I de seneste år har vi set en eksplosiv stigning i prisen på en bolig, især i by-områderne På de sidste 10 år er priserne steget med 200% i København og på Frederiksberg. Især ejerboliger er steget i pris, men også andelsboligerne er steget, og at leje et værelse i fx København er svært til under 2000-3000 kr. Der mangler akut billige boliger, men samtidig snakker regering om at rive almennyttige boliger ned eller gøre dem til ejerboliger. Det bliver altså sværere og sværere at få et sted at bo i storbyerne hvis man ikke har kontakterne, tegnedrengen og forholdet til bankrådgiveren i orden.
Ekstreme prisstigninger
Prisen på ejerboliger er steget 15% fra april sidste år til april i år. Men dette er et gennemsnit. Flere steder i landet stiger priserne slet ikke, og andre steder falder de, hvilket betyder at den gennemsnitlige stigning dækker over helt enorme stigninger andre steder primært i Københavnsområdet. Et hus i København koster nu i snit 3,6 mio. kr. Et beløb, som de fleste må kigge langt efter. Prisen for en kvadratmeter storkøbenhavnsk bolig er nu i snit 25.772 kr. Det er da også et beløb der betyder at flere og flere må flytte længere og længere væk fra København, hvis de vil have hus og have mens deres børn vokser op. Og der er ingen tegn på at prisstigningerne stopper. Prisstigningen var i april på 15% og i maj på 17%. Men ikke kun ejerboligerne er steget, også andelsboligerne stiger i pris. Det er dog stadig langt billigere at bo i andels- end i ejerbolig, hvilket betyder at efterspørgslen er fuldstændig ude af trit med udbuddet. Derfor har de fleste ”gamle” andelsforeninger lukket ventelisterne og med mindre du kender en, der kender en kan du vente 20-30 år på at få en andelsbolig.
Stavnsbånd og skel
At priserne nogen steder stiger enormt mens de i mange andre dele af landet falder stavnsbinder i realiteten folk til deres boliger. I områder med høj arbejdsløshed o.l. falder priserne. Mellem 4. kvartal 2004 og 1. kvartal 2005 er priserne faldet i 93 af landets kommuner – hvilket vil sige i en tredjedel af landet. De, der i forvejen ejer et hus i et af disse områder, har svært ved at flytte efter et job fordi de taber penge på deres gamle hus, hvis de skal flytte til et af de områder hvor priserne er steget. Samtidig bliver det sværere at blive boende i storbyerne med en almindelig indkomst. Offentligt ansatte har svært ved at betale en bolig i fx København og en faglært arbejder skal arbejde dobbelt så mange timer i København som i provinsen for at betale sin husleje. Mange arbejdere flytter altså ud, for at konkurrere om de i forvejen få jobs mange steder i provinsen.
Billige boliger til alle
Der er altså drastisk behov for at der bygges billige boliger til alle. Boliger som ikke kræver et kæmpe lån i banken, altså leje- og andelsboliger. Ritt Bjerregård fra Socialdemokraterne har i sit valgprogram op til valget om overborgmesterposten i København annonceret et program for 5000 boliger til 5000 kr. Dette ville klart være et skridt på vejen, og et brud på den hidtidige socialdemokratiske boligpolitik i København, hvor en del af boligmanglen skyldes et byggestop op igennem 90’erne. Men det er ikke nok, der er brug for mange flere almennyttige boliger. I Århus har bl.a. venstreborgmesteren Louise Gade lanceret en plan for at udstede flere byggegrunde – ikke en løsning, der rækker langt for dem, der ikke har et par millioner til at bygge et hus. Regeringens politik er den stik modsatte. Der har været forslag fremme om at almennyttige boliger skal laves til ejerboliger og huslejeloven er liberaliseret, så bolighajer kan renovere ejendomme og derefter kræve enorme huslejestigninger.
Borgerlig løsning på boligmangel: Bomb ghettoen!
Samtidig har regeringen foreslået at ghettoer eller bebyggelser med risiko for ghettodannelse skulle rives ned. Et fantastisk eksempel på regeringens logik; indvandrere og andre ”sociale problemer” klumper sig sammen i ghettoer, så lad os rive dem ned så løser problemet sig nok! Men hovedproblemet er at der mangler almennyttige boliger og hele regeringens politik har som mål at så mange boliger som muligt gøres til ejerboliger, så der bliver færre og færre steder at bo for dem der ikke kan købe en bolig. Argumentet om at man fjerne ghettodannelser ved at rive dem ned, er så absurd at det kan virke decideret skræmmende at det nu tilsyneladende er en kommende del af regeringens boligpolitik. Jo mere almennyttigt bioligbyggeri man river ned, jo tættere vil de folk, der har sociale problemer blive presset sammen i det resterende alment nyttige boligbyggeri. Frem for at bremse ghettodannelse vil de borgerliges forslag fremme ghettoer. Spørgsmålet er em den virkelige intention med forslaget at fastholde boligmanglen så priserne på det private marked bliver ved med at stige.
Sort børs
Med de sidste års enorme prisstigninger og politikere der intet gør ved boligproblemet er der startet en ond spiral. Når priserne på ejerboliger stiger og de almennyttige boliger i stigende grad laves om til ejerboliger betyder det at den eneste sikkerhed man reelt kan få er at eje en bolig – hvordan skal man ellers kunne komme ud på boligmarkedet når man engang skal flytte. Derudover åbner det op for et kæmpe sort marked med mange penge under bordet for en andelslejlighed – og hvis du selv har betalt penge under bordet er de røget ud i den blå luft hvis ikke du også kræver penge når du engang skal sælge.
At gå fra hus og hjem
Men derudover betyder de fortsatte prisstigninger en forventning om at det fortsætter i det uendelige. Økonomer og ejendomsmæglere klapper begejstret og laller glade videre. Men for et par måneder siden var et par førende borgerlige økonomer ude og advare om denne jubeloptimisme. De sagde at de nye låntyper kunne blive et problem og at huspriserne var 40% overvurderede. Prisstigningerne har gjort at det er svært for mange at betale et almindeligt lån af, og vi har i den seneste tid set en stigning i alle mulige typer af lån; afdragsfrie lån, lån med fleksibel rente osv. I øjeblikket er renten historisk lav, og det kan gøre det fristende at låne til en fleksibel rente, i håb om at den holder sig nede. Hvis man har et lån med fleksibel rente og renten pludselig stiger skal der ikke meget til i en i forvejen stram økonomi, før korthuset vælter. Det samme gælder, måske i endnu større grad hvis huspriserne kollapser. Næsten en fjerdedel af lånene er nu afdragsfrie lån, men hvis man har et afdragsfrit lån og huspriserne pludselig falder sidder man efter ti år med en endnu større gæld end man oprindeligt tog. Og den eneste måde lånet kan betale sig er hvis man regner med at ens indtægt vil stige betragteligt efter ti år, men ingen ved hvordan lønudviklingen, arbejdsløsheden o.l. ser ud til den tid. Det er klart at jo mere priserne stiger, jo større bliver problemet bare på længere sigt. Der forberedes et kæmpe krak i fremtiden hvor utallige familier må gå fra hus og hjem. Ikke mindst førstegangskøber står i en umulig situation. Med flere årtiers ventetid på almentnyttige boliger og andelsboliger er familier der skal have et sted at bo tvunget til at købe. Eller sagt mere præcist: De er tvunget til at købe et hus eller en lejlighed, der er 40 % overvurderet og sidde i ekstrem gæld resten af livet med udsigt til at de får lov til at beholde gælden, men at husets værdi snart vil halveres! Men ikke kun førstegangskøber har et problem. Gældssætningen i de danske husstande er fordoblet inden for de sidste 10 år. Det betyder at mange familier har taget øget lån i deres bolig som jo er steget i værdi. På den måde har man været med til at holde hjulene i gang i Danmark ved at kunne købe nye køkkener, toiletter og f.eks. en bil. Men som tidligere nævnt er lånene taget i boliger der er 40 % overvurderede. Dermed er det ikke kun førstegangskøberne der sidder i saksen. Også de husejere der har ladet sig vildlede af ejendomsmæglerne (som er styret og ejet af bankerne) sidder nu i en voldsom gæld. De er blevet lokket til at tage store lån i deres hus med ord som at renten vil forblive lav og at priserne vil blive ved med at stige. Sandheden er at alt dette snart vil få en ende med katastrofale følger i kølvandet.
Bankerne er de store vindere
Men hvorfor fortsætter udviklingen så ufortrødent? Det er klart at nogen har en interesse i at priserne fortsætter deres himmelflugt og at de almennyttige boliger forsvinder. Interessen ligger først og fremmest hos bankerne og finanskapitalen – nogle kræfter, som kan sno regeringen om deres lillefinger. Jo større lånene er jo større er gevinsten for banken, og jo mere kan de kræve af folk. Man hører fra tid til anden den påstand at de danske arbejdere er blevet borgerlige fordi de ejer et hus, men dette er fuldstændig absurd – i virkeligheden er det de danske banker der ejer langt størstedelen af de danske boliger, og fortsat tjener kæmpe profitter på folks behov for et sted at bo. Det er også bankerne, der har lokket arbejderfamilier til at sætte sig i en bundløs gæld. Når der kommer nedgang i økonomien vil det få katastrofale konsekvenser. Bankerne har de sidste år haft gigantiske milliardoverskud. Disse overskud er blevet betalt af de danske arbejdere, der i dag betaler hovedparten af deres løn af i lån og må vende hver femøre, der bliver tilbage. Dette er kapitalens logik. Det er på tide, at arbejderbevægelsen stopper dette vanvid. Bankprofitterne må bruges til at sikre gældssanering af alle arbejderfamilier der er bragt i håbløs gæld. Bankernes kyniske spil med at lokke folk i ekstrem gæld har afsløret bankerne som det, de er. Iskolde finanskapitalister. Hvorfor skulle op mod en million arbejderhjem ruineres for deres profitters skyld. Svaret er en nationalisering af bankerne så deres milliarder kan bruges til gældssaneringer og igangsætning af nyt byggeri.
Løsningen på problemet er ikke at flere og flere kommer til at blive slaver af banken for at eje deres egen bolig og dermed øge bankernes profitter yderligere. Fagforeningerne og arbejderpartierne må fremsætte et program for opførsel af nok almennyttige boliger af alle typer, så alle kan få et sted at bo til en pris der er til at betale.
