Protesterne mod de kommunale besparelser ser ud til mere eller mindre at være gået i sig selv igen. I Århus, som var spydspidsen er pædagoger, dagplejere og andre offentligt ansatte igen på arbejde. I nogle kommuner blev besparelserne delvist trukket tilbage, men i mange andre kommuner såsom Århus blev besparelserne vedtaget af byrådet.

Umiddelbart ser bevægelsen ud til at have tabt. Men bevægelsen var ikke desto mindre udtryk for en dybereliggende utilfredshed, en utilfredshed der ikke er forsvundet, selvom protesterne er stoppet for nu. De mange offentligt ansatte, forældre, unge og gamle der var ude og protestere må spørge sig selv: hvad skete der? Hvad lærte vi? Og hvad nu?

En bevægelse af enormt omfang
Bevægelsen fik et omfang, som få nok havde forestillet sig. Det var tydeligt, at utilfredsheden ulmede, og hen over sommeren var der sat gang i underskriftindsamlinger, læserbreve og lignende. Flere steder var der snak om arbejdsnedlæggelser, og demonstrationer blev afholdt. Men bevægelsen tog en afgørende drejning, da pædagoger og medhjælpere i Århus begyndte at strejke.

På et stormøde d. 30. august mødtes omkring 1500 kommunalt ansatte i Århus. De besluttede på mødet at afholde demonstration d. 12. august. Op til demonstrationen var der en del snak i daginstitutionerne om arbejdsnedlæggelser på selve dagen, og nedlagde de ansatte på en lang række institutioner arbejdet, og på andre blokerede forældrene.

Omkring 15.000 mødte op til demonstrationen på Århus rådhusplads, den største demonstration i Århus i mange år. De efterfølgende dag var der en række arbejdsnedlæggelser, men først ugen efter tog det for alvor fat, og størstedelen af daginstitutionerne enten nedlagde arbejdet eller blev blokeret af vrede forældre. Og antallet steg støt.

Mens dette stod på afholdtes der også mere specifikke demonstrationer, bl.a. en for ”Huset”, en ”ældre” demonstration, og Rådhuset blev besat af forældre og deres børn. Den 21. september er omkring 85 procent af daginstitutionerne lukket, og om aftenen afholdes der igen stormøde, men denne gang for 4500 deltagere samt en lang række folk, der ikke kunne komme ind.

Her besluttes det med overvældende flertal (kun 40-50 imod) at udvide strejkerne til at omfatte samtlige daginstitutioner, og fortsætte til tidligst den 27. september, hvor der skal afholdes et nyt stormøde. Kampen spredte sig herefter til andre kommuner, og andre områder; dagplejere, ansatte i ældreplejen, skoleelever og lærere gik med i protesterne. Protesterne spreder sig som ringe i vandet og kulminerer den 3. oktober, hvor der afholdes demonstrationer over hele landet.

På denne dag nedlægger havnearbejdere og stilladsarbejderne i Århus arbejdet i sympati, og protesterne breder sig for første gang i dagene op til også til København. På dagen for demonstrationen er en lang række daginstitutioner i København lukket, fordi forældrene blokerer eller de ansatte har taget sig en faglig dag. Tillidsmændene for de københavnske pædagoger og medhjælpere holder møde i Nørrebrohallen, men beslutter med et lille flertal at genoptage arbejdet dagen efter, hvilket de fleste gør.

I Århus holdes der også stormøde. Her besluttes det at fortsætte strejken indtil torsdag den 5. oktober, hvor budgettet skulle behandles endeligt, og holde møde igen fredag. Om torsdagen blev sparebudgettet vedtaget, og om fredagen beslutter et stormøde på omkring 3800 at genoptage arbejdet igen mandag.

Strejkerne rundt om i landet slutter ikke her, i en lang række mindre kommuner er strejkerne først lige begyndt og andre steder fortsættes de. Men det nationale fokuspunkt og spydspids i kampen, de århusianske pædagoger, er gået hjem, og bevægelsen ser ud til at være slut – for nu.

Bevægelsen har haft et enormt omfang. Det må siges at være en af de største arbejdskampe i lang tid. Dem der har sagt, at de danske arbejdere ikke vil strejke, må tage ordene i sig igen. Og ikke bare har de været parate til at kæmpe, de har vist en enorm offervilje. De århusianske pædagoger har mistet næsten en månedsløn, hvis ikke mere, ud af en løn som i forvejen ikke rækker langt. Og ikke bare de ansatte har vist kampvilje, forældre, skoleelever og gamle har også vist at de er parate til at gå med i kampen for bedre velfærd.

Arbejderklassens kampmetoder
Strejkerne har på mange måder været et skoleeksempel på arbejderklassens demokratiske kampmetoder. Pædagogerne i Århus har mødtes med jævne mellemrum for demokratisk at diskutere og vedtage den fortsatte udvikling i kampen, samt vælge en komite, til at lede kampen. Når en beslutning er taget af flertallet gælder den for alle. De er mødtes hver dag i en park for at styrke sammenholdet. Og de er jævnligt mødtes til demonstrationer, der har vist deres enorme styrke i fællesskab.

Bevægelsen har vist arbejderklassens traditionelle og bedste kampmetoder i forsvar for deres rettigheder og levevilkår. Men en ting har manglet i denne bevægelse, den ting der kunne have gjort bevægelsen helt og aldeles slagkraftig; en bevidst ledelse, der viste en vej frem.

Der er ingen tvivl om, at strejkeledelsen har gjort et kæmpe stykke arbejde. Men kampen i Århus blev aldrig en samlet kamp fra alle faggrupper og i hele landet. Det burde være fagbevægelsens rolle, men den har glimret ved sit manglende lederskab.

En national ledelse
At de offentligt ansatte var parate til at kæmpe og strejke, kan ingen benægte nu. Både i foråret og så sent som 2. september blev parolen om en 24-timers generalstrejke taget op på konferencer af støtter af nærværende hjemmeside. Men argumentet imod var bl.a., at strejkerne skulle opstå spontant. Vi skrev som svar herpå:

”De danske arbejderne har de sidste 30 år vist, at de er parate til at strejke ”spontant”. Hovedparten af arbejdsstandsningerne har været såkaldt ”ulovlige” strejker, hvor fagforeningerne ikke har været involveret, og i de fleste tilfælde af både lovlige og ulovlige strejker har ledelsen gjort hvad de kunne for at holde bevægelsen tilbage. For at en strejke kan vindes, er det nødvendigt med en ledelse – strejker kan opstå spontant, men ikke vindes spontant. Er målet en politisk kamp, hvor man vil af med regeringen, så må den organiseres. Jo højere grad af organisering af en kamp, jo mere slagkraftig er den.
De spredte kampe uden ledelse er 1000 gange svagere end en samlet kamp. Siger man derfor, at strejken skal opstå spontant siger man at den skal være så svag som mulig. Arbejderne har valgt repræsentanter – tillidsmænd, og ledelser i fagforeningerne, for at de kan gå forrest og lede kampen – det er på tide, at de lever op til deres ansvar.” (”24-timers generalstrejke – det næste skridt i kampen”).

Den sidste måneds strejker beviser til fulde dette udsagn. Strejkerne er opstået spontant, men ikke samlet. Det betyder i realiteten, at man har ladet de århusianske pædagoger betale prisen; mange ugers tabt løn og bod, samt besparelser, mens de har ventet og håbet på at andre gik med i kampen.

Pædagogerne i Århus har bevist, at strejke kan og skal besluttes i fællesskab.
Fagforeningslederne har brugt undskyldningen om de ”fagretslige regler”, men de fagretslige regler betyder i realiteten, at de danske arbejdere aldrig kan strejke med opbakning fra fagforeningerne; og så undrer fagforeningslederne sig over hvorfor medlemmerne flygter i tusindtal.

I Roskilde formåede den lokale LO-formand at splitte et møde for de offentligt ansatte, med undskyldningen om, at det ville ruinere fagforeningen og medlemmerne, hvis et forslag om strejke blev sat til afstemning. Men at dette var pure opspind, er tydeligt vist i Århus, hvor det var FOA og BUPL, der indkaldte til stormøderne. Lederne gjorde ”som de skulle” og talte imod arbejdsnedlæggelser, men i det mindste gav de deres medlemmer den demokratiske ret til selv at bestemme. Det viser, at indkaldelsen af et møde hvor strejker diskuteres, ikke ville være et problem hverken for LO i Roskilde, eller for den nationale fagbevægelse med LO i spidsen. Hvis kampen skulle have været vundet, skulle den have været samlet – den eneste måde det kunne gøres var, at indkalde til et nationalt tillidsmandsmøde for alle offentligt ansatte.

Kampen har vist at det absolut er muligt at presse ledelsen af den danske fagbevægelse. Formanden for LO-Århus måtte foretage en 180 graders kovending efter pres fra baglandet. Men de fleste af de nuværende ledere af fagbevægelsen har vist, at de enten ikke er i stand til, eller ikke ønsker at kæmpe for deres medlemmer, hvis lederne ikke vil kæmpe, må de udskiftes, af andre som vil.

Bevidsthed
Et andet argument, der blev brugt imod parolen om generalstrejke, var, at det ville ”sprænge elastikken”, med andre ord; arbejderne var ikke parate til at strejke. At dette argument, i værste fald var en tynd undskyldning for ikke at blive uvenner med fagbevægelsens top og i bedste fald en manglende tiltro til arbejderne vilje til at kæmpe, er nu tydelig.

Bevidstheden udvikler sig gennem spring, og ikke i en lige linie. Der er blevet skåret ned i kommunerne i mange år. Dette års nedskæringer var den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over. For hver dags kamp er det tydeligt, at bevidstheden foretager kvantespring fremad og selvtilliden øges. Og dette spreder sig; andre grupper og andre steder i landet begynder offentligt ansatte at tro, at det kan lade sig gøre, og de begynder at kræve at tage del i beslutningerne om deres eget liv.

Men samtidig er det vigtigt at huske, at ingen kan kæmpe for evigt, og slet ikke uden et klart perspektiv. Når der ingen ledelse er i kampen, tillader man de mest bevidste, som træder først ud i kampens hede, at køre trætte før bagtroppen er fulgt med.
Parolen om ”spontane” strejker betyder altså i virkeligheden, at man gør bevægelsen så svag som muligt.

Men at bevidstheden nu er meget højere på mange områder, er der ingen tvivl om.
Bevidstheden om at det ikke er den enkelte pædagog eller hjemmehjælpers skyld eller problem, at hun er ved at køre ned med stress. Bevidstheden om at de offentligt ansatte ikke står alene, men støttes af forældre, unge og gamle. Bevidstheden om at der stadig er solidaritet og sammenhold. Selvtilliden er højnet; pædagoger, lærere, hjemmehjælpere osv. er de sidste mange år blevet hårdt behandlet i medierne bl.a. af politikerne, og gennem nedskæringer er deres faglighed blevet negligeret. Gennem denne kamp har de vist, at de har en stemme og en faglighed at forsvare. Og de har vist, at de kan sætte dagsordenen i de danske medier. Samtidig er det blevet helt klart for enhver, at nedskæringerne er et politisk valg, og at de er dikteret af regeringen. Denne erfaring kan ikke tages fra de offentligt ansatte.

Hvad er vundet?
De offentlige ansatte har vist arbejderklassens enorme styrke. Bevægelsen har gjort det helt klart, at forholdene er så elendige, at der må gøres noget. Samtidig er det gjort helt klart for flertallet, at pengene ligger i statskassen, og ansvaret for nedskæringerne skal placeres hos regeringen. Ifølge Søndagsavisen mente 65 procent i en meningsmåling at der skulle afsættes flere penge til daginstitutionerne, ud af disse mente 76 procent at det var regeringens ansvar at tilføre de flere penge (Søndagsavisen, 08.10.06).

Meningsmålinger har også vist, at flertallet er parat til at betale mere i skat for at undgå nedskæringerne. Men dette er ikke nødvendigt – pengene er allerede betalt i overmål, men ligger i statskassen.

I løbet af de tre uger formåede pædagoger og andre offentligt ansatte at sætte dagsordenen i de danske medier. Og ikke mindst formåede de at presse regeringen.
Det var helt tydeligt, at Anders Fogh var en presset mand, da han begyndte at beskylde de titusinder af vrede demonstranter for at være ”socialistiske ballademagere med ekstremistiske synspunkter” og BUPL for at være en politisk kamporganisation der vildledte bekymrede forældre.

Og ikke kun Anders Fogh, men hele den borgerlige lejr var desperate. Louise Gade, den tidligere Venstre-borgmestre i Århus meldte de blokerende forældre til politiet, men uden det store held. Men det stod i løbet af kampen klart, at det var blevet et spørgsmål om regeringens fortsatte eksistens. Den havde mistet sit mandat, flertallet var imod den første politik, og den logiske konsekvens ville være at kræve regeringens afgang. Dansk Folkeparti var presset, men turde i sidste ende ikke gå uden om regeringen. Det er klart at pædagogerne i Århus alene, kunne ikke vælte regeringen.

I virkeligheden var det lederne af arbejderpartierne, først og fremmest Socialdemokratiet, der reddede Anders Fogh. Ved at acceptere regeringens rammer, som i Århus, og f.eks. København hvor også SF og Enhedslisten stemte for et budget med nedskæringer på daginstitutionerne, viste de ikke et kart alternativ. Hvis de havde opstillet et alternativ til regeringen, og nægtet at udføre dens nedskæringsdiktater og havde mobiliseret medlemmer og de offentligt ansatte, kunne regeringen være blevet væltet.

Det er klart, at især ledelsen af Socialdemokratiet ikke reelt ønskede dette perspektiv, fordi det ville betyde, at de kom til magten på ryggen af en massebevægelse, der krævede ordentlige vilkår, stik imod den økonomiske politik de førte under Nyrup i 1990’erne. Lige nu er der overskud i statskassen, men en politik uden nedskæringer betyder i sidste ende, at et brud med kapitalismen er nødvendig, og det ønsker den reformistiske ledelse af arbejderbevægelsen ikke. De danske arbejdere ville ikke bare stille sig tilfredse med en anden regering – de ville kræve en anden politik.

Hvad nu: Eksplosion i klassekampen
Vi har gentagne gange i vores perspektiver sagt, at den nuværende periode er karakteriseret ved ustabilitet og øget klassekamp, og at der vil komme en eksplosion i klassekampen. Lige nu er bevægelsen i stilstand, men dette er kun midlertidigt. Det er kun forberedelsen til endnu større eksplosioner.

Strejkerne var et udtryk for en ophobet utilfredshed, og et tegn på kapitalismens fuldstændig manglende evne til at skabe ordentlige vilkår for den danske arbejderklasse, såvel privat- som offentligt ansatte og deres familier.

Efter starten af 1970’erne var det ikke længere forbedringer af velfærdsstaten, der har været på dagsordenen, men tværtimod nedskæringer. Reformismen er blevet til kontrareformisme. De modsætninger, der fik bevægelsen til at eksplodere, er ikke fjernet – tværtimod. Derfor er den nuværende stilstand, (som absolut ikke er endegyldig, eftersom der stadig strejkes i en række kommuner), kun midlertidig.

Allerede nu er der i medierne historier om, at de næste til at gå i bevægelse kan være de ansatte i ældreplejen og på hospitalerne, efter det er kommet frem, at også de nye regioner skal spare massive beløb på hospitalerne. Samtidig er forhandlingerne om fornyelsen af de privatansattes overenskomster i marts 2007 så småt gået i gang. DI har lagt hårdt ud med krav om at fjerne tillæg for aften- og natarbejde, og ingen lønstigninger. Samtidig mister fagforeningerne medlemmer, og ønsker at vise, at de kan kæmpe for medlemmerne. Og ikke mindst er det ikke kun de offentlige ansatte, der er utilfredse med tingenes tilstand. Også de privatansatte er utilfredse med øget arbejdstempo, konstante nedskæringer samtidig med, at vi hører, hvordan virksomhedernes profitter bugner.

Hvorvidt overenskomstforhandlingerne ender i storkonflikt, som vi så det i 1998 og 1985, vil tiden vise. Men en ting er sikkert: den sidste måneds kampe har ikke været forgæves, og den nuværende stilstand er kun tilsyneladende.

Bevægelsen har vist strejkevåbnets absolutte styrke og effektivitet i forhold til andre protestformer. Det er ikke underskriftindsamlinger eller læserbreve, der har bragt Anders Fogh og den borgerlige regering i krise. Bevægelsens svaghed har været, at fagforeningerne ikke reelt turde eller ville støtte de strejkende. Undskyldningen var de fagretslige regler, men den undskyldning holder ikke. De prædiker fredspligt, mens ansatte fyres, og der skæres ned – det er en ensidig fredspligt. Fredspligten og hovedaftalen fungerer som en lænke om den danske arbejderklasse, og den må opsiges. Kampen må føres ind i fagforeningerne og arbejderpartierne. Lederne i blandt andet LO-Århus og Roskilde har talt imod deres medlemmer, i stedet for at forsvare deres interesser. Hvis de ikke vil og tør stå i spidsen, må der vælges nye ledere, der tør.
Der må opbygges en national tillidsmandsring for både offentlig og privatansatte, der kan kæmpe for en kæmpende fagbevægelse, nedskæringerne vil fortsætte. Derfor må man være bedre forberedt næste gang.

Kampen kan ikke vindes, hvis den ikke er samlet. Støtter af denne avis argumenterede for indkaldelsen af et nationalt tillidsmandsmøde, der kunne indkalde til en 24-timers generalstrejke. Der var bred opbakning til strejker, problemet var, at der ikke var et forum, der kunne eller ville indkalde og mobilisere. Vi må tage ved lære af kampene og drage vores erfaringer til de næste slag – kampen er langt fra slut.