I går, 17. maj bød på de største demonstrationer i årtier – unge og gamle mødtes på pladser i de større (og nogle mindre) byer.

Mere end 100.000 demonstrerede landet over.

Der var en god og entusiastisk stemning, lidt som a la 1. maj. Og mange gange hørte man kommentarer som, ”hvor er det fedt, vi er så mange”. Mange huskede tilbage på de kæmpe demonstrationer i 1985, hvor den borgerlige Schlüter-regering havde grebet ind i overenskomsterne. Dengang samledes op mod 150.000 på Slotspladsen. Bevægelsen fik en mere og mere politisk karakter, med slogans som ”Schlüter må gå af”.

Men for ligeså mange deltagere i gårsdagens demonstration, var det første gang de oplevede at stå sammen med så mange mennesker.

En politisk kamp
Der var som sagt en følelse af optimisme, men samtidig en følelse af, at regeringen jo nok ikke lytter, selvom vi er så mange. (I Socialistisk Standpunkt snakkede lavede vi også en række mini-interviews som du kan se her. Og det er jo fra gårsdagens og dagens aviser tydeligt, at regeringen heller ikke har tænkt sig at lytte til demonstranterne – tværtimod. Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen var tværtimod ude med et arrogant budskab om, ”at regeringen jo gør det for vores skyld”!

Men sagen er, at regeringens foreslåede ”reformer” (læs: nedskæringer), er ramme alvor. Bliver de gennemført, vil det have store konsekvenser for mange mennesker; unge studerende, unge og gamle arbejdsløse, indvandrere, ældre osv. I mange af talerne og især i LO-formands Hans Jensens, som i sin tale på Slotspladsen sagde, at der med demonstrationen blev slået ring om de udsatte, var fokus, at det er en kamp for de svages rettigheder og leveforhold i dette her samfund. I virkeligheden er det en kamp for alle arbejdere og unges levestandard. Forringelser af dagpengene for eksempel rammer selvfølgelig de ledige hårdest, men da det tvinger dem ud i bl.a. løntrykkeri, ligesom indvandrere, der sættes på den umenneskeligt lave starthjælp, går det ud over vores alles lønniveau.
Dette er ikke en kamp for de svageste, men en kamp for det store flertals levevilkår og rettigheder – kort sagt en kamp om velfærdssamfundets fremtid.

Det var da også helt tydeligt i går, at denne kamp er politisk. Når slogans mod regeringen blev råbt fra scenen, råbte alle entusiastisk med, og når der blev råbt ”dem der ikke hopper, de elsker Fogh”, så bølgede hele Slotspladsen. Der er altså ingen illusioner til den siddende regering, selvom ledelsen af fagbevægelsen understregede, at dette handlede om at få reformerne trukket tilbage, ikke at vælte regeringen.
Kampen må fortsætte
Regeringens foreslåede reformer er kun et skridt på vejen, til en fuldstændig afmontering af velfærdsstaten, under dække af, at ville ”fremtidssikre” den. Men de levner ikke noget tilbage at sikre. Kampen mod reformerne må fortsætte. Demonstrationerne 17. maj viste hvilket potentiale, der er for at samle størstedelen af Danmarks befolkning, unge som gamle, studerende og arbejdere, i en kamp for et ordentligt liv.

De organisationer, der stod bag gårsdagens demonstrationer, er lige netop blevet dannet af arbejdere og unge, for at forsvare og kæmpe for ordentlige vilkår. Fag- og studenterbevægelsen må indkalde til stormøder, hvor den videre kamp diskuteres.
På skoler og arbejdspladser må der holdes møder, hvor den videre kamp besluttes. Herfra må der sendes repræsentanter til et stort tillidsmands – elevrepræsentant møde.
Hvis reformerne skal stoppes, må der tages yderligere skridt. Det næste skridt må være indkaldelsen af en 24-timers generalstrejke, med truslen om flere, hvis ikke regeringen trækker forslagene tilbage. I Frankrig viste de, at man gennem fælles kamp godt kan vinde nogle sejre.

17. maj er kun begyndelsen
Det er muligt, at kampen på grund af eksamener og den kommende ferie vil dø ud på overfladen og at 17. maj umiddelbart vil stå som en isoleret begivenhed. Det ser heller ikke ud til, at fagbevægelsen har nogle planer om at fortsætte mobiliseringen. Men det betyder alligevel ikke, at kampen er slut.

Regeringen har vist hvilke interesser den forsvarer – virksomhedernes og arbejdsgivernes. Den fører utilsløret klassekamp, og den har ingen planer om at stoppe her. Det her er en kamp mellem to klasser med modsatrettede interesser; kapitalisterne og arbejderklassen. Regeringen forsvarer virksomhedernes store profitter – profitter som er skabt af alle dem, der hver dag går på arbejde, og som mange gange ville kunne betale for velfærden.

Arbejderklassen er først ved at vågne op. Den har ikke været ude i alvorlige kampe i mange år, i stedet har individuelle løsninger været sat på dagsordenen; man arbejder lidt længere, lidt hårdere, tager et lidt større lån osv. Men grænsen er nået. 17. maj er altså bare første skridt. Men undervejs i kampen, skal de gamle kamptraditioner lives op. Kampen går ikke i en lige linie. Flertallet lærer gennem egne erfaringer. Efterhånden, som kampen fortsætter, vil den antage en mere alvorlig og mere politisk karakter.

Arbejderbevægelsen
Lederne for arbejderbevægelsen er heller ikke vant til kamp. Formændene for de store fagforbund og Socialdemokratiet er vant til at sidde på pæne kontorer og forhandle. Men hvad er der at forhandle om? Skal vi skære så eller så meget? Nedskæringerne må afvises fuldstændigt – der er intet at forhandle om! I stedet må arbejderbevægelsen opstille et alternativ; en udbygning af velfærden, ikke nedskæringer.

Regeringen har angrebet Socialdemokraterne for at deltage i demonstrationerne, samtidig med at de forhandler. Det er jo fuldstændig absurd – det man kan kritisere Socialdemokraterne for, at de overhovedet begyndte at forhandle. Da Helle Thorning blev valgt til formand, slog hun sig op på, at hun ville reformere den danske velfærd. Vælgerne kvitterede ved i hobetal at forlade Socialdemokraterne. Flertallet vil ikke de såkaldte reformer – de vil ikke have et nyt borgerligt parti.

Og meningsmålingerne nu, viser da også, at banker de bare lidt i bordet og viser en anden linie, så vender stemmerne tilbage. Den seneste måling viste, at Socialdemokraterne nu var oppe over 24 procent i meningsmålingerne efter demonstrationerne i går - en kraftig stigning fra de 19 procent, de var nede på. Men arbejderbevægelsens organisationer vil også mærke den stigende klassekamp. Folk har brug for organisationer til at kæmpe – vil lederne ikke kæmpe, må der vælges nogle nye.

Arbejderpartierne har nu al mulighed for at opstille et alternativ til den borgerlige regerings nedskæringer: en arbejderregering på et socialistisk program.

Kampen må fortsætte!