Denne artikel er skrevet ud fra et oplæg, som blev holdt på et møde i august 2005.

Vores udgangspunkt, når vi snakker om økonomi, er, at det er nødvendigt at forstå de mekanismer, der fungerer i den kapitalistiske økonomi.
Dette gør vi ikke for at være ”smarte” eller for at dupere nogle med fikse ord. Men fordi det er en nødvendighed for at forstå vores periodes natur, for at forberede os på begivenhederne og for at finde en nøgle til arbejdernes ører og deres bevidsthed. Uden en korrekt forståelse af økonomien vil man uundgåeligt gå ind i en ideologisk blindgyde.

Men det er også vigtigt at slå fast, som vi har gjort mange gange før, at forholdet mellem økonomien og massernes bevidsthed ikke er et mekanisk forhold. Det er ikke sådan, at når økonomien går dårligt, begynder arbejderne at gå i kamp, og når det går godt, bliver arbejderne passive. Forholdet mellem krise, boom og revolution er mere kompliceret, som Trotskij beskrev i sin artikel af samme navn.
Påskestrejkerne i 1985 fandt sted i begyndelsen af et opsving. Og storkonflikten i 1998 brød ud, fordi arbejderne krævede en del af de værdier, som opsvinget i 1990’erne havde frembragt.

Storm P. sagde engang, at det er svært at spå, især om fremtiden. I dag er det utrolig svært at sige, hvad der vil ske med økonomien, fordi der på internationalt plan er stor turbulens. Selv små begivenheder kan få uforholdsmæssigt store konsekvenser. Det vi kan gøre, er at pege på generelle tendenser og ophobede modsætninger. Vi kan ikke med sikkerhed sige, hvornår begivenhederne vil indtræffe, men hvis der er store ophobede modsætninger, kan vi sige, at de vil finde et udtryk på den ene eller anden måde.

Udviklingen af verdens produktion gennem efterkrigsopsvinget har betydet, at konkurrencen mellem de nationale kapitalistiske magter er blevet tilsvarende udviklet, og har betydet yderligere modernisering, arbejdsdeling og specialisering, selv blandt de avancerede kapitalistiske lande. Krisen i EU er et eksempel på, at modsætningerne er på et højt niveau, og ikke sådan lige er til at løse.

Dansk økonomi oplevede en krise i årene 2001, 02 og 03. I anden halvdel, eller i virkeligheden først i sidste kvartal, af 2004, begyndte der at komme opsving igen.

BNP-vækst:
1999: 2,6
2000: 3,5
2001: 0,7
2002: 0,5
2003: 0,6
2004: 2,1

Altså var 2004 det år siden 2000 med den højeste vækst. Og med mindre der sker et krak inden for et nøgleområde, ser det ud til, at der fortsat vil være en vis vækst, selv om det stadig vil være et opsving, der ikke på nogen måder er imponerende.

46 procent af den danske økonomi i 2004 udgøres af eksporten, hvilket er meget naturligt, når der er tale om en lille økonomi. (667 mia. ud af samlet BNP på 1.460 mia. kroner – bruttoværditilvæksten var på 1236 mia. kr.)
Eksporten er hæmmet af, at dollaren er lav, og at Tysklands økonomi er stagneret med en vækst på 1,6 pct. Euroområdet havde i 2004 en vækst på 2,1 pct.
Siden 2000 er eksporten steget med 10,8 pct. i løbende priser
Til sammenligning er det private forbrug steget med 15, 3 pct.
Det private forbrug udgør 49 procent af BNP.

Det er altså i høj grad det private forbrug, der trækker opsvinget, hvilket de borgerlige økonomer også indrømmer. Særligt stort var det i 2004, hvor det private forbrug steg med hele 4,3 pct., hvilket borgerskabets strateger jublede over, fordi de her ser en redning for økonomien, og en vej ud af krisen. Men det er en meget ustabil måde at løse en krise på, hvilket vi senere skal se.

Den er gal med profitten

Den internationale konkurrence har tvunget de forskellige kapitalistiske nationer til at udvide deres produktionsapparat. I Danmark er der derudover en lidt højere stigning i arbejdsomkostningerne pr. mandetime, end der er i udlandet. Siden 2001 er arbejdsomkostningerne pr. mandetime steget mere i Danmark end i udlandet. For at nedbringe denne udgift, forsøger mange kapitalister nu at flytte produktionen til udlandet, hvor udgifterne pr. mandetime er mindre.

Marx forklarede, at kapitalismen skaber en gennemsnitlig profitrate – en moderne kapitalist er ligeglad med, om han producerer bomuld, printplader eller kemikalier. Bare der kommer profit. Hvis man får 1,25 kr. tilbage for hver krone, man investerer i printplader, men 1,35 kr. for hver krone, man investerer i en kemikaliefabrik, så vil man vælge kemikaliefabrikken. Men hvad gør prinpladefabrikken så? De må sørge for, at profitten her er lige så stor. Ellers vil de bukke under i konkurrencen. Profitraten kan for eksempel hæves ved at hæve produktiviteten gennem nye maskiner (hvilket giver problemer, fordi maskiner ikke skaber merværdi), sætte arbejdstiden op eller få arbejderen til at løbe hurtigere. Under alle omstændigheder må der presses mere merværdi ud af arbejderen.

Lige nu ser vi en bølge af angreb på arbejderne; Lindø-bossen Torben Anker Sørensen og kulturminister Brian Mikkelsen siger, at arbejdstiden må op. Det er en røst fra kapitalen, der vil suge mere merværdi ud af arbejdskraften.

Væksten i faste investeringer, som angiver muligheden for fremtidig vækst, var i 2004 på 3,3 pct. Det højeste siden 2000. Fra 1999 til 2004 er de faste bruttoinvesteringer steget med 11,8 pct.
Samtidig ser vi, især inden for de private erhverv, en klar tendens til, at lønkvoten, lønnens andel af produktionsresultatet, falder.

Lønkvoten for hele økonomien (pct.):

2001: 63,3
2002: 63,9
2003: 63,6
2004: 63,4
2005: 62,8

Lønkvoten inden for private erhverv (pct.):

2001: 56,1
2002: 56,6
2003: 56,2
2004: 55,8
2005: 55,2 (Finansministeriets skøn)

Finansministeriet supplerer:
”Den samlede lønstigningstakt – som opgjort i DA’s kvartalsvise lønstatistik – har udvist en faldende tendens siden 2. kvartal 2001, hvor timelønsstigningen lå på et i international sammenhæng højt niveau. Den samlede lønstigningstakt er over perioden faldet fra 4,9 pct. Til 2,6 pct.”

Lønstigninger 2001 2002 2003 2004 2005* 2006*
Årsløn for arbejdere 3,5% 3,8% 3,5% 2,7% 3,0% 3,6%
Årsløn for funktionærer 4,1% 3,8% 3,9% 2,7% 3,0% 3,6%
Årsløn for offentligt ansatte 3,3% 2,5% 3,7% 3,5% 2,7% 3,3%
Kilde: Finansministeriet
*:Finansministeriets skøn

Udvidelsen af investeringerne i konstant kapital i forhold til variabel kapital fører til, at profitraten falder.
Hvis vi ser på første kvartal af 2005, er de faste investeringer faldet med 4,3 pct., og hvis vi kun ser på investeringerne inden for maskiner, transportmidler mv., er faldet på 7,5 pct. I samme kvartal er lønkvoten steget til 65,5 pct. Dette er en indirekte indrømmelse af profitratens generelle tendens til at falde, når investeringerne går til konstant kapital i stedet for variabel kapital – og et forsøg på at rette profitraten op. Der er ingen grund til at tro, at lønkvoten vil blive ved med at være høj, og investeringerne vil formentlig stige igen, i hvert fald indtil økonomien går ind i en krise. Men udsvingene afspejler, at kapitalisterne ikke er trygge ved den nuværende situation. Hvis en økonomisk nedtur venter rundt om hjørnet, går man jo ikke ud og investerer.

Boligmarkedet

Nøglen til dansk økonomi lige nu er boligmarkedet. Her er der siden 1990’erne blevet opbygget så store modsætninger, at det nu er umuligt, at det kan løses uden, at det får alvorlige følger for resten af økonomien.

Mellem 1997 og 2005 er huspriserne i Danmark steget med 58 pct. Og tallet er endnu højere omkring de store byer, særligt i Københavnsområdet.
Alene i Dagbladet Børsen er antallet af artikler om boliger nået op på det højeste i 10 år. Det er ikke en tilfældighed, men skyldes de store modsætninger i boligmarkedet, som nu udgør en trussel for opsvinget.

Den økonomiske nedtur 2001-2003 var en forholdsvis mild krise. Grunden til, at krisen ikke blev dybere er, at borgerskabet kunne trække økonomien fremad på kredit. De borgerlige økonomer taler om et ”forbrugsdrevet opsving.” Hvor kommer dette forbrug fra? Hvordan kan det være, at det private forbrug kan stige mere end indkomsterne? Sandheden er, at det kan det kun gøre i en begrænset periode. På et tidspunkt slutter festen, og regningen må betales. Lige nu er der en rus af optimisme blandt økonomerne, selv om nogle enkelte er begyndt at opdage, at opsvinget er bygget på en bro af veksler.

Husholdningernes nettogæld i procent af boligformuen steget fra 37 pct. i 1995 til 78 pct. i 2003. Og det bliver værre endnu; i løbet af de sidste to år er husholdningernes gæld til banker og realkreditinstitutter steget fra godt 1100 mia. kr. til 1400 mia. kr. Det har gjort danskerne til nogle af de mest gældstyngede i hele verden. Blandt de rige OECD-lande er det kun Holland, der overgår Danmarks gæld i forhold til BNP.

I løbet af de sidste 30 måneder er husholdningernes gæld steget med 273 mia. kr. Hvis man sætter det årlige gennemsnit i forhold til det årlige privatforbrug, finder vi, at gældsstigningen udgør 15,7 procent af det private forbrug. Uden den massive gældssætning ville dansk kapitalisme befinde sig i en dyb krise.

Men hvordan tillader økonomien, at en så stor gældsbyrde vokser frem? Normalt bliver en gæld fulgt af inflation, hvis der ikke er dækning for ”luftpengene” i den virkelige økonomi. Det er ikke sket endnu. Efterkrigsopsvinget var også drevet på gæld, og da krisen meldte sig i 1974, eksploderede inflationen. Det er meget sandsynligt, at vi vil se et lignende mønster i de kommende år, men spørgsmålet om inflation er mere kompliceret og indeholder modsatrettede tendenser, særligt hvis ejendomspriserne begynder at falde, mens renten og olieprisen stiger.

Gælden er naturligvis ikke vokset ud af ingenting. Selv om mange mindre lånebureauer (som er ejet af de store banker) låner penge ud til ågerrenter uden sikkerhed, er størstedelen af gælden bundet i fast ejendom. Og årsagen til, at gælden er eksploderet, er, at priserne har taget himmelflugt.

Fra 4. kvartal 2003 til 4. kvartal 2004 er kvadratmeterpriserne på ejerlejligheder steget 12,9 pct. Det er særligt København og de store provinsbyer, der trækker op.

Børsen skriver 10. marts 2004: ”Ejendomspriserne på erhvervsejendomme ligger 30-40 pct. over den såkaldte fundamentalværdi, mens huspriserne ligger ca. 30 pct. over. Procentsatserne afspejler de nuværende priser i forhold til, hvad det ville koste at bygge nyt.”

Og til avisen siger en økonom:
”Der er ingen tvivl om, at der er en ejendomsboble, der vil få dramatiske konsekvenser for erhvervslivet og samfundet.”

Peter Andreasen, direktør i ejendomsselskabet Norden, siger også til Børsen:
”På boligmarkedet er der en klar boble, hvor ejendomspriserne ikke afspejler de reelle værdier.”
Lignende melding kommer fra direktøren for Jeudan. Og nu har selv Nationalbankens cheføkonom Anders Møller Christensen erkendt, at der er risiko for, at boblen brister, selv om han er mere forsigtig i sine udtalelser.

Med andre ord er ejendommene, både boliger og erhvervsejendomme, belånt ud over deres reelle værdi. Marx forklarede, at en vare svinger omkring dens reelle værdi, og at dagsprisen derfor aldrig svarer til varens eksakte pris. Dagsprisen, som der handles efter, bestemmes af udbud og efterspørgsel. Men svingningerne kan kun fjerne sig fra den virkelige pris indtil en vis grænse. Mekanismen med udbud og efterspørgsel er altså begrænset. For eksempel koster en bil altid mere end en cykel. Det skyldes, at der er lagt mere arbejdskraft i en bil, og at der for at fremstille en bil er brug for flere arbejdstimer. Antallet af det samfundsmæssigt nødvendige antal arbejdstimer for at fremstille en bil, bestemmer dens pris. Dagsprisen svinger omkring denne pris.

Prisen på en vare, i det her tilfælde boliger, kan holdes kunstigt højt, hvis udbudet reduceres. Det er også baggrunden for, at nogle politikere taler om at rive ghettoerne ned. For hvis man tvinger folk ud på det private boligmarked, kan man presse prisen op, og på den måde få endnu mere rum til kredit. Det kan udsætte krisen, men når den kommer, vil den være så meget desto dybere.

En faktor på boligmarkedet, der er værd at bemærke, er den store mængde spekulation. Antallet af tomme boliger er det højeste i de 21 år, hvor Danmarks Statistik har registreret boliger uden tilmeldte personer.

1. januar 2005 stod 142.189 boliger ubenyttede hen. Det svarer til 5,5 procent af samtlige boliger i Danmark. Ud over, at det er en hån mod alle de mennesker, der er i bolignød, viser det markedsøkonomiens totale ineffektivitet.

I et kapitalistisk opsving er der altid et element af spekulation, men spekulationen på boligmarkedet har antaget uhyrlige dimensioner. Nogle økonomer taler om, at denne spekulationsboble er værre end IT-boblen, der brast i 2000.
Alle de boliger, der står tomme, er kun blevet købt fordi, spekulanterne har tillid til, at boligpriserne vil blive ved at stige. Men det vil de naturligvis ikke. Hvis først spekulanterne begynder at sælge ud af de tomme lejligheder, kan det udløse en nedadgående spiral på hele boligmarkedet, som igen vil påvirke hele økonomien.

Når vi ser på økonomien gør vi det for at finde en vej til arbejderklassen. Vores paroler og krav må svare til bevidstheden i klassens fremskredne lag.
Hvilke konklusioner vil klassen drage, når den økonomiske proces bliver til sin modsætning, når boligboblen brister og økonomien går nedad? Det kan vi ikke sige på forhånd. Men én ting er sikket: den danske arbejderklasse vil blive rystet godt og grundigt. Det vil ikke være nogen behagelig oplevelse. Men det er den pris, vi må betale for, at det kapitalistiske system er fortsat, og at lederne for arbejderbevægelsen har reddet kapitalisterne efter første verdenskrig, efter anden verdenskrig og i 1970’erne.

Processen er blevet forsinket, og de marxistiske kræfter er isoleret. Det i sig selv vil gøre processen langsommere, fordi arbejderne først må igennem en masse bitre kampe og nederlag. Der vil komme nederlag. Og en alvorlig økonomisk krise kan være med til at knække store dele af arbejderklassen, hvis ikke ledelsen viser en vej fremad. Det så vi i 1980’erne, og det kan ske igen. Men før det sker, vil arbejderne vise deres styrke og gå i kamp. Det er vores perspektiv.

Hvad vil en ændring af situationen betyde konkret? En rapport fra Handelshøjskolen i København viser, at en rentestigning på 2 procent vil skære 13 procent af en almindelig families rådighedsbeløb.
Henrik Juul, der har lavet udregningerne siger til Børsen:
”Benzin og forsikring bliver også dyrere, så familierne er sårbare på flere punkter. Der er i hvert fald ikke basis for mange rejser sydpå.”

Økonomien er skrøbelig. Dialektikken taler om kvantiteten, der slår over i kvalitet. Ligesom en række af dominobrikker, kan opsvinget vælte, og økonomien vil blive kastet ud i krise, hvis der kommer en rentestigning. Eller måske noget andet. Det er egentlig underordnet, hvilken faktor, der udløser det. Det vigtige er at forstå de enorme modsætninger, der er i dansk økonomi lige nu. Dansk kapitalisme er svag.

Som vi har sagt før, så giver reformisme uden reformer ingen mening. Reformismen er i krise. Og den krise vil blive endnu tydeligere i fremtiden. Det kan åbne nye døre for marxisterne. De arbejdere, der tidligere stolede på reformismen, vil komme i tvivl og vil begynde at lytte til mere radikale ideer. Og inden for en årrække, der ikke nødvendigvis er så langt ude i fremtiden, kan de marxistiske ideer igen få en base i den danske arbejderbevægelse.