Kvindekampen har stået på i mere end 150 år og en del sejre er vundet, som stemmeret og retten til fri abort, men ligestilling er langt fra opnået – for slet ikke at tale om kvindens frigørelse.

Kampen har været lang og sej, og er langt fra afsluttet – ikke engang kravet om ligeløn er opnået, løngabet, (dvs. forskellen i løn) mellem mænd og kvinder er stadig på ca. 15 %. For marxister er kvindekampen en uadskillelig del af klassekampen. Men hvordan har kvindekampen udformet sig, og hvordan kommer vi videre?

Den tidlige kvindekamp
I 1871 stiftes den danske afdeling af Internationale i Danmark, og allerede her nævnes kvindekampen. En af kampene i arbejderbevægelsens begyndelse var kampen for organiseringen af de kvindelige arbejdere, en diskussion var hvorvidt de kvindelige arbejdere skulle danne selvstændige fagforeninger eller blive en del af de allerede eksisterende primært mandlige.

I Danmark er myten at kvinderne kom ind på arbejdsmarkedet i 1960’erne, men sandheden er at for mange arbejderfamilier i Danmark var kvinderne allerede på arbejdsmarkedet fra industrialiseringens begyndelse, også fra industrialiseringens begyndelse deltog de kvindelige arbejdere i strejker, arbejdskampe o.l.

Det var dog ikke problemfrit, mændene havde i flere tilfælde svært ved at bryde fordommene og lukke kvinderne ind i fagforeningerne, mange så dem som en konkurrerende arbejdskraft og som løntrykkere, samtidig havde flere kvinder svært ved at se behovet for organisering, fordi det af flere betragtedes som midlertidigt, og kom dermed i flere tilfælde kom til at virke som strejkebrydere. Men igennem kampene, blev det tydeligt for flere og flere at den fælles organisering var nødvendig.

Under en strejke blandt cigararbejderne i 1875 kom formanden til følgende konklusion: ”Ved et beklageligt Fejlsyn har de kvindelige og mandlige Arbeidere hidtil staaet fjendtligt overfor hinanden og man har betragtet hinanden som Konkurrenter … Gennem de socialistiske Læresætninger er man nået til Erkendelse om, at alle Arbejdere er solidariske overfor Kapitalens Overgreb. Af denne Lære er vi også kommet til Klarhed om Kvindens Ligeberretigelse med Manden, og følgelig maa den kvindelige Arbejder for det samme Arbeide betales efter samme Forhold som Manden.

Slutningen af sidste århundrede er en periode hvor opbyggelsen af arbejderbevægelsen tager fart, De Samvirkende Fagforbund (i dag LO) og Socialdemokratiet dannes. Organisationsprocenten stiger, men er højest hvor mange arbejdere var samlet i produktionen, hvilket typisk var de steder mændene var ansat. Flere kvindefagforeninger blev oprettet, men efterhånden gik de ind i fællesforbundene. Kun Kvindeligt Arbejderforbund, der blev dannet i 1901 fortsatte med at eksistere helt op til for nylig hvor den blev slået sammen med SiD – nu 3F.

Fremskridt og splittelse
Efter århundredeskiftet sker der en radikalisering af klassekampen, med 1. verdenskrig, den russiske revolution og dannelsen af kommunistpartier i mange lande, heriblandt Danmark.

I perioden indførtes en række sejre for kvinderne; i 1880 havde gifte kvinder fået retten til at råde over hvad de selv tjente, i 1908 fik kvinderne valgret til kommunale råd og i 1915 til Folketing og Landsting. I 1919 blev vedtaget en ligelønslov for alle offentligt ansatte og i 1921 en lov om lige adgang for mænd og kvinder til alle offentlige stillinger og erhverv (dog ikke præster og militær).

I Danmark føres kvindekampen i starten af århundredet først og fremmest af Socialdemokratiet, og Danmark får den første kvindelige minister i verden i 1924; Nina Bang som uddannelsesminister, i den første socialdemokratiske regering.
Men samtidig kan denne ministerpost også markere den splittelse der var opstået i arbejderbevægelsen mellem den reformistiske og revolutionære fløj.

Den ideologiske diskussion havde stået på i mange år, men den kom til udtryk op til 1. verdenskrig hvor mange af de europæiske socialdemokratier stemte for krigsbevillingerne trods beslutningen i 2. Internationale. Det førte til dannelsen af Zimmerwaldbevægelsen, som senere blev til 3. Internationale bestående af kommunistpartierne.

I Danmark kom det bl.a. til udtryk da Socialdemokratiets kongres i 1916 under 1. verdenskrig vedtog, imod en tidligere kongresbeslutning, at lade Stauning få en ministerpost i en bred regering. Med den russiske revolution skærpedes modsætningerne yderligere, og splittelsen i den internationale arbejderbevægelse tog form, også i Danmark.

Kvindekamp og revolution
Den politiske del af arbejderbevægelsen var hermed splittet. Den revolutionære del af arbejderbevægelsen lagde vægt på at kvindens frigørelse kun kunne ske gennem kampen for et andet samfund, og at kvindekampen var en del af klassekampen.

Den russiske revolution beviste hvor store fremskridt der kunne skabes for kvinderne; der blev som det første land indført retten til abort, der blev gjort en aktiv indsats for at inddrage kvinderne i alle dele af samfundslivet.

I Danmark gik diskussionen også om retten til fri abort. Thit Jensen var en af de første til at rejse kravet om ”frivilligt moderskab”, og havde i starten et samarbejde med DKP og deres Arbejderkvindernes Oplysningsforbund (AO) bl.a. stiftet af Marie Nielsen. Men for Thit Jensen blev AO’s krav om adgang til abort for vidtgående, hendes forestilling gik ikke længere end til at kræve oplysning om fødselsbegrænsning, og da slet ikke at gå så langt som til at kræve samfundet radikalt ændret.

Men mellemkrigstiden var en svær periode for arbejderbevægelsen og ikke mindst for kvinderne. Samtidig udviklede den bureaukratiske degenerering af Sovjetunionen sig, hvor også kvinderne stod for skud. I 1936 blev fremsat et forslag til ny seksuallov i Sovjet hvor retten til fri abort blev afskaffet og kvinder ,der fødte mere end 8 børn, præmieres. Som Fourier forklarede er ” graden af kvindens frigørelse i et givet samfund den naturlige målestok for graden af den almindelige frigørelse”. Det blev for meget for Marie Nielsen, som åbent kritiserede denne politik, det førte til at hun blev ekskluderet af DKP for 3. gang.

Efterkrigstiden – kvinder i arbejde
Kvindekampen fortsætter efter 2. verdenskrig, hvor kvinderne for alvor indtager arbejdsmarkedet, ikke bare som en reservearbejdskraft, men som en afgørende del. I denne periode opstår som en følge heraf børnehaver, vuggestuer o.l. samtidig er det en periode hvor kvindekampen igen sættes på dagsordenen i slut 60’erne og 70’erne. ”Rødstrømperne” eller hvad man ellers vil kalde den kvindebevægelse må dog blive temaet for en anden artikel. Men i perioden opnås en række fremskridt med den abortlov, der stadig gælder i dag i 1973 og ligelønsloven af 1976. Også kvindernes faglige organisering stiger, og i 1998 består LO af 48 % kvinder.
Men siden 1970’erne er der ikke sket de store fremskridt indenfor kvindekampen, løngabet er fx ikke faldet nævneværdigt siden ligelønslovens vedtagelse.

Kvindekamp er klassekamp
I dag er der ingen med respekt for sig selv, der ikke går ind for ligestilling, men spørgsmålet om, hvordan den skal gennemføres, er stadig lige så aktuelt som tidligere.

Socialdemokraterne, SF og Enhedslistens konkrete forslag til dens gennemførsel af ligeløn er en offentliggørelse af lønstatistikker! Længere ude på venstrefløjen er diskussionen om separate organiseringer af kvinder stadig aktuel.

Kvindekampen kan ikke adskilles fra klassekampen. Af medierne og såkaldte feminister rejses bl.a. spørgsmålet om manglende kvindelige ledere som et afgørende ligestillingsspørgsmål, men dette er en fuldstændig forfejlet tilgang til kvindekampen. Også blandt kvinder eksisterer klasseskellene – flere kvindelige ledere skaber ikke frigørelse for det store flertal af kvinder. Til de der siger at alle kvinder har fælles interesser kan man bare se på den offentlige sektor; hvad vil direktørfruerne sige når vi kræver at deres mænds virksomheder skal betale meget mere i skat så lønnen og arbejdsforholdene i den offentlige sektor kan forbedres? Mon ikke de vil beklage tabet af pelsen, de store huse og dyre biler, så søstersolidariteten ryger overbord? Hvis Socialdemokratiet mente hvad de sagde om ligeløn kunne de i deres regeringsperiode have hævet lønnen for de offentligt ansatte – det er her en stor del af den kvindelige arbejdskraft er ansat, men siden 70’erne har kapitalismen ikke været i stand til at sikre forbedringer af velfærden.

Når der ikke er sket de store fremskridt for kvinderne siden 70’erne hænger det sammen med kapitalismens krise; arbejdstiden sættes op, vuggestuer og børnehaver forringes og løngabet eksisterer fortsat. Når mennesker presses stiger fordomme og frustrationer. Fordommene mellem kønnene forsvinder ikke, fordi kvinderne organiserer sig separat – tværtimod. Fordommene nedbrydes i den fælles kamp for frigørelse, som vi så med cigararbejdernes formand i slutningen af forrige århundrede. Kvinderne har gennem tiden vist, at de er mindst lige så villige som mændene til at strejke og kæmpe. Kampen om kvindens frigørelse kan ikke adskilles fra kampen mod kapitalismen og dens undertrykkelse af størstedelen af menneskeheden.

Kvindefrigørelse handler ikke om at kvinder skal sidestilles med manden, men at begge skal frigøres. Ligestilling i det nuværende samfund betyder bare stigende arbejdspres, stress osv. I stedet kæmper vi for et andet samfund hvor husarbejdet socialiseres, arbejdstiden sættes ned, lønnen sættes op og arbejdere af begge køn har den fulde kontrol over deres liv – det vil også sige økonomien!

Kun gennem socialisme kan menneskeheden og dermed kvinden frigøres.


Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.