? Illusionerne om en værdig fremtid for den danske arbejderklasse under kapitalisme er på vej til at lide en krank skæbne.
Uligheden vokser
En stigende del af rigdommene i Danmark tilfalder samfundets top. Det økonomiske skel mellem arbejderklassen og kapitalisterne vokser. Dette kan blandt andet ses på lønkvoten, der viser hvor stor en del af produktionsresultatet, der går til løn:
De rigeste 50 familier i Danmark har ifølge Berlingske Nyhedsmagasin tilsammen en formue på 386,9 mia. kr. De er blevet hjulpet godt på vej af sænkning af selskabsskatten fra 30 til 28 pct, samt af Nyrup-regeringens afskaffelse af formueskatten. Over skattebilletten bidrager de rigeste næsten intet til driften af det offentlige. Ud af de 375 mia. kr. der betales i indkomstskat er det kun 16 mia. kr. der kommer fra topskatten. Staten henter 38 mia. kr. på selskabsskatten og 7,2 mia. kr. på aktieskat. Det er altså arbejderklassen, der betaler for den offentlige sektor.
Fra 1995 til 2003 steg indkomsterne for danskere i den erhvervsaktive alder med gennemsnitligt 25 procent. Ifølge ugebrevet A4 steg indkomsten for den rigeste tiendedel af befolkningen med hele 85 procent. I 1995 havde den rigeste tiendedel desuden 3,8 gange højere disponible indkomster end den fattigste tiendedel, men i 2003 var kløften vokset til 4,9.
Fra 1990 til 2004 er det kun samfundets 20 procent rigeste, der har øget deres andel af samfundets indkomstmasse, ifølge TV2. De resterende 80 procent har oplevet en faldende andel. Ikke siden 1960’erne har ulighederne i Danmark været så store. Med andre ord har opsvinget i 1990’erne og senere hen ikke været i stand til at opretholde den relative lighed, som arbejderbevægelsen havde tilkæmpet sig på baggrund af det kraftfulde efterkrigsopsving.
Denne udvikling vil uden tvivl fortsætte de kommende år, med mindre der sker et drastisk skift i den politiske situation.
Byrden pålægges arbejderklassen
Det nuværende opsving levner ikke plads til at arbejderklassen kan bevare den relativt tålelige stilling i samfundet, som efterkrigsopsvinget gav plads til med opbyggelsen af velfærdssamfundet. De seneste års opsving er kommet på bekostning af arbejderklassen. Med øget arbejdstempo og nedskæringer på velfærden trods et overskud i statskassen, der aldrig har været større, og er på næsten 100 milliarder i 2006. Hvis dette er vilkårene under et opsving, hvad kan arbejderklassen så ikke se frem til at skulle ligge ryg til i en krise?
Allerede nu presser kapitalisterne på, med deres lakajer hr. borgerlige økonomer.
”Hvis danskerne arbejdede lige så meget som gennemsnittet i OECD, så ville det svare til 200.000 flere i fuldtidsarbejde. Derfor er jeg helt enig med OECD i, at de danske dagpengesatser skal ned og dagpengeperioden forkortes. Og så skal topskatten sænkes, så folk får lyst til at tage sig et bijob”, Mads Lundby Hansen, cheføkonom i den liberale tænketank CEPOS (Berlingske Tidende 29. november 2006)
Og ikke nok med at de danske arbejdere skal arbejde længere, skatten skal sænkes for de rige, og de arbejdsløse skal have færre penge – der er helt klare signaler til de danske arbejdere: kræver I for meget i løn, er I skyld i den danske økonomis undergang:
”[...] moderate lønstigninger vil kunne sikre, at det nuværende økonomiske opsving afsluttes i en såkaldt ’blød landing’, som ikke går ud over konkurrenceevnen og derfor heller ikke medfører lavere produktion eller stigende ledighed. Det får lønmodtagerne i længden meget mere ud af end en kortvarig lønfremgang.” (Weekendavisen 8. november 2006)
Også strategien er helt klar:
Jens Lundsgaard fra OECD råder således den danske regering til at ” [...] korte dagpengeperioden ned under de nuværende fire år. Og at hæve mindstealderen for fulde dagpenge fra de nuværende 25 år til 30 år. ’Forkortelsen af dagpengeperioden og mindre beløbssatser til personer under 30 år vil være den helt rigtige medicin for dansk økonomi lige nu. Også fordi det ikke vil gå nævneværdigt ud over nogen, nu hvor der er rigeligt med jobs til de fleste.” (Berlingske Tidende 29. november 2006)
Rådet er altså; skær ned nu hvor det ikke rigtig mærkes, så kan det være, at ingen protesterer, og så er det gjort, til når krisen kommer!
Og ikke nok med det... Økonomerne gør det også helt klart, at den danske regering yderligere forværrer krisen ved at vedblive at pumpe penge ud i offentligt forbrug (!?!). Det eneste ansvarlige er derfor ifølge økonomerne, at regeringen skærer ned på det offentlige forbrug – dvs. velfærden.
Hr. borgerlige økonomer forsøger at skræmme de danske arbejdere med udsigt til overophedning, fordi de stiller for ”høje krav” til overenskomsterne.
Selv om kapitalisterne glubsk opsluger en stadig større del af samfundets kage, kan de ikke handle anderledes, hvis ikke de skal udkonkurreres af udenlandske konkurrenter.
Samtidig er der ingen tvivl om, at udhulingen af arbejderklassens økonomiske fremskridt vil blive mødt med modstand fra arbejderne. Kapitalisterne ønsker at vende tilbage til ”de gode gamle dage” uden begunstigelser til arbejderne. Dette er en færdig opskrift på eksplosion i klassekampen.
Som sagt i indledningen til dette afsnit ligner den nuværende situation på mange måder perioderne lige op til de enorme arbejdskampe i 1985 og 1998. Borgerskabet ønsker, at pålægge arbejderklassen byrden for deres systems fallit, men deres sejr er langt fra sikret.
Del 3: Den politiske situation
De borgerlige
Siden den borgerlige regerings dannelse efter valget i 2001, har der været flere, der har snakket om Anders Fogh Rasmussens ”tefloneffekt”. Med det mente man regeringens evne til at bagatellisere alle angreb og skandaler. Og man må sige, at hvis man kigger på rækken af skandaler, som den borgerlige regerings ministre har været involveret i, er det utroligt, at regeringen stadig kan sidde ved magten. Man har affærdiget ministres misbrug af underbetalt arbejdskraft, svindel med landbrugsstøtte, vennetjenester og kammerateri med, at det bare var oppositionen, der ikke havde bedre ting at tage sig til end at angribe regeringen. At dette har kunnet lade sig gøre skyldes især to ting: For det første arbejderpartiernes svaghed (det vender vi tilbage til) og for det andet støtten fra Dansk Folkeparti.
Men al snak om tefloneffekt er nu forstummet. 2006 bød på en lang, varm sommer for det borgerlige Danmark. Velfærdsbevægelsen, startende med de rekordstore demonstrationer 17. maj, fulgt af en voksende strejkebevægelse frem mod oktober måned, har ændret den politiske situation fuldstændigt. De borgerlige partier, inklusiv Dansk Folkeparti og det Radikale Venstre, står til tilbagegang. Regeringen har mistet sit flertal i meningsmålingerne, og socialdemokraterne er endelig kommet ud af deres mangeårige nedgang, og de ser nu igen ud til at blive landets største parti.
Splittelse blandt de borgerlige
Også internt i den borgerlige regering er der uro. Der har igennem snart flere år været et pres fra mere liberale kræfter for, at regeringen gennemfører mere direkte ”reformer” af velfærden. Det vil med andre ord sige massive nedskæringer. Allerede i 2003 nedsatte regeringen en velfærdskommission. Den bestod ifølge regeringen af eksperter. Hvem der beslutter, hvem der i dagens samfund er eksperter eller ej, må stå hen i det uvisse. Under alle omstændigheder var disse ”eksperter” ”tilfældigvis” en samling af nogle af de mest liberale økonomer og vismænd, som regeringen kunne opstøve. Op mod fremlæggelsen af rapporten (7. december 2005) var der julelys i øjnene på overklassen i Danmark. Dagbladet Børsen havde dagligt en tegning af et julekalenderlys, der langsomt brændte ned mod – nej ikke juleaften – men udgivelsesdagen for velfærdskommissionens rapport (!!!!).
Ifølge disse neoliberale frontkæmpere, var rapporten en skuffelse. Der var ”kun” 43 forslag til forringelser af velfærden. Og regeringens endelige udspil havde endnu færre angreb med. Sandheden er, at disse superliberalister, som trods alt må repræsentere en betydelig del af de danske kapitalister, har et indædt had mod velfærdssamfundet. Dansk Arbejdsgiverforening udtalte for eksempel d. 1. november 2006 at: ”Det er helt afgørende, at fremtidens kontanthjælpssystem indrettes, så der er mærkbar afstand mellem den indkomst, man får for at arbejde, og det man får for at være passiv” -Stig Martin Nørgaard, konsulent i Dansk Arbejdsgiverforening ”- Hvis der skabes reel luft mellem offentlige ydelser og arbejdsindkomst, virker det.”
Dette selvom at en rapport netop havde bevist det modsatte. Denne gruppe ønsker velfærden hen hvor peberet gro. Til trods for de utallige smuthuller, hvor de rigeste i samfundet kan undgå at betale skat, moms og afgifter, mener de alligevel, at jo rigere du er – jo mindre skal du betale i skat.
Skjulte angreb
Regeringen, til gengæld, repræsenterer en lidt mere klog, eller skal vi sige realistisk del af overklassen. De ved, at et parti der åbent går ud og erklærer velfærdssamfundet krig er dømt til fiasko. Det kan ikke lade sig gøre at få regeringsmagten i Danmark uden i det mindste at foregive, at ville sikre velfærden. At Fogh regeringen kom ind i 2001, skyldtes udelukkende, at de fremstod som om at de ville forbedre velfærden. Nyrup regeringens eneste svar var, at det hele gik godt i samfundet. Men dette svarede ikke til opfattelsen for flertallet af vælgere.
Fogh og hans regeringskollegaer er klar over, at hvis man skal gennemføre nedskæringer og forringelser, må man gøre det i en så maskeret og skjult form som muligt. Derfor har man gennemført skattestoppet, der for de fleste startede med at lyde positivt. Man var trætte af Nyrup regeringens konstante indførelse af diverse skatter og afgifter - grønne eller ej. Afgifter der bare er et pænere ord for kopskat, i og med at afgifterne rammer arbejderen mange gange hårdere, end direktøren. Men sandheden om skattestoppet er, at det medfører en langsom udhuling af den offentlige sektor. En realitet der nu er ved at blive kendt.
Kommunalreformen var et andet forsøg på at gennemføre forringelser i det skjulte. Men man må erklære forsøget for fejlslået. Den borgerlige regering havde håbet på at få skubbet aben over på borgmestrene. Men den endte hos regeringen, der desperat forsøgte at få det hele til at fremstå som en kommunistisk sammensværgelse. Her gik det galt for den borgerlige regering. Glansbilledet krakelerede lige pludselig, og starten på nedturen var en realitet. Mere om det senere.
Uenigheden i den borgerlige lejr kom også frem ved Venstres landsmøde i november 2006. Ved tidligere landsmøder havde Anders Fogh rendt frem og tilbage på en dertil opstillet scene med oprullede ærmer, uden manuskript, og underholdt det gamle bondeparti med, hvordan moderne liberale nu gik ind for velfærdssamfundet. Ved landsmødet i 2006 tog han skridtet videre og bevægede sig nu ned fra scenen og rundt i salen, mens han underholdt de delegerede venstrefolk med regeringens nye planer. Men baglandet har ikke helt opgivet deres gamle had mod den offentlige sektor. Ved en afstemning blev Fogh og co. stemt ned på spørgsmålet om øget brugerbetaling. Alligevel gik Anders Fogh bagefter ud og fortalte, at der var bred enighed i partiet. Det var en bevidst vildledning. At landets statsminister, lederen af det førende regeringsparti, bliver stemt ned på et landsmøde, repræsenterer en dramatisk og sjælden begivenhed i dansk politik. Udover internt i partiet Venstre, har der også været utallige gnidninger mellem Venstre og det andet regeringsparti, det Konservative Folkeparti.
Dansk Folkeparti
Det regeringstrofaste Dansk Folkeparti har været ramt af en serie af eksklusioner og intern ballade. Den borgerlige regering er klar over, at den kun kan fastholde magten hvis den nedtoner liberalistiske og ultra-højre tendenser. Men det er ikke altid, at baglandet har den samme forståelse for udspekuleret taktik. Dette har været med til, at Dansk Folkeparti nu også ser ud til at få en tilbagegang ved næste valg. Nogle har fejlagtigt afskrevet alle Dansk Folkepartis medlemmer som galninge og racister. Dette er en lidt for hurtig analyse. Vælgergrundlaget for partiet er uden tvivl dele af middelklassen, dele af de mest fattige mennesker i samfundet og dele af arbejderklassen, der blev frastødt af Socialdemokratiets nedskæringer. Men det er ikke noget særlig solidt fundament for et parti. Slet ikke et parti der er det parlamentariske grundlag for en borgerlig regering.
Under Nyrup regeringen var Dansk Folkeparti i stand til at vinde traditionelle socialdemokratiske vælgere. Det kunne de ved, i modsætning til Socialdemokratiet, at anerkende at der var problemer i folks hverdag, og ved at præsentere en \"løsning\". Dansk Folkepartis svar på alle problemer, er at det er indvandrernes skyld. Deres løsning er at udvise alle der ikke har boet i Danmark i flere generationer. En fuldstændig reaktionær politik, der splitter arbejderklassen. Efter mange af de racistiske tiltag er blevet gennemført af den borgerlige regering (efter pres fra DF) må partiet nu i højere grad finde andre mærkesager. For eksempel har de forsøgt at stå frem som forkæmpere for pensionisternes forhold. Men racistisk politik vil ikke gavne Dansk folkepartis vælgere, ligesom at Dansk Folkeparti er medansvarlig for alle de store forringelser af velfærden de sidste mange år.
At partiet alligevel er i stand til at fastholde de mange vælgere skyldes især en ting. Den manglende opposition fra arbejderpartierne, især Socialdemokratiet. Når socialdemokratiets ledelse har forsøgt at virke ”ansvarlig” har det været ved at gennemføre uansvarlige nedskæringer i samarbejde med de borgerlige som især har ramt socialdemokratiets egne vælgere. At nogle af dem så er gået over til Dansk Folkeparti vidner om den desperate situation de står i. Hvis arbejderpartierne førte en arbejderpolitik ville Dansk Folkeparti skrumpe ind til den lille højreradikale sekt som det burde være.
En anden væsentlig udvikling er det stigende fjendskab mellem de Konservative og Dansk Folkeparti. Dette kom helt tydeligt frem da Dansk Folkeparti var med til at vælte Lars Barfod som forbrugerminister i december 2006. Indtil det tidspunkt, havde Dansk Folkeparti holdt hånden over den ene regeringsskandale efter den anden. Men det var ved at blive en belastning for partiet. De interne problemer i den borgerlige lejr, viser at det ikke er muligt for regeringen og Dansk Folkeparti at spille deres dobbeltspil for evigt. De pæne ord udadtil om at man vil bevare velfærden, holder kun et vist stykke tid, hvis man bag om ryggen på befolkningen smadrer den, stykke for stykke. Situationen for Dansk Folkeparti efter Lars Barfods afgang er ikke blevet bedre. Det er nu klart at der er en dyb splittelse mellem de to partier og dette har været med til at skræmme nogle af de borgerlige vælgere væk fra partiet. Samtidig viser splittelsen også at storkapitalen, repræsenteret ved det Konservative Folkeparti, nu er ved at tage skridt fremad i kampen mod arbejderklassen, hvor det tidligere har været de selvstændigt erhvervsdrivende, repræsenteret ved Venstre, der har gået forrest imod arbejderklassen. De tunge drenge er begyndt at røre på sig.
Velfærdsreformen
Ultraliberalisterne – hvilket inkluderer redaktionen for Dagbladet Børsen, Dansk Arbejdsgiverforening og andre – var skuffede over den endelige rapport fra velfærdskommissionen. Og de var endnu mere skuffede over selve velfærdsforliget. Forliget indeholdt nemlig ikke en halvering af dagpengene for unge mellem 25-29 eller betydeligere forringelser af SU’en. Ved at fjerne nogle af de foreslåede forringelser gav man Socialdemokratiets ledelse et alibi for at gå med i forliget, da man så kunne udråbe det som en sejr, at nedskæringerne ikke blev helt så brutale som først foreslået. Men forliget var et uhørt angreb på velfærdssamfundet, som det har taget mange generationers kamp for den danske arbejderklasse at få opbygget. Forliget indebærer, at efterløns- og pensionsalderen begge stiger med 2 år, derudover skal pensionsalderen kunne fremrykkes et halvt eller et helt år fra 2015 og derefter hvert femte år. Det betyder, at efterlønsalderen kan blive hævet til 65 år i 2035 og pensionsalderen til 70 år. Slidte arbejdere mellem 55-59 år, som ingen vil ansætte, mister den forlængere dagpengeret – til gengæld får de så en ”øget aktiveringsindsats”, dvs. aktiveringsskruen strammes endnu mere. Bl.a. skal man nu efter 2½ års ledighed ”fuldtidsaktiveres”, hvilket betyder, at man tvinges ud i virksomhedspraktik, hvor man skal udføre normalt arbejde, til ingen eller næsten ingen løn og derved bliver løntrykker.
Det der går igen i forliget er, at det forsøger at presse flere til at blive på arbejdsmarkedet på alle mulige forskellige måder. At sætte efterløns- og pensionsalderen op er helt forrykt. Det vil betyde yderligere nedslidning. Det er et faktum, at mange har svært ved at få arbejde, når de er over 55 år. Så i virkeligheden betyder det bare, at flere ældre arbejdere vil gå arbejdsløse. Samtidig har man alle mulige former for aktivering og løntilskudsjobs. Dette betyder, at man splitter arbejderne ved at give dem forskellige lønninger og rettigheder. Hvis arbejdsgiverne og de borgerlige virkelig har ret i, at der mangler arbejdskraft, kunne man jo bare ansætte de arbejdsløse i stedet for at lave andenrangs job. Det samme er tilfældet overfor indvandrere og flygtninge, som nu skal gennemgå en integrationseksamen, for at få varig opholdstilladelse og komme væk fra den umenneskeligt lave såkaldte ”starthjælp”. Denne eksamen kræver 2,5 års beskæftigelse i en periode på 7 år. Dette vil igen tvinge en gruppe på arbejdsmarkedet til at tage et hvilket som helst job – altså en måde at tvinge folk til at tage de dårligst lønnede job. Velfærdsforliget er en skandale. Det har intet med velfærd at gøre. Og socialdemokratiet har begået en kæmpe brøler ved at skrive under på forliget.
Dansk krigsdeltagelse endt i kaos
En meget markant begivenhed i 2006 er danskernes hastigt voksende modstand mod dansk deltagelse i besættelsen af Irak. Efter krigen, som der også var massivt flertal imod blandt befolkningen, begyndte stemningen at blive mere positiv overfor den påståede ”befrielse” og indførelse af demokrati i Irak. Efterhånden er det nu klart, at frihed og demokrati i Irak betyder vold, massakrer, tortur og begyndende borgerkrig. Flere og flere spørger, hvorfor danske soldater skal risikere deres liv i en imperialistisk mission, der er endt som en kæmpe og meget blodig fiasko. Der er nu et meget stort flertal mod udstationeringen af danske soldater i Irak.
Det samme er ikke helt tilfældet i Afghanistan, hvor Danmark også har flere hundrede soldater udstationeret. Men det er et spørgsmål om tid. De danske styrker i Afghanistan blev i juli 2006 flyttet til Musa Qala, hvor de i fire uger var udsat for 50 angreb og under så voldsom beskydning, at de ikke kunne bevæge sig uden for lejren. Dette på en såkaldt fredsbevarende mission. Efterfølgende gjorde forsvarsminister Søren Gade meget ud af, at der hverken var tale om evakuering eller tilbagetrækning men en ”afløsning”. Men ligesom besættelsen af Irak er besættelsen af Afghanistan ude af kontrol. Det tidligere Sovjetunionen brugte forgæves 10 år (1979-1989) på at få nedkæmpet oprørsgrupper, som var finansieret af USA. Nu sidder NATO styrkerne i samme situation og desværre med danske soldater som deltagere. I starten af december kunne aviserne rapportere om et stigende antal kampe mellem danske soldater og Taleban. Først blev to soldater voldsomt såret ved at køre over en mine, og bagefter kom en opklaringseskadron med 150 soldater i voldsom ildkamp. I første omgang blev det meddelt at 80 talebanere var blevet dræbt, siden blev dette talt sat ned til 18.
Både Irak og Afghanistan er ude af kontrol. Imperialisterne troede, at de hurtigt ville få nedkæmpet de væbnede grupper. Den danske regering troede, at de kunne få en del af kagen ved at optræde som en loyal allieret. I stedet er den danske krigsindsats nu ved at blive trukket ned i det mudder, som Bush og Blair sidder i til halsen. Fra begyndelsen har den danske militærindsats/Irakpolitik dels været mere eller mindre ubetydelig og derudover fungeret fuldstændigt som halehæng til Bushs linje. Anders Fogh troede at ved at mænge sig med de ledende imperialistiske statsledere, kunne han selv fremstå som en virkelig betydningsfuld mand. Uheldigvis er både Blair og Bush kommet ud i så store problemer, at alt tyder på, at deres politiske liv er ved at være ovre. Og Anders Fogh kunne meget vel ende i de samme problemer. Kort efter at Danmarks statsminister havde været ude og erklære situationen i det sydlige Irak for bedre, kom Forsvarets Efterretningstjeneste 7. december 2006 med en rapport, der sagde det direkte modsatte. 3. december 2006 fremlagde Megafon en undersøgelse, der viste, at 59 % af befolkningen ønskede de danske soldater hjem øjeblikkeligt.
Politisk polarisering
En mere glædelig udvikling de seneste år er, at nogle af de små borgerlige ”midterpartier” ser ud til endeligt at være afgået ved døden. Dog hører man et par bjæf fra dem engang imellem. Den nyvalgte formand for Centrumdemokraterne havde for eksempel bestilt en undersøgelse, der viste, at CD ville få 22 mandater, hvis Naser Khader blev deres spidskandidat. Da Khader blev spurgt, om han ville skifte over til det jo knapt så succesrige CD, takkede han dog nej. Kristendemokraterne har også, til trods for deres nye navn, konstant ligget under spærregrænsen i meningsmålingerne de sidste mange år. Dette er absolut en positiv udvikling. Det viser en tendens til en klar opdeling i dansk politik: På den ene side arbejderpartierne og på den anden side arbejdsgiverpartierne. Dette kan marxisterne kun se som en positiv ting. Der er dog en lille ting, der går i den forkerte retning:
Det radikale Venstre
Dette parti har altid været en lænke om benet på arbejderklassen. Fra starten af har der været en opdeling i arbejderbevægelsen blandt de kræfter, der ønskede at nedtone kravene fra arbejderne og samarbejde med det lille borgerlige ”midterparti”, og dem der ikke ville nedtone kravene. Under Nyrup regeringen brugte man flere gange de radikale, som undskyldning for de mange besparelser og udliciteringer man gennemførte. ”Vi ville gerne føre arbejderpolitik, men hvis vi gør det, må vi bryde med de radikale og dermed miste regeringsmagten”.
Marxisternes svar til det har altid været at den logiske konsekvens derfor måtte være, at man ikke skulle gå i regering med de radikale eller have nogen form for samarbejde med dem. Selvom det radikale venstre prøver at slå på, at de er moderate og progressive er sandheden, at det er et borgerligt parti. I efteråret 2006 var de ude og kræve, at de fik deres egen farve når der blev lavet meningsmålinger, så de ikke automatisk røg med i den røde blok. Hvis man kigger på deres politik burde de høre til i den borgerlige blok. I november foreslog de en skattereform, der indebærer, at skatten ryger 6.700 kr. ned for de 10 procent rigeste om året, mens de fattigste 20 procent ville miste 500 kr. om året. Med andre ord: skattelettelser for de rige. De radikale er også modstandere af efterlønnen, og i april 2006 foreslog de, at dagpengeperioden blev sat ned fra 4 år til 2,5 år. Samtidig udtalte Naser Khader, som tydeligvis er på partiets højrefløj, at han nu ville arbejde for en VKR regering. Denne højredrejning stilnede dog lidt af i slutningen af 2006. Men da Henrik Sass Larsen i december 2006 åbnede op for, at SF kunne deltage i en kommende regering, meldte Khader straks ud, at det ville føre til økonomisk ruin for landet.
Effekten af højredrejningen var en tilbagegang i meningsmålingerne. Den store fremgang de radikale fik i 2005, skyldtes udelukkende, at de gik klart imod Fogh regeringen. På den måde var de i stand til at snyde vælgere fra arbejderpartierne til at stemme på dem. Det er også derfor, de nu ikke tør melde klart ud hvilken side, de står på. Gik de åbent ud som støtte for en borgerlig regering, ville deres stemmetal blive halveret i løbet af få måneder. I stedet leger de kispus med vælgerne. Hvad er der tilbage at snakke om? De radikale har aldrig været, og kan aldrig blive, et parti til gavn for arbejderklassen og ungdommen. Direkte forbundet med kravet om arbejderpartier der fører arbejder politik, må være kravet om et brud med alle borgerlige partier inklusiv det radikale venstre.
Arbejderpartierne
Socialdemokratiet
Socialdemokratiet har i den sidste periode oplevet en historisk krise. Katastrofevalget i 2001 blev fulgt af et endnu dårligere valgresultat i 2005. Dette gjorde, at Lykketoft valgte at gå af. Lykketoft, som repræsenterede en eller anden form for midterfløj i partiet, åbnede dermed op for en valgkamp mellem venstrefløjen og højrefløjen i partiet, hvor venstrefløjen var repræsenteret af Frank Jensen og højrefløjen af Helle Thorning-Schmidt. Højrefløjen vandt – men det var en beskeden sejr på kun 53 procent. En af årsagerne til det var, at de fremstillede Helle Thorning-Schmidt som den unge kvinde, der ville føre partiet ud af fløjkampene og sikre et fornyet og samlet socialdemokrati. Kort efter stormede socialdemokratiet frem i meningsmålingerne. Fra det historisk dårlige valgresultat på 25,9 procent, lå de i løbet af et par uger til over 29 procent i meningsmålingerne.
Helle Thorning-Schmidt blev valgt på, at hun ville ”arbejde regeringen ud af kontorerne”. Nu var situationen bare den, at regeringen havde solidt flertal med DF. De var derfor ikke nødt til at snakke med Helle, hvis de ikke havde lyst – og det havde de ikke. På den måde var Helle Thorning-Schmidts (eller rettere højrefløjen i ledelsen af socialdemokratiet) strategi slået fejl fra start. Det kom da også hurtigt frem, at den nye ledelse hverken var samlende eller fornyende. Kritiske stemmer i folketingsgruppen blev hurtigt siet ud af ledelsen af partiet, eller de gik selv i protest. Flere af dem har søgt orlov fra folketinget og har fundet civile jobs. Fornyelsen var også svær at få øje på. Ledelsen fulgte bare Nyrups tidligere linje, hvor man så hurtigt som muligt skulle gøre Socialdemokratiets politik så borgerlig som mulig. Man gik med til dramatiske og menneskefjendske stramninger på udlændinge området, skattestop, velfærdsforringelser osv.
Den marxistiske tendens i Danmark forklarede fra starten, at dette var opskriften på politisk selvmord – på ødelæggelse af partiet. Den højreorienterede ledelse (Helle Thorning-Schmidt, Henrik Sass Larsen, Morten Bødskov og Lotte Bundsgård der udgør den mest højreorienterede del) havde den logik, at Socialdemokratiet går tilbage, Venstre går frem, ergo må vi kopiere deres politik. Dette kunne også virke logisk. Men resultatet af denne politik er det direkte modsatte af det ønskede.
At kopiere de borgerliges politik, er det samme som at blåstemple den. Hvis socialdemokratiet siger, at de borgerlige fører den rigtige politik (ved at kopiere politikken), så er der jo ikke nogen grund til at stemme på Socialdemokratiet, så kan man jo bare stemme på de borgerlige. I stedet er den eneste måde hvorpå man kan slå de borgerlige og vælte den borgerlige regering, at komme med et klart alternativ - nemlig arbejderpolitik, eller sagt mere tydeligt: et socialistisk forsvar for velfærden. Dette har hele tiden været marxisternes linje, og vi har gentaget den gang på gang. Den dramatiske højredrejning af Socialdemokratiets politik førte til de mest katastrofale meningsmålinger siden Socialdemokratiets start. På et tidspunkt lå de til under 20 procent!
Mulighed for at vælte regeringen
At de valgte at gå med til forringelserne i velfærdsforliget, var bare en følge af denne selvmordspolitik. For en gang skyld ville den borgerlige regering snakke med Helle. Men det fik ikke ledelsen af socialdemokratiet til at sætte sig ned og finde frem til, hvorfor de pludselig ville samarbejde og indgå forlig. I stedet hoppede de i med begge ben. Det endda lige efter en af de største demonstrationer i Danmarks historie, der klart og tydeligt sagde: HOLD FINGRERNE VÆK FRA VORES VELFÆRD! Regeringen var presset. Fogh og Co. er dygtige taktikere, og de har forstået, at en regering der gennemfører hårde nedskæringer af velfærden, har underskrevet sin egen dødsdom. Derfor var det altafgørende for dem at få Socialdemokraterne med. På den måde kunne man fuldstændig afvæbne Socialdemokratiet i en kommende valgkamp. Det ville betyde, at Socialdemokratiet ikke kunne bruge forsvaret af velfærden i en kamp mod de borgerlige. Det blev endda endnu mere absurd efter, at Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti offentligt gik ud og sagde, at DF ikke ville gå med til forringelser af efterlønnen, hvis socialdemokratiet ikke ville. Med andre ord var det ledelsen af socialdemokratiet, der alene afgjorde, om der skulle skæres ned på efterlønnen og resten af velfærden.
Den borgerlige regering havde fra start gjort et stort nummer ud af velfærdsreformen og snakket om et bredt forlig. Hvis Socialdemokratiet havde nægtet at indgå et forlig, var det ikke blevet til noget. Den borgerlige regering turde ikke gøre det alene. Ydermere ville det betyde, at regeringen ikke ville kunne gennemføre den linje den havde håbet på, og det kunne meget vel have betydet, at regeringen ville have udskrevet valg.
Som vi også forklarede på det tidspunkt, ville dette scenario være det værst tænkelige for den nye ledelse af socialdemokratiet: At komme til magten på basis af en af de største bevægelser nogensinde, på kravet om at der ikke måtte gennemføres forringelser af velfærden. Det ville tvinge dem til at føre en politik imod deres egen overbevisning og ikke mindst en politik der ville møde massiv modstand fra den danske overklasse. Og hvis de alligevel begyndte at gennemføre forringelser kunne det risikere at vække bevægelsen til live igen. De ville være under massivt pres for at tilgodese arbejderklassens interesser. Men reformer, i ordets egentlige betydning, i 2007 kan kun lade sig gøre ved et direkte opgør med de økonomiske magthavere i samfundet. En politik den nuværende ledelse af socialdemokratiet på ingen måde har interesse i at følge. Derfor gik de i stedet med til de alvorlige forringelser af velfærden, som forliget indebærer.
Omkring 17. maj demonstrationerne, hvor socialdemokratiets ledelse forsøgte at være lidt kritiske overfor regeringen, oplevede de pludselig noget helt nyt. De så ud til at få en mindre fremgang i meningsmålingerne. Dette må være kommet som et stort chok for ledelsen af partiet. Dette kan have været med til, at man under de store kommunale protester, for første gang siden Helle Thornings tiltrædelse som formand, begyndte at føre oppositionspolitik. Man kritiserede regeringen hårdt for at stå bag de kommunale forringelser og startede med at forslå en milliard mere til kommunerne. Det steg efterhånden til 2 mia. og til sidst kom det op på 3 mia.
Hvad var resultatet? At socialdemokratiet stormede frem i meningsmålingerne på bekostning af, især Venstre, men også de Konservative og Dansk Folkeparti. De kommunale protester, ført an af de århusianske pædagoger, ændrede det politiske landskab fuldstændigt. Hvad oppositionen i folketinget ikke havde været i stand til i 4 år, lykkedes for de strejkende på 4 uger. Nemlig at afsløre den borgerlige regering som en nedskæringsregering, sætte den i defensiven og vise at vejen frem var arbejderklassens solidaritet og kampvilje. De har hovedansvaret for fremgangen for socialdemokraterne. Men det er klart, at ledelsen af Socialdemokratiet kunne have ødelagt det for sig selv, ved ikke at gå på de protesterendes side. Det faktum at tiøren endelig faldt for dem, skyldes ikke mindst, at det stod bøjet i neon, at der var en bred og dyb opbakning fra flertallet af befolkningen til de aktionerende offentligt ansatte arbejdere og forældre.
Så det var klogt nok af ledelsen at gå med de protesterende, eller rettere: det ville have været fuldstændigt absurd ikke at gøre det. Og ja endnu engang var det en tydelig understregning af, hvad marxisterne hele tiden har sagt. At hvis socialdemokratiet fører en politik, der tilgodeser arbejderklassen, det vil sige forbedrer velfærden, fører arbejderpolitik, så vil de få massiv opbakning. Det vidner også om at bevægelsen havde en direkte effekt inde i Socialdemokratiet. I utallige socialdemokratiske byrådsgrupper var der uro omkring nedskæringerne, ligesom flere socialdemokratiske fagforeningsfolk var imod. Med andre ord var der et massivt pres fra neden om at gå imod nedskæringerne, et pres der ændrede politikken i toppen af partiet.
Som tidligere nævnt repræsenterer den nuværende ledelse den yderste højrefløj i Socialdemokratiet. De udgør den kreds, der i 90\'erne var med til at trække DSU langt til højre. Henrik Sass Larsen kunne i maj 1995, som formand for DSU, sammen med formændene for VU og RU i skøn samhørighed, udtale at velfærdssamfundet skulle moderniseres gennem nedskæringer og privatiseringer. Dette har været med til, at kliken har været forholdsvis upopulær blandt store dele af socialdemokratisk partiaktivister. Og det var kun ved at hive Helle Thorning-Schmidt op af hatten, at de lykkedes i at erobre magten i socialdemokratiet. Med andre ord er det højrefløjen, der har magten over partiet. Men som nævnt, førte det næsten til et kollaps for partiet at følge deres politik.
Derfor kan man nu se, at den mest højreorienterede ledelse for socialdemokratiet nogensinde, er ved at bevæge partiet til venstre – presset af den stigende klassekamp. Dette er noget af et paradoks. De vil nu føre valgkamp, på at de vil forsvare velfærden. Det er klart, at deres forsvar for velfærden vil svare til at lade ulven vogte får. Hvis de får regeringsmagten, er der ingen tvivl om, at de hurtigt vil glemme deres løfter. På grund af de radikales skiftende udmeldinger har de nu åbnet op for, at SF kan indgå i et regeringssamarbejde. Dette har ellers været utænkeligt før. Men man skal regne med, at den udmelding mest er for at presse de radikale tilbage i folden.
Behov for en ny ledelse
Udviklingen viser to ting. Den eneste vej frem for socialdemokratiet er at kæmpe for arbejderklassens interesser. Men samtidig er den eneste garanti for at det kan lykkes, at få en anden ledelse for partiet. En ledelse der klart melder fra overfor et samarbejde med de radikale. Nogle vil så sige, at det vil gøre det meget svært at få regeringsmagten. Men for det første må man spørge, hvad er ideen i at få regeringsmagten, hvis det er på bekostning af den politik, man vil føre? For det andet er opbakningen til de radikale nu 100 procent betinget af, at de (fejlagtigt) bliver set som opposition til de borgerlige. Hvis det fra arbejderpartiernes side bliver gjort klart, at en stemme på de radikale er en stemme for borgerlige politik, vil de miste en stor del af deres opbakning i løbet af et splitsekund. Hvis der kom en ledelse for socialdemokratiet, der klart meldte ud at de gik til valg for at stoppe nedskæringsvanviddet i den offentlige sektor, og at de ville gøre dette med at samarbejde med de andre to arbejderpartier, ville det sikre massiv tilslutning. Hvordan kan vi sige det? Fordi alle undersøgelser viser, at der i samfundet er en massiv støtte til velfærdssamfundet. Begivenhederne i 2006 understreger, at går man ud og fører et forsvar for velfærden, vil man få øget tilslutning.
Visse personer har erklæret socialdemokratiet for dødt som arbejderparti. Dette er en stor fejl. Socialdemokratiet er tilknyttet arbejderbevægelsen med utallige bånd – hvilket er bevist under velfærdsbevægelsen. Lige meget hvor langt til højre ledelsen for Socialdemokratiet har bevæget sig, har det ikke sikret væsentlig fremgang for de to andre arbejderpartier. Til gengæld har de små skridt til venstre igen sikret fremgang for socialdemokratiet. At tro at man kan føre en politik, der tilgodeser arbejderklassen i Danmark, og samtidig ignorere Socialdemokratiet, er naivt. Tværtimod vil det være kampene inde i Socialdemokratiet, der vil afgøre om der vil blive ført arbejderpolitik eller ej. Den eneste vej frem er kampen for et socialistisk program for partiet, og en ledelse der vil kæmpe for det.
SFVed valget i 2005 røg SF helt ned på 6 procent. En af årsagerne til det har uden tvivl været, at man har skræmt mange EU modstandere væk fra partiet ved at sige ja til EU traktaten. SF har bevæget sig en del til højre. Der kan ikke herske tvivl om, at ledelsen for partiet håber at komme i regering med Socialdemokratiet. Dette førte i december 2006 til, at formand Villy Søvndal klart gik ud og støttede Helle Thorning-Schmidt som SFs statsministerkandidat. Inden denne udmelding havde der været flere dages hårde forhandlinger mellem ledelserne af de to partier. Aftalen lød på at SF skulle nedtone kritikken af skattestoppet og udlændingepolitikken, og Socialdemokratiet skulle så melde ud, at SF kunne blive en del af en kommende regering. Dette fik straks de radikale til at fare i flint og snakke om landets kommende ruin. Et øget samarbejde mellem SF og Socialdemokratiet er absolut en positiv ting. Men som det ser ud nu, har det kun kunnet lade sig gøre ved, at SF er gået på kompromis med sin politik. Villy Søvndal blev spurgt, om partiet havde opgivet sin modstand mod skattestoppet og 24-årsreglen. Til det svarede han, at det havde de ikke, men at han samtidig mente, at det var dumt at stille ultimative krav. Det kan kun tolkes som om, at SF er parat til at opgive deres standpunkter for at få ministerposter. Det er meget sørgeligt. Ledere af SF har mange gange sagt, at de ville trække Socialdemokratiet til venstre. Men det er nu mere end tydeligt, at det er det modsatte, der er tilfældet. I 2002 udtalte landsmødet i SF, at de gik ind for en ”socialistisk markedsøkonomi”. Dette svarer til at gå ind for kolde ildebrande og våde ørkener. Det er ikke muligt. Socialisme kan aldrig lade sig gøre, hvis ikke man har kontrollen over de største virksomheder, banker og forsikringsselskaber.
Under velfærdsbevægelsen meldte SF klart ud imod de mange besparelser. Dette var med til at skabe en stigning i tilslutningen til partiet. Hvis ledelsen af partiet er parat til at sælge ud af de politiske holdninger for at få indflydelse, vil de fleste nok spørge, hvilken indflydelse der så er tale om. Hvis det hele drejer sig om at få ministerposter i en Socialdemokratisk regering, og man for at opnå dette, opgiver sin politik – hvad er så berettigelsen for SF? I stedet er der brug for en venstredrejning af partiet. I øjeblikket har SF ingen problemer med at indgå i et regeringssamarbejde, hvor de radikale også er med. Det er kun de radikale, der har et problem med SF.
SF’s ledelse har endda meldt ud at SF ville støtte radikale mærkesager hvis de kom i regering sammen. Man foreslog fra SF’s side at de to partier, hånd i hånd, skulle danne en samlet front for at rykke Socialdemokratiet på de punkter der omhandler skattestop og indvandrepolitik. Det er fuldstændigt absurd. De radikale er i virkeligheden det mest højreorienterede parti på skatteområdet! SF burde kræve en alliance af de tre arbejderpartier på et socialistisk program og gøre klart, at SF aldrig vil kunne støtte en regering hvor der indgår et borgerligt parti.
Enhedslisten
Enhedslisten har oplevet en massiv medlemsfremgang og har nu over 4.000 medlemmer. Ved valget i 2005 fik partiet 3,4 procent af stemmerne, hvilket er 0,3 procent mere end ved valget i 1994, hvor Enhedslisten første gang kom i folketinget med 3,1 procent og 1,0 procent mere end valget i 2001, hvor Enhedslisten kun fik 2,4 procent. Som forklaret før var en af grundene til det nok mest, at SF havde anbefalet et ja til EU traktaten, hvilket har skubbet nogle af vælgerne over til Enhedslisten. For et lille parti er der selvfølgelig tale om en stor fremgang, men samtidig er det klart, at Enhedslisten stadig er et meget lille parti. Partiet blev dannet som et valgteknisk samarbejde mellem DKP, VS og SAP. Senere kom også det lille maoistiske KAP med, som siden nedlagde sig selv i 1994. Med andre ord var der tale om meget forskellige politiske tendenser. I dag har de tre tilbageværende partier nedtonet deres tidligere politiske holdninger i enhedens navn.
Enhedslistens fremgang er flot. Ikke mindst den voldsomme medlemsfremgang er imponerende. Men samtidig har Enhedslisten det problem, at langt de fleste medlemmer er passive. Med omkring 4.000 medlemmer burde Enhedslisten være i stand til at spille en meget afgørende rolle i bevægelserne – ikke mindst fagbevægelsen. Dette er ikke tilfældet. Man må også forgæves spørge om, hvad der er enhedslistens linje i det faglige arbejde og ikke mindst i velfærdsbevægelserne. Generelt er Enhedslisten så godt som fuldstændig usynlig i disse initiativer. Dette til trods for at partiet har størrelsen til at kunne spille en ledende rolle. Hvis de mange medlemmer blev samlet om en fælles linje og strategi i det faglige arbejde, ville det betyde en hel ny periode i dansk fagbevægelse og andre steder.
I stedet for har Enhedslisten i samarbejdets navn lavet alliancer i velfærdsbevægelsen, som gik ud på at modsætte sig strejker og nationale, besluttende tillidsmandsmøder. Eller det vil sige, at det har enkeltmedlemmer af Enhedslisten gjort, da partiet ikke har en fælles linje. Først dagen inden de store demonstrationer på folketingets åbningsdag d. 3. oktober kom der en udmelding fra partiet. Den gik ud på, at man skulle strejke: ”Enhedslisten opfordrer derfor ansatte i både den offentlige OG den private sektor til at øge presset på regeringen med landsdækkende strejker tirsdag den 3.oktober.” På den måde nåede man lige at sige ”strejke” inden bevægelsen var ovre. At sige det dagen inden er jo åbenlyst alt for sent. Hvis det var linjen, burde den være kommunikeret ud langt tidligere – ikke mindst på den store konference 2. september. Her gik Enhedslistens hovedbestyrelsesmedlem Finn Sørensen op og forklarede hvorfor forsamlingen, på 500 arbejdere og unge fra hele landet, ikke kunne beslutte noget, ikke kunne stemme om noget og ikke kunne foreslå noget. Dette fra en der hævder at repræsentere venstrefløjen i fagbevægelsen. Det er absurd. Især i lyset af at disse foranstaltninger var lavet for at forsamlingen ikke kunne diskutere et forslag omkring strejker den 3. oktober. Med andre ord modsatte Enhedslistens faglige ledere sig et forslag om strejke på et tidspunkt hvor der havde været alle muligheder for at kunne mobilisere bredt, på nationalt plan, for en strejke.
Der er en tendens til, at folketingsgruppen kommer med udmeldinger om enkeltsager såsom spionfly, tortur og varer produceret af underbetalt arbejdskraft. Alt det er meget godt. Men for et revolutionært socialistisk parti kan enkeltsager aldrig være nok. De må forbindes med det samfundssystem vi har i dag og som skaber problemerne. Hvis man mener, at man kan tage fat i enkeltsager og så sikre at problemerne bliver løst og er tilfreds med det – så har det jo intet med en revolutionær politik at gøre. Det er at ændre samfundet gennem reformer – reformisme. Som revolutionære har vi intet imod reformer – tværtimod kæmper vi for enhver forbedring. Samtidig er det afgørende at sige sandheden om denne kamp for små forbedringer: nemlig at den aldrig vil kunne vindes under kapitalismen. Vi kan vinde delsejre, men i sidste ende vil de forbedringer, vi vinder blive taget tilbage igen. Hvis ikke, var der jo ikke nogen grund til at kæmpe for socialisme. Så kunne vi alle sammen melde os ind hos de radikale og kæmpe for en human kapitalisme. Men human kapitalisme i 2007 er utopi, fantasteri og drømmerier.
Trotskij forklarede i 1938, at det var arbejderbevægelsens tragedie, at den havde en reformistisk ledelse, der snakkede om socialisme på landsmøderne, men som i det daglige arbejde kæmpede for minimumsprogrammet, det vil sige delkampe, uden nogen former for forbindelse til det socialistiske endemål. I stedet forklarede han, at det kun var ved at sammenkæde de daglige kampe med det endelige mål (minimumsprogrammet med maksimumsprogrammet), at man kunne give arbejderne et revolutionært program – et revolutionært overgangsprogram.
Dette er en lukket bog for Enhedslisten. Man har gjort den fejl at kaste den revolutionære marxistiske arv overbord, i forsøget på at forene stalinistiske, maoistiske, reformistiske og trotskistiske tendenser. På det grundlag vil man uundgåeligt ende i den reformistiske grøft. Enten er man revolutionær, eller også er man ikke. Man kan ikke være det 90 procent. Den eneste fremtid for Enhedslisten er hvis den begynder at føre en rigtig revolutionær politik. Dette kan kun lykkes ved at kæmpe for de marxistiske ideer, ved at vende tilbage til den marxistiske arv.
Del 4: Fagbevægelsen og klassekampen
”Medlemmerne er passive, egoistiske og borgerlige.” Sådan er situationen i den danske fagbevægelse. Det vil sige, sådan er den, hvis man skal stole på lederne af fagbevægelsen. Men hvis man er klog, lader man være med det. Den danske fagbevægelse er inde i en historisk krise. Medlemmerne flygter. Siden midten af 90\'erne har LO mistet mere end 230.000 medlemmer! De første 9 måneder af 2006 meldte 15.000 sig ud af HK og 12.000 meldte sig ud af 3F. FOA mistede 4.000. Det kan kun betegnes som medlemsflugt. Dette har fået en række forbund til at slå sig sammen, lige som mange lokalafdelinger er blevet sammenlagt. Det betyder, at flere afdelinger af Metal og 3F har over 10.000 medlemmer nogle endda det dobbelte. Hvis bare 10 procent af dem dukkede op til en generalforsamling, skulle man leje KB Hallen for, at de kunne være der. Men i det samme tidsrum er deltagelsen til faglige arrangementer, deriblandt generalforsamlinger, også faldet dramatisk. Det kan kun betegnes som en krise i fagbevægelsen.
Det interessante er, at det er i den samme periode (siden midten af 90erne), at fagbevægelsens ledere har været utroligt aktive med at modernisere fagbevægelsen. Fra toppen af har man benyttet tilbagegangen til, at erklære klassekamp for forældet, og man har også kappet flere af båndene til Socialdemokratiet. Dette skete efter en massiv hetz i pressen der påstod, at bevise, at mange meldte sig ud i protest mod, at fagbevægelsen var knyttet til arbejderpartierne og især Socialdemokratiet. Men de mange skridt til højre har på ingen måde løst fagbevægelsens krise. Tværtimod har det forstærket den. Den har gjort afstanden mellem medlemmerne og deres ledere endnu større. De fleste medlemmer af fagbevægelsen mener ikke længere at ledelsen repræsenterer deres interesser. Resultatet har været medlemsflugt og faldende aktivitet. Dette har igen haft den konsekvens af ledelsen mere eller mindre har kunnet gøre som den ville, uden at blive draget til ansvar af medlemmerne. Men denne situation kan ikke fortsætte. Før eller siden vil medlemmerne kræve en ledelse der kæmper for deres interesser. For at få det må de igen blive aktive i deres fagforeninger og kæmpe for en ny linje.
Årsagen til krisen
Udviklingen taler sit klare sprog. Mens toppen af fagbevægelsen belønner sig selv med tårnhøje lønninger, er presset på arbejdspladserne eksploderet. En undersøgelse fra Analyse Danmark kunne fortælle, at hver anden på arbejdsmarkedet arbejder mere end han/hun synes er i orden. Mere end hver niende har enten sagt deres job op eller overvejer det på grund af arbejdspresset. 34 procent føler sig mere stressede, 48 procent oplever at de må løbe stærkere, 30 procent arbejder flere timer, end de skal ifølge deres overenskomst, og mere end hver fjerde arbejder over 40 timer om ugen. 29 procent har fået sværere ved, at få arbejds- og familieliv til at hænge sammen. Det har nogle åbenlyse konsekvenser. I byggeriet er antallet af arbejdsulykker næsten fordoblet. Ifølge FNs arbejdsorganisation ILO dør 2.000 danskere om året – af at gå på arbejde. Dette tal er 40 gange højere end de officielle tal fra Danmarks Statistik. De opgør nemlig kun de ulykker, der øjeblikkeligt medfører døden, men ikke de ulykker der er relateret til ens arbejde, men som ikke medfører øjeblikkelig død. Disse tal er rystende. Arbejdsmiljøinstituttet kunne i oktober 2006 fortælle, at stress er årsag til 20 procent af alle hjerte-kar-sygdomme, mens rygning udgør 25 procent. Antallet af kronisk stressede danskere er fordoblet fra 6 procent i 1987 til 12 procent i dag.
Dette har igen en konsekvens på levealderen. Ufaglærte mænd lever 2,7 år mindre end faglærte mænd og 5,7 år færre end mænd med en høj uddannelse. Det er med andre ord livsfarligt at være arbejder i Danmark.
Disse tal afslører, hvad alle arbejdere i både den private og offentlige sektor ved. At arbejdspresset er uudholdeligt. Tempoet er i dag skruet op til umenneskelige højder. Når fagbevægelsens top så kommer og forklarer hvor godt det hele går, at arbejdsgiverne er samarbejdspartnere, og at klassekamp er forældet, så passer det ikke til virkeligheden på arbejdspladsen. Tværtimod. Der er behov for en fagbevægelse, der siger stop.
I stedet for kan man høre de faglige ledere for de omkring 2 millioner organiserede danske arbejdere i LO og FTF, fortælle om, at de gerne ville, men at de desværre ikke kan gøre noget. Og så undrer de sig over, at medlemmerne melder sig ud i protest. De forklarer for eksempel, at de fagretslige regler forbyder dem at støtte en strejke eller yde indflydelse på hvordan de danske kapitalister leder og fordeler arbejdet (læs: skruer tempoet op). De glemmer at fortælle, at det er dem selv, der har godtaget de fagretslige regler. I deres iver efter at være ansvarlige overfor den danske samfundsøkonomi (læs: de danske kapitalister) har de været den direkte årsag til, at arbejdspresset og udnyttelsen af arbejderne har nået absurde højder.
Arbejderledere på arbejderløn
I november var det fremme, at formanden for Dansk Sygeplejeråd, Connie Kruckow, får en løn på halvanden million kroner. Det er 450 procent mere end basislønnen for hendes medlemmer. Og det er ikke noget enestående tilfælde. Hele toppen af fagbevægelsen modtager lønninger i det niveau. Derudover får de honorarer for at sidde i diverse bestyrelser samt andre tillæg. Dette er et problem. Ikke fordi at vi er misundelige på lønnen. Problemet opstår ved, at det må være utrolig svært at kunne sætte sig ind i medlemmernes situation, hvis man får en løn, der er mange gange højere. Det betyder, at man får et liv, der svarer til en godt betalt underdirektør, med de problemer det nu fører med sig. Det er bare et helt andet liv end rengøringsdamens og fabriksarbejderens.
Det tragikomiske er jo også, at det er disse højtbetalte topfolk i fagbevægelsen, der beder deres medlemmer stille sig tilfredse med minimale lønstigninger. Til trods for at udgifterne for deres medlemmer (boliger, transport osv.) er kraftigt stigende. Den eneste forklaring er, at de folk der forhandler overenskomster ikke selv bliver lønnet efter dem. Det er unægteligt meget nemmere, at sige ja til en dårlig overenskomst, hvis man ved at ens løn er fire gange højere. Derfor er det nødvendigt, at kræve, at lederne af fagbevægelsen (og resten af arbejderbevægelsen for den sags skyld) ikke får en løn, der er højere end medlemmernes. På den måde sikrer man, at de kan sætte sig ind i medlemmernes situation og måske få lidt mere gå på mod i forhandlingerne. Nogle hævder, at vi så vil miste de ”dygtige” forhandlere, vi har i toppen af fagbevægelsen. Men hvor dygtige de er, er der vist delte meninger om, og derudover bør man vel ikke lede en fagforening for at tjene penge? Sådanne repræsentanter er vist ikke særlig brugbare.
Sandheden er, at skellet mellem toppen og bunden er blevet større. Toppen har glemt deres tidligere liv på fabriksgulvet og sidder nu i dyre villaer og har råd til at give konen mink til jul. Der er opbygget en mur imellem arbejderne, og dem som burde lede dem. På Dansk Metals kongres i september 2006, skulle man for eksempel stemme om forbundet skulle gå ind for en efterlønsalder på 60 år. Det var toppen af Metal imod. De støttede de forringelser af efterlønnen, der blev vedtaget i velfærdsforliget. Dirigenterne på mødet konstaterede hurtigt, efter en håndsoprækning, at forslaget var faldet. Dette fik Flemming Rasmussen fra Metal Århus til at gå på talerstolen og kræve skriftlig afstemning. Resultatet af den var at 377 stemte for en efterløn på 60 år, mens kun 141 stemte imod. Med andre ord forsøgte mødeledelsen af kongressen at manipulere afstemningerne. En anden Metal’er fortalte, at det samme var sket med et forslag angående ungdomsarbejde.
Der er lige præcis her årsagen til krisen i dansk fagbevægelse ligger. Toppen er kommet så langt væk fra medlemmerne, at den ikke længere har nogen interesse i at kæmpe for dem. Tværtimod er de blevet en del af et system, der bygger på forlig og samarbejde med virksomhedsejerne – klassesamarbejde. Dette klassesamarbejde er den direkte årsag til de lave lønninger og opslidende arbejdstempo på den ene side, og de tårnhøje profitter til det danske erhvervsliv på den anden side. Den danske arbejderklasse har været taberne i det her spil de sidste 20 år, hvis ikke mere.
Underskrifter eller klassekamp
Det samme så vi under de kommunale protester hvor alt hvad forbundene for de strejkende pædagoger, pædagogmedhjælpere, hjemmehjælpere, skolelærere m.fl. kunne præstere, var en underskriftsindsamling! Nu er der i og for sig ikke noget galt i at samle underskrifter ind. Men det var i en situation hvor der er lagt op til massefyringer, massivt øget arbejdspres og en general forringelse af arbejdsforholdene. En situation hvor flere tusinde var i strejke over hele landet - i sådan en situation, må selv et femårigt barn kunne se, at underskrifter ikke bare vil være frugtesløse, men at det var en så virkelighedsfjern handling, at mange medlemmer endnu må være i chok. Det var en skandale. Hvordan kan det lykkes for nogle at tro, at toppen af dansk fagbevægelses stærkeste våben er… Underskriftindsamlinger! At vi i dag har fagforbund skyldes, at arbejderne i fagbevægelsens start indså at man måtte samle alle arbejdere nationalt, så man kan kæmpe sammen nationalt. Men hvis den danske arbejderbevægelses grundlæggere så, hvad de nuværende ledelser for forbund med hundredetusinder af medlemmer gjorde, ville de vende sig i graven.
Toppen af fagbevægelsen plejer (yderst fejlagtigt) at undskylde deres manglende aktiviteter med at det er ”medlemmernes skyld”. Men her var det skåret ud i pap. Medlemmerne gik selv spontant på gaden, fordi de vidste, at der ikke var grund til at vente på deres såkaldte ledere. I den situation var ledelsens eneste opgave – eneste overhovedet – AT LEDE MEDLEMMERNES KAMP! Det havde været så let som at klø sig i nakken, at indkalde til nationale strejkedage for alle medlemmer og appellere til resten af LO og FTF om at gå med. Det er logik, at hvis 4.500 strejkende pædagoger kunne sætte den danske overklasse i panik, med Anders Fogh i spidsen, hvad ville der så ikke ske, hvis hele arbejdsstyrken gik i strejke? De ville, med et let og blidt lille pust, kunne have fejet de borgerlige af banen. I stedet gemte fagforeningslederne sig på de fine kontorer. Det er ikke usandsynligt at de nu har bestilt rapport nummer ethundrede-og-dut, der skal undersøge hvorfor medlemmerne flygter. Men de bærer ansvaret for det – alene.
Overenskomsterne
Fagbevægelsen er en kamporganisation. Men siden dens start har et voksende lag i toppen af bevægelsen prøvet at gøre den ”ansvarlig”, ”moderne”, ”nytænkende” osv. I 60\'erne, 70\'erne og til dels 80\'erne var det muligt for dette lag i toppen af bevægelsen at forhandle sig til bedre resultater. Nogle har fremstillet det som om, at vejen til forbedringer for arbejderklassen er forhandlinger. Men disse folk glemmer noget. Alle de store forbedringer der er kommet igennem; lavere arbejdstid, ferie, mindstelønninger osv., er kommet på baggrund af kamp. Det er sandt, at den 6 ferieuge blev forhandlet hjem i 1999 uden strejker. Det er ligeså sandt, at det kun skete fordi der året før, havde været strejker på hele industri- og byg og transport området. Det ville man ikke risikere igen – og derfor gav man den 6. ferieuge.
Dem der fortæller os, at man kan forhandle sig til gode forhold – er de samme folk, som har forhandlet det ene dårlige overenskomstforlig hjem efter det andet. Sandheden er, at kapitalisterne kun vil give noget hvis de ved, at arbejderne er parate til, at gå på gaden og slås.
Den nuværende overenskomstsituation er direkte sprængfarlig. Den finder sted i en periode med gigantiske milliardoverskud til kapitalisterne. I en periode med den laveste arbejdsløshed i mange årtier og i en periode hvor arbejdspresset, som nævnt ovenfor, har nået uhørte højder. Samtidig har der ikke været en nævneværdig reallønsfremgang de sidste ti år.
Den finder også sted i en periode, hvor det er alment kendt, at topledelserne i erhvervslivet har begunstiget sig selv med gigantiske lønstigninger, tillæg og bonusser. Derfor er der ingen tvivl om, at der selvfølgelig er en klar forventning om, at der falder mere af ved denne overenskomstforhandling, end der plejer at gøre. Som flere tillidsfolk har sagt ”hvis ikke nu – hvornår så?”. Kravene fra arbejdspladserne er, i det her lys, yderst beskedne. Der har været forslag om en mindsteløn på beløb mellem 120 og 150 kr. Krav om 10,- til 12,- kr. mere til lærlinge, generelle lønstigninger, bedre feriebetaling osv.
Disse krav er blevet stillet før, men denne gang er der en reel forventning om, at de bliver imødekommet.
Samtidig har det ene møde efter det andet udtalt, at man var parate til at gå i konflikt. Det er ikke noget toppen af fagbevægelsen synes godt om. Som sagt, lever toplaget i fagbevægelsen af, at arbejderne holder sig i ro, og er forholdsvis passive, så fagtoppen, sammen med kapitalisterne, kan forhandle sig til ”ansvarlige” løsninger. Men nu ulmer det! Derfor har toppen, fra det ene forbund efter det andet, også været ude og mane til besindighed: ”Vi har en ansvarlig fagbevægelse, der ikke vil gå ud og kræve store lønforhøjelser ved overenskomstforhandlingerne”, siger LO-formand Hans Jensen og Metal-boss Thorkild E. Jensen til børsen. ”–Vi ved godt, at hvis vi får en lønudvikling, der overstiger udlandets meget voldsomt, så vil det går ud over beskæftigelsen”, udtaler Hans Jensen,” (Børsen september).
Arbejderen 19. september 2006:
Advarer mod lønfest
Hvis arbejdsgiverne ikke vil indfri de rejste overenskomstkrav, så er industriarbejderne parat til en konflikt. Det bliver slået fast i en udtalelse fra 3F`s industrigruppe, som havde møde i weekenden
Formanden for 3F`s Industrigruppe, Børge Frederiksen, har imidlertid travlt med at gyde olie på vandene. Han frygter, at forventningerne kan blive skruet så højt i vejret, at en konflikt kan blive resultatet, skriver Fagbladet 3F.
- I 2004 var vi rystede over konsekvenserne af globaliseringen og det handlede meget om at beskytte overenskomsten. Der er et helt andet råderum denne gang. Men jeg lægger altså ikke op til den helt store lønfest, sagde Børge Frederiksen på Industrilandsmødet i Aalborg.
Arbejderen 5. maj 2006:
Ledelsen i NNF ser gerne, at medlemmerne sætter kravet om uddannelse øverst på listen over OK-krav. 400 tillidsfolk på stormøde pegede i stedet på løn som det vigtigste
Hvilke krav skal Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet (NNF) vægte til overenskomstforhandlingerne 2007? spørger forbundets ledelse sine medlemmer og tillidsfolk. Spørgsmålet rejses i en netop udsendt overenskomstavis fra forbundet og blev også sat til debat på et stormøde med 394 tillidsrepræsentanter for godt 14 dage siden i Odense. - Det er et nyt tiltag, at medlemmerne inddrages så tidligt i forberedelserne. Medlemmernes mening er afgørende, forklarer forbundsledelsen, der har sat to millioner kroner af til medlemsinformation og møder.
Nogle af pengene blev fyret af i Odense, hvor Ivan Pedersen, tillidsmand på Toms fabrikker var blandt de deltagende. - Det er helt tydeligt, at forbundsledelsen er nervøse for at havne i samme situation som ved de sidste overenskomster, hvor den blev stemt ned af medlemmerne, siger han til Arbejderen.
Ivan Pedersen betegner stormødet som både veltilrettelagt og \'meget topstyret\'.
- Det var tydeligt i både oplæg og spørgsmålene til gruppearbejdet, at forbundsledelsen gerne ser spørgsmålet om uddannelse øverst på medlemmernes liste over krav til overenskomsterne. Derfor tror jeg også, at tilbagemeldingerne fra grupperne kom bag på dem, mener tillidsmanden.
I grupperne blev der spillet med NNF-kroner, om hvilke af kravene kompetence, tid, løn eller andre krav, der skulle prioriteres højest, når forbundet skal i gang med at forny stort set alle industri- og butiksoverenskomster. 38 procent af kronerne blev placeret på kravet om løn, 24 procent på kompetence, 20 procent på øvrige forhold og endelig 18 procent på tid.
- Forbundsledelsen siger, den ønsker debat. Tiden må vise, om medlemmernes ønsker bliver taget alvorligt, såfremt de ikke er i overensstemmelse med forbundstoppens, siger Ivan Pedersen.
Han lagde mærke til, at de virksomhedsledere, der også deltog på stormødet i Odense, støttede uddannelse. Samtidig er han dog overbevist om, at de alene tænker på firma-relateret uddannelse.
- Og kan det så oven i købet komme ind i overenskomsterne, og lønmodtagerne selv skal være med til at betale, så vil firmaejerne sikkert gnide sig i hænderne, mener den københavnske tillidsmand.
Og de kalder sig selv ledere! Enhver arbejder bør spørge sig selv: Hvis side er toppen af fagbevægelsen på? Hvordan kan de gå ud, op til en overenskomstforhandling, og tale imod lønstigninger? Det er grotesk. Det beviser med al ønskelig tydelighed hvad marxisterne har forklaret gang på gang. At toppen af arbejderbevægelsen er kommet så langt væk fra arbejderne, at de har opnået så mange privilegier, at de ender i en situation, hvor det drejer sig om at blive siddende på de fine poster og gøre hvad man kan, med diverse ufine manøvrer, for at holde medlemmerne i ro. Med andre ord er der kommet et bureaukrati i toppen af arbejderbevægelsen, som intet har med arbejderklassen at gøre. Tværtimod lever det af at samarbejde med kapitalisterne – klassesamarbejde.
Konflikt på vej
Tillidsmanden fra NNF har fået øje på en væsentlig ting. Nemlig det, at forbundene nu prøver at få hele overenskomstforhandlingen til at dreje sig om efteruddannelse. Som en tømrer sagde på en konference: Hvad er det for en efteruddannelse vi skal have? -er det at lægge gulv? -bruge sømpistol? Og han har helt ret. Der er ingen tvivl om, at det er godt med ekstra uddannelse. Men da de faglige forhandlere blev spurgt, hvad det var for en efteruddannelse, de ville have, at medlemmerne skulle stille krav om, kunne de ikke svare!
Det er den samme historie indenfor alle områderne. De faglige ledere prøver at nedtone lønkravene fra medlemmerne og i stedet fremføre deres eget krav om mere efteruddannelse.
I øjeblikket er det bare ikke uddannelse det drejer sig om for medlemmerne. De faglige forhandlere løber en stor risiko. De forsøger at sælge en ny overenskomst (med de sædvanlige lave lønstigninger der mere eller mindre svarer til inflationen), på at de indeholder uddannelse. Lige som de i 2004 kunne sælge overenskomsterne på, at barselsorlovsforholdene var blevet forbedret. Men denne gang risikerer de at gå helt forkert i byen. Alt peger på konflikt. De danske arbejdere vil have del i de kæmpe overskud, som de selv har skabt. Allerede inden forhandlingerne er startet, ligger det fast, at LO og DA har indgået en klimaaftale, der blandt andet har fastlagt ”udgiftsrammen” til overenskomsterne til 4 procent.
Selv en 4 procents lønstigning vil ikke være nok. Herudover skal man skal regne med, at de vil modregne andre forbedringer i de 4 procent. I det hele taget er det helt hen i vejret, at lave en forhåndsaftale om, hvor meget der kan forhandles om i overenskomsterne. Hvad er det så der skal forhandles om? Om der skal gives én procent på det ene eller det andet. Det er jo ikke en forhandling. Det er spil for galleriet. Disse overenskomster kan indeholde langt større lønstigninger. Alligevel har toppen af fagbevægelsen lagt sig fast på en minimal stigning, der mere eller mindre svarer til inflationen. Dette er dybt udemokratisk. Hvis medlemmerne ønsker lønstigninger på 10 procent, er det det forhandlerne skal kæmpe for. Hvorfor ellers have generalforsamlinger, konferencer og kongresser der diskuterer kravene?
Der er ingen sammenhæng, mellem det toppen af fagbevægelsen tager med til forhandlingerne og det som medlemmerne ønsker. Det peger i alvorlig grad på en konflikt. På mange måder minder den nuværende situation om situationen i 1998, hvor der blev stemt nej til overenskomstforliget. På det tidspunkt var der også høj beskæftigelse og virksomhederne havde også kæmpeoverskud. En konflikt i 2007 vil dog blive helt anderledes end i 1998. Den vil komme på baggrund af den kæmpestore velfærdsbevægelse og med en presset borgerlig regering ved roret. Hvis den borgerlige regering laver et indgreb, kan det risikere at skabe en eksplosion. I 1998 var ledelsen af strejkerne, det såkaldte fagforeningsinitiativ, i stand til at stoppe strejkerne, efter Nyrup-regeringens indgreb. Men det er langt fra sikkert at det vil kunne ske igen. Spørgsmålet vil være om oppositionen i fagbevægelsen vil være stærk nok.
Alt taler for en konflikt. Præcis hvordan forløbet vil være er umuligt at sige. Det kunne tænkes, at nogle forbund, vil nægte at indgå et forlig. Det vil højst sandsynlig kun være et mindretal af forbundene. Det vil nok blive afstemningen der afgør resultatet. Og her taler alt for ”Nej”.
Spørgsmålet vil så være, om den borgerlige regering tør lade en konflikt køre. Regeringen vil være under massivt pres for at gribe ind. Hvis den gør det, kan den risikere at stå midt i et hvepsebo. Før eller siden vil den nok blive presset til at gribe ind. Det vil kunne starte en bevægelse som i 1985.
Oppositionen i fagbevægelsen
Efter den borgerlige regering trådte til i 2001, er der sket en voldsom opblusning af demonstrationer og strejker. De nye protestbevægelser var medvirkende til, at et københavnsk tillidsmandsnetværk, mere eller mindre kontrolleret af de tilbageværende kommunister, slog sig sammen med et socialdemokratisk tillidsmandsnetværk og skabte Fagligt Ansvar. Der var med andre ord lagt op til øget aktivitet og samlet front mod de borgerlige. Desværre har Fagligt Ansvar skuffet gang på gang. LO Storbyerne har tilsluttet sig initiativet. Dette betyder at mange af fagbevægelsens medlemmer er repræsenterede. Det betyder også, at kravene og ikke mindst aktiviteterne, bærer stærkt præg af LO Storbyernes ledelses indflydelse. Et eksempel var konferencen i Odense i 2004, hvor der var lagt op til at tillidsfolk skulle formulere krav til arbejderpartierne. I stedet endte det med, at tillidsfolkene bare skulle sidde og lytte, til de krav som ledelsen af Fagligt Ansvar i forvejen havde fundet på. Ved konferencerne 8. maj og 2. september 2006 var situationen den samme.
Fagligt Ansvars eksistensberettigelse kan kun være at fremføre medlemmernes krav overfor toppen af fagbevægelsen og at lede deres kamp. I stedet har Fagligt Ansvar produceret et hav af rapporter og udtalelser. Problemet er, at der ikke er nogen der tager alle disse papirer alvorligt, hvis man ikke er parat til at sætte handling bag ordene.
Og handling bag ordene er lige præcist, hvad der er brug for. Fagbevægelsen er i krise – en krise hvor toppen ryger længere og længere væk fra medlemmerne. Og hvor titusindvis af medlemmer, melder sigt ud i protest mod, at ledelsen sidder med hænderne i skødet, mens forholdene bliver forværret. Toppens opgivelse af klassekampen har ført til en øget udbytning af de danske arbejdere. I den situation kan man ikke sidde til møder på fine konferencecentre og snakke. Eller det kan man godt – hvis bare man bruger det som udgangspunkt til at kæmpe for en ny linje i den danske fagbevægelse og for den sags skyld i resten af arbejderbevægelsen.
I slutningen af november 2006 kom det frem, at LO og DA har været i stand til at få en rapport fra Familie- og Arbejdslivskommissionen udskudt, til efter overenskomstforhandlingerne. Dette i et forsøg på at sikre ”realistiske” forventninger til den kommende overenskomst! Denne rapport ville påpege de problemer, der er ved at arbejde på dagens arbejdsmarked. Hvordan kan det ske, at ledelsen af den danske fagbevægelse – LO – kan gå sammen med ledelsen af de danske kapitalister i DA og i samarbejde udskyde en rapport, som de ellers intet har med at gøre? En rapport der ville forbedre arbejderledernes forhandlingsposition markant. Hvordan kan det gavne arbejderklassen, at man ikke får viden om de problemer arbejdsmarkedet skaber? Det kan det ikke! LO mener altså, at det ikke er realistisk at få overenskomster, der sikrer arbejdere et ordentligt familieliv. Hvis side er de på?
Ja, der er brug for en opposition – en opposition der kan udfordre den ledelse, der nu sidder og holder arbejderne tilbage. Fagligt Ansvar bør se det som sin opgave, at samle tillidsfolk og menige medlemmer på et program, der sikrer at fagbevægelsen får en ledelse der vil og tør gå forrest. Hvis Fagligt Ansvar ikke vil dette, må man kæmpe i Fagligt Ansvar for en ledelse der vil – en slags opposition i oppositionen.
Det vil komme før eller siden. Fagligt Ansvars vaklende linje har afsløret det kæmpe tomrum, der er i den danske arbejderbevægelse, og især i fagbevægelsen. Var der en stærk revolutionær tendens, med rødder i den danske arbejderklasse, ville situationen hurtigt kunne ændres. Men denne tendens må først opbygges - et arbejde der er i gang. Det er den eneste vej frem. Alt andet er en accept af de elendige arbejdsforhold man byder de danske arbejdere. En accept af nedslidning og stress. Fagbevægelsen er den mest magtfulde organisation overhoved. Den er i stand til at kunne lamme samfundet fuldstændigt. Ikke et hjul, ikke en kran, ikke en maskine vil bevæge sig, hvis den samlede fagbevægelse går i strejke. Hvad ville der ske, hvis slipsedrengene i Dansk Arbejdsgiverforening gik i strejke? Intet! Eller rettere: Samfundet ville kunne køre videre uden problemer. Virksomhedsejerne er unødvendige for produktionen. Fagbevægelsen alene afgør om der bliver produceret værdier eller ej. Fagbevægelsen ville kunne gennemføre deres krav på stribe. Hvis altså de var parate til at strejke. Den nuværende ledelse har kastet enhver tradition for kamp i skraldespanden. Det er på tide at vinde arbejderklassens organisationer tilbage til arbejderklassen – at vinde fagbevægelsen tilbage til medlemmerne.
Velfærdsbevægelsen og arbejderklassens genopvågning
Vi har før sagt, at vi i den nuværende epoke er vidne til arbejderklassens genopvågning. Al mistro og skepsis må nu vige. Klassekampen bevæger sig ikke i en lige linje, men i spring. I visse perioder kan tyve år gå med begivenheder, der kunne samles på 24 timer, og i andre perioder kan begivenhederne i et enkelt døgn give arbejderklassen tyve års erfaringer. Det vigtige at forstå, når vi ser på arbejdernes bevægelse, er bevidsthedens dynamik. Utilfredsheden i arbejderklassens bevidsthed kommer ikke mekanisk til udtryk, men har i årevis ophobet sig under overfladen. Det vi ser i den nuværende epoke er, at årevis af ophobede frustrationer over tingenes tilstand er ved at finde en vej til overfladen.
Vi skal tilbage til de store strejker i begyndelsen og midten af 1980’erne (og i særdeleshed påskestrejkerne i 1985) for at finde en bevægelse i arbejderklassen, der kan matche den massive uro, som vi så i 2006.
I 2006 så vi to gange demonstrationer, hvor over 100.000 var på gaden landet over. Første gang var 17. maj, hvor en historisk bred alliance mellem alle de store fagforbund og ungdommens organisationer fandt sammen i en massiv protest mod regeringens angreb på velfærden.
Den anden gang var 3. oktober, hvor demonstrationsdagen, der var planlagt længe forinden, faldt sammen med den store strejke blandt pædagoger og andre offentligt ansatte i Århus og andre byer.
Del 5: Protester på trods af ledelsen
Bevægelsen havde klart potentiale til at vælte regeringen. LO-formand Hans Jensen og andre talere 17. maj gjorde det klart, at det imidlertid ikke handlede om at vælte de borgerlige, men om at trække regeringens ”reformer” tilbage. Sådan en tankegang overser den kendsgerning, at regeringen bedst kunne presses til at trække angrebene tilbage, hvis den blev truet på selve sin eksistens. At fagtoppen fandt det nødvendigt at frede regeringen og på den måde kastrere bevægelsen, viser at bevægelsen ikke blot har skræmt de borgerlige, men også har skræmt lederne af den danske arbejderbevægelse. Disse ledere ønsker ikke at vælte regeringen gennem en massiv bevægelse i arbejderklassen. Dette kunne true bureaukratiets position som ”mellemled” mellem arbejderklassen og kapitalisterne.
Det politiske tomrum var udtalt på de konferencer, der blev afholdt i løbet af sommeren og efteråret. Lederne for bevægelsen – ungdommens ledere såvel som de faglige og politiske ledere – talte hårdt imod den borgerlige regering, men viste ingen vej fremad i praksis. Dette svarer til, at en læge nøjes med at begræde symptomerne på en sygdom i stedet for at udskrive den rette medicin. Sådan en uansvarlig holdning kommer man ikke langt med – hverken i lægevidenskab eller politik. Disse ledere vil igen blive presset til at stille sig i spidsen for bevægelser imod de borgerlige, men i løbet af disse kampe vil deres politiske konsistens blive afprøvet i praksis. Hvis lederne i de kæmpende arbejdere og unges øjne udstiller sig selv som bagstræberiske, passive og inkonsekvente, vil de blive skiftet ud med andre – mere vedholdende – tendenser. Sådan en venstredrejning er indbygget i hele periodens logik.
At folkene på gulvet er mange gange mere klar til kamp end de blødgjorte ledere, blev gang på gang tydeligt i løbet af efteråret 2006. Der var mere eller mindre spontane protester i Aalborg, Århus, Ballerup, Holbæk, Roskilde, Helsingør, Frederikssund, Randers, Horsens, Ebeltoft og Silkeborg – for nu blot at nævne nogle få.
Protesterne mod de kommunale besparelser fandt sted på trods af lederne af forbundene og arbejderpartierne. Enkelte lokale ledere af fagforeninger og arbejderpartier optrådte modigt og prisværdigt, men der var tale om isolerede tilfælde, som ingen opbakning havde fra toppen. Der er mange eksempler på dette. En 3F-afdeling på Lolland ville sende busser med protesterende unge og arbejdere til demonstrationen 3. oktober i København, men dette blev stoppet af forbundets ledelse.
Roskilde
I Roskilde førte medlemmer af FOA og BUPL an, i en kamp mod kommunale besparelser, der samlede hele byens fagbevægelse bag sig, i en af de største demonstrationer i mange år. Da tillidsfolkene og de andre aktive mødtes for at diskutere, hvad man skulle gøre videre, saboterede Roskildes LO-formand mødet og forhindrede, at medlemmerne kunne tage stilling til et forslag om strejke ved at true med kæmpemæssige bøder og at fagforeningerne ville gå fallit. Hvis forslaget om en 24-timers arbejdsnedlæggelse for alle LO’s medlemmer i Roskilde var blevet sat til afstemning, var det blevet vedtaget. Derfor var fagtoppen panisk angst for afstemningen, og derfor skulle mødet med al bureaukratisk magt saboteres.
ÅrhusEn forsmag på, hvad der venter forude i den danske klassekamp så vi i Århus i efteråret 2006. Her var pædagogerne og medhjælperne i Århus i front. De århusianske pædagogers kampvilje er et svar til alle de skeptikere og pessimister, der besidder poster i arbejderbevægelsen, men i virkeligheden ikke stoler på medlemmerne. Pædagogerne og medhjælperne i Århus strejkede i tre uger i september-oktober og tiltrak sig hele landets opmærksomhed.
I løbet af strejken udviste medlemmerne af BUPL og FOA en enorm solidaritet kombineret med arbejderbevægelsens bedste traditioner for demokrati og disciplin. Opbakningen til de strejkende var enorm. Formanden for LO-Århus blev presset til at anbefale, at regeringens aftale med kommunerne blev genforhandlet, selv om han først havde nægtet, at LO-Århus ville protestere over nedskæringerne. Og i den socialdemokratiske byrådsgruppe var der åben splittelse. Det sidste viser, at der også inden for Socialdemokratiet er splittelser, og at der under klassekampens pres vil udkrystallisere sig en mere åben venstrefløj, der bliver nødt til at læne sig op ad arbejderne imod partiets højrefløj.
Kampen i Århus blev hurtigt et referencepunkt for hele landet. Pædagogerne og medhjælperne viste vejen frem for hele den danske arbejderklasse, og fra næsten hele klassen var støtten massiv. Der var dog én undtagelse: toppen i de strejkendes egne forbund. Desuden begrænsede langt størstedelen af de lokale fagforeningslederes ”ledelse af strejken” til at foreslå, at medlemmerne skulle gå i arbejde igen.
Hvis Århus’ socialdemokratiske borgmester Nikolaj Wammen (der også er næstformand i partiet) havde nægtet at gennemføre nedskæringerne og støttet sig på en omfattende bølge af strejker, protester og utilfredshed, havde det betydet den borgerlige regerings endeligt. At Anders Fogh var i panik, fremgik tydeligt da han kaldte de strejkende for ”socialistiske ballademagere”. Det blev i løbet af kampen klart, at strejkerne ikke blot var et spørgsmål om budgetter i kommunerne – det var et spørgsmål om den borgerlige regerings fortsatte eksistens. De borgerlige havde åbenlyst mistet deres mandat. Flertallet af befolkningen ønskede en ny regering.
Manglen på opposition
Helle Thorning-Schmidt krævede nyvalg, hvilket var et rigtigt krav – men det blev ikke fulgt op af handling. Hvis lederne af arbejderbevægelsen ønskede at presse et nyvalg igennem havde de blot behøvet at indkalde til en 24-timers generalstrejke med dette krav. Sådan en appel ville uden tvivl have mødt overvældende støtte i ugerne op til 3. oktober. Men det havde bragt Socialdemokratiet til magten på en bølge af massive protester, og det havde umuliggjort en gentagelse af Nyrup-regeringens kontrareformistiske politik. Dette er grunden til, at toppen i Socialdemokratiet bag kulisserne var så ivrige efter at redde regeringen.
Inde i bevægelsen har ”venstrefløjen” intet gjort for at udfordre de socialdemokratiske ledere. I virkeligheden er venstrereformisterne farligere end højrereformisterne, da de er bedre til at give de aktive lag illusioner. Men når det kommer til ethvert afgørende øjeblik, er disse åh så venstreorienterede ledere klar til at underlægge sig selv den siddende ledelse.
BUPL og FOA’s medlemmer udviste en enorm og imponerende vilje til selvopofrelse og kamp. Det samme kan desværre ikke siges om ledelsen. Imens medlemmerne kæmpede bittert imod nedskæringerne, lukkede lederne sig inde i forbundskontorerne og deltog overhovedet ikke i kampen. Sådan en opførsel kan ingen ledere gentage mange gange. Medlemmerne vil i fremtiden enten presse ledelsen til at gå med eller gå.
Den borgerlige regering klarede sig gennem et særdeles stormfuldt år, hvor mobiliseringerne fra neden – uden bevidst ledelse og central koordination – nåede et omfang, der kan måle sig med storstrejker. Hvorfor overlevede regeringen? Fordi den blev reddet af arbejderbevægelsens ledere. Først og fremmest af socialdemokratiets top – men disse ledere fik intet modspil fra ”venstrefløjen”. Sådan forholder det sig. Sandheden er, at den danske arbejderklasse bevægede sig i retning af at vælte regeringen, men blev forhindret i dette af sin egen ledelse. Men klassekampen lader sig ikke sådan bremse. Lederne vil blive presset mere til venstre i næste periode – og hvis de ikke rykker tilstrækkeligt hurtigt, vil de blive erstattet af andre, der – i det mindste i ord – vil være mere villige til at kæmpe for medlemmernes interesser.
Del 6: Ungdommen
Den venstredrejning og radikalisering vi har set de sidste år blandt ungdommen, er ikke blevet mindre. Ungdommen har spillet en vigtig rolle i det sidste års enorme protester. Både 17. maj og 3. oktober, hvor elevbevægelsen sammen med arbejderpartiernes ungdomsorganisationer har spillet en vigtig rolle.
Her viste parolen om at eleverne og arbejderne må gå på gaden sammen, sig at være mulig i praksis. Denne alliance, som både lederne af elevbevægelsen og lederne af fagbevægelsen undlod at udbygge, førte som ovenfor beskrevet til de største protester i 20 år.
Der er ingen tvivl om, at dette er et kæmpe skridt fremad, i ungdommens kamp. Det viser to ting, vi hele tiden har sagt: at ungdommens radikalisering og kampe er et barometer for en stemning, der er ved at opbygges i arbejderklassen, og at ungdommen kan virke som inspiration for arbejderne.
Elever og studerende
De seneste år har det været elever og studerende der er gået forrest i kampene. Især gymnasieeleverne har været i front med skolebesættelser, demonstrationer o.l.
2006 har budt på protester fra gymnasieelever, men også andre grupper har været ude i kamp. Såsom folkeskoleeleverne og de universitetsstuderende. Op til både 17. maj og 3. oktober var elevbevægelsen medarrangørere af demonstrationerne. Og især til 17. maj en medvirkende årsag til succesen.
Gymnasierne
De sidste mange år er der blevet skåret ned på hele uddannelsesområdet, også på gymnasierne. Gymnasieeleverne har derfor flere gange om året været ude i kampe.
Både omkring 17. maj og 3. oktober var der besættelser o.l. på gymnasier rundt om i landet. Også i november 2006 var gymnasieeleverne ude i kamp. Det viste sig at strukturreformen betød, at der skulle ske kraftige nedskæringer på gymnasierne, hvilket ville medføre eksploderende klassekvotienter. Det resulterede i protester fra først rektorer og lærere, der flere steder holdt faglige møder og strejkede.
Eleverne gik med i protesterne, og en del steder blev gymnasierne besat. Bevægelsen kulminerede med en demonstration d. 21. november. Bevægelsen opstod og udviklede sig mere eller mindre spontant, og DGS var bemærkelsesværdigt fraværende. Dette kunne ses i bevægelsen; der var ingen samling på kampene, og end ikke omridset af en organiseret plan for hvordan den skulle vindes.
Bevægelsen havde potentiale til at udvikle sig til noget stort. En del af de besatte gymnasier, var gymnasier, der ikke normalt ville gå forrest i kampene. I løbet af bevægelsen begyndte også en del handelsskoler at blive besat. Samtidig opstod bevægelsen i kølvandet på strejkerne ude i kommunerne, på et tidspunkt hvor også sygeplejerskerne luftede utilfredshed med besparelser.
Gymnasieeleverne viste, at de er parate til at kæmpe for ordentlige forhold, men DGS var mere eller mindre fraværende som ledelse. F.eks. dukkede de ikke op til flere møder som gymnasieeleverne afholdt i København for at diskutere den fremtidige kamp.
De sidste mange års kampe kan man sige foreløbigt kulminerede i den enorme STOP-NU bevægelse, hvor bl.a. 2500 elever og studerende samledes til stormøde. Dette stormøde besluttede at indkalde til en demonstration op mod efterårsferien. Denne demonstration samlede 100.000 elever og studerende over hele landet. Man kan sige at STOP-NU var det foreløbige toppunkt i ungdommens kamp, og viste ungdommens enorme styrke, hvis den står sammen.
Dengang blev bevægelsen stoppet efterfølgende. Dette uden at et eneste af STOP-NU bevægelsens krav var blevet indfriet. I stedet forklarede ledelsen af bevægelsen, at næste skridt var en uvildig undersøgelse, der skulle bevise at, forholdene var blevet forværret på uddannelsesstederne. Dette havde den borgerlige regering (vanen tro) benægtet. Elevernes svar havde hidtil været, at de var ligeglade med regeringens bortforklaringer. De kunne se at undervisningen og forholdene blev ringere og ringere. Derfor var det helt malplaceret af ledelsen af STOP-NU bevægelsen, at lave en uvildig undersøgelse. At 100.000 går på gaden er bevis nok. STOP-NU var en af de største bevægelser blandt ungdommen nogensinde – med kun en enkelt afholdt demonstration – det var en falliterklæring af format. I stedet burde de have forklaret den borgerlige regering, at hvis ikke kravene blev opfyldt, ville man demonstrere igen og i mellemtiden mobilisere endnu flere.
Siden blev DGS lagt sammen med den borgerlige gymnasieelevorganisation GLO. Argumentet var at der var brug for en samling af gymnasieeleverne, og at GLO reelt var så svage, at de ikke ville få noget magt. Men som vi sagde på daværende tidspunkt betød sammenlægningen indrømmelser til GLO, og et skift i DGS’ politik og strategi som kamporganisation. Nu tyder det på at nogle højreorienterede gymnasieelever er brudt ud af DGS, og nu er ved at oprette en ny borgerlig elevorganisation. DGS\' indrømmelser har, som vi forudsagde, været uden betydning.
Mange så sammenlægningen med GLO som en organisatorisk manøvre uden politisk betydning. Men vi har de sidste år set, at det har medført, at DGS i langt højere grad har valgt en aktionsstrategi med”aktionsdage” frem for demonstrationsdage og massekamp.
Det kan lyde som et spørgsmål om ord. I realiteten har det betydet, at DGS har fulgt en strategi med mindre happenings, hvor kun et fåtal af elever er med frem for de store samlende demonstrationer o.l. Argumentet var, at eleverne var trætte af de store demonstrationer.
Vi har længe kritiseret disse demonstrationer – ikke fordi det var store demonstrationer, men tværtimod fordi de kun var én-dags arrangementer. Dette blev tydeligt bevist af STOP-NU bevægelsen. Det der har manglet har været et perspektiv for kampene; hvordan føres de videre, hvordan udvides de – og i sidste ende: hvordan vindes kampen for bedre forhold. At det er absolut muligt at opstille en alliance mellem både ungdommen og arbejderne har vist sig med både 17. maj og 3. oktober i år.
De sidste års store kampe har på den ene side været karakteriseret at almindelige elevers kampvilje og ledelsens manglende vilje til at føre kampen videre, hvilket har gjort at alle bevægelser indtil nu er stoppet på halvvejen.
Folkeskoler, handelsskoler og universitetsstuderendeI foråret var både folkeskoleeleverne og de universitetsstuderende ude i kamp rettet især mod afskaffelsen af gruppeeksamen. Det er grupper, der de sidste 10-20 år ikke har været på gaden i massivt omfang. Kampene viste, at der også blandt disse grupper er et stort potentiale. Hverken DSE (Danske SkoleElever) eller DSF (Danske Studerendes Fællesråd) viste nogen vej frem, og slet ikke noget initiativ for at samle kampene, der jo dybest set handlede om det samme.
I efteråret var det så handelsskoleeleverne, der var på gaden, også i forbindelse med gymnasieelevernes protester. Handelsskolerne har de sidste mange år oplevet massive nedskæringer. F.eks. svarer beløbet pr. elev på handelsskolerne til det som Bertel Haarder ville skære beløbet ned til på gymnasierne. Det er tydeligt, at handelsskoleeleverne er blevet inspireret af gymnasieelevernes kampe, og tænkte at hvis de kan få bedre forhold ved at protestere, så vil vi også. Handelsskoleelevernes organisation LH, forrådte fuldstændig deres medlemmer. LH fordømte i medierne direkte deres egne protesterende medlemmer og sagde det ødelagde forhandlingerne med Bertel Haarder. Men LH har haft masser af år til at bevise, hvad forhandlinger kan opnå. Det er helt tydeligt at gymnasieeleverne har langt bedre forhold end handelsskoleeleverne, fordi de ikke kun har forhandlet men i stedet har protesteret gennem bl.a. demonstrationer.
Situationen i de forskellige elev- og studenterorganisationer er på forskellige niveauer. Der er ingen tvivl om at DGS stadig er forrest, trods en tilbagegang. Hvad der er brug for er, at opbygge en opposition i elev- og studenterbevægelsen i de forskellige organisationer, men også på tværs; en opposition der kan kæmpe for at organisationerne bliver kamporganisationer. Opbyggelsen af en sådan opposition må starte på de forskellige skoler, gymnasier, handelsskoler, fag- og fakulteter osv. og derudfra opbygges på nationalt plan.
Alliance mellem ungdommen og arbejderneI foråret lancerede regering et frontalangreb på velfærden. Det fik en række ungdoms- og elevorganisationer, faglige og politiske, til at gå sammen med fagbevægelsen for at organisere den største demonstration i 20 år. I mobiliseringen op til demonstrationen d. 17. maj, var det i høj grad ungdommen, der var i front. At demonstrationen blev en så stor succes, må i høj grad tilskrives ungdommen.
Det var første gang i mange år (måske nogensinde), at en lignende alliance mellem ungdommen og arbejdernes organisationer er set i Danmark. Det må betegnes som et kæmpe fremskridt og helt afgørende. Den eneste vej frem er en alliance mellem arbejderklassen og ungdommen. Dette har marxisterne gentaget i elevbevægelsen de sidste mange år. Hver gang er det blevet mødt med argumenter om, at elevbevægelsen skulle være så upolitisk som mulig. Men bevægelserne i 2006 har tydeligt vist, at elevkampen er politisk, og at arbejderbevægelsens organisationer er de eneste, der har en interesse i at kæmpe for elevernes krav.
Igen den 3. oktober så vi ungdommen gå forrest. Ved velfærdskonferencen den 2. september arrangeret af ungdommens organisationer og fagbevægelsen, blokerede fagbevægelsens top som sagt for al initiativ. Elevorganisationerne, bl.a. DGS og PLS fremlagde derfor uden om dagsordenen forslag til aktionsdag på Folketingets åbning, den 3. oktober. Havde det ikke været for elevorganisationerne, var de enorme demonstrationer 3. oktober måske ikke blevet til noget. At de blev så store kan måske primært tilskrives, at de faldt sammen med strejkerne i kommunerne, men den planlagte demonstration gav bevægelsen et fokuspunkt.
Ungdommen har altså i denne alliance presset på for, at der skulle tages konkrete skridt.
Denne alliance må udvides. Indtil videre har samarbejdet i høj grad været baseret på et samarbejde mellem ledelserne af de forskellige organisationer. Det betyder, at f.eks. toppen af fagbevægelsen kan lægge en dæmper på hele bevægelsen, hvis de synes den går for vidt. Næste skridt må være at udvide alliancen om samarbejdet lokalt og til de menige medlemmer – det er de almindelige medlemmer der demokratisk må beslutte hvad næste skridt i kampen er.
Den faglige ungdomUnder bevægelsen op til 17. maj foregik der en massiv mobilisering på landets tekniske skoler. Dette resulterede i at mange hundrede lærlinge var tilsluttet de store demonstrationer 17. maj. At kampviljen blandt lærlingene vokser ses på alle fronter. Senest i de københavnske murerlærlinges besættelse af Dansk Byggeris kontorer i protest mod, at de skulle tvinges til at tage til Jylland for at få læreplads.
Siden Lærlinge og ungarbejdernes LandsOrganisation LLO blev nedlagt i 1989, har det faglige arbejde blandt unge ligget meget stille. LO Ungdom blev dannet i 80erne som et modstykke fra toppen af fagbevægelsen mod LLO, som var styret af DKP. LO Ungdom har siden sin start været præget af at være meget upolitisk og nedtone kravene fra lærlingene. I stedet for at kræve strejkeret og en løn til at leve af, har LO Ungdom i samarbejde med toppen af LO startet ting som Mindscope, Sunraids og lignende. Disse ”kurser” har for eksempel handlet om gode manerer, bjergbestigning, at spise sundt osv. Dette vil nogle måske mene er interessant, men det har ikke gavnet lærlingene og ungarbejdere, der stadig oplever dårlig løn, dårlig uddannelse og dårlige arbejdsforhold. For marxisterne står det klart, at det aldrig kan og bør være fagbevægelsens opgave at tilbyde fritidsunderholdning. I stedet må fagbevægelsen gå forrest i kampen for at sikre bedre forhold. Det er selvfølgelig helt i orden, at der findes mennesker, der ikke mener, at faglige unge skal have bedre forhold, og at man ikke skal kæmpe for det – men de hører bare ikke hjemme i spidsen for arbejdsbevægelsens ungdomsorganisationer.
Nogle kunne fristes til at sige, at der skulle laves et nyt LLO ved siden af LO Ungdom. Men dette vil være en fejl. Der er ikke brug for 2 faglige ungdomsorganisationer – men én samlet kamporganisation, og det er hvad LO Ungdom burde være. Til gengæld er der i den grad brug for at lærlinge og ungarbejdere bliver aktive i LO Ungdom og kæmper for at organisationen på nationalt plan, kæmper for lærlingenes og ungarbejdernes krav.
3F Ungdom var op til starten af overenskomstforhandlingerne ude med en kampagne for ordentlige forhold. Blandt andet havde de et krav om 10 kr. mere i timen til lærlinge og en mindsteløn på 120 kr. Kampagnen er et tydeligt bevis på, at den faglige ungdom er ved at vågne op. Nu drejer det sig om at vinde de faglige ungdomsorganisationer tilbage igen.
En anden organisation indenfor det faglige arbejde er Erhvervsskolernes ElevOrganisation (EEO). EEO blev dannet i 1990erne for at samle elever fra de tekniske skoler og tekniske gymnasier. Det gør EEO til en lidt speciel størrelse. Eleverne på de tekniske skoler er nemlig kun på skole en mindre del af deres læretid. Resten af tiden foregår ude i virksomhederne. Dermed har lærlingene en organisation når de går på skole, og en anden når de er ude i virksomhederne. Dette er knapt så effektivt. Ved overenskomsterne 2007 kan man for eksempel se EEO stille en række (rigtig gode) krav om bedre løn, mens mange faglige ungdomsorganisationer stiller krav om bedre uddannelsesforhold.
Med andre ord overlapper de hinanden. Der er selvfølgelig ikke holdbart. Derfor bør EEO være en underdel af LO Ungdom, hvor de aktive i elevrådene også er aktive i lærlingeklubberne. På den måde ville man samle de aktive der er. Et af problemerne er, at LO Ungdom ikke eksisterer som en national organisation. Dette er et alvorligt problem for den faglige ungdom. Derfor bør lærlingeklubberne, EEO og ungdomsudvalgene igennem de lokale LO Ungdom afdelinger lægge pres på at indkalde til et landsmøde, der gendanner LO Ungdom som national organisation. Det bør foregå på et program, der kræver ordentlige løn- og arbejdsforhold, strejkeret, demokratisering af fagbevægelsen, øget samarbejde med arbejderpartiernes ungdomsorganisationer og kampen for et socialistisk program for arbejderbevægelsen. Desuden må de faglige ungdomsorganisationer modsat nu blive såvel økonomisk som politisk uafhængige. De bør have retten til at tage egne beslutninger på stormøder og vælge deres egne faglige og politiske krav og kampagner.
De politiske ungdomsorganisationer
Venstredrejningen blandt ungdommen og den fælles alliance har vi også set med initiativet Genstart Danmark, hvor arbejderpartiernes ungdomsorganisationer DSU, SFU og SUF er gået sammen med ungdomsfagbevægelsen. Initiativet har bl.a. arrangeret fælles 1. maj, været drivkræfter i demonstrationen d. 17. maj og afholdt 2 ungdomskonferencer.
Dette samarbejde er et utrolig vigtigt skridt fremad og bekræfter vores slogan om en arbejderregering på et socialistisk program.
I modsætning til tidligere forsøg på en sådan alliance, lykkedes det denne gang at enes om et fælles program med en række progressive krav. Samtidig tyder det på en venstredrejning i DSU, der modsat deres moderparti på daværende tidspunkt, gik imod samarbejde med det Radikale Venstre, og i stedet foretrak et samarbejde til venstre. Hvor stærk venstredrejningen i DSU er, er svært at afgøre udefra, eftersom de i januar 2006 var ude og foreslå Socialdemokraterne regeringssamarbejde med de Konservative.
3. oktober viste at ledelsen for den danske arbejderbevægelse, også i ungdommen, på den ene side er presset til venstre, men samtidig har sat sig hårdt på bevægelsen. DSU blokerede således, at Genstart Danmark var med i demonstrationerne 3. oktober, uden nævneværdig modstand fra ledelserne i de andre organisationer.
Den eneste vej frem er at få udbredt samarbejdet lokalt mellem de almindelige medlemmer gennem en fælles kamp for kravene om bedre velfærd, hvor alle politiske strømninger kan fremlægge deres politik, kan de revolutionære vise i praksis, at reformismen har spillet fallit, og på nuværende tidspunkt ikke kan tilbyde en udbygning af velfærden, men i stedet nedskæringer.
Men der er ingen tvivl om, at Genstart Danmark er et utrolig vigtigt initiativ. Arbejderpartiernes ungdomsorganisationer har ligesom de voksne partier en klar interesse i at gå sammen i en fælles kamp for velfærden. En interesse i at samle arbejderklassen. Når Genstart Danmark, elevorganisationerne og de faglige ungdomsorganisationer går sammen, er det lige præcis det, der er tilfældet. Det er klart, at der i et sådan samarbejde må være uenighed om hvilken linje, der er den rigtig. Det er helt naturligt.
Organisationerne må gå sammen om fælles krav, men samtidig tillade at alle organisationer tilknyttet samarbejdet har ret til at stå frem med deres egne holdninger. Det vil kun være ved en fri debat i arbejderbevægelsens ungdomsorganisationer (og for den sags skyld også i de voksnes), at medlemmerne kan tage en demokratisk beslutning om vejen frem.
Samtidig ser det ud til, at Genstart Danmark har haft en betydning for elevbevægelsen, hvor initiativet er gået fra elevbevægelsen over til de politiske ungdomsorganisationer. DGS, der ellers har været forrest i mange kampe de sidste år, har således ikke organiseret selvstændige protester mod nedskæringerne på gymnasierne og selvejet, selvom der var massive protester blandt gymnasieelever og lærere. Det er klart, at Genstart Danmark ikke kan erstatte en stærk elevbevægelse, der går forrest i kampene, de to ting hænger uadskilleligt sammen.
DSU - Danmarks Socialdemokratiske Ungdom
Generelt er det svært at have indsigt i forholdene i de politiske ungdomsorganisationer, med mindre man er aktivt involveret i dem. Selv medlemstal er svære at finde. Ifølge DUF havde DSU i 2005 ca. det samme medlemstal som i 1996 med lige omkring 1800 medlemmer. Medlemstallet toppede i 2003 med omkring 2600 medlemmer, hvordan medlemstallet har udviklet sig i 2006 med de enorme velfærdsprotester har vi desværre ikke tal på. Det er svært at udlede noget direkte af dette. Det ser alligevel ud til, at der er noget røre i DSU. Således blev der på kongressen i 2006 udråbt en Faglig Fraktion. Dette er en uklar størrelse, men dens formål er at få flere faglige i DSU, ikke mindst i ledelsen, og til at starte med også en mere socialistisk politik. F
raktionen har hverken et klart program eller en klar strategi. Men det at den opstår, sammen med det faktum, at DSU med Genstart Danmark valgte samarbejde til venstre, frem for med de Radikale, må tages som et symptom på, at der er et vist røre i organisationen. Stadig ser det dog ud til at aktivitetsniveauet er forholdsvis lavt, og at ledelsen sidder hårdt på organisationen. På ungdomskonferencen 1.-2. september var det tydeligt, at der var meget få menige DSU’ere, og at bl.a. formanden Jakob Bjerregaard var i stand til at blokere for samtlige initiativer for at føre velfærdskampen videre, eftersom Socialdemokraterne havde indgået velfærdsforliget.
Men hvis Socialdemokraterne igen kommer til regeringsmagten, især hvis det sker på baggrund af en protestbølge, kan det muligvis betyde at DSU vil ligge til venstre for moderpartiet, modsat situationen i 1990’erne.
SFU - Socialistisk Folkepartis Ungdom
SFU er steget støt siden 1996 fra omkring 800-900 til 1600 medlemmer i 2005. SFU'erne har været meget aktive i bevægelserne, ligesom det reelt er dem, der har kontrollen over DGS og har været den afgørende initiativtager i Genstart Danmark. Det gør SFU til en meget afgørende organisation, som i mange unges øjne er en vigtig anti-kapitalistisk ungdomsorganisation i Danmark.
SFU’s landsmøde i påsken 2006 kom med en række tiltag på ”integrationsområdet”, der for mange var chokerende. Udspillet åbnede op for, at man kunne rive boligblokke ned i belastede områder og at man skulle imødegå ghettodannelser ved at blande almennyttigt boligbyggeri med ejer- og andelsbyggeri. Dette er tilsyneladende stadig deres politik. Denne politik ligger ikke særlig langt fra regeringens bolig- og integrationspolitik. Den går ud på at rive det meste af det almene byggeri ned og i stedet bygge ejerlejligheder, eller bare lave alment byggeri om til ejerlejligheder. Men ghettoer fjernes ikke ved at rive bygninger ned eller smide folk ud af deres lejligheder. Den eneste løsning er at sikre alle et arbejde og en uddannelse, hvilket kun kan lade sig gøre ved en socialistisk politik.
Det billede de fleste unge har af SFU, er dog at det er en kampvillig og socialistisk organisation, der har et bud på hvordan vi kommer af med fattigdom og ulighed. Mange steder i landet er SFU den mest venstreorienterede ungdomsorganisation, hvilket sammenholdt med deres paroler i velfærdskampen har givet dem den fremgang, de har haft.
Samtidig er det dog igen og igen ledende SFU’ere i toppen af bevægelserne, f.eks. elev- og studenterbevægelsen, som har været med til at bremse bevægelsen, og ladet kampen stoppe på halvvejen. Disse handlinger er ikke et arbejderungdomsparti som SFU værdigt.
I øjeblikket arbejder ledelsen af SF intenst på at blive en del af en kommende regering med Socialdemokratiet og de Radikale. Desværre ser det ud til, at det foregår på bekostning af SF\'s politiske program. Et regeringssamarbejde med de radikale betyder direkte angreb på velfærden. Derfor må SFU kæmpe imod regeringssamarbejdet med de radikale og for en socialistisk politik. Ender SF i en nedskæringsregering med de Radikale og Socialdemokraterne vil der opstå et klart modsætningsforhold mellem ungdomspartiets paroler og moderpartiets praktiske politik. Det kan skabe store omvæltninger i SFU.
SUF - Socialistisk UngdomsFront
SUF har siden sin stiftelse i 2001 oplevet en massiv medlemstilgang. I 2006 rundede SUF 1.000 medlemmer. Dette må siges at være meget imponerende. Det er et tydeligt bevis på at ungdommen på ingen måde er passiv, egoistisk og borgerliggjort – tværtimod. At så mange unge ser sig selv som revolutionære, og tilmed organiserer sig, er ikke set siden 1980\'erne. Med 1.000 unge medlemmer har SUF et stort potentiale og kan spille en vigtig rolle i fag- og elevbevægelsen.
SUF's deltagelse i Genstart Danmark var et vigtigt skridt fremad for den unge organisation, som tidligere har afvist et lignende samarbejde. Mange SUF\'ere har været utroligt aktive i velfærdsbevægelsen og har her spillet en afgørende rolle. Som selvstændig organisation har SUF dog på mange måder stået udenfor velfærdsbevægelsen. For eksempel udgav SUF kun én enkelt national løbeseddel om kampen for bedre velfærd.
SUF er stadig en ung organisation, men en af de vigtigste ting er at SUF fremover bliver i stand til at handle som en samlet organisation. 1.000 godt organiserede revolutionære socialister vil kunne gøre en afgørende forskel i den danske klassekamp. I første omgang må dette indbefatte en aktivering af alle de nye medlemmer, der er kommet til over det sidste år. Som erklæret revolutionær organisation kan SUF ikke hvile på laurbærrene over at være den politiske ungdomsorganisation med de mest aktive medlemmer.
SUF samler alle, der ser sig selv som revolutionære. Desværre oplevede SUF i starten af 2006 en eksklusionssag, hvor 15 SUF\'ere blev ekskluderet, fordi de var tilhængere af avisen Socialistisk Standpunkt. Efterfølgende afviste landsmødet eksklusionerne og 14 af de 15 SUF'ere blev genoptaget i organisationen. Eksklusionerne viste en uheldig tendens i SUF, hvor man ikke ønsker at tage politiske diskussioner, men i stedet tyer til organisatoriske metoder. SUF blev stiftet som en bred ungdomsorganisation, der skulle samle alle på den revolutionære venstrefløj. Det har været en af organisationens vigtigste styrker, og det er vigtigt at man holder fast i dette perspektiv.
Hvis SUF skal udvikle sig som organisation, er det dog samtidig nødvendigt, at man tager flere politiske diskussioner og drager de vigtigste politiske konklusioner fra de erfaringer organisationen har gjort siden sin stiftelse. Meget af SUF\'s politik kommer til udtryk i form af små gadeaktioner, hvilket er yderst problematisk, når målet er en revolutionær omvæltning, som kun kan gennemføres af det store flertal – arbejderklassen.
Der er ikke noget galt med aktivisme, hvis det er forbundet med en klar politisk forståelse og bruges som ét led i massekampen blandt en masse andre. Men aktivisme for aktivitetens skyld vil kun resultere i at brænde medlemmer ud. I stedet bør SUF uddanne sine medlemmer i de revolutionære socialistiske ideer og kæmpe for at vinde tilslutning i arbejderbevægelsen.
Konklusion
Den marxistiske tendens i Danmark har gentagne gange forklaret, at vi er i en periode med ekstrem ustabilitet. En periode hvor 90\'ernes højredrejning endeligt er slut. Vi forklarede, at når det politiske pendul kan svinge kraftigt til højre, vil det uundgåeligt før eller siden svinge kraftigt til venstre igen. Nogle har tvivlet på om vi havde ret. Skeptikerne stillede spørgsmålstegn ved, om ikke arbejderklassen i Danmark i dag var ved at drukne i boligfester og derfor ikke ville blive aktiv. 2006 bør være det endelige indlæg i debatten mod disse skeptikere. Arbejderklassen har været på gaden i et omfang, som det ikke er set i 20 år. Pædagogerne i Århus var et enestående bevis for det gigantiske potentiale, som den danske arbejderklasse rummer, men som ledelsen af arbejdernes organisationer gør alt for at bremse. Velfærdsbevægelsen viste to klare ting: For det første, hvilken enorm kraft man har, når ungdommens organisationer går sammen med fagbevægelsen og arbejderpartierne. For det andet, at selv den største bevægelse kun vil kunne sejre, hvis den har en ledelse, der tør føre bevægelsen fremad.
De voldsomme besparelser på efterløn, arbejdsløse, elever og i kommunerne kunne sagtens være fejet af bordet. Men ledelsen af bevægelsen turde ikke. Det havde nemlig krævet, at den havde samlet organisationerne bag sig og indkaldt til en 24 timers generalstrejke med trussel om yderligere optrapning af strejken. Lederne i fagforbundene, LO storbyerne, Fagligt Ansvar osv. sad alle sammen og bed negle i angst over, at de selv kunne komme i spidsen for en så stærk bevægelse. For med en generalstrejke ville der ikke længere kunne være tvivl. Det ville sætte hårdt mod hårdt. En generalstrejke er det stærkeste våben arbejderklassen har. Den viser, at samfundet ikke kan køre uden arbejderklassen. En strejke havde vist, at det ikke er regeringen der får samfundet til at hænge sammen, men derimod de hundredetusinde danske arbejdere, som nu må lægge ryg til de borgerliges angreb. At alle andre er afhængige af, at arbejderne går på arbejde.
Det var ikke noget der faldt i god jord for ledelsen af bevægelsen. Det var et alt for radikalt skridt for dem. De er vant til at forhandle med arbejdsgivere og staten. At skulle ud og slås mod regeringen ville straks møde modstand i resten af toppen af arbejderbevægelsen. Så i stedet stoppede de bevægelsen. Bør det komme som en overraskelse for nogen? Nej, absolut ikke. Hvis der fandtes en ledelse, der turde føre bevægelsen fremad, som ikke var bange for at strejke, som ikke var bange for medlemmernes samlede aktion. Hvis sådan en ledelse fandtes, ville det være muligt for arbejderbevægelsen at tage magten over staten og de største virksomheder. Det ville være så let som at klø sig i nakken.
Hvis de største virksomheder, banker og forsikringsselskaber blev underlagt arbejderklassens demokratiske ledelse og kontrol kunne man uden problemer sikre kortere arbejdstid, højere løn, bedre uddannelse, boliger, arbejde til alle, ordnede forhold for de ældre og børnene osv. Det eneste det kræver er at ledelsen for arbejderklassen tør. Igennem årtier er der blevet opbygget et stærkt bureaukrati i arbejderbevægelsen, som i kapitalisternes interesse holder arbejderklassen nede og forhindrer dem i at blive aktive. For den marxistiske tendens i Danmark kan der derfor ikke være nogen tvivl. Vejen frem er at opbygge en revolutionær opposition i arbejderbevægelsens traditionelle organisationer, som kan udfordre bureaukratiet der styrer i dag.
Vil det være muligt? Til det må vi svare, hvordan skulle det ikke være muligt? Den nuværende ledelses politik er en direkte trussel mod arbejderbevægelsen og arbejderklassen. Efter Helle Thorning-Schmidt blev formand for socialdemokratiet og prøvede at dreje partiet endnu mere til højre, oplevede partiet en voldsom nedgang hvis lige ikke er set tidligere. Toppen af fagbevægelsens ”ansvarlighed” har haft den ene konsekvens, at medlemmerne er presset som aldrig før, mens kapitalisterne skovler milliarder ind. Den mere venstreorienterede del af arbejderbevægelsen var med til at stoppe velfærdsbevægelsen, inden kravene var blevet opfyldt. Ja, det er muligt at opbygge en marxistisk opposition til dette ragnarok – det er det eneste mulige.
Internationalt – herunder i Danmark - er vi vidner til arbejderklassens genopvågning. Latinamerika oplever den ene revolutionære situation efter den anden, især i Venezuela, hvor Chavez støttet af massen af arbejdere, fattige bønder, småhandlende og revolutionære unge har taget diverse tiltag for at indføre socialisme.
På verdensplan er økonomien præget af en ekstrem udvidelse af brugen af kredit. Dette er opskriften på en krise. Danmark vil ikke kunne undgå at ryge med. Ungdommen har været på gaden i et stigende omfang. Alt dette er et klart bevis for, at dagene med klassesamarbejde er ved at være ovre. De revolutionære situationer Latinamerika har været præget af de sidste år, vil sprede sig til hele verden.
Pessimisterne og skeptikerne forklarer os at klassekamp er gammeldags, og at det er utopi at kæmpe for socialisme i Danmark som del af en socialistisk verden. Til disse sørgelige elementer har vi kun et svar: Pædagogerne i Århus organiserede selv spontant en 4 uger lang strejke imod regeringen, kommunen, pressen og ledelsen i deres egne fagforeninger. 4.500 strejkende pædagoger var i stand til presse regeringen i defensiven. Hvis strejken var blevet spredt, ville regeringens fremtid have været yderst tvivlsom. Ja, de er et bevis på, at klassekampen ikke alene stadig eksisterer, men også på at det er den eneste vej frem.
Det altafgørende er at opbygge de marxistiske ideer inde i arbejderbevægelsen så vel i Danmark som på verdensplan, at ruste arbejderklassen med et revolutionært socialistisk program. Opbyggelsen af en international marxistisk tendens er det først skridt på vejen mod en socialistisk verdensrevolution. Når det sker, vil intet kunne stoppe arbejderklassen, og vejen vil være banet for et socialistisk Danmark, som en del af en socialistisk verden.
