At tale om overophedning når væksten ikke er over 2 procent og når mere end 800.000 i den arbejdsdygtige alder står uden for arbejdsmarkedet, er latterligt. Det er et tegn på den grundlæggende krise i det kapitalistiske system. Godt nok har der de sidste år været et svagt opsving i økonomien som sådan og store stigninger i kapitalisternes profitter. Men opsvinget er blevet drevet af et forbrug, som er blevet kunstigt forøget af de stigende boligpriser. Boligpriserne er nu begyndt at stagnere. Især i udkantsområder, hvor der sågar har været fald. Det truer opsvinget.

De borgerlige økonomer gør dog alligevel alt for at sikre kapitalisternes profitter. Det er derfor, at regeringen på forhånd lagde pistolen på bordet og ultimativt pålagde det offentlige en maksimal vækst på 0,5 procent (ca. 2. mia.) kr.

"Rådighedsbeløbet" kalder regeringen disse 2 mia. I virkeligheden er råderummet i det danske samfund langt større – hvis man tager kapitalisternes kæmpe profitter i betragtning og det kæmpe overskud på statens budget.

Nulvækst og spredte mediestunt
I aftalen forøges det generelle bloktilskud med sølle 1 mia. eller under 200 kr. pr. borger! Derudover fortsætter den indefrysning af 100 mia. kr. som blev gennemført med kommunalreformen i 2005. Igen er regeringens argument, at det offentlige ikke må bruge for mange penge. Kommunernes byggeaktivitet skal også gå ned, hvilket uundgåeligt vil medføre, at ellers arbejdsivrige bygningsarbejdere vil blive arbejdsløse, hvilket er yderst ueffektivitet og at der ikke vil blive bygget de nødvendige skoler og børnehaver. Blandt andet i den nye københavnske bydel Ørestaden, står man overfor et kæmpe problem, hvis man ikke må bygge ny skoler.

Det store mediestunt de sidste dag har været aftalens ekstra 500 mio. kr. til ældreområdet. I virkeligheden er det dog småpenge i et stort sort hul, som har været forsømt i mange år. År efter år er der blevet sparet i kommuner og amter gennem de såkaldte grønthøsterbesparelser. Af de over 1 million pensionister bruger ca. 200.000 ældreforsorgen i kommunerne. Ifølge KL er udnyttelsesgraden af hver enkelt krone (når man har fratrukket administration) dog kun 0,25 øre. Det betyder at aftalen reelt kun giver 625 kr. mere pr. ældre. Det skal ses i forhold til den lave folkepension, de stigende priser på for eksempel offentlig transport og den seneste skandale om de elendige forhold på plejehjemmene. 625 kr. er selvfølgelig bedre end ingenting, men ikke når man ved, at området i forvejen er udsultet og næste år vil stå for skud, når medierne i stedet har fokus på noget andet.

I først omgang så det tilmed ud til, at dette ekstra tilskud kun var ét årigt. At for gjort det lille tillæg permanent var den eneste vigtige indrømmelse som regeringen gav til kommunerne.

De 200 millioner til at dække kommunesammenlægningerne dækker ligeledes overhovedet ikke udgifterne til den nødvendige sammenkøring af blandt andet EBD-systemer. De kommunalt ansatte er officielt dækket af en "jobgaranti", men i praksis fører kommunesammenlægningen til fyringer. "Jobgarantien" er nemlig skruet så snedigt sammen, at den ene ægtefælle kan tilbydes et nyt job i den samme kommune, mens den anden kun tilbydes et job i den anden ende af landet.

Oprøret fra kommunerne
På trods af, at det er en venstremand, der sidder som formand i KL (Kommunernes Landsforening), har tonen overfor regeringen da også været forholdsvis hård. Man gik sågar udenom regeringens forhandlere og henvendte sig direkte til lederne af folketingets partier med krav om flere penge. Regeringens løfter om mere velfærd hænger ikke sammen med kravene om nedskæringer. Regeringen forsøger at tørre ansvaret for nedskæringerne af på kommunerne, men det vil kommunalpolitikerne ikke tage skraldet for.

Op til det sidste blev der sået tvivl om aftalen overhovedet ville blive godkendt af KL's bestyrelse. Det blev den i første omgang ikke. Et bestyrelsesmedlem fra SFs var fraværende og der var derfor stemmelighed i bestyrelsen (V, K, R på den ene side og S, SF, DF på den anden). Mange socialdemokratiske borgmestre havde tidligere også været ude med kritik.

"Det er utroligt, at vi har en regering, der har et overskud på 80 milliarder kroner i statskassen, og at det er så lidt, man vil give til at kommunerne kan gøre noget for de ældre, børnene og samfundets svageste", har Århus borgmester Nicolai Wammen, S, udtalt. Ritt Bjerregaard havde direkte kaldt aftalen ”dårlig”.

Socialdemokraternes mediestunt
Ud på eftermiddagen hørte man så, at aftalen, pga. stemmelighed i bestyrelse var sendt til genforhandling. Det så ud til at være det første skridt i en kamp for kommunernes økonomi og den danske velfærd. Men de socialdemokratiske borgmestre vaklede og indgik alligevel få timer efter et forlig med regeringen. Det hele så ud til bare at have været et pressestunt til næsten ingen verdens nytte.

Der blev INTET ændret i den økonomiske ramme. KL beskriver selv genforhandlingens resultater således: " For det første har vi fået konverteret puljepenge til et permanent løft på ældreområdet. Og for det andet har vi nu fået knæsat det princip, at kommunerne selv råder over opnåede effektiviseringsgevinster ".

Det første giver selvfølgelig et bedre forhandlingsudgangspunkt næste år, men det er også det. Det andet punkt er mest af alt kosmetisk og drejer sig om småpenge i det samlede budget.

De socialdemokratiske borgmestre burde have været klare i mælet: Ingen aftale uden en markant reel stigning i bloktilskuddet, der som minimum måtte dække de sidste år nedskæringer. Velfærd kræver penge

Kampen mod kommunalaftalen måtte have været gjort til en kamp en kamp mod den regering som har dikteret den. Den borgerlige regering lader kun som om at de er interesseret i almindelige menneskers velfærd, for at kunne blive ved magten. Anders Fogh har ikke opgivet sit mål om en minimalstat og hans bagland på direktionsgangene kræver hårdere og hårdere angreb på den danske velfærd.

Der burde have været præsenteret et alternativ til den borgerlige regering. For der er et klart alternativ. De tre arbejderpartier, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten kan gå sammen om et program for en reel udvidelse af velfærden. 17. maj viste at det er det befolkningen ønsker. Sammen kan de fremføre en socialistisk politik, som giver kommunerne råd til at yde den velfærd, som vi arbejdere har brug for. Pengene kan tages fra kapitalisternes bugnende kasser.

Det Socialdemokratiske mediestunt, der signalerede modstand mod kommuneaftalen viser, at de reformistiske ledere af arbejderbevægelsen ved, at de er nødt til at virke som om de kæmper for velfærd, men at den nuværende ledelse reelt er ude af stand til at kæmpe for velfærden sejr. Derfor må alle der vil kæmpe for velfærd, kæmpe for en anden linje overalt i arbejderbevægelsen. De socialdemokratiske borgmestre turde ikke engang tage slaget med regeringen. Men hvis den danske arbejderbevægelse går i kamp, kan den vinde et hvilken som helst slag. I stedet for at accepterer en aftale, hvor der stadig er store nedskæringer, burde de socialdemokratiske borgmestre have stået fast. Enten måtte regeringen have givet egentlige indrømmelse ellers måtte den tage et valg på spørgsmålet. Et valg som de tre arbejderpartier kun vil kunne vinde på.