- Eller gør det? I hvert fald lader det til, at mange af Danmarks store arbejdsgivere er begyndt at tænke på den måde. Senest var direktøren for Lindøværftet, Torben Anker Sørensen, ude og sige, at arbejderne må arbejde 40 timer om ugen – uden lønkompensation. Det betyder, at de danske arbejdere (eller lønmodtagere, for dem der bedre kan lide det ord) skal arbejde 3 timer ekstra – gratis – for arbejdsgiverne. Uden tvivl vil det glæde aktionærerne, men for de fleste andre vil det blot betyde endnu mere stress og arbejdspres.

Tidligere på året skrev dagbladet Børsen på lederplads, at det er nødvendigt med:
”En kombination af øgede investeringer, ikke mindst i IT, og en smidigere tilrettelæggelse af arbejdet, typisk i samarbejde mellem virksomheden og dens medarbejdere.”
En ”smidigere” tilrettelæggelse af arbejdet betyder her, at arbejderne må arbejde mere og på de tidspunkter, som passer arbejdsgiveren bedst.

Alt dette kan sammenfattes i ét ord; klassekamp. Det er arbejdsgivernes kamp mod de ansattes ønske om et behageligt liv, hvor man kan tænke på andet end arbejde, og hvor man ikke nødvendigvis er helt udkørt, når man kommer hjem.

Selv om de borgerlige politikere gang på gang erklærer klassekampen for død, så eksisterer den i bedste velgående. Disse angreb kan ledelsen for fagbevægelsen og arbejderpartierne ikke sidde overhørig.

Det er nødvendigt med et klart svar – hvis der skal arbejdes mere, så ansæt nogle af de mange arbejdsløse! Hvis der skal være løntilbageholdenhed, så start med aktionærerne og direktørerne!

Hvis de danske virksomheder ikke kan leve op til dette, må man nationalisere de 50 største virksomheder og sætte dem under de ansattes egen kontrol. På den måde vil man kunne starte en rationel, socialistisk planlægning af den væsentlige produktion i samfundet.