Det sidste års tid har man for alvor oplevet nedskæringer i ude i kommunerne. Gang på gang har man hørt historier om fritidshjem der må lukkes, skoler der må droppe alle lejrskoler og plejehjem med massive arbejdsmiljøproblemer.
De store nedskæringer er kommet på et tidspunkt, hvor staten har haft større overskud end nogensinde før. Næsten 100 mia. kroner. Dem gør finansminister Thor Pedersen alt, hvad han kan for at holde godt nede i skufferne. Fordi så kan det jo være, ”vi ender med at kunne købe hele verden”, som han dumsmart sagde i september.
Og selv hvis det ikke er ”verden”, denne regering har tænkt sig at købe, så skal vi ikke have for store forhåbninger. De gør alt, hvad de kan for, at pengene bruges på at forgylde de allerrigeste med udsigt til skattelettelser og kys og kram til erhvervslivet. Det selv om de store virksomheder sidste år oplevede de bedste resultater i mands minde. Men ingen af pengene i staten og erhvervslivet skal bruges på bedre velfærd – hvis det står til regeringen. Tværtimod. For nylig kom en af Venstres folketingsmedlemmer med det forslag, at erhvervslivet skulle fredes, så de undgår nye indgreb. Om kvalitetsreformen skriver Venstres erhvervsordfører, at den ”skal være med til at give virksomhederne adgang til det offentlige marked”. Det er nemlig hele regeringens idé med den offentlige velfærd. Den skal ikke tilføres flere midler. Men i stedet sættes i konkurrence med den private sektor. Samtidig vil de indføre meget mere kontrol med de ansatte – indføre resultatløn og meget andet. ”Kvaliteten bliver derved bedre, uden at det koster ekstra”, skriver Venstres erhvervsordfører videre.
Tilbage i kommuner og regioner er mange politikere, også fra oppositionen, blevet inspireret af denne tankegang. De har ladet private firmær få reklamepladser i det offentlige rum for på den måde at skabe flere penge.
I Vesthimmerland skal reklamer på hjemmeplejens bil redde tre hjemmehjælperes job. På Rigshospitalet har de et Ronald McDonald-hus. I Københavns Kommune er man villig til at få reklamer på biler og ansattes tøj, så længe de ansatte ikke kommer i private hjem eller møder borgerne i sårbare situationer. Og om en måneds tid præsenterer Odense Kommunes embedsmænd byrådet for et oplæg om sponsorplads på biler, bygninger og lignende.
Fagforeningen 3F har haft en undersøgelse kørende på deres hjemmeside, om holdninger til bannere på hjemmehjælperens bil, blomsterfrøreklamer på kirkegården eller et blesponsorat i vuggestuen.
Oven på et år med store protester i kommunerne over nedskæringer i velfærden, er mange mennesker blevet frustrerede; Over aflyste lejrture på børnenes skoler, fyringer og stop for udflugter i børnehaven, eller manglende omsorg for ældre familiemedlemmer på plejehjem. Flere kommuner og regioner kommer nu, som skrevet ovenfor, med forslag om at lade private lave sponsorater eller få reklameplads i det offentlige. Og det kan være fristende blot at godtage sådanne ordninger. Undersøgelsen som uden at være repræsentativ viser dog en modstand mod sådanne tiltag. 60 procent synes bestemt ikke, at reklamer i det offentlige er en god måde at skaffe penge til bevarelse af arbejdspladser på. Og i forhold til at lade et legetøjsfirma sponsore den lokale folkeskole er der endnu større modstand. Kun hver tredje i undersøgelsen er positivt indstillet. Det samme er tilfældet med at lade sygeplejersker gå i reklametøj.
Og det er også en utrolig farlig vej at betræde. Det har konsekvenser at markedsgøre det offentlige rum. Enkelte sponsorater og reklamesøjler enkelte steder kan hurtigt blive en glidebane. I andre lande har man set, hvor galt det kan gå. I Spanien er det naturligt, at store firmær sponsorerer undervisningsmaterialer og andet på de tekniske skoler. Til gengæld rettes undervisningen så ind efter firmæts behov. Man kan frygte en lignende udvikling herhjemme, hvis firmaer begynder at få direkte indflydelse på den kommunale økonomi og dens veldfærdsgoder.
Med det enorme overskud i statskassen er der rigeligt råd til at bevare og forbedre velfærden. Det er slet ikke nødvendigt med diverse private sponsorater. Når kommuner og regioner begynder at bruge sådanne løsninger, så skyldes det regeringens snævre rammer, som de ikke tør omgås på andre måder. Det er yderst problematisk, og må i høj grad modarbejdes af fagforeningerne og arbejderpartierne.
Den lokale velfærd må forbedres. Det siger regeringen den vil gøre med sin såkaldte kvalitetsreform. Men faktum er, at man ikke kan skabe bedre forhold med kontrol, resultatløn og øget pres i form af konkurrence fra det private. Det, der er brug for, er flere hænder og mere tid til at løse velfærdsopgaverne. Ellers vil det bare føre til mere endnu stressede offentligt ansatte. Det må oppositionen slå fast gang på gang. Et Pamperssponsorat løser ikke de pædagogiske opgaver i børnehaven.
BUPL, FOA og Danmarks Lærerforening har skrevet et fælles debatoplæg ”Vilje til velfærd”. De har tilsammen mere end en kvart million ansatte på deres områder. De skriver, at de ikke anerkender, at den private sektor skal vokse meget, mens der ikke kan blive så meget til den offentlige sektor. Hvis disse 3 forbund står ved deres ord, så må de ikke bare vise vilje til velfærd, men vilje til at kæmpe!
