”BRUTAL NEDTUR. Danmarks økonomiske vækst vil om få år ryge ned under én procent og vi vil stå som den vestlige verdens absolut dårligst kørende økonomi, spår OECD, som netop har nedjusteret sine forventninger til Danmark”. (Berlingske Tidende 29.11.06)

Det ser ikke lyst ud for dansk økonomi. Økonomerne, der for kort tid siden henrykt snakkede om evigt opsving, diskuterer nu, hvorvidt ”landingen” for dansk økonomi bliver blød eller hård – med andre ord; hvor hårdt rammer krisen?

Overophedning?
Økonomerne er bekymrede. Både de økonomiske vismænd, Nationalbanken og OECD er bekymrede for, at den danske økonomi er på vej mod overophedning. De er alle enige om, at økonomien er gået så kraftigt fremad de sidste år med vækstrater omkring 3 procent, at dette har ført til mangel på arbejdskraft. Arbejdsløsheden er faldet markant de sidste år, hvorfor forventningen er, at gennemsnittet de næste par år vil være på 112-114.000, hvilket er 30.000 under den såkaldt strukturelle ledighed.

Det de alle bekymret henviser til er, at denne mangel på arbejdskraft kan føre til lønstigninger, som øger inflationen, svækker konkurrenceevnen og dermed eksporten, og fører den danske økonomi i alvorlige problemer.

Det eneste, der nu ifølge økonomerne kan redde dansk økonomi, er, at lønstigningerne holdes i ro i overenskomsterne, der skal forhandles til foråret, og at der skæres ned på de offentlige udgifter, da regeringens skattestop og kronens bundethed til euroen forhindrer andre finanspolitiske tiltag. Men hvad betyder dette, og er det rigtigt?

Økonomien på vej i krise
Vi har på denne side i længere tid peget på, at der opbyggede sig modsætninger i den danske økonomi, som ikke kunne forblive uløste – dette viser sig nu at være korrekt.
Det hidtidige danske opsving har været baseret på øget forbrug, som i høj grad har været finansieret gennem stigende boligpriser. Marx forklarede, at kapitalismen i en periode kan udskyde en krise ved kunstigt at øge forbruget gennem kredit. Dette er, hvad der er sket de sidste år, men han forklarede også, at dette er en kortvarig løsning, som bare øger modsætningerne yderligere.

Som sagt er økonomerne ikke i tvivl om, at dansk økonomi er på vej nedad, diskussionen går på, hvor hård krisen bliver.

Allerede i 3. kvartal af 2006 faldt væksten overraskende dramatisk, fra 1,8 procent i 2. kvartal til sølle 0,6 procent i tredje kvartal. Dette skyldes ifølge Jyllandsposten (01.12.06) især en lavere vækst i det offentlige forbrug og eksporten. At der overhovedet var vækst i 3. kvartal skyldtes, at erhvervslivets lagerbeholdning blev bygget op, ”Faktisk bidrog lageropbygningen med 0,7 pct. til den samlede vækst i tredje kvartal, så havde det ikke været for den, ville den samlede danske produktion ligefrem være faldet – trods den fortsatte stigning i det offentlige forbrug.” (Jyllands-posten 01.12.06)

Det kunne se ud som optakten til en klassisk overproduktionskrise, hvor lagrene hober sig op, da arbejderne ikke kan købe varerne. Det er både den danske købekraft, der afgør fremtiden, men også eksporten, og på Danmarks største eksportmarked Tyskland ser de økonomiske udsigter ikke lyse ud, og det samme gælder verdens største økonomi USA.

Boligmarkedet – en bristende boble
Ejendomsmæglere og økonomer har de seneste år set med julelys i øjnene på boligprisernes enorme himmelflugt, med evige forsikringer om at der rådede fred og ingen fare. Huspriserne er fordoblet på ti år herhjemme og meget mere omkring storbyerne. Bare i løbet af de sidste tre år er boligformuen steget med 1,400 mia. kroner, hvilket forklarer 50 procent af forbrugsvæksten. Ifølge økonomerne er 25 procent af prisstigningerne uforklarlige, og kan dermed tilskrives en boble – falder priserne med 25 procent, vil det betyde 25.000 flere arbejdsløse, og skære en procent af væksten, hvilket vil betyde at dansk økonomi går ”ind i en egentlig lavvækstperiode”, siger Sten Boccian fra Danske Bank.

Den nylige jubeloptimisme er nu udskiftet med mere pessimistiske briller. Andelen af boliger til salg er steget kraftigt. Salget af boliger er lige nu det laveste siden 1993, som var et kriseår, ”hvor boligmarkedet lå totalt underdrejet og var fanget i lidt en ond spiral.” (Berlingske Tidende 09.12.06) På landsplan er salget af boliger dykket med 24 procent i de første tre kvartaler af 2006, i forhold til samme periode året før, og i København ser det endnu værre ud, hvor salget er halveret i forhold til året før – det laveste niveau siden starten af 1990’erne.

Samtidig er priserne også på vej ned, samtidig med at renten er på vej op.
Det er ikke et spørgsmål om hvis boligmarkedet kollapser, men et spørgsmål om hvornår – og det virkelige spørgsmål er, om det ikke allerede er begyndt.
Som vi har forklaret utallige gange, vil et kollaps i boligmarkedet have enorme konsekvenser for den virkelige økonomi, da det er prisstigningerne, der har finansieret forbruget, som igen har holdt den økonomiske vækst i gang.

Byrden tilfalder arbejderklassen
Der er ingen tvivl om, at byrderne for en nedgang i økonomien vil blive forsøgt pålagt arbejderne. De borgerlige økonomer er ikke i tvivl – og udtrykker sig i klare vendinger:

”Hvis danskerne arbejdede lige så meget som gennemsnittet i OECD, så ville det svare til 200.000 flere i fuldtidsarbejde. Derfor er jeg helt enig med OECD i, at de danske dagpengesatser skal ned og dagpengeperioden forkortes. Og så skal topskatten sænkes, så folk får lyst til at tage sig et bijob”, Mads Lundby Hansen, cheføkonom i den liberale tænketank CEPOS (Berlingske Tidende 29.11.06)

Og ikke nok med at de danske arbejdere skal arbejde længere, skatten skal sænkes for de rige, og de arbejdsløse skal have færre penge – der er helt klare signaler til de danske arbejdere: kræver I for meget i løn, er I skyld i den danske økonomis undergang:

”[...] moderate lønstigninger vil kunne sikre, at det nuværende økonomiske opsving afsluttes i en såkaldt ’blød landing’, som ikke går ud over konkurrenceevnen og derfor heller ikke medfører lavere produktion eller stigende ledighed. Det får lønmodtagerne i længden meget mere ud af end en kortvarig lønfremgang.” (Weekendavisen 08.12.06)

Også strategien er helt klar:
Jens Lundsgaard fra OECD råder således den danske regering til at
” [...] korte dagpengeperioden ned under de nuværende fire år. Og at hæve mindstealderen for fulde dagpenge fra de nuværende 25 år til 30 år. ’Forkortelsen af dagpengeperioden og mindre beløbssatser til personer under 30 år vil være den helt rigtige medicin for dansk økonomi lige nu. Også fordi det ikke vil gå nævneværdigt ud over nogen, nu hvor der er rigeligt med jobs til de fleste.” (Berlingske Tidende, 29.11.06 – vores fremhævning)

Rådet er altså; skær ned nu hvor det ikke rigtig mærkes, så kan det være, at ingen protesterer, og så er det gjort, til når krisen kommer!

Og ikke nok med det... Økonomerne gør det også helt klart, at den danske regering yderligere forværrer krisen ved at vedblive at pumpe penge ud i offentligt forbrug (!?!). Det eneste ansvarlige er derfor ifølge økonomerne, at regeringen skærer ned på det offentlige forbrug – dvs. velfærden.

Gode undskyldninger er der nok af...
Men har økonomerne ret i dette skrækscenarium? På sin vis har de, det er korrekt at den danske økonomi ser ud til at gå imod nedgang. Men i deres begrundelser viser sig en lang række borgerlige antagelser, som vi ikke skal tage for gode varer.

For det første påstår de at problemet er at vi når ned under den ”strukturelle” arbejdsløshed, men hvad betyder det? Den strukturelle arbejdsløshed er et begreb opfundet af borgerlige økonomer, som også lejlighedsvis kaldes den naturlige arbejdsløshed. Begrebet betyder kort sagt at arbejdsløsheden kun kan nå et vist niveau, hvor den ikke kan komme længere ned. men økonomerne glemmer at forklare hvorfor; grunden er at de frygter at hvis arbejdsløsheden bliver for lav, giver det arbejderne styrke til at kræve bedre løn- og arbejdsforhold. Den såkaldt strukturelle eller naturlige arbejdsløshed, er således ikke en naturlov, men en grænse som kapitalisterne har opstillet for at fastholde deres profitter.

Det samme gælder argumentet om overophedning. Økonomerne spår om faren for overophedning, som følge af for store lønstigninger, men dette argument gennemhullede Marx for mere end 150 år siden. Det er ikke lønstigninger der får priserne til at stige – lønstigninger får profitterne til at falde, og ser vi på de danske profitter, er der masser af tage af. den eneste reelle frygt fra kapitalisternes side er at en del af deres profitter skal tilfalde arbejderklassen, som er dem der skaber værdierne.

Kapitalismen har spillet fuldstændig fallit
Ovenstående viser så tydeligt som det kan gøres, at det kapitalistiske system har spillet helt og aldeles fallit – det er på ingen måde i stand til at sikre fremgang for flertallet.
Under det seneste opsving er vækstrater på 3 procent blevet kaldt for skyhøje (!), selvom de intet er i forhold til de vækstrater man så i 1950’erne og 1960’erne. Det er en sådan vækst økonomerne siger, er overophedet (!). Den seneste periodes opsving er kommet på bekostning af arbejderklassen, som ikke har mærket meget til opsvinget. Velfærden er beskåret kraftigt (trods økonomernes påstand om det modsatte), arbejdstempoet er sat i vejret, (en nylig undersøgelse viser at danskerne i gennemsnit arbejder gratis 3-4 timer om ugen, pga. flekstid), og lønningerne er steget ”overraskende lidt” den seneste periode.

Opsvinget er skabt ved at arbejderne er løbet hurtigere. Dette opsving har ikke sikret arbejderne bedre forhold, så hvordan kommer det ikke til at se ud i en krise?

Forbrugsfest?
”Forbrugsfesten” er tilkommet den del af arbejderklassen, som har haft mulighed for at købe ejendom, men dette er slut nu. Med de faldende priser og stigende renter vil mange familier stå i alvorlige økonomiske vanskeligheder. Renten er steget til over 4 procent, efter at den europæiske centralbank har hævet renten 6 gange alene i 2006. Vi skal helt tilbage til år 2000 for at finde en højere rente. De boligejere med et flekslån af typen F1 kan se frem til en stigning i deres renteudgifter på 25 procent til næste år. Dette kan betyde langt flere tvangsauktioner. Rådighedsbeløbet er på landsplan faldet 6000 kr. i gennemsnit for førstegangskøbere, og i Københavns Amt med hele 30.000 kroner!!!
Men trods de stigende renter har mange (op mod 85%) holdt fast i flekslånene. Økonomerne giver intet svar på hvorfor. Men et oplagt svar er, at familierne allerede har sat sig så stramt økonomisk, at de heller ikke kan betale et fastforrentet lån.

Har kapitalismen ikke råd til arbejderne, har arbejderne ikke råd til kapitalismen
Det forbrugsdrevne opsving er altså slut, og der er lagt op til, at arbejderne skal betale prisen, ligesom de hidtil har betalt opsvinget.

Virksomhederne regner med rekordstore investeringer især til maskiner det næste år, hvilket umiddelbart lyder positivt. Men sandheden er, at dette skal bruges til at forøge produktiviteten, og enhver arbejder ved, hvad det betyder: at vi skal løbe endnu hurtigere, end det umenneskelige tempo der allerede eksisterer på landets arbejdspladser, og som medfører, at 25 procent af alle dødsfald herhjemme skyldes stress.

At de dystre udsigter kommer frem nu er ikke en overraskelse. Til januar starter forhandlingerne om overenskomsterne for de privatansatte – og alle propagandasejl er sat ind på at overbevise arbejderne om, at lønningerne skal holdes nede. Kapitalisterne må have lugtet, at der er noget i gærde. Men de danske arbejdere kan ikke forsætte med at bære byrderne for et system, der hverken kan skabe fremgang i opsving, og da slet ikke i kriser. En krise i dansk økonomi vil få enorme konsekvenser for alle arbejdere. Det er på tide at sige stop! Når kapitalismen ikke kan sikre bedre vilkår for arbejderne, må svaret være klart: så kan arbejderne ikke bruge kapitalismen!