Arbejdsløshed er et af de store problemer mange står over for i dag. For ældre, der bliver fyrede eller unge, der prøver at komme ind på arbejdsmarkedet kan det være svært at finde et arbejde. For unge betyder det, at de er nødt til at søge om kontanthjælp fordi de aldrig har haft mulighed for at optjene til en a-kasse. Når man søger kontanthjælp er man så tvunget til at tage imod de forskellige ”aktiverings” tilbud. Det kan være alt fra at sidde og søge job over en computer til at tage brosten op, rense dem og så sætte dem på plads. Det er vist ganske klart at det sidste ikke er så meget aktivering som det er udnyttelse af billig arbejdskraft. Rent faktisk må aktiverede ikke udføre arbejde andre kunne have gjort til en normal løn, men der er desværre mange eksempler på at aktiveringstilbud går ud på netop dette. Så i stedet for at hjælpe folk med at komme i arbejde fjerner det jobs som folk kunne have udført til en normal løn.
Dette drejer sig ikke kun om aktivering men også om de såkaldte tilskudsstillinger. En tilskudsstilling er nå en person bliver ansat i en stilling med tilskud fra det offentlige, dette betyder at arbejdsgiveren kun skal betale en del af lønnen. Dette er især tilfældet i amter og kommuner, i løbet af et år er tilskudsstillingerne der steget med 15 procent imens det samlede antal ansatte ikke er steget. I Maj 2003 var 18.600 ansat i stillinger med jobtilskud i amter og kommuner, dette var i Maj 2004 steget til 21.400. Stigningen har været størst i jobs som pædagogmedhjælpere, social og sundhedspersonale, kontoransatte og pedeller. Alene blandt de tekniske servicemedarbejdere (der omfatter pedeller) er hver fjerde ansatte nu i et støttet job! (BT, 20. september) Dette betyder selvfølgelig, at en kommune vil være mindre tilbøjelige til at ansatte folk i et reelt job, når de kan få det billigere med tilskud. Så i stedet for at skabe flere jobs fører det til færre jobs. Samtidig er det folk selv, der betaler til det igennem skatterne. Facit er, at mere ordinært arbejde forsvinder og jobs med løntilskud vokser, hvilket de ovenstående tal viser.
Er arbejdsløshed godt for nogen?
Arbejdsløshed er et generelt træk ved kapitalistisk økonomi. En kapitalistisk økonomi har i bund og grund interesse i en vis del arbejdsløse så folk vil være mindre tilbøjelige til at kræve lønstigninger osv. fordi de vil være bange for at miste deres jobs. Hvis der står fire personer parate til at overtage ens job har man ikke så meget magt at sætte bag sine ord. Så man vil finde sig i dårligere løn og arbejdsforhold bare for at beholde sit job, alternativet er nemlig værre!
De nyeste tal viser at der er 171.800 ledige, dette svarer til 6,2 procent af arbejdsstyrken (BT, 20. Septembenåhh j). Hvad disse tal ikke tæller med er folk der er i aktivering, så de reelle tal er meget højere. Samtidig er antallet af langtidsledig steget med 50 procent i VK regeringens levetid. Tallene viser at 49.417 danskere har været ledige i over 9 måneder og derfor betegnes som langtidsledige ifølge DR.
Med udsigter som dette er det klart at folk er bange for at miste deres arbejde. Fordi hvis man gør er udsigterne mildest talt meget sorte. Dette sætter arbejdsgiverne i en situation hvor de kan vælge og vrage. Selv hvis de arbejds- og lønforhold de tilbyder, er dårlige, så er de eneste der har nogen fordel ved arbejdsløshed arbejdsgiverne.
Er der noget alternativ?
Det står ganske klart at kapitalisme betyder arbejdsløshed. Hvis man lader økonomien blive bestemt af det mere eller mindre anarkistiske marked er det den logiske konsekvens. Arbejdsløshed er et sygdomstegn der udover at ødelægge tilværelsen for mange familier også presser arbejdsforholdene for dem der er i arbejde. Netop derfor må kampen imod løntrykkeri og en løn til at leve af for alle føres af arbejdernes kamporganisationer, nemlig fagforeningerne. Hvis kapitalisterne ikke kan garantere arbejde må løsningen være en nationalisering af virksomhederne. På denne måde ville man kunne udbygge velfærden samtidig med der ville være job til alle. Dette ville indeholde en national minimumsløn for alle, uanset om de er i arbejde eller ej og en 30 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation. Samtidig ville der blive sat et stop for nedværdigende aktivering fordi man kunne ansætte folk hvor der er brug for dem, masser af ting bliver ikke gjort i dag fordi der ikke er nok profit i dem, f. eks bygning af boliger der er til at betale. Selvfølgelig vil kapitalisterne kæmpe med næb og klør imod dette. Men punktet er for længst nået hvor vi må spørge os selv om vi skal lave os blive styret af tilfældigheder eller om vi skal planlægge produktionen rationelt. Med de store værdier der er til stede i det danske samfund både materielt og menneskeligt ville en logisk planlagt produktion kunne gøre op med alle de krise tegn vi mærker nu.
