Den borgerlige regering har nu siddet i mere end 5 år, og er kommet nogenlunde sikkert igennem med sin nedskæringspolitik, men denne gang ser resultatet ud til at være mere åbent end ellers, og udfaldet af forhandlingerne er svære at forudsige.
Socialdemokraterne
Da Helle Thorning-Schmidt kom til som formand for Socialdemokraterne, lagde hun ellers op til en linie, hvor ”regeringen skulle arbejdes ud af kontorerne”, og Socialdemokraterne skulle gå forrest i slagtningen af den danske velfærd. Men nu er piben ved at få en anden lyd. Socialdemokraterne fik de laveste meningsmålinger i 103 år, og kom under grænsen på 20 procent - der måtte sadles om.
 |
Samtidig er det tydeligt, at Socialdemokraterne ikke bare kan sidde protester arrangeret af bl.a. fagbevægelse og deres egen ungdomsorganisation DSU overhørig. Og skal man se på meningsmålingerne, så er det også tydeligt, at størstedelen af den danske befolkning er imod forringelser af dagpenge, efterløn og SU. Derfor er det usikkert, hvorvidt Socialdemokraterne overhovedet vil gå med til forringelser af velfærden. Selvom det jo var lige præcis den politik, Helle Thorning fremlagde som ”fornyelsen” af Socialdemokratiet, da hun blev valgt til formand – man må sige, at hendes linie har spillet fuldstændig fallit.
Regeringen ønsker et bredt forlig
Regeringen har hele tiden sagt, at den ønskede et bredt forlig hen over midten. Det gør den af flere grunde. Den ene grund er, at det kan give mere ”legitimitet” til nedskæringerne – de håber, at flere vil tænke ”nå, hvis de alle sammen er med, er der jo nok ikke så meget at gøre ved det”, på den måde håber regeringen, at protesterne vil være begrænsede. Samtidig ønsker de ikke, at Socialdemokraterne skal kunne gå frem på at være imod nedskæringerne, som de godt ved, er upopulære.
Men spørgsmålet er, hvad regeringen vil gøre, hvis ikke de kan få et bredt forlig?
De radikale
En mulighed kunne være i det mindste at forsøge at få de Radikale med. Der er ingen tvivl om, at de Radikale er grundlæggende enige i regeringens borgerlige økonomiske politik. Det blev da også tydeligt, da partiet for nylig åbent kappede båndene til Socialdemokraterne.
Men sagen er, at de Radikales opbakning i meningsmålingerne øjeblikkeligt faldt kraftigt.
De Radikale viste, at de er et borgerligt parti. Men det drastiske fald i meningsmålingerne viste også, at mange af de radikale vælgere måske ikke helt har opdaget dette endnu. De stemmer på de Radikale i den tro, at de er et ”humanistisk” parti, pga. bl.a. deres retorik om indvandrere. Uanset hvad er der heller ikke på nuværende tidspunkt flertal i Folketinget, til at regeringen kan gennemføre nedskæringerne sammen med de Radikale alene.
Dansk Folkeparti
Regeringen har tidligere gennemført langt størstedelen af sin politik med Dansk Folkepartis opbakning. Det ville de for så vidt kunne gøre igen, men der er to problemer heri.
Det ene er, at regeringen har sagt, at de vil have et bredt forlig.
Det andet problem er, om Dansk Folkeparti vil gå med til massive forringelser. Der skal ikke herske tvivl om, at Dansk Folkeparti ikke af princip har noget imod forringelser af velfærden. Deres problem er bare, at de fremstiller sig selv som vogtere af de svageste, og har opnået deres massive opbakning, primært fordi oppositionen har været nærmest ikke eksisterende.
På den måde har de kunne trække en del stemmer fra Socialdemokraterne. Hvis Socialdemokraterne nu går ud og siger, at de ikke vil skære ned, og Dansk Folkeparti så går med til forringelserne, vil det udstille dem, som det de reelt er: et borgerligt arbejderklassefjendsk parti.
Løsningen kan være, som vi har set det tidligere, at regeringen og Dansk Folkeparti gennemfører størstedelen af reformerne, men at der fjernes en lille del – f.eks. at efterlønsalderen ikke sættes helt så meget op, som regeringen foreslår, og at Dansk Folkeparti efterfølgende får lov til at fremstå som dem, der gjorde forliget bedre.
Spørgsmålet er, om regeringen reelt vil tillade dette endnu engang: det er en strategi, der kan bruges, når oppositionen ikke fremstår klart, og regeringen ikke har noget at frygte fra den kant.
Valg?
Der har været rygter fremme om, at hvis Socialdemokraterne ikke vil være med i velfærds”reformerne”, så kunne regeringen finde på at udskrive valg – med de lave meningsmålinger til Socialdemokraterne kunne dette være en mulighed. Men det er alligevel usikkert – hvis valget udskrives nu, kommer valgkampen til at handle om at være for eller imod nedskæringer i efterløn, SU osv. – og hvem kan vinde et valg på det – med mindre oppositionen spiller fuldstændig fallit?
Med De Radikales drastiske fald i meningsmålingerne, ser et valg da heller ikke ud til at være lige på trapperne.
ialdemokraterne må presses
En meget reel mulighed er, at Socialdemokraterne i sidste ende går med på nogle af reformerne, og fremstiller de ændringer de ville kunne opnå som en sejr. Resten af forringelserne kunne så blive forsøgt indført lige så stille hen ad vejen.
Men hvorvidt dette perspektiv holder afhænger af presset på Socialdemokratiets ledelse. Det er tydeligt, at der i Socialdemokratiet har været et pres på Helle Thorning. Presset er både et internt pres, men også et eksternt.
Mobiliseringer i fagbevægelse og blandt ungdommen kan også være med til at øge presset på ledelsen af Socialdemokraterne til at afstå fra at indgå forringelser af velfærden. DSU er gået med i mobiliseringerne til 17. maj, gennem initiativet Genstart Danmark, sammen med SFU og SUF. Det markerer en venstredrejning i forhold til 90’erne – og viser, at radikaliseringen af ungdommen også begynder at få et udtryk indeni DSU.
Oppositionen
Man skulle synes, at det var oplagt nemt at være i opposition i øjeblikket, men hverken SF eller Enhedslisten har været i stand til at ”fange” de mange Socialdemokratiske vælgere, der er faldet fra. Men de har dog oplevet en vis fremgang – Enhedslisten har f.eks. fordoblet sit medlemstal.
Men hvad er det denne fremgang bliver brugt til? SF vil gerne i regering – sådan ser det hvert fald ud, men hvad opstiller de som svar på de borgerlige økonomer og deres ilde varsler for den danske økonomi. Og hvad er Enhedslistens plan – at agere parlamentarisk grundlag for en ny Socialdemokratisk regering med de Radikale?
Alternativet til den borgerlige regering må være en arbejderregering, bestående af Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, på et socialistisk program.
Begge partier forsøger at komme frem i medierne, med deres ”gode” budskab, men de borgerlige medier vil selvfølgelig ikke give oppositionen plads – slet ikke hvis de fremfører en ægte socialistisk politik.
I stedet for at satse på medierne, må de satse på mobiliseringen ude på arbejdspladser, skoler osv. Begge partier er da også delvist involveret i mobiliseringen til 17. maj protesterne, men her opstår der også problemer: på den ene side at de ikke er i stand til at mobilisere størstedelen af deres aktive medlemmer i en koordineret indsats – med de mange tusinde medlemmer, burde de kunne være tilstede på størstedelen af landets arbejdspladser og skoler. På den anden side er de heller ikke parate til at vise en vej frem: som de siger; det må være op til fag- og studenterbevægelsen, man skal jo ikke trække noget ned over hovedet på nogen. Men hvad betyder det? Det betyder, at man overlader initiativet til de selv samme ledere, som har krævet samfundsansvarlighed og holdt protester tilbage. I stedet må oppositionen vise en vej frem for protesterne, fremsætte et klart alternativ til den borgerlige regering, koordinere sit arbejde i fag- og studenterbevægelse og forsøge at vinde opbakning for deres linie.
Arbejderbevægelsen vil blive vendt på op og ned
I den sidste lange periode har vi set arbejderbevægelsens organisationer, primært de store fagforeninger og Socialdemokraterne være ledet af folk, der bedst kan betragtes som borgerlige agenter i arbejderklassen.
Fagbevægelsens ledere har bl.a. prædiket løntilbageholdenhed af hensyn til samfundsøkonomien, og Socialdemokraterne har ført nedskærings og privatiseringspolitik, grangiveligt af hensyn til velfærden!?! Men arbejderbevægelsen er ikke en fast størrelse. De reformistiske ledere har opnået deres autoritet, under velfærdssamfundets opbygning efter anden verdenskrig. I en lang periode har flere generationer af ledere levet højt på denne tidligere opnåede autoritet samt en forholdsvis passivitet i arbejderklassen.
Men alt dette er ved at ændre sig. Vi har set de unge gå på gaden utallige gange de seneste år, og vi har set dette blive afspejlet i deres organisationer – både elev- og studenterbevægelse og de politiske: DSU, SFU, SUF o.l.
Nu ser det ud til, at arbejderklassen begynder at røre på sig, og den samme proces vil gentage sig, men på et højere stadie, både i fagforeningerne og arbejderpartierne. Det er klart, at det ikke vil foregå i en lige linie, men en ting er sikkert; når arbejderklassen begynder at blive aktive i sine organisationer, vil der blive vendt op ned på dem flere gange.
Kamp for en socialistisk politik
Nedskæringerne på velfærden er ikke en enlig svale – desværre. Det er den samme politik som regeringer fører over hele verden. Det skyldes ikke en massepsykose blandt verdens ledere, men den fase kapitalismen befinder sig i på verdensplan. Kapitalismen er ikke længere i stand til at sikre forbedringer for det store flertal. Vi kan muligvis vinde nogle indrømmelser nu, hvis protesterne bliver store og koordinerede nok.
Men kampen er uendelige så længe kapitalismen består – det er ikke bare dette eller hine forslag fra de borgerlige der er problemet, men selve kapitalismen. Den eneste politik, der kan sikre en bevarelse og udbygning af velfærden, er en socialistisk politik. Længe har vi kæmpet hver især; arbejdet lidt længere, lidt hurtigere, taget et lidt større lån osv. Men alene kan vi ikke vinde kampen.
I starten af arbejderklassens kamp for bedre forhold dannede de organisationer, fordi det er den eneste vej til sejr. Det er på tide, at disse organisationer igen går forrest i kampen.
Nu har vi set hvad deres forhandlingsstrategi har ført til; nedskæring på nedskæring. Vi kan ikke overlade vores fremtid i hænderne på folk, der ikke vil kæmpe – alle tidligere forbedringer er opnået gennem kamp, nu må vi tage sagen i egne hænder.
Alle unge og arbejdere må gå ind i arbejderklassens organisationer, og der kræve, at de kæmper, og at de vender tilbage til en socialistisk politik. Kun sådan får vi stoppet forringelser af efterlønnen og pensionen, SU’en, angrebene på arbejdsløse og indvandrere osv.
Der finder en polarisering sted; på den ene side står kapitalisterne og den borgerlige regering, på den anden det store flertal arbejderne. Man kan ikke stille sig midt imellem, men må vælge side. Den borgerlige regering har afsendt deres krigserklæring; klassekampen er sat på dagsordenen.
