Den såkaldte velfærdskommission har barslet med 43 forslag. Alle er på den ene eller den anden måde direkte angreb på vores velfærd, som har kostet 100 års kamp at opnå. De eneste undtagelser er nogle få forslag, der er så generelle, at de kun kan være taget med på grund af deres PR-værdi. Et godt eksempel på et sådant er forslag 21:

” Arbejdsgivernes Elevrefusion skal bruges mere offensivt for at skaffe praktik pladser. Det betyder, at arbejdsgivere, der ikke har oprettet praktikpladser, skal betale mere til de arbejdsgivere, som opretter pladserne ,” lyder det på fornemmeste vis fra velfærdskommissionen. Det lykkes dem dog ikke, som når de forslår nedskæringer på basale rettigheder som at gå pension i en ordentlig alder, at udmønte det i noget bare tilnærmelsesvis konkret.

Jeg satte mig oprindeligt til tasterne for, at lave en top 3 over velfærdskommissionens hårdeste angreb. Udvælgelsen var dog umulig at lave og jeg udvidede det hurtigt til en top 5. Alligevel har jeg ikke få plads til forslag som at; indvandrere skal starte i ”oplæringspladser” til en løn under mindstelønnen (forslag 19), at der skal laves en integrationseksamen (forslag 28), stramningen af aktiveringskravet (fx forslag 14) især for unge, div. angreb på boliglejere (forslag 33 og 34) osv.

1. Afkortningen af dagpengeperioden
”Forslag 8: Dagpengeperioden skal forkortes fra fire år til to et halvt år. Retten til dagpenge skal generelt være betinget af ét års beskæftigelse eller opnåelse af en kompetencegivende uddannelse.”

Under kapitalismen er det enkelte kapitalister, der ejer produktionsmidlerne (maskinerne, pc'erne osv.) og derfor leder og fordeler arbejdet. Det er med andre ord kapitalisterne, som bestemmer hvem, der har arbejde og hvem der må gå rundt uden mulighed for selv at kunne tjene til dagen og vejen. Ansvaret for arbejdsløshed ligger derfor ikke hos den enkelte arbejdsløse, men hos kapitalisterne og det kapitalistiske system, der har brug for og imod al fornuft skaber en gruppe af arbejdsløse løntrykkere på kanten af arbejdsmarkedet.

Dagpengene er i sig selv en ringe trøst i forhold til et arbejde. Men der er dog en rettighed der er blevet tilkæmpet som svar på kapitalisternes fyringsrunder i deres jagt på højere profitter. Og dagpengenes størrelse gør det nemlig lige netop muligt at overleve uden i al for høj grad at blive løntrykker, hvilket også sikre enheden i arbejderklassen. At Velfærdskommissionen vil forkorte dagpengeperioden er altså et klasseeksempel på sort borgerlig tænkning og vil føre til lavere lønninger overalt på det danske arbejdsmarked, da truslen om fyring vil blive endnu grummere.

” En kortere dagpengeperiode skal ses i sammenhæng med det sikkerhedsnet, der gælder for de ledige, ” (s. 14) siger velfærdskommissionen og forslår straks at bl.a. kontanthjælpen skubbes ud på et sidespor og erstattes af den såkaldte basisydelse (forslag 9). Basisydelsen kommer til at ” udgøre 60 pct. af de maksimale dagpenge ” (s. 14), hvilket umiddelbart er det samme som kontanthjælp, ” men skal som dagpengesatsen ikke indeholde særlige forsørgertillæg eller være afhængig af familie- og formueforhold. ” (kap. 8, s. 47). Dvs. at fx en enlig mors overførelsesindkomst vil falde fra 80 ptc. til 60 ptc. af de maksimale dagpenge. Endnu et tiltag der gør udsigten til arbejdsløshed endnu mere afskrækkende og fysisk uudholdeligt.

2. Afskaffelsen af efterløn
”Forslag 6: Efterlønsordningen skal udfases ved at løfte efterlønsalderen med 4 måneder om året, startende fra 2009. Tilgangen til efterløn stoppes i 2028, når den maksimale periode, man kan modtage efterløn i, er ét år.”

Kapitalismen er et system, der ikke tager hensyn til mennesker, men kun beregner, hvordan de kan udnytte os mest muligt. En af de vigtigste faktorer for hvor meget vi kan udnyttes er hvor længe vi arbejder, både hver dag og set over et helt liv. Det er hvad Marx kaldte forøgelsen af den absolutte merværdi.

Velfærdskommissionen påstår at det er en ”samfundsnødvendighed”, at vi arbejder længere og skræmmer med ”ældrebyrden”. Ældrebyrden er dog en borgerlig løgn opfundet for at retfærdiggøre nedskæringer (se denne artikel). Vi lever i et rigt samfund og de små ændringer, der sker i forholdet mellem folk i og udenfor den arbejdsdygtige alder de næste 40 år, betyder ingenting i forhold til kapitalisternes kæmpe profitter. At arbejdere, der efter 35-40 år på arbejdsmarkedet, er psykisk og fysisk nedslidt gerne vil på pension, er på ingen måde grådigt og urealistisk, men derimod nærmere beskedent.

Når velfærdskommissionen påstår at efterlønsordningen hovedsagligt benyttes af folk ” uden nævneværdige helbredsproblemer ” (s. 10) er det en lodret løgn. Undersøgelser har gang på gang vist at de fleste der går på efterløn gør det pga. nedslidning skabt af det pres og stres, der er en direkte konsekvens af kapitalisternes evige jagt på profit.

Velfærdskommissionen mener at mange i stedet skal gå på flex-job (jf. s. 8). Kombineres denne ide med forslag 13, hvor flex-jobbere selv får ansvar for at finde job, skabes der nogle fuldstændig vanvittige muligheder. Lad os fx tage en 60-årig slagteriarbejder, der lige er blevet fyret og efter et hårdt arbejdsliv er nedslidt. Han har ikke mere mulighed for efterløn og bliver visiteret til et flex-job og modtager dagpenge. Så går det dog hverken værre eller bedre end, at der ikke lige er nogen arbejdsgivere, der vil ansatte ham og som 62½-årig ryger han på kontanthjælp (60 pct. af den maksimale dagpengesats). Det er på ingen måde acceptabelt at arbejdere, der har slidt og slemt i årtier kan ende sådan.

Prikken over i'et er dog forslag 5, hvor pensionsalderen fra 2013 gradvist ” løftes med én måned om året ”. Det lyder måske umiddelbart ikke af meget, men betyder fx at folk født i 1970 aller tidligst (da efterlønnen på det tidspunkt er helt afskaffet) kan gå på pension som 67-årig! Lignende pensionsreformer har ført til kamp over alt i Europa og den danske arbejderbevægelse, må ikke lade Danmark være en undtagelse.

3. Mindre skat på arbejde?!?!
”Forslag 17: Personskatten skal lempes. Mellemskatten skal væk, og grænsen for topskatten skal op [nærmere bestemt 400.000] . Derudover skal beskæftigelsesfradraget være større. Den disponible værdi af fradraget skal øges fra i dag maksimalt at udgøre 2.400 kr. til maksimalt at udgøre knap 15.000 kr. Skattelettelserne skal blandt andet finansieres ved gradvist at hæve ejendomsværdiskatten fra de nuværende 1 pct. til 1,5 pct. i 2030.”

I gamle dage stod, der i de socialdemokratiske programmer at ” arbejdet er kilden til al værdi, og arbejdets udbytte bør derfor tilfalde dem, som arbejder ” (Principprogram, vedtaget på kongressen i 1913) og som socialister går vi selvfølgelig ind for at skatten på arbejde skal ned. At fjerne mellemskatten og sætte grænsen for topskatten op, er dog på ingen måde at sænke skatten på regulært arbejde. Derimod er det bare en kæmpe skattelettelse til de rige. Under kapitalismen er der en fuldstændig uretfærdig og ineffektiv ulighed i indkomst, dette skyldes det økonomiske modsætningsforhold mellem arbejdere og kapitalister. Kapitalisterne tjener deres penge ved at vi andre arbejder for dem. Vi sælger vores arbejdskraft til dem - de scorer kassen på vores arbejde. Sådan er rollefordelingen i det kapitalistiske samfund, Derfor er det, fuldstændigt vanvittigt at give skattelettelser til dem der ikke skaber værdier i samfundet, men lever af vores produktion. Det mindste man kunne forlange af de parasitter der snylter på vores arbejde var, at de betalte for den fælles velfærd over skatten.

Velfærdskommission går dog den modsatte vej og forslår samtidig at man oveni sænker selskabsskatten fra 28 til 25 ptc og lemper beskatningen på aktieudkast (forslag 23). Værdierne i samfundet burde tilfalde dem, der skaber dem og ikke en snyltende kapitalistklasse. Dette er dog ikke muligt inden for det kapitalistiske systems rammer, da en stor del af det arbejderen skaber her tilfalder kapitalisten i form af profit. Derfor er der brug for en nationalisering af produktionsmidlerne under arbejdernes demokratiske kontrol, så vi alle kan få del i dette overskud.

4. (Færre) hurtigere igennem uddannelsessystemet
”Forslag 2: Unge skal have en bonus for at starte hurtigt på en uddannelse efter den studiekompetencegivende uddannelse. Jo hurtigere de starter, jo højere bonus. ”


[Nærmere bestemt får man 1.000 kr. hver måned i 2 år, hvis man starter med det samme, 1000 kr. hver måned i 1 år, hvis der går et år og 0 kr. ekstra hvis der går længere tid.]
Velfærdskommissionen fokuserer meget på at få de unge hurtigere igennem uddannelsessystemet, ” uden at det sker på bekostning af uddannelseskvalitet og –niveau ” (s. 5), som de skriver. Dette viser helt klart at de ser uddannelse, som uddannelse for erhvervslivet. For dem handler det ikke om bredde eller kritisk dannelse – dvs. uddannelse for at forbedre folks liv – men om specialisering og slavesind. Dette sikrer velfærdskommissionen også ved at forslå at skolealderen sænkes og at der indføres heldagsskole for de 6-9 årige (forslag 22). Ikke engang vores børn kan være i fred for velfærdskommissionens ”effektiviseringer” og leg er nu noget, der skal henvises til en gang imellem i weekenderne - hvis altså ikke der er for mange lektier.

Ser man bort fra, at det ikke typisk vil være arbejderklassens, men de riges, børn, som vil komme til at modtage disse bonuser, så er bonusordningen bare tåbelig borgerlig ideologi uden den store betydning.

Det massive angreb indtræffer dog med finansieringen af disse ordninger. ” Forslagne skal blandet andet finansieres ved at fjerne de såkaldte café-penge – SU til hjemmeboende elever i ungdomsuddannelserne” (s. 8) lyder det arrogant fra velfærdskommissionen, i hvad der nærmest er en sidebemærkning. Hvad skal disse unge gøre? Forældrene mister jo børnechecken (der i for vejen er sat ned jf. forslag 33), når ungerne fylder 18, og så har de fleste familier et problem. Enten må de unge stresse sig selv endnu mere og tage erhvervsarbejde for at finansiere deres uddannelse, eller også må de simpelthen droppe ud. Arbejderbevægelsen har de sidste 100 år kæmpet for at få opbygget et uddannelsessystem for alle. Det skyder velfærdskommissionen i stumper og stykker på to linjer.

Det hele bliver ikke bedre af at velfærdskommissionen i forslag 24 siger, at der skal være brugerbetaling for kandidatuddannelser hvis man ikke klare det på de normerede år eller ikke kommer i arbejde efterfølgende. Umiddelbart bliver det i form af lån som skal dække 15.000 pr. semester og ens SU (jf. kap 10, s. 15-16), hvilket med renter hurtigt løber op og lægger en endnu større byrde på de børn af arbejderklassen der har overskud og ressourcer til at tage en videregående uddannelse.

5. Årlige løbende forringelser af velfærden
”Forslag 41: Det kommunale tilskuds- og udligningssystem bør i højere grad fremme effektiviteten i kommunernes opgaveløsning. Det kan ske ved, at det årlige statstilskud til kommunerne gradvist sættes ned, så kommunerne har en tilskyndelse til løbende at gennemføre effektiviseringer. På udvalgte områder kan det også ske ved, at kommunernes effektivitet indgår blandt kriterierne i tilskuds- og udligningssystemet.”

Her slår det fuldstændig klik for velfærdskommissionen. Årlige planlagt faste nedskæringer giver ingen mening og at de prøver at skjule det som ”effektiviseringer” gør ikke nedskæringerne mindre hårde. I sær ikke når begrundelsen ovenfor er at det skal være med til at nedbryde ”mentale” barriere for den ”nødvendige” udlicitering og privatisering og nedenfor tilføjes at der skal indføres brugerbetaling på sundhedsområdet (forslag 42) og hjemmehjælp (forslag 43). Udlicitering og privatisering er bare endnu et eksempel på en syg ide fra den profit-frådende kapitalistklasse. Ikke nok med at den skal tjene penge på smør og æg, men nu også på børnepasning og sygdom. Arbejderklassen kan på ingen måde være tjent med hverken årlige nedskæringer eller udlicitering og privatisering, som i sidste ende bare handler om at forgylde aktionærerne i firmaer som ISS.

Kommentarer til prioriteringen (eller resten af artiklen) er meget velkomne.