Når jeg tænker på min skole, Randersgades Skole, så er det først og fremmest for det positive, nemlig vores gode sammenhold, vores engagerede lærere og vores tolerance overfor hinanden.

Det er bare svært at være positiv og se klart i øjeblikket med alt den varme luft, som politikerne på Christiansborg lukker ud. Som en tyk tåge kryber besparelserne ind over os, og prøver at kvæle al ånd og engagement. Kendsgerningerne er nemlig:

Stressede lærer
Ingen lejerskole
Dårligere undervisningsmiljø
Ingen integration af vores etniske kammerater, fordi tolærerordningerne også forsvinder

Hvordan skal lærerne lige forklare det til os elever?
At de voksne ikke kan regne?

Det er de store pædagogiske talegaver der skal foldes ud, så det ikke ender med en lektie i løgne, løftebrud og letsindig omgang med pengene.

Vi er blevet taget til fange, som i sangen ’bro, bro brille’, sidder vi nu i den sorte gryde. Kigger på vores fangevogtere og ser kun kommunale politikere og ministre, der ikke vil bruge bare en lille del af de mange milliarder, som Thor Petersen har pralet med. Vi er bagbundet! Kan ikke røres os ud af flækken, hverken nu, eller i fremtiden, hvis de planlagte besparelser bliver fastholdt.
Udflugter og spændende og alternative uddannelsesmetoder hører fortiden til.

Det er os, elever, der er den kommende drivkraft i vores samfund. Det er os elever der er fremtiden! Det er derfor uforståeligt at det netop er vores folkeskole, der bliver nedprioriteret.
Motivation er nøgleordet, men der er bare ikke megen motivation i udsigten til, at modtage røv til stol undervisning.
For det er konsekvenserne af nedskæringerne, nemlig at lærerne skal løbe stærkere, de bliver mere stressede, og resultatet bliver sygemeldinger i hobetal. For os elever betyder det, at vi står tilbage med en vikar, der giver os fritime. Det styrker ikke fagligheden i folkeskolen. Som sloganet lyder: ’Faglighed for alle’ jeg vil snarere sige ’Tarvelighed for alle’!

Mange års pres og nedslidning på skolerne, har sat sine tydelige spor. Når man kigger ind i et hvert kommunalt klasselokale, ser man forældede verdenskort, ødelagte tavler og smadrede bøger, der minder om den jeg står med her! (viser bog)
Dette pres har både forældre, elever og lærer mærket, men nu har vi fået nok! Sammen har elever, lærer og forældre i de sidste par uger blokeret for undervisningen på de Københavnske folkeskoler. Det er nemlig ikke kun lærerne det går ud over.
Det er ikke kun eleverne det går ud over.
Det er ikke kun forældrene det går ud over.
Det er os alle sammen, og det er hele samfundet det går ud over. Det her er en fælles kamp, som alle må tag stilling til og deltage i!

Vi er rigtig, rigtig mange samlet her i dag, i håbet om at vi i fællesskab kan råbe politikerne op. Vi skal huske, at denne kamp ikke slutter i dag når vi går hjem. Eller i morgen når vi sidder i klasselokalet, på lærerværelset eller på kontoret. Den slutter først, når vi har nået vores mål nemlig; ikke flere nedskæringer på de Københavnske folkeskoler.

Det kræver vi, hvis vi skal opfylde politikernes ønske om, at 90 % af den danske ungdom skal have en ungdomsuddannelse.

Jeg synes at det er på tide at regeringen smager sin egen medicin – de taler så meget om deres ’noget for noget’ -politik. Vi synes at det er et meget rimeligt krag, at hvis vi, elever, skal uddanne os, så vi kan sikre velfærdsstaten og sikre at vi kan gøre os gældende på det internationale marked, så skal vi have en folkeskole der er tidssvarende både hvad angår bygninger og bøger!

Det er da meget rimeligt, er det ikk’?!?

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.