Det er dog slet ikke sådan, det fremgår i de danske medier. Modsat Chirac, de Villepin og resten af UMP i Frankrig, har Anders Fogh været dygtig til at pakke sine nedskæringer ind i pænt papir og den danske arbejderklasse har indtil accepteret det uden større protester, da hverken Socialdemokraterne eller fagbevægelsen reelt har opstillet et alternativ. Tøger Seidenfaden, redaktør for Politikken, bemærkede for nyligt i TV-avisen, at CPE jo i forhold til de ”reformer”, der gennemføres i Danmark ikke er speciel ekstraordinær. Det har han så evig ret i. Forskellen er kun den modstand der gives.
Regeringens nuværende udspil rammer konkret fire dele af den danske arbejderklasse, som den angriber på hver sin måde
Unge under uddannelse: Under pæne overskrifter om uddannelse til alle, og en ”forstærket indsats for at nedbringe ledigheden” gemmer sig krav om øget pres på unge lige meget hvilken uddannelse de tager.
Der er ingen reelle initiativer om flere praktikpladser, hvilket er absolut nødvendigt. Regeringen skriver at ”hvis udviklingen i antallet af praktikpladser ikke er tilstrækkelig, vil regeringen styrke den enkelte virksomheds økonomiske incitament til at indgå praktikpladsaftaler.” Selvfølgelig vil der mangle praktikpladser. De seneste tre måneder er antallet af folk uden praktikpladser steget med 250. Der er brug for handling nu og her. Der er heller ikke et ord om SKP, som indtil for nyligt i det mindste skabte en eller anden form for sikkerhedsnet. Arbejdsgiverne profiterer godt på en uddannet arbejderklasse og de skal derfor ikke løbe fra regningen.
Anderledes konkrete er regeringen, når de med et snuptag fjerner 10. klasse og helt klart viser, at det de vil, er at de unge, for erhvervslivets skyld og ikke deres egen, kommer hurtigt igennem uddannelsessystemet. Ligeså kontante er de når SU’en sættes ned med 1000 kr. for folk, ”der starter en uddannelse senere end to år efter den adgangsgivende eksamen”, begrænser ”SU for den tid studiet er normeret til – og ikke som i dag et år mere.” Det eneste der sættes op er fribeløbet for hvor meget de studerende må tjene. Unge skal altså ikke bare uddanne sig fuldtids, de skal også arbejde fuldtids – samtidig! Det vil også være med til at øge frafaldet.
Ledige: I sær gælder det for de unge ledige, hvor regeringens forslag taler for sig selv:
- ”aldersgrænsen for kontanthjælp på voksensats [hæves] fra 25 år til 30 år for ikke-forsørgere uden en erhvervskompetencegivende uddannelse.”
- ”Dagpengeniveauet for de 25-29-årige uden en erhvervskompetencegivende uddannelse reduceres med 50 pct. af den maksimale dagpengesats efter 6 måneder, svarende til de gældende regler for 18-24-årige.”
- ”For kontanthjælpsmodtagere under 30 år vil en afvisning af mulig ordinær uddannelse indebære, at kontanthjælpen umiddelbart stopper. Samtidig bliver hjælpen tilbagebetalingspligtig, hvis man stopper uddannelsen uden rimelig grund.” (min kursivering)
For de voksne ledige drejes der ”bare” endnu mere på aktiveringsskruen. Nu SKAL aktiverede klikke ind på Jobnet én gang ugentligt, de skal ”rådighedsvurderes” hver 3. måned, udeblivelse fra ” kontaktforløbssamtaler” skal koste dagpengeretten i 3 uger eller 1/3 af kontanthjælpen og man skal have arbejdet i 52 uger (i stedet for 26 som nu) indenfor de sidste 3 år for at kunne genoptjene dagpengeretten.
Regeringen siger den vil have flere i arbejde, men det eneste disse tiltag medfører er et hårdere pres på alle arbejderes lønninger. Det vil i endnu højere grad blive skabt en reserve armé af arbejdere, som tvinges ud i dårlige jobs til ingen penge.
Ældre: Regeringen følger fuldstændig tråden i velfærdskommissionens oplæg:
- Pensionsalder: Folkepensionsalderen hæves frem mod 2025, så den igen udgør 67 år. Folkepensionsalderen hæves med 1 år i 2023 og med yderligere 1 år i 2025.
- Efterlønsalder: Efterlønsalderen hæves frem mod 2021 til 63 år. Efterlønsalderen hæves med 1 år i hhv. 2017, 2019 og 2021. Sammen med ændringerne i folkepensionsalderen vil efterlønsperioden dermed udgøre 4 år for personer, der går på efterløn efter 2017.
Forringelsen af efterlønnen er fuldstændig absurd, og det vil særligt ramme de mest nedslidte arbejdere, som i dag stresser af sted, fordi arbejdsgiverne bestandigt øger tempoet. Der er brug for, at arbejderbevægelsen forsvarer retten til en tryg alderdom til alle, også de arbejdere, som har lagt arme, ben og ryg til det hårdeste slid. Efterhånden som arbejdspresset og tempoet sættes op berører det ikke bare en lille særligt udsat gruppe, men efterhånden større og større dele af arbejderklassen.
Indvandrere: Indvandrerne rammes også i regeringens udspil. Mest af alt handler det om indvandrerne bruges som rambuk for angreb på en række rettigheder og ydelse. For eksempel udvides pligten til aktivering med begrundelse i for høj ledighed blandt indvandrere og indvandrere skal i indslusningsjobs tvinges til at være lønpressere.
Derudover strammes der kraftigt op på hvem der kan komme ind i landet. I sær handler det om at kravene til dansk, engelsk og ”viden om danske samfundshold” skal hæves. At dette overhovedet kædes sammen med spørgsmålet om velfærd skyldes udelukkende taktiske hensyn. Regeringen vil bruge den racistiske splittelse i arbejderklassen til at få sine nedskæringer gennem.
Kravet fra erhvervslivet
Regeringens udspil er altså den konkrete udformning af de anbefalinger regeringens egen velfærdskommission kom med sidste år. Det er blevet rost i hele den borgerlige lejr. Lige fra Marianne Jelved og de Radikal, som dog kun mener at ”efterlønspillen peger i den rigtige retning” og kræver endnu flere nedskæringer, over Politikken, der på lederplads under overskriften ”For lidt, for sent” har kaldt reformen uambitiøs og krævet skattelettelser og fuldstændig fjernelse af efterlønnen, til dansk erhvervsliv, der lige som Politikken ikke mener, at reformforslagene er hårde nok.
Det er en vigtig sag for det danske erhvervsliv, da det gælder angreb på arbejderes rettigheder og en sikring af deres egne profitter. Klassekampen siges at være død. Men såvel regering som erhvervsliv fremlægger forslag, der indtager et helt klart klassestandpunkt. Og kampen er der også. Det ved Anders Fogh og co. også godt. Indtil videre er det kun spredte grupper som lærere og pædagoger, der har været ude at markere sig, men de frygter, at det hele kan blusse op som vi nyligt har set især i Frankrig, men også i England, Grækenland og Tyskland, hvor der har været store strejker og demonstrationer. Dansk erhvervsliv ved godt, at dette er klassekamp. For eksempel kaldes en underside på Dansk Industris hjemmeside for ”velfærdsfronten”. Krigsretorikken er helt klar.
Arbejderbevægelse står i stampe
Det lader dog til at mange af lederne i den danske fagbevægelse ikke har opdaget, hvad der foregår. Deres retorik er helt anderledes og deres politik defensiv. De hverken vil eller tror på, at kamp kan sikre de danske arbejderes rettigheder.
Ligesom i forbindelse med velfærdskommissionen har LO kritiseret visse forslag i mere eller minde milde vendinger, men har stadig været åbne for diskussion. Medlemstallenes fortsatte fald og socialdemokraternes dyk i meningsmålinger har dog få en del til at indse, at det ikke kan fortsætte med denne ukonfrontatorisk linje.
Derfor tager 3F i pressemeddelelse for eksempel ”skarpt afstand fra Regeringens udspil til afvikling af velfærden.” Og flere andre forbund har givet udspillet dumpekarakter og efterspurgt hvorfor det hedder et velfærdsudspil. Det er bestemt et positivt træk, som fagbevægelsestoppen, skal have ros for. Spørgsmålet handler dog om, om man vil mobilisere medlemmerne til kamp. Kun sådan regeringens nedskæringer stoppes.
Hvordan Socialdemokraterne vil stille sig er endnu usikkert. Det viser i sig selv at højreledelse ikke kan tilbyde de danske arbejdere noget alternativ.
»Jeg vil sige, at jeg er forsigtig optimist. Der er behov for at give et socialdemokratisk aftryk, så vi kan få en social samvittighed ind i forliget«, sagde Helle Thorning-Schmidt kort efter offentliggørelsen af regeringens udspil. Som beskrevet i LINK har Socialdemokraterne dog nu offentliggjort et tilsyneladende mere venstreorienteret udspil.
Sociale eksplosioner på vej
De dårligste meningsmålinger for socialdemokraterne i over hundrede år og de radikales flirten med de borgerlige har også ført til noget nær panik i den socialdemokratiske ledelse. Om Socialdemokraterne på dette grundlag tør gå med i et forlig sammen med regeringen, kan kun tiden vise. Anders Fogh har de sidste 6 år sagt, at der ingen store ændringer vil komme af velfærdssamfundet uden et forlig med socialdemokraterne. Erhvervslivets mere og mere højlydte krav om reformer kan Fogh dog ikke sidde overhørigt for evigt. Planen er, at der skal ligge et forlig fast inden sommerferien. Hvis socialdemokraterne bare står lidt fast på deres eget udspil, kan et sådan blive svært at opnå.
Hvad Fogh i så fald vil gøre, kan ikke forudsiges. Nogle taler om valg ikke fuldstændig kan udelukkes og det kan tænkes at han vil blive fristet af meningsmålingernes løfte om et borgerligt VKR-samarbejde og udskrive valg.
Denne turbulens i det parlamentariske system er dog kun et udtryk for en grundlæggende usikkerhed og utilfredshed i arbejderklassen. Uden at anstrenge sig særligt meget har BUPL fået 153.115 underskrifter til forsvar for efterlønnen og 52,1 procent siger ifølge en opinionsundersøgelse klart nej til regeringens bud i velfærdsreformerne på opstramninger i SU-systemet.
Vi står ved en korsvej har Bendt Bendtsen sagt. Den borgerlige regering har nu i 6 år varmet op med lidt prøvestramninger og tilfældige nedskæringer hist og her. Nu er alvoren ved at tage til. Om Foghs nedskærings projekt skal lykkes, er helt op til den danske arbejderklasse selv. Kampen mod CPE i Frankrig har vist, at bare truslen om en eventuel generalstrejke kan presse de borgerlige helt tilbage i defensiven.
Den 8. maj har bl.a. Fagligt Ansvar, LO-storbyerne og en række andre fagforeninger og – forbund indkaldt til en demonstration mod nedskæringer på velfærdssamfundet i dets eget navn (se her). Dette må gøres til det første skridt i en bred mobilisering i kampen mod regeringens nedskæringer.
