For nyligt har der været valg i både Polen, Tyskland og Norge. I Tyskland nåede den politiske krise efter valget den 18. september et nyt stadie. De to største partier SPD (socialdemo-kraterne) og CDU/CSU (kristendemo-kraterne) forhandlede sig efter valget frem til dannelsen af en koalitionsregering – som ifølge den kommende kansler Angela Merkel, udtrykker tyskernes ønske om et bredt samarbejde. 75 % af tyskerne selv siger dog, at koalitionen er en nødløsning. Også valgene i Polen og Norge viser hvor mangelfuldt det borgerlige demokrati egentlig er, og at de afgivne stemmer ikke nødvendigvis er udtryk for befolkningens egentlige krav og ønsker.
Den politiske krise
Baggrunden for det tidlige tyske valg lå i den tyske økonomi. Schröder havde med sin reformpakke, Agenda 2010, forværret de tyske arbejderes vilkår væsentligt og arbejdsløsheden nærmede sig de 5 mio. For godt halvandet år siden demonstrerede 1,5 mio. mennesker mod reformerne, og situationen blev ikke bedre for SPD. Da partiet i maj tabte stort ved forårets regionale valg og desuden havde svært ved at danne noget flertal i Forbundsrådet til at gennemføre regeringens politik, mente Schröder at det var tid til at få et ”fornyet mandat fra befolkningen”. Det var en desperat handling. Lige op til udskrivningen af valget havde Schröder hårdnakket påstået at hans nedskæringsreformer ville gavne selv de laveste indkomstgrupper inden det planmæssige valg i efteråret 2005. I praksis var udskrivningen altså en erkendelse af at hans højrepolitik havde slået fejl. I Schröders hoved var det dog nok nærmere et taktisk træk mod opblomstringen af en venstrefløj både inden- og udenfor SPD, der uden tvivl ville kunne lukrere på valgnederlaget og de fejlslagne reformer og i sidste ende måske slutte højrefløjens dominans i SPD-toppen.
Valgresultatet
I teorien gav valgresultatet mulighed for en regering bestående af De Grønne, SPD og det nye Venstreparti. De borgerlige partier CDU/CSU og FDP opnåede nemlig kun 21,2 mio. stemmer overfor 24 mio. til den anden fløj. Det har dog overhovedet ikke været en mulighed, da Schröder siden partiets oprettelse har holdt fast i, at et samarbejde aldrig kunne komme på tale, ja, han nægtede endda at tale med Venstrepartiet.
Venstrepartiets ene halvdel er en gruppe af socialdemokrater som splittede ud fra SPD i 1999. Den anden del består af partiet PDS, som har sine rødder i det østtyske kommunistparti. Således svarer den andel af stemmerne som PDS som enkeltparti tidligere fik og den andel af stemmer som SPD mistede, til det nye partis stemmer. I fagbevægelsen har flere opfordret til, at man stemte på Venstrepartiet, også selvom de selv var medlemmer af SPD. Formanden for IG Metall, som også er medlem af SPD, opfordrede til at man dannede en regering bestående af SPD, De Grønne og Venstrepartiet. Venstrepartiet udtaler, at de vil vente med at danne regering til SPD fører en mere venstreorienteret politik. Denne nærmest arrogante holdning overfor SPD kan være meget farlig. SPD er og bliver det traditionelle arbejderparti i Tyskland (i hvert fald i vest), hvilket dette valg, hvor SPD efter 6 års forfærdelige reformer alligevel fik ca. 35 % af stemmer, også viser. Venstrepartiet burde have tilbudt en enhedsfront med SPD, selvfølgelig med visse krav til ordentlig politik, men uden en afvisning af SPD som reaktionært, da dette skubber de mange arbejdere væk, som stemte på SPD i håb om forbedringer. I de følgende år ville de fortsatte nedskæringer sandsynligvis sætte gang i en radikalisering overalt i arbejderbevægelsen og blandt arbejderne. Her er det vigtigt at Venstrepartiet ikke står udenfor arbejderbevægelsen og har isoleret sig for sig selv, for almindelige arbejdere vil ikke først søge til Venstrepartiet, men til deres traditionelle parti - SPD.
Øget klassebevidsthed
De Grønne og SPD brugte begge en forholdsvis venstreorienteret retorik i valgkampen. Samtidig ser vi, at Venstrepartiet som helt nyt parti opnåede et godt resultat med 8,7 % af de afgivne stemmer. Dette resultat er et udtryk for en øget bevidsthed om egne klasseforhold. Den økonomiske situation for den enkelte arbejder, som Schröders arbejdsmarkeds- og sociale reformer forværrede yderligere, har medført en stigende klassepolarisering. Det ses også i valgresultatet, hvor kun Venstrepartiet og FDP nød fremgang. For på højrefløjen har man også gjort klar til et alvorligt angreb på fagbevægelsen og arbejdernes rettigheder. SPD prøver i denne forbindelse at dysse baglandet ned, ved at lægge vægt på at netop disse angreb på fagforeningerne er blevet forhindret ved deres indgang i koalitionen.
Med Schröders knæfald for de borgerlige har han sikret at hans reformpolitik vil blive videreført. Imens vil højrefløjen i SPD konstant kæmpe internt i partiet, hvor de også vil kunne mærke polariseringen i fagbevægelsen, som, hvis situationen udvikler sig i tråd med de seneste år, fortsat vil blive tvunget til at tage stilling til stigende utilfredshed blandt arbejderne.
Krisen i Tyskland er derfor langt fra på vej væk. Selve regeringsdannelsen er begyndelsen til endnu mere politisk og social uro, som vil udvikle sig i takt med de kommende nedskæringer. Hvis Venstrepartiet ikke formår at opstille et reelt socialistisk alternativ, vil det også betyde at flere vil blive hjemme ved næste valg.
Det polske folks stemme?
Dette skete i stor udstrækning i Polen, hvor der i september var valg. Igen viste det borgerlige demokrati sin uduelighed og kun ca. 40 % af befolkningen stemte, så sejren til de to højrepartier, ”Lov og Retfærdighed” og ”Borgerplatformen”, kan bedst betegnes som en opgivende modstand mod den da siddende regering beståede af ”Den Demokratiske Venstre Alliance” (DVA). I fire år har partiet siddet på magten og arbejdsløsheden er ikke blevet mindre. Selvom procentdelen af folk der lever under fattigdomsgrænsen angiveligt skulle være faldet med 10 % til 22 % lykkedes det ikke for DVA-regeringen at blive den første genvalgte regering i Polen efter murens fald. I stedet har de måtte stå til regnskab for de sidste fire år og det var netop førnævnt fattigdom, og i det hele taget den ustabile økonomiske situation, der gav ”Lov og Retfærdighed” en førsteplads ved valget, fordi de i de sidste uger førte sig frem, som et parti for de fattige mod det meget liberale parti ”Borgerplatformen”.
Disse to højrefløjspartier påstår nu, at resultatet af valget vidner om et stabilt grundlag for begges liberale politik. Men de tager fejl. Valget i Polen viser blot den utilfredshed der er med DVA. De polske vælgere har ikke kunnet stemme på en polsk pendant til Venstrepartiet i Tyskland og det borgerlige demokrati giver dem slet ikke mulighed for at ændre på det, der virkeligt betyder noget - økonomien. Dette overlades på udemokratisk vis til de enkelte kapitalister.
Fra det split der var i DVA sidste år, opstod der kun et socialdemokratisk parti på et liberalt program, og de opnåede kun 3 % af de afgivne stemmer. Valget har vist, at det befolkningen vil have er faktiske forbedringer og en ændring af kursen. DVA har da også mærket denne venstredrejning. I det sidste halve år før valget skiftede partiet formand tre gange – hver gang var det et skridt til venstre. Denne tendens vil sikkert fortsætte nu da partiet er i opposition. De som ikke stemte, indså at, at stemme på de borgerlige partier, heller ikke ville gøre deres situation bedre. Det samme ses i Tyskland – et valg udtrykker på overfladen ikke andet end et øjebliksbillede af fortidens erfaringer, og ikke flertallets ønske for fremtidens politik.
De borgerlige partier tager altså gruelig fejl. Store dele af befolkningen har ikke givet deres stemme til kende, men når utilfredsheden kommer til udtryk blandt masserne, vil disse blive interesseret i aktivt at forbedre egne forhold. Effekten vil formentligt blive meget hårdere, da de slet ikke er repræsenteret i parlamentet.
Den vigtigste magt ligger stadig udenfor parlamentet, den økonomiske magt, den magt som DVA i deres regeringsperiode ikke har ufordret, således at de heller ikke har skabt flere job.
Et arbejderparti der klarede sig godt
I Norge vandt Arbejderpartiet (AP) stor fremgang, og de forrige regeringspartier Højre og Kristeligt Folkeparti gik kraftigt tilbage. Socialistisk Venstre Parti (SVP) gik også tilbage ved valget, men kommer i regering med Arbejderpartiet og Centerpartiet. Hvorfor denne store fremgang for AP, samtidig med en tilbagegang til SVP? Det er der flere grunde til. Vigtigst er dog at AP, da ingen har partierne har opstillet et reelt socialistisk alternativ, vinder mange stemme på at være arbejdernes traditionelle parti, der ligesom Socialdemokraterne i Danmark har stået forrest i opbyggelsen af velfærdsamfundet. Presset fra arbejderne på den nye regering vil være stort. Det de stemte mod var den borgerlige regerings nedskæringer og privatiseringer, så det der kræves for at beholde støtten er en ændring af i første omgang de forringelser, som de borgerlige gennemførte. Samtidig vil der dog være et pres fra den herskende klasse på regeringen, et pres som vil betyde, at regeringen presses til at vælge hvilken klasse den vil arbejde for. Politik handler om klassekamp, ligesom alle andre vigtige områder i samfundet.
Reformismens fallit
De tre valg er tilsammen et signal om at reformismen lever for lånte penge. Det tyske socialdemokrati og det polske DVA er begge blevet vendt ryggen af deres traditionelle støtter – arbejderklassen. Dette er sket fordi de er blevet til reformister uden reformer. Arbejderne har i stedet enten søgt til venstre (som til Venstrepartiet) eller de prøver i desperation at finde en nødløsning i div. højrepartier. I Norge vil det samme sker til næste, ligesom det skete sidst Stoltenberg sad på statsministerposten, når AP ikke kan sikre reformer. Reformister uden reformer (eller kun med reaktionære reformer) kan arbejderne ikke bruge til noget.
Demokratiet har spillet fallit når arbejderne ikke reelt har mulighed for at afgive en stemme for en bedre hverdag. Det eneste de kan vælge mellem er den bløde eller hårde form for nedskæringer. Derfor må vi udvide demokratiet, så økonomien også er under de arbejdendes demokratiske kontrol.
