Når velfærdskommissionen siger pensionsreformer, betyder det, som på så mange andre områder, i virkeligheden nedskæringer. Kommissionen forslår en gradvis, men fuldstændig afskaffelse af efterlønnen samt en hævelse af pensionsalderen fra 65 år til 68 år over en 30-årrig periode fra 2010 til 2040.
Regeringen har stillet sig yderst positiv over for forslaget og selv Socialdemokraterne har fremlagt et forslag, der ikke er meget bedre. Det store arbejderparti forslår en gradvis hævelse af efterlønsalderen til 62 år og at folkepensionen hæves til 67 år. Samtidig forlænges den tid, den enkelte skal have været på arbejdsmarkedet til 32 år for personer under 30 år og til 38 år for personer under 24 år. Dette vil i fremtiden betyde, at det for mange med en længeværende uddannelse, og folk, der er startet lidt sent på en kortere, vil blive umuligt at gøre sig berettiget til at modtage efterløn.
Socialdemokraterne taler meget om at sikre lavt uddannede med mange år på arbejdsmarkedet. De ønsker som en del af dette en højere grad af "Robin Hood"-politik. Altså en politik, hvor de stærkeste arbejdere, finansierer de dårligere stilledes pension.
Lavt uddannede folk er uden tvivl urimeligt hårdt ramt og "Robin Hood"-politikken kan på overfladen virke sympatisk, men den kan på længere sigt få meget negative konsekvenser. Velfærdssamfundet eksisterer udelukkende på basis af en massiv folkelig opbakning. Denne brede opbakning er netop vundet fordi velfærden kommer alle lag af samfundet til gode. Det er måske de svageste, der er mest afhængige af velfærden, men i høj grad også de bedre stillede, der har haft ressourcerne til at forsvare den og kæmpe for den.
For 30-40 år siden var det bandlyst at tale om ændringer af folkepensionen og den offentlige forsørgelse. Siden fulgte gradvise ændringer og korrektioner i forhold til indkomst. Det medførte, at mange ressourcestærke har set sig nødsaget til at sikre sig gennem private opsparinger. Herigennem har man fået en situation, hvor en stor gruppe forestiller sig at de altid kan være uafhængige af de offentlige ydelser, og pludselig kommer forringelser, der også rammer de dårligst stillede, på tale.
Dette er en glidebane, der nu også har nået angreb på helt grundlæggende rettigheder! Arbejderbevægelsen må ikke tillade disse angreb, men forsvare hver en stump af den tilkæmpede velfærd!
Lad ikke den stærke arbejder betale for den svage og lad ikke "omsorg" for de svage bruges som undskyldning for nedskæringer på vores alles velfærd – lad virksomhedsejerne og de rige betale tilbage, hvad de har stjålet fra alle arbejdende mennesker!
