En del af det politiske landskab i København har både i december og januar måned været præget af en lang og sej polemik og mediedebat om Ungdomshuset på Jagtvej 69 på Nørrebro. Bl.a. førte det den 16. december til voldelige sammenstød imellem politi og tilhængere af ungdomshuset. Efter en demonstration lørdag den 13. januar, hvor unge revolutionære demonstrerede for flere ungdomshuse, valgte en del af dem at besætte en anden ejendom, på Dortheavej 63 i Nordvest-kvarteret. Dette hus er efterfølgende blevet ryddet den 15. januar, hvor knap 100 unge besættere blev anholdt af politiet.

Hele dette handlingsforløb har sat gang i en hel del diskussioner, ikke kun i København, men i hele landet. Ikke blot diskussioner om behovet for flere ungdomshuse, men også om den "hellige" private ejendomsret, om politikernes ansvar og internt på nogle dele af venstrefløjen, om hvilke metoder og hvilken strategi som skal bruges i kampen for at ændre samfundet.

Den borgerlige politik bærer skylden
Først og fremmest er det nødvendigt at forstå hvorfor hele denne konflikt er opstået. I mange borgerlige aviser kan man læse kronikker og læserbreve, som uden tøven giver de unge skylden, udstiller dem alle som voldsgalninge og derved forsøger at frede politikerne i København og nationalt for ethvert ansvar.

Problemet er at hele denne konflikt om ungdomshuset lige præcis udspringer af en frustration iblandt store dele af ungdommen, med den politik som der bliver ført i Danmark. Alt imens Anders Fogh klapper i hænderne hver gang Bush sender flere tropper til Irak, ødelægges velfærden, skolerne, hospitalerne, osv. På arbejdsmarkedet bruges unge som løntrykkere og må arbejde under de mest elendige vilkår, i mange tilfælde uden kontrakt, ret til sygepenge, osv.

Samtidig er der ingen ordentlige sociale og kulturelle tilbud fra kommunerne til unge mennesker. Langt de fleste steder er unge nød til at gå i byen på barer, caféer og diskoteker med de mest uhyrlige priser, til god gavn for det private erhvervslivs kommercielle interesser. Den politik som bliver ført er med andre ord borgerlig klassepolitik, som favoriserer kapitalisterne i nattelivs- og cafébranchen. De unges kamp for flere ungdomshuse skal derfor ses som et modsvar imod den borgerlige politik, som et forsøg på at udfordre den og sætte en anden dagsorden, hvor der kan blive plads til flere socialt og kulturelt orienterede ungdomshuse.

Polemikken om Jagtvej 69
Det er i den sammenhæng at man skal se hele polemikken om bygningen Jagtvej 69 på Nørrebro, som siden 1982 har været ungdomshus, med koncerter, folkekøkken, kulturelle arrangementer, etc. Fra starten lovede Københavns Kommune, at de unge kunne have brugsretten til stedet. Men i 2000 blev det alligevel solgt, til selskabet Human a/s, som året efter solgte det videre til den lille kristne sekt, Faderhuset. Siden da har Faderhuset kæmpet en indædt kamp, for at få huset ryddet.

Især de borgerlige politikere med Venstre i spidsen, både i Københavns Borgerræpresentation og i regeringen, har langet hårdt ud imod brugerne af ungdomshuset og udelukket ethvert forsøg på en løsning af konflikten, f.eks. ved at finde et andet ungdomshus. Ritt Bjerregård har haft en noget vaklende holdning, på den ene side undskylder hun sig med, at der jo er den private ejendomsret og at den skal respekteres – på den anden side forsøger hun at mane til dialog og besindighed.

Faktum er i midlertidig at kommunen rent faktisk lovede brugsretten til huset ud til de unge brugere. Dette er så efterfølgende blevet trukket tilbage. Og de øvrige undskyldningerne må siges at være noget hule; Som det flere gange er blevet fremhævet, er det utroligt at politikerne ikke kan finde ud af at skaffe et ungdomshus til københavnerne, imens at de snildt kan lave et operahus til milliarder af kroner, eller at de f.eks. hurtigt kan lave speciallove til AP.Møllers forskellige byggerier og erhvervsprojekter i hele landet. Alt det viser, at de fører klassepolitik, til gavn for kapitalisterne.

Argumentet om den "hellige" private ejendomsret er også komplet falskt. Hver gang staten bygger nye store almennyttige projekter, f.eks. jernbanestrækninger, motorveje eller broer, udsteder regeringen raskt væk dekreter om ekspropriering af de huse, jordlodder, etc. som ligger omkring. Selvfølgelig giver man en kompensation til ejerne, så de kan købe en tilsvarene ejendomme.

Hvorfor kan man ikke gøre det samme for at bevare et ungdomshus, som jo er et formål der kommer mange unge i København til gode? Faderhuset er jo en lille religiøs sekt, som burde stille sig tilfreds med enhver anden bygning i København. Den eneste grund til at de fortsætter med at kræve deres ret til lige netop Jagtvej 69, er at de får så meget presseomtale som aldrig nogensinde før.

Anarkistiske metoder
Marxister er altså ikke neutrale i denne kamp. Vi mener at hovedansvaret for hele denne konflikt ligger på bannerførerne for den borgerlige politiks skuldre og på det kapitalistiske system som helhed. Vi kæmper imod de borgerliges løgne og ondsindede angreb på ungdomshuset og på alle andre kulturelle samlingssteder for unge og alle andre mennesker. Vi mener også at kampen for ungdomshuse er vigtig og bør tages op som et betydningsfuldt krav i den revolutionære kamp.

Men samtidig mener vi også, at mange af de metoder som nogle unge autonome har brugt, til at kæmpe denne kamp er forkerte og at den strategi, som mange af dem har, er fuldstændig ubrugelig til at få kravet om flere ungdomshuse igennem.

Iblandt mange autonome er der en udbredt tro på at kampen for ungdomshuse kan føres, som en delkamp, isoleret fra bredere politiske og faglige kampe, dvs. isoleret fra klassekampen. Mange af dem tror at man kan vinde ved at begrænse sig til besættelser, "happenings", gadeteater, osv. De ser besættelser af tomme bygninger som et mål i sig selv. Selvfølgelig var besættelsen af huset på Dortheavej en god aktion, i og med at den skabte mere opmærksomhed på hele ungdomshus-problematikken og fik en rigtig god mediedækning. Men sådanne besættelser kan ikke vinde kampen hvis de står alene, hvis ikke de bliver fulgt op af en grundlæggende kamp for at ændre samfundet som helhed.

Det er forkert at tro, at man kan have et lille fristed hvor man kan få en "smagsprøve" på socialismen, isoleret fra den omgivende kapitalistiske verden, dens kyniske amoral og dens benhårde profitinteresser. Problemet er at dette simpelthen er umuligt. Hvis man vil prøve at lukke sig inde i sin egen lille verden og isolere sig fra politik, kan man godt forsøge at lukke alle vinduer, smække en gigantisk lås på døren og gemme sig under sin seng. Men så vil politikken komme og banke på døren - og smadre låsen, hvis ikke man åbner!

Dette er præcis hvad der er sket med ungdomshuset, med Christiania og alle andre forsøg på at skabe den slags fristeder. Når man lever i et kapitalistisk samfund er man uundgåeligt et offer for den udbytning og undertrykkelse som der finder sted, hvad enten man kan lide det eller ej. Og den moral, de normer og den kultur som er dominerende i samfundet, vil altid påvirke dem der lever i det kapitalistiske samfund.

Alle erfaringer viser at det er umuligt at opbygge en lille "kommune" fri for kapitalismen. Hvis ikke man kæmper kampen som en generel kamp imod kapitalismen, og for en magtovertagelse på nationalt og internationalt plan, er ethvert projekt i den stil dødsdømt på forhånd.

Samtidig er mange af de autonomes taktik absolut kontraproduktiv. F.eks. den 16. December hvor en demonstration blev omdannet til hærgeri ned ad Nørrebrogade, kasten med mursten, ødelæggelse af butiksruder, etc. Der er ingen tvivl om at politiet også bærer sin del af skylden for disse voldsudbrud og at deres undertrykkelse af demonstrationen var utroligt hårdhændet. Men de autonome faldt direkte efter for politiets provokationer. Disse hændelser skadede for alvor ungdomshusets sag i mange almindelige menneskers øjne og gav næring til de borgerliges hetz imod ungdomshuset. Meget af den opbakning som ungdomshuset havde opnået i breddere lag af den københavnske befolkning, bl.a. med en fredelig demonstration med cirka 3.000, kort tid inden, blev ødelagt af disse voldsudbrud.

Hvordan kampen kan vindes
Den eneste måde hvorpå kampen kan vindes på, er at gøre kampen for flere ungdomshuse til en del af klassekampen. Dette er et klassespørgsmål, og det er umuligt at adskille det fra klassekampen og fra de metoder og organisationer, som arbejderklassen traditionelt har anvendt. Ethvert forsøg på at reducere kampen til isolerede husbesættelser eller til gadekampe med politiet, vil slå fejl.

Derfor er det nødvendigt at kravet om flere ungdomshuse tages op overalt i de tre arbejderpartier, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten og i hele den danske fagbevægelse, samt elev- og lærlingeorganisationerne, lejernes landsorganisation, de arbejdsløses organisationer, osv, osv.. Disse organisationer har den fornødne masseopbakning til at lave en omfattende kampagne til forvar for ungdommens rettigheder, herunder retten til ungdomshuse.

Hvis sådan en kampagne blev igangsat, med indkaldelse til store samlede demonstrationer i protest imod regeringens politik, ville de borgerlige politikere for alvor blive udfordret og stå tilbage uden nogen argumenter. Dette ville på samme tid mindske hele Anders Foghs troværdighed i den danske befolkning.

På den måde kan man ikke blot vinde tilkæmpe sig ungdomshuse – som jo ville være en vigtig reform og en sejr for bevægelsen – men man kan samtidig også tage et stort skridt fremad, i kampen imod Fogh og den borgerlige regering og kampen for at vælte det kapitalistiske system i Danmark og på verdensplan.