"There is a tide in the affairs of men which, taken at the flood, leads on to fortune" - Shakespeare

Når først arbejderklassen er kommet i bevægelse, er den som et lokomotiv der ikke bare kan bremse. Hvis man ikke hopper med på vognen i tide kan man ende med en lang og demoraliserende venten på den næste mulighed. Stiller man sig i vejen kan man blive udslettet som en myg på forruden eller i værste fald ende som en forhindring, der afsporer lokomotivet med katastrofale følger. Derfor er det vigtigt for socialister, at være med, hvor og når det sker, deltage i kampen og vise et klart, alternativ til en vej frem.

Det seneste år har budt på mange begivenheder og spring i arbejderklassens kampe i Danmark og på verdensplan. Man kan sige at vi er gået ind i en ny epoke. En epoke med store bevægelser i klassekampen. En epoke hvor arbejderklassens må gå i defensiven for at forsvare sine forhold, men hvor denne defensiv på et vidst punkt må udvikle sig til et offensiv. I denne epoke må de revolutionære socialister udnytte mulighederne og vise en revolutionær vej frem i klassekampen. Vi ser her tilbage på det forgangne år for at få en ide om hvad der venter i denne begivenhedsrige fremtiden.

Kapitalismens krise - presset indefra
Sovjetunionens kollaps skabte en enorm forvirring og desillusionering blandt de mest aktive lag af den danske arbejderklasse. Samtidig rejste de borgerlige deres fane højere end nogen sinde og råbte: "Marxismen er død - længe leve individualismen og det evige opsving under kapitalismen!". Disse ideer blev udbredte blandt nogle lag af arbejderklassen og deres levetid forlænget på grund af den økonomiske vækst, der op igennem 90'erne og i starten af det nye årtusinde, gav mange arbejdere et håb om, at de kunne få et bedre liv inden for rammerne af det kapitalistiske system.

Men starten af det nye årtusinde bekræftede, endnu en gang, hvad marxisterne altid har sagt, at kapitalismen uundgåeligt, gang på gang, vil løbe ind i kriser. Disse kriser opstår i grunden fordi arbejderne ikke får det fulde udbytte af det vedkommende producerer. Derfor kan arbejderen i realiteten heller ikke købe de varer tilbage som han/hun producerer. Under disse overproduktionskriser, opstår der massiv arbejdsløshed og medfører massive angreb på alle arbejderes rettigheder.

I øjeblikket lever vi ikke i en økonomisk kriseperiode, men i en opsvingsperiode. Dette opsving er dog meget kunstigt og med et meget svagt grundlag. Kunstigt på den måde, at opsvinget ikke er baseret på en større produktion, bedre maskiner eller nye opdagelser, men derimod på spekulation i boligpriser, enormt opskruet arbejdstempo og en enorm gæld der gør arbejderklassen i stand til at forbruge mere end den i virkeligheden har penge til.

Selvom vi endnu ikke er gået ind i en store økonomiske krise, kan mange danskere allerede mærke hvad der venter i fremtiden. Over 4000 boligsælgere sidder i øjeblikket med 2 huslejer og situationen ser ikke ud til at blive bedre. Folk har ikke længere nogen illusioner til at boligmarkedet vil gå frem i al uendelighed. Tværtimod hersker der en enorm usikkerhed og frygt for hvad der vil ske når der ikke længere er en friværdi at forbruge af og gælden skal betales tilbage.

Udover boligboblen - der er et forholdsvist abstrakt symptom på en overproduktionskrise - kan vi også se andre mere konkrete tegn på en kommende krise. I modsætning til det vi ofte hører i medierne, er arbejdsmarkedet og produktionen heller ikke i bedste form. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd skriver i deres konjunkturstatus for december 2006, at væksten i det seneste kvartal har været baseret på opbyggelse af lagere, det vil sige at de varer der bliver produceret ikke bliver solgt. Dette er selvfølgelig ikke en situation der kan fortsætte uden at få konsekvenser (for arbejderne selvfølgelig). I samme analyse kan man også læse at der er kommet 46.000 nye arbejdspladser i 2006. Desværre er langt de fleste af disse arbejdspladser (36.000 af dem) placeret indenfor servicesektoren (dvs. den ikke producerende sektor), mens industrien har mistet ca. 2000 arbejdspladser. Denne service sektor er i høj grad afhængig af et højt forbrug, men eftersom dette forbrug er stærkt dalende vil denne sektors fremtid også være usikker.

Arbejderklassen har, i modsætning til cheferne, ikke kunne mærke det nuværende "opsving" i sit lønniveau, der lige akkurat har været en anelse højere end inflationen. Man kan sige, at arbejderne har fået lån i stedet for løn, men alle ved at lån skal betales tilbage - med renter endda. Dette står efterhånden klart for de fleste og i modsætning til tidligere tiders optimisme og eufori over økonomien, hersker der i dag en stor usikkerhed om fremtiden for økonomien.

Krigene i Irak og Afghanistan, afmonteringen af velfærds systemerne i de vestlige lande, den enorme korruption og kapitalens kriser er alle tegn på kapitalismens generelle fallit. Det er tegn, der hver dag presser større og større dele af verdens befolkning ud i massive bevægelser, på jagt efter et alternativ til dette samfund. Liberalismen prædiker frihed til, at vælge, men efterhånden står det klart for enhver, at man i det nuværende system ikke har frihed til, at vælge ordentlige arbejdsforhold eller en verden uden imperialistiske krige og kapitalistiske kriser . På arbejdsmarkedet over hele verden oplever arbejderne en konstant stigende arbejdsbyrde, stress og jag. Man kan dog heller ikke bare vælge, at skifte job, for det er ikke bedre andre steder. Derfor ser vi ikke længere tidligere tiders illusioner til det nuværende samfund og de nuværende forhold.

Klassekampen tilspidses
Mange siger stadig, at arbejderne er blevet egoistiske, usolidariske og passive tilskuere til klassekampen. De siger, at normale mennesker ikke vil gøre noget for hinanden, men det er ikke rigtigt. Tsunamien ved Thailands kyst, jordskælvet i Kashmirprovinsen, og Orkanen Katarina ved det sydlige USA har vist os, hvilken enorm styrke og selvopofrelse, der findes i verdens arbejderklasse. Efter hver af disse katastrofer strømmede milliarder af mennesker til med fysisk og økonomisk hjælp. Størstedelen af de milliarder af dollars der blev indsamlet kom ikke fra rige filantroper, store firmaer eller mægtige regeringer, men fra normale arbejdende mennesker fra hele verden. Fra Iran og Pakistan til Danmark og Norge rejste arbejderklassen sig og donerede nogle af deres surt tjente penge til denne sag.

Men det stod hurtigt klart at problemet ikke "bare" drejede sig om naturkræfterne i denne verden. Da vi så de over hundredetusinde dø på grund af tsunamien, var de rige lande og de amerikanske militærbaser i regionen allerede var blevet alarmerede og forberedt på den. Da vi så titusinder af mennesker dø af kulde efter jordskælvet i Kashmir, var landets regering i gang med at bruge milliarder af dollars på at opruste ved grænsen til Indien. Da vi så tusinder miste livet eller alt hvad de ejede efter orkanen Katarina, fordi regeringen havde fjernet pengene til digernes vedligeholdelse og brugt dem på dens imperialistiske krig imod Irak. Da så vi, at problemerne i denne verden ligger dybt inde i selve systemet og at de ikke bare vil løses ved at donere nogle penge.

Men selvom arbejderne, klart og tydeligt, kan se kapitalismens fallit skal der flere faktorer til for, at gøre dem politisk aktive klassekæmpere - blandt andet, at de kan se en mulighed for, at vinde kampen og opnå målet. At de ti største firmaer i denne verden alene i deres seneste årsregnskab havde et overskud på mere en 1.100.000.000.000kr, er en enormt motiverende faktor til at søge at få del i disse overskud. Samtidig med at disse firmaer, deres ejere, aktionærer og direktører sætter sig på disse enorme værdier sættes alle arbejdernes rettigheder og forhold nemlig under pres og angreb. I Europa ses dette i øjeblikket tydeligst i angrebene på velfærds systemerne der hver dag angribes. Hospitalsvæsenerne, de offentlige transportsystemer, skolerne, asylcentrene, universiteterne, plejehjemmene, børnehaver og vuggestuerne er alle steder hvor arbejderne arbejder under et alarmerende højt pres. Men det er svært at retfærdiggøre disse nedskæringer og angreb når de største firmaer og banker samt de rigeste personer konstant øger deres historisk høje værdibeholdninger.

De massebevægelser, der i det seneste år fejede igennem den vestlige verden, var for mange arbejdere, netop, en demonstration af hvad der står på spil. England, Tyskland, Grækenland, USA, Frankrig og ikke mindst Danmark var alle lande der var præget af de største massebevægelser og kampe i mange årtier. Nogle Steder blev kampen vundet, andre steder blev det ved status quo, men alle steder stod det klart, at den herskende klasse blev rystet. Store dele af Europas arbejderklasse blev vækket til politisk liv og genopdagede mange af sin styrke.

I Frankrig oplevede vi den største og mest succesfulde af disse bevægelser; bevægelsen imod CPE - en lov der ville tillade cheferne, at fyre alle arbejdere under 26 år omgående og uden grund inden for de 2 første år af deres ansættelse. Her lykkedes det de studerende at forbinde deres kamp med arbejderklassen. Ved blandt andet at dukke op på de største fabrikker i landet og fortælle om kampen lykkedes det at trække hele arbejderklassen ind i kampen. Selv de mest tilbagestående fagforeninger blev trukket ind i kampen og blev nødt til at tage et politisk standpunkt.

Udover at brede sig til hele arbejderklassen havde CPE-bevægelsen også en anden styrke. Bevægelsen var nemlig enormt organiseret samtidig med at den hurtigt blev spredt til hele landet. Overalt på universiteterne blev der holdt massemøder der besluttede den fortsatte vej frem i kampen. Med disse taktikker lykkedes det at vinde opbakning blandt størstedelen af den franske befolkning der gik ind i kampen med strejker og massedemonstrationer der ledte tankerne tilbage til 1968 hvor frankrig på tærsklen til en revolution. I sidste ende blev CPE lovforslaget trukket tilbage af den ydmygede højreorienterede De Villepin-regering.

Samtidig, med udviklingen i Europa, er der andre begivenheder, der efterhånden viser arbejderklassen dens egen styrke og den uundgåelig kamp den må tage - Kampen for international socialisme. I øjeblikket er bevægelsen af besatte fabrikker især iøjefaldende i Latin Amerika. Bevægelse består af fabrikker der er besatte eller nationaliserede og som køres under arbejdernes demokratiske ledelse og kontrol. Denne bevægelse er begyndt at organisere sig på tværs af landegrænserne og har i den seneste tid taget en mere og mere ledende rolle i massebevægelserne på kontinentet. Men bevægelsen er mere end bare et progressivt tiltag i arbejderklassen, for den demokratiske ledelse, der bliver udført i disse fabrikker kan meget vel være kimen til den demokratiske socialisme som arbejderne kan indføre i hele samfundet og over hele kontinentet.

Det er denne socialisme, der i allerhøjeste grad er sat på dagsordnen i Latin Amerika i dag. Millioner af Latinamerikanere kæmper, hver dag en aktiv kamp; ikke kun for bedre løn eller mere velfærd, men også for et grundlæggende andet samfund. Et samfund uden den fattigdom og elendighed som kapitalismen og imperialismen indebærer. Disse revolutionære bølger strømmer ind over lande som Mexico, Bolivia, og ikke mindst Venezuela. I alle andre lande i Latin Amerika ser vi også forberedelserne på lige så store eksplosioner.

Mange arbejdere i Danmark og resten af Europa ser på revolutionerne i Latinamerika, med stor sympati og uden fordomme. I USA er der, umiddelbart, endnu større perspektiver. Latinamerikanere udgør en kæmpe arbejdsstyrke i den amerikanske arbejderklasse. Deres bånd til deres hjemlande udgør en enorm indre trussel imod den herskende klasse i USA. Dette så vi blandt andet 1. Maj 2006 hvor millioner af arbejdere strejkede imod nye racistiske anti-immigrant love som Bush regeringen ville indføre imod den Latin amerikanske befolkningsgruppe i USA.

Selvom klassekampens mest afgørende kampe, i øjeblikket, foregår i Latinamerika, skal man ikke glemme den udvikling, der sker i lande som Indien, Pakistan, Nigeria, Iran, Libanon, Palæstina, Israel, Indonesien, Sri Lanka, Afghanistan og Nepal. I alle disse lande vokser de socialistiske ideer blandt den arbejdende befolkningen. Den reaktionære fundamentalisme taber mere og mere terræn til den socialistiske klassebevidsthed. At gå op imod disse landes enormt reaktionære styrer kan dog ikke bare udføres under rolige forhold. Derfor har vi højst sandsynligt endnu ikke har set de største eksplosioner i disse lande endnu.

Arbejderklassen i hele verden bliver, hver dag, presset til at kæmpe imod kapitalismen. Arbejderne lærer af sine erfaringer på verdensplan. Enhver sejr opmuntrer dem til at fortsætte samme vej og hvert nederlag tvinger dem til at genoverveje tingene og tage ny stilling til sine handlinger. En verden fyldt med revolutioner, opstande, massebevægelser og eksplosiv stigning i arbejdskampe. Der er ingen grund til pessimisme. Ved, at deltage i kampene og bruge af erfaringerne til, at argumentere, har socialisterne fantastiske muligheder i fremtiden.

Generalstrejken - et stærkt våben i arbejderklassens kampe
I alle de seneste års kampe, i Danmark og i resten af Europa har, venstrefløjen og arbejderbevægelsen været præget en vigtig debat omkring perspektivet for en generalstrejke. Der har været en bred enighed om, at en generalstrejke er et stærkt våben i kamp, men der har været en del uenighed om, ledelserne i partierne og fagforeningerne kunne opfordre til og argumentere for en generalstrejke på nuværende tidspunkt. I den sammenhæng vil det være behjælpeligt, kort, at forklare hvad Socialistisk Standpunk mener om en generalstrejke:

En general strejke betyder, at størstedelen af arbejderne nedlægger arbejdet, så samfundet i realiteten bliver sat i stå. Det kan umiddelbart virke som en meget simpel handling som ikke kan føre til noget særligt, men sandheden er en anden. For det første forhindrer generalstrejken, at kapitalisterne kan tjene penge. Dette er det mægtigste våben man kan bruge for, at få sine krav igennem over for dem.

For det andet sætter generalstrejken, spørgsmålet om magten på dagsordnen i arbejderklassen - den er en levende lektion i hvem det er, der kører hjulene i samfundet. Generalstrejken viser, at der ikke er brug for direktører, aktionærer og bureaukrati. Den viser, at arbejderne sagtens kan køre samfundet videre, fordele dagligvarer, administrere hospitalerne, postvæsenet, pleje de ældre og så videre. Derfor klargør en generalstrejke også hvilken vej man må gå og hvor i systemet begrænsningerne er.

Generalstrejken kan løfte den enorme byrde, at vække de mest apolitiske lag af samfundet til live og tvinge dem til, at tage stilling til hvordan generalstrejken og resten af samfundet skal udvikle sig. Den er ikke en magisk kickstarter af nogen revolutioner, men den samler med ét hele arbejderklassen, retter den ind i geled og klargør hvilke skridt der er de næste for, at vinde kampen. Derfor er mange revolutioner bl.a. de russiske i 1905 og 1917 blevet født ud af generalstrejker. For en menig arbejder er en generalstrejke vigtigere end tusind bøger om klassekamp.

Generalstrejken lammer for det første hele samfundet og sætter spørgsmålet om maget i samfundet på dagsordnen. Samtidig trækker den en knivskarp politisk grænse igennem hele samfundet imellem kapitalist- og arbejderklassen. ledelserne i arbejderklassens traditionelle organisationer er blevet valgt, for at lede arbejderklassen i dens kampe og fremføre den mest effektive vej frem mod sejr. I denne kamp er generalstrejken et af de mægtigste våben som arbejderklassen har.

At sprænge elastikken
Selvom 2006 har budt på et utroligt højt aktivitetsniveau fra arbejdernes side – f.eks. 17. maj bevægelsen og protesterne i efteråret imod de kommunale nedskæringer - var der stadig nogle der holdt fast i fordommen om, at arbejderne i Danmark var for dovne og forkælede til at deltage i klassekampen. Men begivenhederne i 2006 har vist at sådanne fordomme er fuldstændigt grundløse. Det seneste år har budt på en ekstrem høj aktivitet og kampgejst i den danske arbejderklasse.

Da velfærdsreformen blev introduceret i foråret 2006, blev den mødt med af en massiv kritik fra arbejderklassens side. Det stod hurtigt klart, at der måtte gøres noget fra arbejderbevægelsens side. Derfor arrangerede man den 17. maj en demonstration der samlede mere en 100.000 mennesker imod nedskæringerne på velfærden. Det var den største bevægelse siden påskestrejkerne i 1985.

Socialistisk Standpunkt fremsatte, både til selve demonstrationen samt på konferencer før og efter demonstrationen, forslaget om et nationalt tillidsmandsmøde hvor man diskuterede og besluttede de næste skridt i kampen. Samtidig var vi de første der foreslog og konsekvent forsvarede parolen om, en 24-timers generalstrejke som det næste skridt i kampen og den eneste måde man kunne få fejet nedskæringerne af bordet.

Forslaget blev ikke vedtaget ved nogen af møderne. Argumenterne fra andre socialister og venstreorienterede på disse møder, var på det tidspunkt, at folk ikke gad, at kæmpe, at folk ikke var parate og bevidste nok til, at ville strejke og at fremsættelsen af sådanne forslag ville skræmme folk væk og sprænge elastikken - dvs. at arbejderbevægelsens organisationer derved ville være gået for langt og stå uden opbakning.

Men udviklingen i efterårets protestbevægelse viste at det forholdt sig omvendt, at det var de menige medlemmer af fagbevægelsen som kæmpede, imens de ledere af fagbevægelsen, som burde have ført an og givet et perspektiv for hvorledes at kampen kunne vindes, forholdt sig passive.

Selvom 17. maj-bevægelsen hurtigt døde hen, over sommerferien, var de problemer den havde kæmpet imod stadigvæk i live bagefter. Den 30. August samledes mere en 2000 offentligt ansatte i Århus for, at diskutere nedskæringerne der i de seneste 15 år har øget arbejdspresset til et uudholdeligt niveau. Dagbladet arbejderen skrev dette om mødet: "Hvis besparelserne ikke bliver taget af bordet, må vi tage andre metoder i brug. Vi bør gøre klar til en national generalstrejke", foreslog en ung pige. Det udløste aftenens største klapsalver, og flere af de efterfølgende talere støttede ideen. (Arbejderen 1/9-06)

Dette møde var startskuddet til en strejke- og blokadebølge, der over tre uger ændrede hele den politiske dagsorden i landet. Det var pædagogerne i Århus, der startede, men initiativet blev snart taget op over hele landet og overalt slog blokerede eller strejkende institutioner op og samtidig begyndte andre dele af den offentlige sektor også at gå med i kampen.

Karakteristisk for disse kampe var dog, at de foregik uden om fagforeninger, da disse ikke ville støtte op om strejkerne. Dette stoppede dog ikke bølgen, der med Århus som fortrop stædigt fastholdt deres krav om tilbagetrækning af nedskæringerne på det offentlige område. Hele landet fulgte med, da de offentlige arbejdere i Århus samledes, i tusinder, til ugentlige møder hvor det, med kun få stemmer imod, gang på gang blev besluttede, at fortsætte og udvide kampene.

Der kan skrives nok så mange afhandlinger om denne bevægelses gang, men lige nu burde det være nok med kort, at forklare slutningen på den:

For denne bevægelse, hvis sejr tydeligvis ville betyde, at regeringen måtte gå af, kulminerede med en demonstration, den 3. oktober 2006, der samlede over 100.000 mennesker på landsplan. Samtidig nåede strejkerne til København. På demonstrationsdagen var der stort set ikke en eneste åben daginstitution i hovedstaden. Efter denne dag døde bevægelsen dog hen inden for kort tid. Det var dog ikke en forgæves kamp, for i mange af kommunerne blev nedskæringerne trukket tilbage eller nedsat. Dette gjaldt dog ikke i Århus hvor politikerne ikke ville opmuntre til mere af den slags - alle de planlagte nedskæringer, uden undtagelse, blev stemt igennem i Århus byråd.

Enhedslisten udsendte den 2. oktober, dagen før demonstrationen, en pressemeddelelse hvori de opfordrede til, at "sprede oprøret". Dette er absolut positivt, og viser at Enhedslisten som parti sagtens kan komme med udmeldinger om og forslag til, hvilken vej de mener bevægelsen skal gå. Dette burde være ledelsen af fagbevægelsen og arbejderpartiernes fornemmeste opgave.
Desværre blev Enhedslistens strejkeopfordring udsendt blot én dag inden demonstrationen og uden nogen koordineret indsats for at organisere denne opfordring i fagforeningerne.

Så uden nogen koordineret indsats fra venstrefløjen i fagbevægelsen og uden noget perspektiv og en plan for hvordan kampen skulle udvides, forblev strejkerne isoleret iblandt pædagogerne og bevægelsen løb ud i sandet.

Under hele dette forløb fremførte Socialistisk Standpunkt igen parolen om en demokratisk besluttet generalstrejke. Vi fremsatte ikke parolen, fordi det lyder godt eller bare, fordi en generalstrejke er et stærkt våben, men fordi strejkebevægelsen var endnu et bevis på det, som vi har sagt hele året - at vi nu er gået ind i en ekstremt turbulent periode hvor arbejderklassen igen må gå på barrikaden, for at beskytte sine interesser. Hvis arbejderbevægelsens ledere ikke kan vise en vej frem må det være socialisterne der gør dette.

Under normale omstændigheder er der ikke en eneste arbejder der vil gå i strejke alene og spontant. Det ville også være ret dumt, for vedkommende vil nok blive fyret. Ikke desto mindre var det næsten det, der skete med pædagogerne i denne periode. De gik i strejke uden den mindste støtte fra fagbevægelsen og deres traditionelle partier.

Dette viser ikke kun hvor "seje" pædagogerne er, men til gengæld hvor galt det står til på arbejdsmarkedet og hvor presset arbejderne er. Når lederne i arbejder- og elevbevægelsen har travlt med at mane til ro og advare imod at gå for langt glemmer de at pædagogerne blev nødt til, at gå uden om disse personer og deres organisationer for, at vise hvad der i virkeligheden var brug for: En arbejderbevægelse der ville støtte dem, udvider deres kampe og samle dem nationalt igennem den struktur arbejderbevægelsen har bygget over de sidste 150 år.

At en generalstrejke ikke opstår ved, at man bare indkalder til den er klart. En generalstrejke er, ligesom kampen for socialisme, noget man argumenterer for og diskuterer i arbejderklassen når den går til kamp. Arbejdere er mennesker der godt kan tænke selv. Især når de står midt i kampen er de åbne for alle de forslag der viser en konkret vej frem. Hvis man nægter, at vise hvilke våben man mener, er mest effektive for, at vinde kampene eller hvis man bare nægter, at vise nogen som helst vej frem, kan befolkningen jo få et forkert syn på socialisterne. De vil jo enten tro, at vi ikke tror nok på vores ideer til, at argumentere for dem eller at vi ikke ønsker, at de skal vinde kampene for en ordentlig velfærd og i sidste ende, et værdigt liv.

Hvis man, som socialist, ikke vil fremføre de socialistiske ideer, ender man jo med, at føre kampene ud mod et nederlag. Det ville være en katastrofe for arbejderklassen at tabe disse kampe, blot fordi de ledere, som de ser til, ikke ønsker, at vise en vej. Når, man ikke ønsker, at fremføre sin politik før folk er parate kan man jo i realiteten godt slette alle ord som socialisme, kamp, strejke, og revolution fra sit program for, ikke at skræmme folk væk. Så kunne man i realiteten bare sætte sig ned og vente på at folket selv fandt på at indføre socialisme.

Desværre er arbejderklassen ikke bygget på den måde. De fleste venstreorienterede i arbejderbevægelsen foreslog i realiteten ikke en konkret vej frem i de seneste kampe. Dette gjorde, at arbejderne ikke kunne kende forskel på dem og de reformistiske ledere i arbejderbevægelsen.

I en tid med revolutioner og massebevægelser skulle man tro, at pessimisterne var uddøde, men ikke desto mindre findes nogle af dem i den danske arbejderbevægelse. Først sagde de, at danskerne var anderledes, da de franske arbejdere gik på gaden imod CPE. Da 100.000 mennesker gik på gaden den 17. maj sagde de, at arbejderne i hvert fald ikke vil strejke. Og til sidst da tusinder af offentligt ansatte strejkede uden støtte fra deres fagforeninger og siden sluttede af med endnu engang at samle over 100.000 mennesker sagde de endnu engang, at en generalstrejke ville sprænge elastikken.

Der skal dog en hel del mere end elastikker til, at holde massernes kampe tilbage og hvis man ikke ændrer kurs, kan man risikere, at masserne fortsætter deres kamp derudaf mens man selv stædig står tilbage og venter på, at de er parate -og så kan det godt gøre ondt hvis elastikken springer og man er den eneste der stadig holder fast i den.

Fremad mod socialisme!
Selvfølgelig er der ingen revolution i Danmark i øjeblikket, men 2006 var stadig et år med en eksplosiv skærpelse af klassekampen. Samtidig er der heller ikke noget der tyder på at 2007 bliver roligere, tværtimod. Klassekampen lægger allerede fra den 5. Januar ud med overenskomst forhandlingerne for over 600.000 arbejdere. Disse forhandlinger ser allerede fra starten af ud til at munde ud i konflikt, her kan socialisterne virkelig vise deres styrke ved, at kæmpe for arbejdernes krav inde i fagforeningerne og vise hvad, der skal til for, at føre kampen til sejr. I en tid med økonomisk "opsving", lav arbejdsløshed og en splittet borgerlig regering kan en konflikt få fuldstændig uforudsigelige konsekvenser. Især set i betragtning af det seneste års store kampe og bevægelser. Siden pædagogernes strejkebevægelse er gymnasielærerne desuden også gået i kamp og det lader til, at sygeplejerskerne og skolelærerne også snart siger fra overfor stress-tyraniet.

Klassekampen i Danmark som i resten af verden er blevet tilspidset og klassebevidstheden er stærkt stigende. Hvornår har vi sidst set et år med to demonstrationsdage der har samlet mere en 100.000 mennesker? Hvornår har vi sidst set et helt kontinent dækket af revolutionens flammer som Latinamerika er i øjeblikket?

Der er blevet tændt op under klassekampen og vi bevæger os hastigt imod et politisk kogepunkt. Et kogepunkt hvor socialisterne kan spille en afgørende rolle. Kapitalismen har allerede bevist rigtigheden af vores ideer i praksis. Den har vist, at den bygger på konstante imperialistiske krige. Den har vist, at den ikke kan undgå økonomiske kriser der går ud over den arbejdende del af befolkningen. Den har vist, at den ingen interesse har i, at forbedre den brede befolknings leveforhold. Den har vist, at den på den mest kujonagtige måde bruger racismen til at splitte arbejderne og fjerne fokus fra dens egne problemer. Den har vist, at den ikke kan tilbyde noget som helst progressivt til det overvældende flertal af verdens befolkning.

Alle disse problemer har vi socialister påpeget i årevis og hver eneste dag gør historien vores arbejde meget nemmere. Det der er brug for er, at gå ind i kampen med al vores energi. Det hjælper ikke længere, at "gemme" vores ideer, vi må ud med dem i vores aviser og bøger, i fagforeningerne, på arbejdspladserne, på gader og stræder, på talerstole i folketinget og alle andre steder hvorfra arbejderklassen kan nås.

Socialister har aldrig kunne diktere en revolution eller en massebevægelse, men de har kunne deltage i arbejderklassens kampe og vise en revolutionær vej frem. Når arbejderklassen kæmper søger den altid efter svar på hvordan den kan vinde. Det er i disse situationer, at vi kan vise styrken der ligger i revolutionær socialisme. Ved skridt for skridt, at vise den rigtige vej frem, baseret på arbejderklassens historiske erfaringer, kan vi vinde arbejderklassen tilbage til revolutionær socialisme.

Vi er gået ind i den mest turbulente tid i verdenshistorien, en tid med massebevægelser, krige, revolutioner og kontrarevolutioner. Reformismens fallit, kapitalismens kriser, den kapitalistiske stats reaktionære ansigt, arbejderklassens styrke og klassekampens blodige virkelighed, er lektier, som historien lærer verdens arbejderklasse hver dag. Millioner af mennesker i Latinamerika diskuterer hver dag betydningen af socialisme. Der er ikke længere plads til, at tøve, tvivle eller, at være bange for, at udtrykke sine ideer. Det har aldrig været nemt at være socialist, men mulighederne for den revolutionære socialismes ideer, metoder, traditioner har ikke været større end nu!

Fremad i kampen!
Fremad mod sejren!
Fremad mod socialismen!