Boliger. Boble. For tiden hører vi disse to ord oftere og oftere, og altid i sammenhæng. Alene i Dagbladet Børsen er antallet af artikler om boliger nået op på det højeste i 10 år.
Det er ikke en tilfældighed, men skyldes, at de kapitalistiske strateger er i vildrede over et boligmarked, der er løbet løbsk. Spørgsmålet er ikke længere, om boligboblen vil briste, men hvornår det sker, og hvad konsekvenserne vil blive.

Ifølge Finansministeriet er husholdningernes nettogæld i procent af boligformuen steget fra 37 pct. I 1995 til 78 pct. I 2003. Med andre ord har de danske arbejdere været tvunget til at sætte sig i dyb gæld siden 1990’erne, alene for at få et sted at bo. Dette er sket i en periode med opsving. Så kan vi kun grue for, hvad der vil ske, når en økonomisk nedtur melder sig.

Gælden eksploderer

Men i de sidste par år er ondt kun blevet værre. I løbet af de sidste to år er husholdningernes gæld til banker og realkreditinstitutter steget fra godt 1100 mia. kr. til 1400 mia. kr. Det har gjort danskerne til nogle af de mest gældstyngede i hele verden. Måler man gælden i forhold til den samlede økonomi (BNP), er den på 74,3 pct. Blandt de rige OECD-lande er det kun Holland, der overgår dette.

Allerede i marts udtrykte Børsen bekymring over udsigterne til en boble:
”Ejendomspriserne på erhvervsejendomme ligger 30-40 pct. over den såkaldte fundamentalværdi, mens huspriserne ligger ca. 30 pct. over. Procentsatserne afspejler de nuværende priser i forhold til, hvad det ville koste at bygge nyt.”
Og til avisen siger en økonom:
”Der er ingen tvivl om, at der er en ejendomsboble, der vil få dramatiske konsekvenser for erhvervslivet og samfundet.”

Minister: red jer selv

For nylig måtte selv Nationalbankens cheføkonom Anders Møller Christensen erkende, at der er fare for en boligboble.
Og Boligminister Bendt Bendtsen var for nylig ude og gøre det klart, at de familier, der må gå fra hus og hjem, når boblen brister, ikke skal regne med hjælp fra den borgerlige regering.
”I Danmark har man retten til at blive velhavende, men man har også retten til at gå fallit. Det er folks egen sag,” har han sagt til Ritzau.
Sådanne udtalelser falder ikke tilfældigt, men fordi borgerskabets strateger er dybt bekymrede, og ikke aner deres levende råd.
”Alle for sig selv, og lad fanden tage de sidste,” er regeringens slagord.

Borgerskabets problem er, at det netop er boligboblen, der har trukket opsvinget de sidste par år. ”Forbrugsdrevet opsving,” kalder de det. Det har været muligt at tage kæmpemæssige lån i kunstigt oppustede huspriser. Mellem 1997 og 2005 er huspriserne i Danmark steget med 58 pct. Og tallet er endnu højere omkring de store byer, særligt i Københavnsområdet. Når dette korthus falder sammen, vil alle de mekanismer, der trak opsvinget frem, blive til det modsatte og trække økonomien endnu længere ned i krisens dynd.

Opsvinget er ustabilt

En rentestigning kan starte nedturen. En beregning fra Handelshøjskolen i København viser, at en typisk familie vil få kappet 13 pct. af budgettet, hvis renten stiger to pct. Derudover kommer de stigende oliepriser, som kan får processen til at accelerere. De danske arbejderfamilier kan altså se frem til at spænde livremmen ind, og mange vil gå fra hus og hjem.
Her må vi tilføje, at i det meste af Europa, og særligt i Tyskland, er den økonomiske situation så miserabel, at kapitalisterne absolut ikke ønsker en renteforhøjelse, da det også ville ramme industrien og skabe mere arbejdsløshed. Men som man siger – i krig og kærlighed gælder alle kneb. Og bankerne står klar i kulissen til at inddrive pengene.

Bankerne må nationaliseres

Det faktum, at mange arbejdere risikerer at blive sat på gaden, hamrer en pæl igennem den småborgerlige myte om, at arbejderne er blevet borgerlige og ikke længere står i modsætning til kapitalisterne, fordi mange har fået hus, bil og kummefryser. I virkeligheden er det bankerne der ejer huset og bilen. Man bebrejder ofte marxisterne, at vi vil afskaffe ejendomsretten. Men for det store flertal er ejendommen allerede afskaffet, eller i det mindste overladt til bankernes nåde.

Sandheden i dag er, at uanset hvad kapitalisterne gør, vil det gå galt. De har ikke råd til at betale gælden, og hvis de lader være, vokser regningen sig større, og når krisen sætter ind, vil den være så meget desto dybere.
Problemet er, at økonomien er uden for demokratisk kontrol. Det er nogle få industrimagnater og bankdirektører, der bestemmer om hundredetusindvis af danske arbejdere skal have et job, en bil eller bolig. Hvis de ikke kan finde ud af at køre økonomien, så den går fremad, må de sættes fra bestillingen, og arbejderne må til. Hvis man planlagde økonomien demokratisk efter det fælles bedste, og ikke blot efter nogle enkeltes profitter, ville bobler i økonomien, ligesom arbejdsløshed, nedskæringer, stress og jag, hurtigt blive noget, man kun kunne læse om i historiebøgerne under afsnittet ”Den kapitalistiske epokes forfald.”