I Wien er den yderligtgående højreorienterede historiker David Irving, 67 år, kendt for sin “Hitler War” fra 1977, blevet dømt for anklager om Holocaust benægtelse, en forbrydelse under østrigsk lov, efter at han erklærende sig skyldig. Til hans forsvar påstod han, at han allerede havde ændret sin mening tilbage i 1992, efter at han havde opdaget en radio transmission, der indeholdt en besked til Adolf Eichmann om udryddelsen af 1 million jøder i Treblinka dødslejren.

Denne påstand er en løgn. Som professor Dina Porat, lederen af Tel Avivs Universitets institut for studiet af samtidig anti-semitisme og racisme, sagde til avisen Haaretz i søndags, ”det er ikke muligt, at Irving ændrede sin mening i 1992, uden at han sagde noget om det under libel retssagen, han startede i 2000”.

Han blev arresteret sidste november i det sydlige Østrig efter en arrestordre, som var resultatet af to foredrag han holdt i Østrig i november 1989. I det første foredrag han holdt foran 300 mennesker i byen Leoben, påstod Irving, at Hitler aldrig havde beordret udryddelsen af jøderne, at ”ukendte personer” forklædt som nazistiske soldater stod bag Krystalnatten, og at Anne Franks dagbog var opspind. I hans andet foredrag, som han gav i baglokalet til en pub i Wien, påstod Irving, at ”Auschwitz var en legende”.

Han er ikke den eneste nazi propagandist der star overfor anklager. Der er også sagen om Ernst Zundel i Canada. Hans erfaring vil hjælpe med at kaste lys over Irvings skæbne.

Zundel emigrerede til Canada i 1985 i en alder af 19 år, for at undslippe værnepligt i Vesttyskland. Ifølge hans egen beskrivelse er han ”kristen og pacifist”. Han bosatte sig i Montreal og levede som en kommerciel kunstner. I 1978 opdagede en canadisk journalist, at Zundel var Canadas ledende pro-nazisme og Holocaust-benægtende propagandist.

I hans Toronto-baserede virksomhed, Samisdat Publishers, Ltd., udgav han hans egen hade-propaganda såsom The Hitler We loved and Why og han genudgav Holocaust-benægtelse klassikere som Arthur Butz’ A Straight Look at the Third Reich og The Six Million Swindle, af Austin App, og Auschwitz, Dachau, Buchenwald: The greatest Fraud in History, af Richard Harwood.

I 1977 skrev han for nazi-braset White Power Report, en artikel kaldet, (refererende til et design, der sammensmeltede et hagekors og det amerikanske flag), hvor han skrev:

“Hvorend vi ser, finder vi hvide folk os belejret af folk af andre racer, der aggressivt konkurrerer med os om jobs, mad, boliger, uddannelse og frem for alt – magt! Jøderne er særlig gode til at tilrane sig og indsmigre dem selv i strategiske positioner i vores samfund, hvor de besidder magt, der rækker langt ud over deres antal…”.

I slutningen af 1970’erne og de tidlige 1980’ere, voksede kataloget over Samisdat udgivelser fra et par tekster om Holocaust-benægtelse til at hav af åben nazi propaganda. Det indeholdt genudgivelsen af 50 plakater fra 2. verdenskrig, en sektion med båndudgivelser af Historiske taler, marcher og kampsange, med Musik fra det tredje rige (”inspirerende og nærende føde for den ariske sjæl”), Værnemagtens sejrsfanfare, Adolf Hitlers taler, og Rigsdagens krigsdeklaration.

Han kom i de Canadiske myndigheders søgelys, der lancerede en grundig undersøgelse af ham. I 1985 blev Zundel anklaget under paragraf 177 i Canadas straffelov for… ”bevidst at udgive falske nyheder” og ikke under paragraf 281 i den Canadiske straffelov, der forbyder promovering af had imod enhver ”identificerbar gruppe”.

Zundel blev dømt d. 26. februar 1985, for at udgive falske nyheder om Holocaust. Det gav ham muligheden for at fremstå som en ”ytringsfrihedens” helt. Men Zundel afsonede ikke sin straf. I januar 1987 omstødte Ontarios appelret dommen fra 1985, ved at henvise til procedure fejl under retssagen. I juni 1987 blev en ny sag bevilliget, der gav en ny platform til at sprede hans Nazi propaganda.

Appelretten opretholdt dommen, og Zundel ankom til Torontos Don fængsel d. 5. februar 1990, iført et stribet ”koncentrationslejr” kostume med påskriften ” Ernst Zundel, politisk fange.” Han var kun i fængslet 1 uge, og blev løsladt mod kaution på 10.000 $, mens en appel til Canadas højesteret verserede. D. 27. august 1992 erklærede Canadas højesteret loven, der forbød spredningen af falske nyheder, for værende i strid med konstitutionen. Beslutningen satte en stopper for udvisningsprocessen, der var blevet lanceret imod Zundel efter hans dom i 1988.

I 1994 søgte Zundel Statsborgerskabs og immigrationsstyrelsen om Canadisk statsborgerskab. Efter mange retssager i december 2000 nægtede Højesteret at høre på flere appeller, og i februar 2001 forlod Zundel Canada til fordel for USA. Han levede i Tennessee et stykke tid, men kom senere tilbage til Canada, hvor han stadig påstod, han var en flygtning. Og dette i et land, der havde lukket porten for jødiske flygtninge fra nazistisk forfølgelse med udtalelser om, at én jøde var en for mange.

Al dette rejser behovet for at stille nogle spørgsmål. Det første er: hvorfor har det taget 17 år at anklage denne mand for hade-propaganda? Det andet er: hvad gør Holocaust-benægtelser, en form for anti-semitisme imod jøderne, forskellig fra at portrættere Muhammed, grundlæggeren af Islam, som en terrorist? Er dette ikke også en form for angreb på en gruppe folk på grund af den religion de tilhører, dvs. alle muslimerne? Hvorfor anses hade-propagandaen mod muslimer som en legitim holdning, mens hade-propaganda mod jøderne er en forbrydelse?

Det går imod rationel tænkning og kan kun forklares med klassesamfundets logik, der styres af hyklere, der finder det belejligt at angribe muslimerne på et givet tidspunkt – når det tjener deres interesser – mens de ofrer nogle af deres nazi-tjenere, når det også passer dem.

Enhver, der ved lidt om historie, er bekendt med den virkelige historie om det såkaldte “demokratiske” Vesten – og Vatikanet – der smuglede nazister væk til sikre gemmesteder efter 2. verdenskrig. Det kan ikke længere skjules. CIA dokumenter, der for nyligt blev frigivet, viser en flig af omfanget af den amerikanske efterretningstjenestes afhængighed af mistænkte nazi krigsforbrydere for nyheder om Sovjet efter 2. verdenskrig. Ifølge filerne levede nogle af nazisterne på CIA’s lønningsliste et liv i luksus efter krigen, ofte af rigdom de havde stjålet fra jøderne.

Den mest kendte nazist på CIA’s lønningsliste var Klaus Barbie, “slagteren fra Lyon”, der havde beordret drabet på franske jødiske børn under krigen. Filerne har også afsløret, at modsat de falske rygter spredt af de kontrollerede massemedier, døde Gestapo lederen Heinrich Mueller ikke i slutningen af 2. verdenskrig, men arbejdede for CIA.

Hvad, der stadig er skjult, er, i hvilket omfang de vestlige ”demokratier” støttede nazisterne før, under og efter 2. verdenskrig. Mellem nazisterne, der undslap ved hjælp af Ratlines, var Adolf Eichmann, Josef Mengele, Erich Riebke, Aribert Heim og Ante Pevalich, der blev smuglet til Latinamerika. Dette var dog kun toppen af isbjerget, eftersom alene hele det ukrainske Waffen SS bosatte sig i Canada.

Det var ikke kun et spørgsmål om at spionere mod det tidligere Sovjetunionen, som de påstår nu. Disse nazister blev set som en pålidelig ressource i de vestlige kapitalister regeringer imod enhver arbejderklasseopstand. Hvor nyttige de var, kan vi lære fra det chilenske eksempel, hvor nazisterne, der havde bosat sig i Chile efter 2. verdenskrig, i 1973 tilbød deres evner i at torturere fagforeningsaktivister og andre venstrefløjsaktivister under det CIA-støttede militærregime.

Ytringsfrihed

De grimme karikaturer rettet imod muslimerne er ikke særlig forskellige fra de nazistiske karikaturer imod jøderne. Ideen er at opsplitte arbejderklassen og vende en del af arbejderklassen imod den anden del, og at skyde skylden for alle kapitalismens onder på indvandrerne fra de muslimske lande.

Erstat Zundels’ propaganda mod jøderne med ordet “muslim”, og du vil opdage, at de samme taler i disse dage holdes af højreorienterede politiske ledere fra Europa til Australien og fra USA til Israel.

Det her er hvordan det ville lyde: “Hvor end vi ser, finder vi hvide folk os belejret af folk af andre racer, der aggressivt konkurrerer med os om jobs, mad, boliger, uddannelse og frem for alt – magt! muslimerne er særlig gode til at tilrane sig og indsmigre dem selv i strategiske positioner i vores samfund, hvor de besidder magt, der rækker langt ud over deres antal…”.

I Israel har højreorienterede bosættere overdænget moskeer i Kalkilia og i Maalot Tarshia, med forfærdelige racistiske slogans, såsom ”Muhammed er et svin” og ”død over araberne”. Hæren har selvfølgelig lovet af fange dem, men gør aldrig noget, selvom de ved hvem Khana Hi er, den åbent fascistiske bande, der står bag disse slogans.

Men hvorfor se for langt? Den israelske regering har besluttet at stjæle pengene, den skylder de palæstinensiske autoriteter for den VAT, [skat] den indsamler på varer der ankommer til Israel og sendes til de besatte territorier. Dette er en straf for den massive vælgermæssige opbakning Hamas fik til valgene. Først presser de palæstinenserne ind i hænderne på Hamas med deres politik og opførsel, og bagefter straffer de dem for at reagere på det.

Det er, som om de siger: “Eftersom vi ikke kan lide den palæstinensiske såkaldte regering, er det på tide at erstatte de besatte palæstinensere med en mere adlydende besat nation.”

“Hamas holdet” – ledet af premierministerens rådgiver, Dov Wessglas og med den øverstkommanderende i det israelske militær, direktøren i Shin Bet og senior generaler og officerer – mødtes den anden dag med udenrigsminister Tzipi Livni for at diskutere, hvordan man skulle reagere på Hamas’ valgsejr. De blev alle enige om at gennemføre en økonomisk boykot af de palæstinensiske autoriteter. Weissglas kom med dagens joke: ”Det er som en aftale med en diætist. Palæstinenserne vil blive meget tyndere, men vil ikke dø,” og tilsyneladende grinede de alle sammen.

Ideen om at sætte sultne mennesker på slankekur opfattes som en joke af lederne af Israel. Denne politik er meget værre end Irvings skriverier og taler, og joken er værre end de danske karikaturer.

Mere end halvdelen af palæstinenserne lever allerede i fattigdom ifølge den sidste FN rapport, udgivet i december. Sidste år havde 37 % svært ved at skaffe sig føde, og 54 % af beboerne i den ”befriede” Gaza stribe er blevet tvunget til at skære ned på den mængde føde, de indtager. Børnedødeligheden er steget med 15 %, og den gennemsnitlige arbejdsløshedsrate har nået 28 %. For at rejse igennem Vestbredden må palæstinenserne krydse ikke færre end 397 checkpoints. Og som om alt dette ikke var nok, nu diskuterer de andre forslag, inklusiv at lukke for elektricitet og vand og sulte millioner uskyldige besatte beboere.

Dette opfattes som et legitimt valg”spin”. Under protest fra arbejderklassen i andre lande må denne vanvittige ondskab stoppes. Men det viser ikke bare, hvor dybt den israelske herskende klasse og dens venner er sunket både politisk og moralsk, men det afslører også en anden simpel sandhed: når kapitalisterne taler om demokrati og ytringsfrihed, må du være parat til at forsvare dit liv.

Som krisen i det globale kapitalistiske system uddybes bliver de mere desperate for hver dag der går. De ønsker at presse Hamas til at genoptage sin terrorkampagne imod israelske arbejdere og fattige. De ønsker, at de arabiske og jødiske arbejdere og fattige slår hinanden ihjel, så de kan stjæle palæstinensernes penge, mens de samtidig presser endnu en halv million eller deromkring israelere under fattigdomsgrænsen.

Arbejderne i Israel har mange gange vist, at de er tæt på grænsen. Vi har set flere vigtige strejker. Vi har set et sving til venstre i arbejderpartiet. Dette er alle indikationer på, at klassekampen i Israel simrer under overfladen. Under disse forhold kan et par bomber placeret i skoler, busser, markedspladser eller ethvert andet sted med civile, spille en nyttig rolle for Israels ledere. Samfundet deles på klasselinier. Bomberne ville hjælpe med at skabe en ustabil ”national enhed”.

Det samme gælder på den palæstinensiske side. Mellem palæstinenserne har vi også set klassedelinger opstå. En hård omgang undertrykkelse udført af den israelske hær kan aflede opmærksomheden væk fra klassespørgsmålet og også genopbygge en form for ”national enhed”. Således at arbejdere udspilles mod arbejdere og tvinges til at forene sig med deres egne udbyttere.

Den eneste vej ud til at stoppe denne galskab er at arbejde for enheden af arbejdere overalt for at omdanne dette gale rådne system og bygge verdenssocialisme.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.