København, Århus, Aalborg, Vejle , Roskilde, Horsens. I seks af de ti største kommuner har kommunevalget givet rødt flertal. Dette burde være grundlaget for en klar venstreorienteret politik i kommunerne, men virkeligheden ser ud til at blive en helt anden. Selv i disse byer, hvor en arbejderpolitik er en klar mulighed, har Socialdemokraterne søgt og lavet brede forlig ind over midten. Ikke bare med de Radikale Venstre, men sågar også med Venstre og de Konservative.

I Århus nægtede Venstre og de Konservative at indgå i et samarbejde, men alligevel har den nyslåede socialdemokratiske borgmester Nicolai Wammen kvit og frit givet Venstres Louise Gade Rådmandsposten for Børn og Unge-udvalget, der tegner sig for 50 procent af kommunens budget. Også social– og beskæftigelsesområdet, der bl.a. omfatter integrationsområdet, har Wammen afgivet til Venstre.

I København så det ud til at gå endnu værre og Ritt Bjerregaard prøvede at se helt bort fra de andre arbejderpartier og kun gå sammen i et smalt samarbejde med Klaus Bondam og de Radikale. Først efter pres fra venstrefløjen i Socialdemokratiet og sandsynligvis også fagbevægelsen, bredte Ritt samarbejdet ud til også at omfatte SF og Enhedslisten.  

Socialdemokratiets fremgang – vælgernes krav om mere velfærd
De fleste, der har stemt på Socialdemokraterne, har dog gjort det ud fra en overbevisning om, at et kryds ved liste A var garant for en sikring og forbedring af velfærden for alle. De har stemt på Socialdemokratiet som et alternativ til de borgerlige, der sidder på regeringsmagten og konstant skærer ned. Vælgerne stemte med andre ord ikke på Socialdemokratiet for at de skal føre borgerlig politik sammen med de borgerlige - det ved alle at de borgerlige sagtens kan klare alene.

Ved kommunalvalget har omtrent hver tredje stemt på Socialdemokraterne, mens kun hver fjerde ville gøre det samme, hvis der var folketingsvalg, viser dugfriske meningsmålinger. Nogle mener at dette skyldes stærke socialdemokratiske personligheder ude i kommunerne, mens andre påstår at forklaringen skal findes i den uklarhed der er om den nationale politik. Meget taler dog for at det stikker meget dybere. Grundlæggende set handler det om at de lokale socialdemokratiske kandidater ikke bliver forbundet med højretoppen i Socialdemokratiet, der senest med Helle Thorning-Schmidts villighed til at afskaffe efterlønnen har vist  at de heller vil være ”ansvarlige” overfor kapitalisterne, end forsvarer arbejdernes rettigheder. De lokale kandidater forbindes i langt højere grad med de traditionelle socialdemokratiske værdier, der har været fundamentet for opbyggelsen af det danske velfærdssamfund. Det handler om solidaritet, omsorg, respekt og lighed. 
 
Den eneste storby, hvor Socialdemokratiet gik kraftig tilbage, var Odense, hvor de mistede hele 4 mandater. Her så vi lige præcis den modsatte effekt. Ankers Boyes økonomiske tosserier, specielt i forbindelse med H.C. Andersen året, mindede uden tvivl vælgerne om at han bare er højretoppens lokale lakaj og derfor intet reelt alternativ.

Enhedslisten – alternativ til venstre?
Enhedslisten har i forbindelse med kommunalvalget profileret sig som den nødvendige kritiske vagt hund i de ellers enige kommunalbestyrelser. De har stillet fine krav op indenfor områder som; sygehuse, daginstitutioner, uddannelse, ældrepleje, miljø og integration. Ud fra dette har de opnået et for dem godt valg, med en 60 procents fremgang på landsplan. En del af denne fremgang skyldes dog simpelt nok at Enhedslisten denne gang stillede op i langt flere kommuner end sidst og at det lykkedes dem at fiske nogle af de vælgere, der i protest mod højredrejningen i SF, har søgt væk derfra.

I København har Enhedslisten profileret sig på god kollektivtrafik, bedre integration og et renere miljø. Det revolutionære skyts har de dog, som i resten af landet, lade blive hjemme. De har i høj grad accepteret de opsatte økonomiske rammer for kommunerne, og har kun i bisætninger talt om at der må skaffes flere penge ved at beskatte kapitalisternes milliard profitter. Kun Gladsaxe kan til dels nævnes som en undtagelse. Her omfattede valgkampsprogrammet bl.a. et punkt om ”Kommunalt oprør” mod den økonomiske spændetrøje den borgerlige regering har lagt kommunerne i. Sammen med Søren Søndergaards personlige karisma gav dette en fordobling af Enhedslistens stemmer og en fremgang til hele 11,4 %.

Der var stor skuffelse i Enhedslisten, da det i første omgang så ud til, at de ikke ville få en borgmesterpost i København. Men hvad skal et antageligvis revolutionært socialistisk parti som Enhedslisten bruge en borgermesterpost til, hvis de alligevel bare sidder og administrerer de ovenfra kommende fastsatte nedskæringer? Hvilket lige præcis var hvad tidligere uddannelsesborgmester Per Bregengaard gjorde. Enhedslisten må denne gang, hvis de overhovedet skal have noget fornuftigt ud af posten, benytte Mikkel Warmings Sundhedsborgmesterpost som en revolutionær talerstol og nægte at bøje af for kravet om nedskæringer.

For et socialistisk alternativ
Arbejderpartierne burde, overalt hvor det kunne lade sig gøre, have været gået alene sammen og brugt det røde flertal til at skabe et reelt socialistisk alternativ. Med strukturreformen er der blevet lagt op til øgede udliciteringer og skattestoppet har sat kommunernes økonomi under et sådan pres, at de i 2005 regner med at blive nød til at overskride deres budget med over 2 mia. kr. De mange kommunesammenlægninger kan også i praksis komme til at føre til kraftige nedskæringer, da man i al ubemærkethed vælger den laveste, i stedet for den højeste, fællesnævner for velfærdens kvalitet.

Vi lever i et rigt samfund, problemet er bare at det ikke er flertallet, der bestemmer over denne rigdom, men derimod en lille håndfuld direktører og spekulanter. En udvidelse af demokratiet til også at omfatte økonomien kunne uden problemer gennemføre alle de krav om forbedringer af velfærden, der har været nævnt i valgkampen – og mere til.

Som udgangspunkt kunne kravene være:

1. Flere pædagoger pr. barn i institutionerne, der muliggør fordybelse og skabe lige muligheder for alle
2. Arbejde til alle – også indvandrere, hvilket ville medføre en naturlig integration
3. Renovering af de nedslidte folkeskoler, som skal danne ramme om inspirerende og kritisk undervisning
4. Ordentlige forhold for ældre, der har knoklet hårdt et helt liv og skabt kapitalisternes kæmpe profitter

Det kommunale selvstyre skal ikke bare administrere de nedskæringer, der bestemmes nationalt. Almindelige mennesker må inddrages i beslutningerne helt fra bunden af ude på den enkelte skole og arbejdsplads. Arbejderpartier burde derfor gå sammen om at lave budgetter, der ikke bygger på hvilke penge, som lige nu er i kommunernes hænder, men derimod på hvilket behov, der er. Dette er lige præcis marxisme i praksis og har bl.a. været gjort i Liverpool i midten og slutningen af 80’erne [læs mere her], hvilket sikrede gav Labour deres bedste valgresultater. Hvilket velfærds niveau, der er realistisk at opnå ude i kommunerne afhænger ikke af den nuværende økonomiske spændetrøje, men af arbejdernes vilje til at nationalisere de største virksomheder og sætte dem under deres demokratiske kontrol.