I dag blev der så indgået velfærdsforlig. Eller det er hvad de kalder det. I virkeligheden er der ikke mange gram velfærd i det forlig. Efterløns- og pensionsalderen stiger begge med 2 år, slidte arbejdere mellem 55-59 år, som ingen vil ansætte, mister den forlængere dagpengeret – til gengæld får de så en ”øget aktiveringsindsats”, dvs. aktiveringsskruen strammes endnu mere. Bl.a. skal man nu efter 2½ år ledighed ”fuldtidsaktiveres”, hvilket betyder, at man tvinges ud i virksomhedspraktik, hvor man skal udføre normalt arbejde til ingen eller næsten ingen løn og derved bliver løntrykker.
Den store bevægelse omkring 17. maj, hvor over 100.000 mennesker var på gaden, har dog tvunget regeringen til, i sær hvis de ville indgå forlig med socialdemokratiets ledelse, der har følt baglandets pres, at tage fat i hakkejernet og fjerne det oprindelige forslags værste tidsler.
At dagpengene for unge mellem 25-29 ikke halveres og at SU ikke slagtes fuldstændig, er derfor de massive demonstrationers fortjeneste. Til gengæld får alle som ikke er parate til at begynde på en videregående udannelse senest 2 år efter gymnasiet, svært ved at komme ind på deres drømmeuddannelse. De vil nemlig mist den bonus på 8 procent i deres karaktergennemsnit, som alle andre, der starter inden 2 år, får.
Hvad har Socialdemokraterne så opnået ved forhandlingsbordet? At efterlønsforringelsen ikke indfases i løbet af 10 år, men – og læg nu mærke til den essentielle forskel – 12,5 år!
Det indgåede forlig er dog ingen dans på roser. Når Helle Thorning forsvarer det som en sejr, er det hule ord. Forliget er kun til fordel for kapitalisterne. Deres profitter vokser endnu engang, når de kan presse lønnen endnu mere på grund af den strammere og mere intensive aktivering. Og de kan udbytte os i endnu længere tid, når vi ikke engang, efter mere end 40 års tro tjeneste i deres profitters interesse, ikke længere kan gå på efterløn som 60-årrige, men må vente to år mere.
Derimod må man huske på, at det står fuldstændig åbent i resuméet af forligsteksten (hent her på side 5), at vi frem til 2040 i gennemsnit skal arbejde 3 år længere end nu. Det skal ses i forhold til, at der kun regnes med at vi bliver 2,75 år og hertil skal lægges, at levealderen for folk, der har brug for efterløn, nok stiger noget mindre. Regnestykket går op ved at vi med reformen skal bruge 1.75 færre år på efterløn og pension og 0,5 mere på uddannelse.
Som en fjer i hatten har de Radikales leder Marianne Jelved tilmed sagt, at hun regner med, at efterlønsalderen ydermere skal hæves til 63 år inden 2025.
Højreledelsens fallit – reformisme uden reformer
At Helle Thorning og co. har indgået dette forlig er en katastrofe. Havde de villet, havde de uden problemer kunne skabe kæmpe problemer for regeringen ved, at stå fast på almindelige arbejdende menneskers rettigheder og interesser. Helle Thorning kom over stor mediebevågenhed ned på Slotspladsen den 17. maj. Havde hun stillet sig på talerstolen og talt for en kamp mod de borgerlige nedskæringer, ville ikke bare de 100.000 demonstranter, men et flertal i hele befolkningen, have stået bag hende.
Alle meningsmålinger viser, at det der et enormt flertal i den danske befolkning, som støtter bl.a. efterlønnen. En måling har også vist, at 35,5 pct. direkte kalder reformerne unødvendige. Og det på trods af den massive kampagne, der har kørt i alle landets medier fra Jyllands-Posten til DR om, at ” ældrebyrde” gør, at vi ikke har råd til velfærd, men må skære ned.
Højreledelsen i Socialdemokratiets fallit, er udtryk for et fallit for hele den reformistiske ide. For en reformisme, hvor reformer betyder nedskæringer, kan ingen bruge. Det der er brug for, er i stedet et revolutionært perspektiv for, hvordan velfærden forbedres.
Ældrebyrden – en borgerlige løgn
Vi får at vide, at der ikke er råd til velfærd på grund af ældrebyrden. Men i virkeligheden overdriver og forfalsker regeringen og dens kumpaner, som vi tidligere har vist i vores ”Program for forsvar for velfærden”, konsekvent tallene. Selv Pia Kærsgaard har benægtet ældrebyrden. I stedet har hun så godt nok opfundet den gennemført racistiske og fuldstændig illusoriske ”indvandrerbyrde”.
Ligegyldigt om den såkaldte ældrebyrde stiger eller ej, betyder det ingenting for velfærden i forhold til ineffektiviteten i den kapitalistiske produktion og den konstante trussel om kriser, der følger med kapitalismen. Der bliver produceret masser af værdier, men de ryger direkte i kapitalisternes lommer.
At kapitalisterne udråber de ældre som en byrde er ren arrogance - ikke bare er det arbejderklassen, der hele deres liv bliver tvunget til konstant at arbejde for at øge kapitalisternes profitter, og lide under det kapitalistiske systems fuldstændig manglende evne til at føre samfundet fremad. Nu bliver de også skudt i skoene, at det er deres egen skyld – de kunne bare føde nogle flere børn!
For en arbejderregering på et socialistisk program
Det er masse af penge i det danske samfund. Eller rettere sagt; der er masser af penge i de danske virksomheder. Der er kæmpe milliardoverskud i bankerne og andre store virksomheder, samt milliardoverskud på statens budget. Det er værdier, som skabes af de millioner af mennesker, der hver dag går på arbejde. Men pengene går ikke til at forbedre velfærden, men til at øge overskuddet til aktionærerne.
I Socialistisk Standpunkt kæmper vi for en arbejderregering på et socialistisk program, hvor de største virksomheder nationaliseres, så pengene bruges på at forbedre velfærden for flertallet; arbejdere, unge og gamle.
DSU, SFU og SUF er gået sammen i initiativet Genstart Danmark, det viser vejen frem; vi vil have en regering bestående af arbejderpartierne; Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, med et program om at forbedre velfærden.
Der må lægges pres på arbejderbevægelsens ledere
At den Socialdemokratiske højreledelse i dag har indgået forlig, er et hårdt opgør med hele det socialdemokratiske grundlag og ligger desværre fuldstændig i forlængelse af SR-regeringens nedskæringer i 90’erne. Socialdemokratiet blev dannet for at gennemføre forbedringer for arbejderne og ungdommen. I dag gør ledelsen det modsatte. Men den nuværende linje er den direkte årsag til at socialdemokratiet i dag er så svagt som aldrig før. Ved at deltage i forliget støttet man i praksis regeringens nedskæringer på velfærden. Dette betyder at socialdemokratiet ikke længere vil blive set på som alternativ til den borgerlige regerings nedskæringer. I Socialistisk Standpunkt opfordrer vi derfor alle til at gå ind i de tre arbejderpartier og kæmpe for en socialistisk linje.
Kampen for velfærden er først lige begyndt. Ledelsen i Socialdemokratiet har ignoreret deres bagland i denne sag. Deres lille pressestunt i forbindelse med kommuneaftalen, hvor det først så ud til, at de ikke ville acceptere regeringens stramme økonomiske rammer, viser, at de kan føle presset fra neden. Det så man også i forbindelse med 17. maj, hvor mange socialdemokratiske medlemmer og vælgere gik med i demonstrationerne.
Ledelsen i Socialdemokratiet kan presses
Den fagbevægelse som stod sammen og indkaldte til demonstrationen 17. maj, må se at få styr på Danmarks største arbejderparti. At Hans Jensen roser forliget er en skandale. Det er jo i direkte modstrid med de paroler, som de selv støttede op om til demonstrationen. Formanden for FOA, Dennis Kristensen, har kritiseret forliget og kaldt det ”et skridt frem og et tilbage”. I virkeligheden er det nok lidt flere skridt tilbage.
Venstrefløjen i fagbevægelsen og arbejderpartierne må gå sammen om, at presse arbejderbevægelsens ledere til at droppe forliget. Der er over tre måneder til forliget endelig skal vedtages i Folketinget. Den tid må bruges til at mobilisere til konferencer, demonstrationer og strejker til forsvar for velfærden.
DSU
Den store bevægelse 17. maj må også afspejle sig i DSU. Mange menige medlemmer var aktive i bevægelsen, men nu ser det ud til at højreledelsen i moderpartiet vender dem ryggen. Alle aktive i DSU der kæmper for arbejdere og unges forhold må på banen nu. Det er på tide med et opgør med højrefløjen. Højreledelsens blåstempling af de borgerliges nedskæringer kan have katastrofale konsekvenser for Socialdemokratiet. Hvis ikke det lykkes for de gode kræfter i DSU at præsentere et alternativ til Helles nedskæringer, vil DSU også miste opbakning blandt studerende og unge arbejdere.
Der findes et alternativ til nedskæringerne, men de gode kræfter i ungdomspartiet må også vise hvordan vi vinder. Kravet om 24-timers generalstrejke må være parolen der samler medlemmerne i kampen mod den borgerlige regering. Det viser helt konkret med hvilke midler vi kan nå vores mål.
Det lader til at der har været en svag venstredrejning blandt medlemmerne i DSU den senere tid. Det samme gælder for lærlingene og ungarbejderne i fagbevægelsen. Dette må udbygges. Hvis DSU går forrest i kampen til forsvar for velfærden, vil det åbne døren for en massiv medlemstilgang. Ungdommen har en forpligtelse til at gå forrest i kampen, også i kampen for en arbejderpolitik i Socialdemokratiet.
Det er klart at en venstredrejning i DSU vil have en øjeblikkelig virkning i fagbevægelsen. Derfor ligger der et tungt ansvar på de gode kræfter i DSU. DSU har i mange år været kidnappet af højrefløjen, de har siddet tungt på magten, men nu begynder fundamentet at smuldre under deres fødder. Reformer er blevet til kontrareformer. Højrereformismen har i arbejdere og unges øjne spillet fallit. Nu er tiden inde til at gå til kamp for en tilbagevending til en socialistisk linje.
Kampen må fortsættes
Det første slag er tabt. Men skal det næste slag vindes må protesterne ændre karakter. De folk der står i spidsen for protestbevægelsen har flere gange afvist kravet om en 24 timers generalstrejke. I stedet foreslår de spredte aktioner og en protestdag der ikke er nærmere defineret. Men aktioner og demonstrationer var ikke nok til at hindre regeringen og den socialdemokratiske ledelse i at indgå forlig om at forringe velfærden. At tro at det vil ændre sig nu er en fejl.
Marxisterne har gentagne gange på tillidsmandsmødet 8. maj og ungdomskonferencen 5. juni, agiteret for, at hvis bevægelsen skal vinde må den tage et skridt fremad. Dette skridt kan kun være en 24 timers generalstrejke. Siden den borgerlige regering kom til har der været utallige demonstrationer og aktioner. Men nedskæringerne er fortsat. Hvis man oprigtigt ønsker forringelserne fjernet, må der indkaldes til en 24 timers generalstrejke for elever og arbejdere. Dette kan sagtens blive til virkelighed, men det kræver at ledelsen af bevægelsen tager de nødvendige skridt: en samlet national konference for arbejdere og elever som optakt til en massiv mobilisering for en generalstrejke.
