Man kan spørge sig selv hvorfor man overhovedet gider beskæftige sig med noget så gabende kedeligt som bankerne i Danmark. Til dagligt hører man da heller ikke meget til dem. Det skulle da lige være når man får en yderst bestemt dame i røret der kraftigt minder én om det obligatoriske overtræk sidst på måneden eller når man forundres over alle de mærkværdige gebyrer der på mirakuløs vis har indfundet sig på ens kontoudtog. Men hvad er de egentlig for nogle størrelser, de banker, og hvad foregår der under den blankpolerede hverdagsoverflade? Det er ikke et helt uinteressant spørgsmål at beskæftige sig med, hvis man vil have et indtryk af hvilket samfund vi lever i, og i hvilken retning det bevæger sig i for tiden.

Overenskomsten for finanssektoren 2005
Umiddelbart går det forrygende for de danske banker. Overskuddene vil ingen ende tage. I første halvår 2004 fremlagde de danske banker et samlet overskud, før skat på kr. 13.570 mio. et ikke helt beskedent beløb og forventningerne for hele 2004 går på omkring 24mia..

I den forbindelse kan det virke lidt fedtet at arbejdsgiverne fra de danske banker ved overenskomsten for nylig kun ville give hvad der svarer til gennemsnitligt 3,2 procents lønstigning over de næste tre år til de almindelige ansatte. – ikke meget mere end hvad inflationen kan forventes at blive på. Til trods for dette er det en af de højere lønstigninger der er blevet forhandlet igennem i den seneste tid. Men det var heller ikke med arbejdsgivernes gode vilje at det skete. Der måtte truslen om konflikt på bordet før de gav de få ynkværdige krummer fra sig. Inden for finanssektoren hører konfliktvarsler til sjældenhederne. Faktisk har der aldrig i danmarkshistorien været konflikt inde for denne sektor (undtaget endagsstrejken i Grønlandsbanken marts 2004), så alene truslen er en stor ting. Men den er dog ikke større end at det blev en del af overenskomsten ”at arbejdsgiveren og medarbejderen kan aftale, at medarbejderen går ned i løn, men til gengæld får noget andet af arbejdsgiveren. (tillæg til magasinet Finans marts 2005)” Dvs. at de ansatte kan risikere at få udbetalt en del af deres løn i naturalier, som computere, parkeringsaftaler, aktier o. lig. Udstyr skal selvfølgelig returneres ved fratrædelse.

Citronen presses
Men hvorfor er arbejdsgiverne i bankerne så fedtede med at dele ud af deres enorme overskud? Det interessante ved spørgsmålet er i denne sammenhæng ikke i så høj grad hvorfor de ansatte knapt får en egentlig reallønsfremgang, det har vi set massevis af gange før, men i højere grad hvorfor forskellen mellem lønnen og overskuddet er så himmelråbende høj (lønudgifterne for sektoren i første halvår af 2004 var på 10.220mio, hvilket skal sammenlignes med overskuddet på 13.570 mio. for samme halvår).
De fleste banker er børsnoterede og det er primært også mod aktiemarkedet vi må vende blikket for at få et svar på vores spørgsmål.

Inden vi fortsætter må vi lige definere bankernes to hovedfunktioner:

1. Bankerne låner penge ud til virksomheder og privatpersoner imod at få renter ind igen oven i hatten



2. Bankerne låner penge af virksomheder og privatpersoner (når du sætter dine surt tjente skillinger ind på din konto). For disse penge og de der kommer fra spekulanter der køber bankernes aktier, spekulerer bankerne selv i aktier og obligationer for at forøge deres formuer yderligere.

Vi behandler de sidste punkt først. Som beskrevet ovenfor kan bankerne altså tjene penge på at have penge. Jo flere penge de får ind på forskellig vis, jo flere penge kan de spekulere med og jo flere penge kan de tjene osv.

Den seneste tid har vi set en stigende tendens til at store børsnoterede firmaer skærer hårdere og hårdere ned på lønudgifterne samtidigt med at overskuddene vokser (bankernes lønudgifterne faldt første halvår2003- første halvår 2004 med 2,4% mens overskuddet steg m 1,1%). Dette skyldes bl.a. den enorme konkurrence der findes på aktiemarkedet. I takt med at det er blevet stadigt mindre givtigt at investere i egentlig produktion, på grund af at almindelige arbejdende mennesker ikke har råd til at købe de produkter tilbage de selv producerer, bliver hardcore spekulation snarere reglen end undtagelsen. Dvs. det er ikke nødvendigvis længere nok for en virksomhed, at fremlægge et godt regnskab med et stigende overskud, hvis forventningerne fra spekulanterne havde været endnu højere. Man har set flere tilfælde hvor kurserne på aktier fra firmaer, der har stået i ovenstående situation, med flotte regnskaber, ligefrem er faldet. Fordi de ikke levede op til forventningerne.

I den senere tid løber kapitalstrømmene stærkere, kraftigere og mere skiftende for hver dag. I en artikel fra economist.com fortæller en arbejdsgiver at 85% af ejerskabet (aktierne) på en virksomhed kan have skiftet hænder på en enkelt dag. Derfor vil virksomhederne, og især de store, som bankerne jo er, gøre alt i deres magt for at fastholde spekulanternes kapital. Dette sker bl.a. i stigende grad ved at udbetale større dele af overskuddet som aktieudbytte til aktionærerne. Dvs. rede penge lige i foret. Og det er ikke småpenge vi snakker om. I 2000 drejede det sig om en udbetaling på rundt regnet 10mia.

Kamp om markeder
Aktieudbytte er en meget konkret måde at lokke investorer i butikken, men en mere slagkraftig måde er selvsagt ved, at vise at en krone investeret i bankens aktier giver et højere afkast end andre steder. Med andre ord: Bankerne må hele tiden udvide deres markeder, eller risikere at dreje nøglen eller blive opslugt af større konkurrenter. Dette er en typisk tendens inden for det kapitalistiske system som er hverdagskost. Men især siden 1990, i takt med aktiehandlernes massive intensivering er det gået hurtigt. I dag sidder de fem største banker på ca. 80% af udlånene.

Ud over at fusionere, forsøger bankerne også at udvide deres markeder ved, at få hver enkelt af os til at låne flere penge. Næsten hele tiden bombarderes vi gennem reklamer med nye låneformer. Og hvilken succes! Den danske befolkning har aldrig været så forgældet som den er i dag. Den private gæld er eksploderet. Dette er sket for at finansiere større forbrug og de stadigt stigende huspriser der også er himmelråbende. Fra første kvartal 2003 til første kvartal 2004 er sektorens samlede udlån steget med 12%. Og det er primært husholdningerne og ejendomsfinansieringen der har trukket op. Samtidig er diskontoen historisk lav. Og har efterhånden været det et stykke tid, hvilket har sparket godt gang i det lånebaserede forbrug.

Men bankerne vil mere endnu. Og det næste marked, der stadigt er rimeligt jomfrueligt, er højrisikoudlåning. Det går ud på at pådutte folk der i forvejen har fået sin økonomi i uføre, ekstra lån med løfter om at ”forenkle” deres gæld. ”Saml din klatgæld og lån 100.000 kr. oven i!” den har vi hørt før. På dette marked er forrentningen ekstremt høj, til gengæld er risikoen større.
Den form for risikoudlåning er pga. ågerrenterne ikke særligt velset ud fra et etisk synspunkt, og det ved de store banker. Derfor har de datterselskaber og andre ”associerede” mindre kreditselskaber til at tage sig af de beskidte forretninger, med økonomisk at sparke til dem der allerede ligger ned. I de sidste par år har det især været indtægterne fra disse der har holdt de store bankers overskud oppe.

Risikovillighed
Risikovilligheden er ikke bare begrænset til det grå høj-risiko marked. Den kommer også til udtryk i at udlånsprocenten ofte er over hundrede (dvs. den udlånte pengemængde overskrider pengemængden fra indlån). Dette, sammen med det faktum at alle økonomer er enige om at den lave rente ikke vil vare ved, kan give bange anelser. Hvis (eller når) renten stiger vil det betyde at bankerne mister indtjening på fastrentelånene og for de nye rentetilpasningslån og for de folk der har taget dem, vil en markant rentestigning være katastrofal. Imidlertid er meldingerne fra diverse bankdirektører at vi ikke skal være nervøse. Det er kun en stor rentestigning i USA der kan få renten herhjemme til at stige. Men hvis vi kigger på USA, der også er dybt forgældet både statsligt og privat, forsøger de store drenge i Fed(centralbanken), som det kaldes, at hæve renten. Dette gøres for at prøve at bremse den såkaldte forbrugsfest, da de mener der er faretegn der kunne indikere forestående inflation. Men indtil videre har de små gradvise rentestigninger de har foretaget ikke haft den ønskede effekt. Derfor er der ved at komme stemning inden for Fed, for større, pludselige rentestigninger. Og fortalerne erkender åbent at det vil have store konsekvenser for almindelige mennesker, men det ”er nødvendigt at rydde op”.

Hykleri
Efter ovenstående betragtninger kan det virke mærkeligt når politikerne inde på borgen snakker om ”at sikre velfærdssamfundets fortsatte beståen”, samtidig med at de lader bankerne, kapitalens store drenge, jonglere rundt med folks liv i deres evige jagt på profit. Hvis man vil have en stabil økonomi der kan sikre høj og stabil vækst, er det nødvendigt at kontrollere de mange milliarder der flyver rundt. Den eneste måde det kan lade sig gøre, er ved nationalisering. Danske Bank har nærmest monopoliseret markedet, bare på kapitalistisk grundlag. Denne bank står for 75% af alle datterselskaber og andre associerede kreditselskaber under banksektoren. Det er disse selskaber, der tramper på folk der ligger ned, for at kunne skumme fløden til fordel for den absolutte danske overklasse. Det er ikke den slags kapitalistisk nationalisering vi har brug for. Hvad der er brug for er at almindelige mennesker i fællesskab ejer og kontrollere bankerne, med fuldstændig åbenhed omkring regnskaber, overskud o. lig. Og dette eventuelle overskud (i dag på over 20mia) skal selvfølgelig komme alle os almindelige mennesker til gode, og ikke aktionærerne der mæsker sig i vores ulykke.

For nationalisering af bankerne.
Åben regnskaberne – svindlen skal afsløres
Stop overklassens nasseri på arbejdende mennesker.