Kampen for ligestilling er langt fra vundet. Selvom Danmark i over 30 år har haft formel ligeløn, er kravene om ligestilling på arbejdsmarkedet, i hjemmet og i et hvert andet aspekt af vores liv stadig lige så aktuelle. Det borgerlige demokrati har vist, at det ikke kan ligestille kønnene. Som samfundet ser ud nu er det altså ikke givet at kvindeundertrykkelsen langsomt vil mindskes, snarere tværtimod. Vi må konstant kæmpe for at bevare og udvide de fremskridt der er gjort, men den lange tids stilstand på området viser os også at der må tages andre metoder i brug end dem rødstrømperne i sin tid førte an for. Der må radikale ændringer til, så for at afskaffe kvindeundertrykkelsen, må vi grundlæggende forstå hvordan den er opstået.

Begyndelsen på kvindeundertrykkelsen
Klassesamfundet er ikke noget der altid har eksisteret, men opstod først for
omkring 6000 år siden. Det skete i slaverimperierne som Mesopotamien, Egypten,
Grækenland og Rom. Før disse samfunds opståen levede mennesker i ”primitive
kommunistiske samfund” hvor produktionen var baseret på samler/jæger økonomien. Det vil sige at mænd, pga. deres fysiske styrke, var dem der gik på jagt og skaffede fødevarer på den måde. Kvinder samlede rødder, bær og andet spiseligt de kunne finde.

Det var mandens arbejdsområder, der langsomt begyndte at skabe et overskud, som lagde grundlaget for ulighed mellem mennesker. Samfundet blev delt op i klasser. Med klassernes opkomst, kom derfor også undertrykkelsen af kvinderne. Kort kan man sige, at det var den manglende rolle i produktionen af overskuddet der var grundlaget for undertrykkelsen af kvinden.

Situationen i dag
På papiret skal arbejdsgiveren give ligeløn til mænd og kvinder, men i de fleste
tilfælde får kvinden mindre i løn, på trods af at hun laver det samme arbejde. Fra
politisk hold bliver der sagt flotte ord om ligestilling, men ikke gjort særlig
meget ved problemet. Man kan bare se på barselsområdet hvor der forsøges med
forskellige lappeløsninger, som ikke løser den grundlæggende realitet, at familien
mister flere penge ved at have manden længere på barsel. Der vil ikke blive lighed i hjemmet før man giver familierne reelle muligheder for at dele opgaverne
ligeligt.

Den økonomiske magt mænd får i form at lønforskellen, er grunden til
undertrykkelsen i mange hjem. Det forhold handler hverken om kønnenes natur eller egoisme. Det handler om den økonomiske virkelighed familierne befinder sig i. I dag kræver det to indkomster at kunne betale husleje og sørge for resten af
husholdningen. Derfor er kvinder tit dybt afhængig af mandens løn, og kan sagtens komme ud i økonomiske vanskeligheder, hvisde bliver skilt. Et eksempel på det er f.eks. delingen af pensionen ved skilsmisse.

Lige siden kvindernes indtræden på arbejdsmarkedet, har ledigheden blandt kvinder været højere end bland mænd. Det har skabt et pres på kvinderne, og derfor er der mange der acceptere at gå ned i løn, for overhovedet at kunne få et job. Kvinder bliver altså ofte brugt som løntrykkere på samme måde som f.eks. indvandre. Den ulige løn mellem mænd og kvinder er et redskab for kapitalisterne til at skabe splid og konflikt i arbejderbevægelsen, på arbejdspladsen og i hjemmet. Mandlige arbejdere har således heller ingen interesse i kvindeundertrykkelsen.

I Danmark, hvor de fleste kvinder er på arbejdsmarkedet har det skabt en situation, hvor vi ikke bare arbejder ét job, men 1,5-2 fordi arbejdsfordelingen i hjemmet ifølge flere undersøgelser, stadig minder meget om den vi kender fra 50’erne, selvom det er blevet bedre. Uden det arbejde ville samfundet ikke kunne fungere, så selvom kapitalismen kræver kvinden på arbejdsmarkedet, er der ligeså meget brug for hende til at udføre en masse ”gratis” arbejde i hjemmet. Flere af disse huslige opgaver burde det offentlige tage sig af ligesom det eksempelvis tager sig af børnepasning.

8. marts – en kampdag!
Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts er en dag hvor opmærksomheden rettes imod undertrykkelsen af kvinder på arbejdet, såvel som i hjemmet. Ideen går helt tilbage fra 1910 og 8. marts har været fast dag. Dagen blev opfundet af kvinder fra 2. Internationale og endelig besluttet på et møde i København (på Jagtvej 69, på Nørrebro, i det der senere blev kendt som Ungdomshuset).

8. marts blev valgt fordi det var den dag kvindelige arbejdere i tekstilbranchen i New York blev brændt inde under en strejke. Denne dag er fuld af traditioner, som desværre er ved at dø hen. Bevægelsen i 70’erne var med til at adskille kvindekampen fra klassekampen, for trods parolen ”kvindekamp er klassekamp” var den organiseret udenfor arbejderbevægelsen og det blev en isoleret enkeltsag.

I stedet for at organisere en modstand med fagforeningerne, fokuserede man på at skabe kvindefællesskaber der skulle styrke den enkelte. Men det er en illusion at tro, at det borgerlige demokrati kan være den progressive kræft til at fremme ligestillingen, når kapitalisterne får meget mere ud af uligheden mellem kønnene.

I kampen for kvindefrigørelse, og menneskets frigørelse i det hele taget, må rammerne for begge køn sprænges. Det en kamp som er vigtig for alle arbejdere, både kvinder og mænd. Det er en kamp der kræver enhed og det nytter derfor heller ikke at adskille den fra resten af arbejderbevægelsen kampe, men derimod at integrere den deri.

Kvindekamp er klassekamp
Det er noget af et paradoks at flere kvinder end mænd går på videregående
uddannelser, men at man stadig finder flest mænd på ledende poster overalt i
samfundet. At tro at positiv særbehandling er våbnet som kunne løse dette problem, som man f.eks. prøver på i Sverige, er fejlagtigt og naivt. En kvindelig leder er ikke mindre undertrykkende end en mandlig, og eksemplet udstiller fuldstændig de borgerlige feministers manglende forståelse for arbejderkvinders situation. De har jo også opnået hvad de ville. De såkaldt ”bløde værdier” løsner ikke op for systemets undertrykkelse, men skaber illusioner der svækker arbejderklassen.

Slavementaliteten som stadig hersker i vore dages samfund, skal erstattes af en
bevidsthed om at ingen er højere end andre, at vi alle er af lige værd. Men
mentaliteten kan ikke ændres før de materielle forhold ændres. Med en socialistisk
revolution hvor størstedelen af produktionen vil blive eksproprieret vil der være
mulighed for forbedringer med det samme. Lønforskellen vil forsvinde, opgaver i
hjemmet rykkes i højere grad ud i det offentlige og med bl.a. teknologiske
fremskridt vil man generelt kunne sætte arbejdstiden ned. Kvinder vil da få endnu
større mulighed for aktivt at deltage i de demokratiske processer i samfundet. Men
frigørelsen sker ikke med et slag, men vil ske ved overgangen til det klasseløse
samfund.

Ingen af disse ting sker dog, hvis kvinden står alene med denne kamp.
Fagforeningerne og arbejderbevægelsen traditionelle organisationer må få kvindens ligestilling på dagsordnen og gøre det til en del af arbejdende mænd og kvinders kamp for bedre forhold. I sidste ende er det en kamp for at forandre systemet som undertrykker både arbejdende mænd og kvinder, og kun tilgodeser dem som har magten og pengene.

Derfor: Gå med i kampen for kvindens frigørelse OG socialistisk revolution – de er
uadskillelige. En sejr i klassekampen er den eneste vej frem.

Kvindekamp er klassekamp!