Dette dokument skal ses som et tillæg til det lange perspektivdokument vi udgav i 2004. Her vil vi behandle de vigtigste begivenheder det sidste år og forklare hvordan vi mener, de bekræfter det grundlæggende perspektiv vi havde i dokumentet fra år 2004.
Et perspektiv er en grundlæggende nødvendighed for ikke alene at forstå, hvilke kræfter der har skabt den nuværende situation, men også for at forstå, hvad den fremtidige situation bringer. Med mindre man har en klar forståelse af den økonomiske situation, af klassernes forhold over for hinanden og af den politiske situation, vil man være ude af stand til at forberede sig på, hvad der kommer til at ske, og vise en vej frem.

1. Den internationale situation

Danmark er ikke isoleret fra resten af verden. Hvis man skal forstå situationen i Danmark må man nødvendigvis se den i et internationalt perspektiv. Derfor er det nødvendigt kort at forklare de vigtigste begivenheder og tendenser i verdenssituationen.

Når man ser tilbage på det sidste år er der sket et væld af begivenheder, samtidig kan situationen dog synes den samme på mange måder. Begivenhederne kommer og går, men de er alle et symptom på den samme tendens. Verdenssituationen er stadig grundlæggende karakteriseret af turbulens og ustabilitet. Tendensen er stadig den samme og dermed også perspektivet for den kommende periode. Men det er ikke sådan at situationen ”bare” gentager sig år efter år, det er en løbende proces, hvor tendenserne skærpes, modsætningerne øges, og kampene tilspidses.

Kapitalismen har i de sidste århundreder skabt ”en verden i sit eget billede”. Økonomien er blevet en verdensøkonomi og alle landes økonomiske skæbner er tæt forbundet. Dette har, forstærket af den teknologiske udvikling indenfor kommunikation og transport, medført at politikken også er blevet global; krigen i Irak vedrører fx ikke kun de involverede parter, alle lande må tage stilling osv. I det følgende vil vi først beskæftige os med udviklingen i verdensøkonomien og dernæst den politiske udvikling

”Her går det godt, send flere penge” – verdensøkonomien
Alverdens borgerlige økonomer forsøger at pakke den nuværende økonomiske situation ind i pæne fraser, i et forsøg på at få den skrantende økonomi til at virke som den mest naturlige ting, og overbevise os om, at det jo går meget godt.
Men det er ingen hemmelighed, at under overfladen lurer bekymringen. Den vestlige verdens arbejderklasse er i efterkrigstiden blevet vænnet til at tingene går fremad, at i morgen bliver bedre end i dag osv. Men kapitalismen på verdensplan har ikke været i stand til at opfylde dette i de seneste år. De fremstiller nedskæringer, øget arbejdspres, fyringer osv., som midlertidige fænomener, men faktum er at verdensøkonomien er skrantende, og kapitalismen som system ikke længere er i stand til at skabe fremgang for langt størstedelen af verdens befolkning.

Den amerikanske økonomi, som i høj grad er styrende for verdensøkonomien, har haft et mindre opsving, med vækstrater på omkring 3-4% om året efter 2001. Men hele opsvinget er baseret på lånte penge, og derfor også på lånt tid. Husholdningernes gæld i USA, England og mange andre lande er nået over 100% af den årlige husstandsindkomst efter skat. En situation der ikke er langtidsholdbar, siden gælden skal betales tilbage – med renter. I den seneste periode har renterne været exceptionelt lave, men de er nu begyndt at stige, hvilket kan få boligboblen til at briste og husholdningernes økonomi til at kollapse.

De store virksomheder i Europa, Japan og USA har forbedret deres profitter siden bunden i 2001. men profitterne er ikke blevet genoprettet på baggrund af investeringer i ny teknologi og produktion, men først og fremmest pga. kæmpe nedskæringer i jobs og øget arbejdstempo. Produktiviteten blev øget med ca. 5% om året i USA sidste år pga. fyringer, men nu er væksten i produktiviteten nede på under 2%, og vil falde yderligere.
Dette peger på at USA ikke kan holde sine vækstrater på omkring 3-4% meget længere, samtidig med at dollarens fald udgør en reel trussel. Det amerikanske opsving har været holdt i gang af lån; fra husholdningerne og udlandslån – til import. Dette har været muligt fordi dollaren har været valutaen for verdenshandel og opsparing, især for Asien. Men dollaren er begyndt at falde, og udenlandske investorer begynder at spørge sig selv, hvorfor de skal investere i en valuta, som ikke holder værdien. Processen er selvforstærkende, når først tilliden til dollaren begynder at falde, vil det hele falde sammen. Et opsving der er baseret på forbrug for lånte penge og kredit er meget uholdbart fordi lån altid skal betales tilbage. Derfor kan dette kun midlertidigt udskyde en økonomisk krise, som i sidste ende vil vende tilbage med fornyet kraft.

Hverken EU eller Japan er økonomisk i stand til at hjælpe den amerikanske økonomi eller verdensøkonomien fremad. Tysklands vækst er nærmest ikke eksisterende, og den japanske økonomi ser ikke ud til at være i meget bedre form. Det eneste lyspunkt i Japan er en stigende eksport til Kina.
Og her finder vi den næste fare for verdensøkonomien. Bortset fra USA har Kina været drivkraften i væksten i verdensøkonomien og efterspørgslen. Den kinesiske økonomi har haft vækstrater på 10% pr. år. Men selvom 60% af økonomien er ejet af staten, kan den kinesiske økonomi ikke undgå kapitalismens tilbagevendende krise; overproduktionen. Et symptom på dette er bilsalget der sidste år steg med 100%, men som nu er faldet med 3%. Det vil betyde en afgørende sænkning af væksten i 2005.
Og nu spiller Kina en rolle i verdensøkonomien – Kinas økonomi er nu den næststørste i verden, efter USA’s (hvis man ser bort fra effekten af valutaveksling). Mellem 1990 og nu stod den kinesiske økonomi for 28% af væksten i verden, sammenlignet med kun 19% fra USA. Denne gigantiske vækst i den kinesiske økonomi har betydet at mange job er blevet ”stjålet” til Kina fra USA. I længden kan USA ikke tolerere at et land har så enorme vækstrater. Og denne vækst sker på baggrund af en ekstrem udbytning af den kinesiske arbejderklasse som er vokset eksplosivt og uden tvivl vil begynde at spille en vigtig rolle i den kommende periode.

Alt dette peger på at verdensøkonomien kan stå overfor en verdensomspændende krise.

Stilhed før stormen
Men selvom marxister mener at økonomien er den afgørende faktor, afgøres alt ikke af de midlertidige svingninger. Den generelle tendens for kapitalismen er nedadgående, og dette er arbejderklassen (og alle andre klasser) begyndt at mærke.
Vi har i tidligere perspektiver sagt at pludselige og skarpe ændringer er indbygget i situationen, og dette er kun blevet bekræftet i den seneste periode.

Et godt eksempel er terroraktionen i Madrid i marts og det efterfølgende valg.
3 dage før valget i Spanien stod det højreorienterede regeringsparti PP til at blive genvalgt i meningsmålinger. Men 11 marts sprang en bombe i et tog i et arbejderkvarter i Madrid. PP gik med det samme ud med reaktionære taler og skød skylden på ETA, hvilket var forkert eftersom det rent faktisk var en gruppe med bånd til Al-Qaida der havde begået attentatet. Dette resulterede i en spontan massebevægelse fra arbejdernes side, der strømmede ud i demonstrationer på gaden. I løbet af disse tre døgn ændrede stemningen sig radikalt i den spanske arbejderklasse, fra chok over vrede, til politiske slogans. Det endte med af Socialistpartiet (PSOE) fik flertal, bl.a. fordi stemmetallet i arbejderkvarterne i Spanien steg. Men Socialistpartiet får det ikke nemt på regeringsmagten, de blev valgt som en følge af massemobiliseringer (som de ikke selv havde stået i spidsen for), med krav om bedre forhold, tilbagetrækning af soldaterne fra Irak og lignende. De europæiske Socialdemokratier, der er i opposition, må ryste i bukserne for at komme i en lignende situation. For sandheden er, at alle regeringer i Europa, uanset partifarve, fører den samme politik med angreb på arbejderklassen.
Valget i Spanien viser, hvordan stemningen pludselig kan slå om, men det er også nødvendigt at forstå at situationen udviklede sig som den gjorde pga. den forudgående periode. Klassekampen i Spanien er i de seneste år tilspidset, med generalstrejker og lignende.
En anden tendens, der var tydelig ved valget i Spanien, var vores perspektiv om masseorganisationerne; når arbejderne går ind på den politiske scene udtrykker de sig gennem deres traditionelle masseorganisationer. Ikke pga. ledernes politik, men på trods af den.

Samme tendens sås ved valget i Indien i foråret, hvor Kommunistpartierne (CPI og CPI(M)) – de traditionelle arbejderpartier i Indien - fik det største antal stemmer nogensinde – ca. 27 mio.
Så samtidig med at det kan se ud som om reaktionen står stærkt i verden; med Bush’ genvalg til præsident, krigen i Irak osv, sker der altså også en proces i den anden retning. Der sker en polarisering, hvor modsætningerne stiger.
Dette er især tydeligt i Latinamerika, der er den mest udviklede del af verden på nuværende tidspunkt, hvad angår klassekampen. Den revolutionære proces fortsætter i Venezuela. Genvalget af Chavez i august, gav oppositionen et nederlag, men der er ingen tvivl om at reaktionen, både i Venezuela og verden, ikke vil give sig uden kamp. Så længe arbejderne ikke har taget magten, vil reaktionen kæmpe med næb og klør for at holde sig til magten. Og i virkeligheden er der ikke et eneste stabilt regime i Latinamerika, samtlige lande er rystet af kriser, økonomiske og sociale.

Lige nu kan det se ud til på verdensplan at klassekampen er gået i stilstand. Men dette er bare stilhed før stormen. Arbejderklassen har i store dele af verden været ude i hårde kampe, og det er klart at ingen kan kæmpe uafbrudt. Der er brug for perioder til at stoppe op og tænke; hvad skete der og hvordan går vi fremad. Især uden en bevidst marxistisk ledelse vil arbejderklassen have brug for mange ”tænkepauser”, men dette betyder ikke at kampen er slut. Det er bare stilhed før stormen. Generelt set har vi set stort opsving i klassekampen de sidste par år, og dette har lagt grunden for en endnu større eksplosion i fremtiden.

Global og dansk kamp – to sider af samme sag
Allerede i dag har vi set de første spirer til global modstand. De globale antikrigsdemonstrationer mod krigen i Irak er et godt eksempel herpå. Men der er også andre eksempler. Den katastrofale flodbølge i Asien viste arbejderklassens sande ansigt; millionerne strømmede ind fra hele verden til støtte for ofrene. Men flodbølgen viste også verdens lederes sande ansigt. Regeringernes støtte kom kun tøvende, efter det gik op for verdens ledere at deres befolkninger synes det var vigtigt. Vi har bl.a. set den amerikanske udenrigsminister Donald Rumsfeld på besøg i regionen efter katastrofen, tilsyneladende chokeret. Men ikke mere chokeret end at han kan være repræsentant for en regering der uden at blinke bruger det beløb den har skænket til Asien på halvanden dag på krigen i Irak, hvor dødstallet blandt irakere nu er oppe på over 100.000. Et faktum der, sammen med millioner af andre, vil have (og har) en indflydelse på bevidstheden i den amerikanske arbejderklasse, såvel som hele verdens arbejderklasses.

Nødvendigheden af en Internationale er større end nogensinde før. En af de vigtigste delkampe i den danske klassekamp i de følgende år bliver uden tvivl udflytningen af arbejdspladser. I dag truer de tyske kapitalister åbenlyst de tyske arbejdere med at flytte arbejdspladser mod øst, hvis ikke de går ned i løn og op i arbejdstid, ligesådan truer de danske kapitalister med at flytte arbejdspladserne til Tyskland, og sådan fortsætter spiralen. Denne form for afpresning var et vægtigt argument for oprettelsen af 1. Internationale, og viser at der den dag i dag er absolut ligeså meget et behov for en Internationale som for over 150 år siden. Arbejderklassen er i selve sin natur, ligesom kapitalismen, international og den må derfor organiseres internationalt.

Flere gange i løbet af historien (fx i forbindelse med revolutionen i 1917 og opstandene i 1968) har vi set revolutionære bølger brede sig udover verden. Meget tyder på at vi i den kommende periode kan stå overfor en sådan ny bølge, der uden varsel kan sætte klassekampen i lys lue i bl.a. Danmark. Baggrunden for dette perspektiv er den omtalte ustabilitet og turbulens på alle niveauer, samt den mulige verdensomspændende økonomiske krise. En ny bølge vil dog adskille sig radikalt fra de tidligere. For det første er verden i dag blevet langt mindre og kommunikationen langt lettere, hvilket vil kunne gøre bølgen langt mere eksplosiv og omfangsrig. For det andet vil det være første gang i 80 år at stalinismens spøgelse ikke ville være tilstede og skræmme arbejderklassen væk fra den egentlige revolutionære marxisme.

2. Dansk økonomi

Så sent som for et år siden forudsagde finansministeriet, at væksten i 2003 ville være 1,3 procent, og dette tal turde ingen uden for ministeriet tro på. Her et år efter kan vi se, at væksten i dansk økonomi 2003 var på ”beskedne 0,5 procent”, som finansministeriet skriver. Nu siger finansministeriet så, at væksten i 2004 vil være 2,2 procent. The Economist forudser, at væksten vil være på 2,3 procent. Danmarks Statistik oplyser, at væksten de første tre kvartaler af 2004 var på 2,0 procent. Uanset hvad er det ikke et imponerende opsving. Nordeas økonomer skriver i Nordea Invest fra september 2004, at ”I Europa ser det ud til, at opsvinget kommer til at trække ud (...) Væksten i Europa ventes således at være noget lavere end i USA.”

Vækstbilledet i Danmark 2000-2004, i procent. Kilde: Finansministeriet
2000 2001 2002 2003 2004*
2,8 1,6 1,0 0,5 2,2
*:Finansministeriets egne skøn

Væksten i faste investeringer, som angiver muligheden for fremtidig vækst, lå i 2003 på –1,1 procent. Altså en tilbagegang. Men finansministeriet skønner, at tallet for 2004 være 3,4 procent, men ministeriet forklarer, at det afhænger af, at ”det internationale opsving tager til i styrke.” Om dette kommer til at ske, er et åbent spørgsmål.

Finansministeriet skriver: ”På baggrund af høj privat opsparing og et rummeligt overskud på betalingsbalancen er der plads til et forbrugsdrevet opsving.”

Og i Berlingske Tidende 1. september 2004 kan man læse følgende:

”Hele 33 procent af servicevirksomhederne regner med at øge omsætningen i den nærmeste fremtid, mens kun seks procent forventer en tilbagegang.”

Hvis vi ser på industrien ser det mere dystert ud. Ifølge The Economist er industriproduktionen faldet med 3,3 procent fra oktober 2003 til 04. Og her taler vi vel og mærke om økonomiens rygrad, vareproduktionen. Eksporten har de senere år oplevet meget lav vækst; efter den voksede med 13,5 pct. i 2000, var væksten i eksporten i 2001 på 4,4 pct., i 2002 på 4,8 pct., og i 2003 på 0,0 pct. Hvis vi kun ser på industrieksporten ser det endnu mere dystert ud; den er gået fra at vokse 15 pct. i 2000 til en nedgang på 2,1 pct. i 2003. Det danske borgerskab er i gang med at pille industrien fra hinanden. Lenin beskrev i sit mesterværk, Imperialismen, hvordan det degenererede borgerskab går fra at basere sig på industri og vareproduktion til at blive et rentierbourgeoisi, en snylterklasse som ernærer sig ved spekulation og renter frem for produktive investeringer.

Det midlertidige opsving for tiden bygger ikke på en reel udvidelse af samfundets værdier, men mere på serviceydelser og privat forbrug for lånte penge. Uheldigvis har gæld den ubehagelige egenskab, at den skal betales tilbage – som regel med renter. Finansministeriet beretter:

”Husholdningernes finansielle nettogæld i procent af boligformuen er steget fra 37 pct. i 1995 til 78 pct. i 2003. (...) Det højere niveau for den finansielle nettogæld og den stigende andel af rentetilpasningslån betyder, at husholdningernes økonomi kan være blevet mere følsom over for renteændringer.”

Finansministeriet skriver bekymret: ”Stigende renter (kan) dæmpe fremgangen mere end antaget, hvis ECB hæver renten tidligere end lagt til grund i prognosen for at hindre, at råolieprisstigningerne smitter af på lønudviklingen.”

Med andre ord: De danske arbejdere har været tvunget til at sætte sig i dyb gæld siden 1990’erne, alene for at have et sted at bo. Men hvis renten stiger, falder hammeren, og mange arbejderfamilier vil blive tvunget til at flytte fra hus og hjem, eller i det mindste løbe endnu stærkere for at få tingene til at hænge sammen.

Arbejdsløsheden
Den officielle arbejdsløshed var i oktober 2004 på 6,3 procent mod 6,0 procent i oktober året før, oplyser The Economist.

Ledige i procent af arbejdsstyrken. Kilde: Finansministeriet.
År 2000 2001 2002 2003 2004*
5,2 5,0 5,0 5,9 6,3
*: Tal fra The Economist.

Det er svært at sige, hvad det reelle arbejdsløshedstal er. En stor del af gruppen på varige ydelser (efterløn, overgangsydelse, førtidspension) er ifølge Rød-Grøn Statistik udtryk for en skjult arbejdsløshed. Og folk på orlov eller uddannelse, kontanthjælpsmodtagere og aktiverede dagpengeberettigede tæller ikke i de officielle statistikker. I 2002 var den samlede mængde af arbejdsløse derfor på 14,1%. Og i alt var 29,8% uden for arbejdsmarkedet i 2002. Det reelle arbejdsløshedstal ligger et sted mellem de to sidste.

Finansministeriet oplyser, at der var 175.000 ledige i august 2004. Men vil man se det reelle ledighedstal, skal man lægge 678.000 overførselsmodtagere oven i. I alt 853.000 personer.
(Dette tal omfatter efterlønnere, aktiverede kontanthjælpsmodtagere, ikke-registrerede kontanthjælps- og ledighedsydelsesmodtagere, folk på sygedagpenge, revalidering, førtidspension, barsel og børnepasningsorlov og overgangsydelse, men ikke aktiverede dagpengemodtagere).

Uanset hvad, er arbejdsløshed et emne, der begynder at optage en større del af bevidstheden blandt danske arbejdere. Spørgsmålet om udflytning og nedlægning af arbejdspladser er begyndt at optage en plads i bevidstheden, som det ikke havde for blot få år siden.

Løn
Overenskomsten fra foråret 2004 kan ikke siges at imødekomme de ønsker om lønstigninger, som blev rejst af aktive på landets arbejdspladser. Finansministeriet forventer, at lønstigningerne vil aftage:
”Forventningen om aftagende lønstigningstakter i 2004 understøttes ligeledes af de løbende lønindberetninger fra de lokale lønforhandlinger opgjort af Dansk Industri. De foreløbige indberetninger peger i retning af et fald i lønstigningstakterne for arbejdere i 2004 på omkring 1/4 pct.enhed.”

Finansministeriet fortsætter:
”Afmatningen på arbejdsmarkedet frem til årsskiftet 2003/2004 har bidraget til at dæmpe lønstigningstaksten”.

Her ser vi, hvordan en embedsmand med et pennestrøg springer hen over et af de helt store samfundsproblemer. Denne ene sætning indeholder i virkeligheden tre oplysninger:

1) Der er blevet flere arbejdsløse frem til årsskiftet 2003/2004.
2) Lønnen er kun steget svagt.
3) Disse ting hænger sammen på den måde, at en højere arbejdsløshed giver lavere løn.

Alle arbejdere ved, at der er større tendens til løntilbageholdenhed, når der er stor fare for at miste jobbet, end hvis man er sikker på beskæftigelse. Hvis man ved, at man ikke bliver fyret, eller i det mindste hurtigt kan få en ny ansættelse et andet sted, vil de fleste ikke være bange for at kræve bedre forhold. Omvendt er mange villige til at acceptere et lønstop eller endda en nedgang i lønnen, hvis alternativet er fyring – det har vi blandt andet set i SAS. Derfor er arbejdsløshed et vigtigt værktøj for kapitalisterne. Og når de taler om ”naturlig arbejdsløshed”, mener de den arbejdsløshed der skal til for at true arbejderne til ikke at kræve for meget. Kapitalisterne drager altså god nytte af truslen om arbejdsløshed. Det er ikke alle i samfundet, som er kede af arbejdsløsheden.

Det borgerlige Danmarks top håner ligefrem de arbejdsløse, når de med den ene tunge siger, de vil skære i dagpengene og skære overførselsindkomster ned til et eksistensminimum, og med den anden hylder en høj arbejdsløshed som en forsikring mod højere lønkrav fra arbejderne.

Uligheden mellem arbejdere og direktører er også vokset i sidste periode. I løbet af de sidste 20 år er direktørernes løn vokset med et gennemsnit på 7,5 pct. om året, mens en typisk HK’er kun har oplevet en lønstigning på 3,8 pct. i snit.

Perspektivet for dansk økonomi
Det nuværende opsving er først og fremmest drevet af privat forbrug, som er drevet af kredit, altså af nye lån og mere gæld. Men det vil allerhøjst udsætte krisen. Ligesom en person kan være i et vældigt humør og tro, han kan klare alt, når han er fuld, ser dele af borgerskabet sig nu i stand til at overvinde krisen ved at udsætte betalingen til i morgen. Men ligesom vores berusede ven må sande, at dagen derpå bringer kraftige tømmermænd, vil kapitalisterne få sig en grim overraskelse, når regningen kommer. Borgerskabets problem er, at de ikke har nogen udvej. Hvis de hæver renten, vil det bremse investeringerne og sætte fyringsrunder i gang og arbejdere i massevis vil blive fanget i en dobbelt fælde af gæld og arbejdsløshed. Hvis de fortsætter som nu vil regningen blot vokse – og som bekendt forsvinder problemet ikke, fordi man vender ryggen til. Det vil føre til endnu større problemer i fremtiden, hvilket også vil påvirke arbejderklassens bevidsthed. Dette vil på den ene eller anden måde finde sit udtryk på den faglige og politiske front.


3. Den politiske situation

Valget 8. februar var først og fremmest et nederlag til Socialdemokraterne med kun 25,9% af stemmerne – et af de dårligste valg i 100 år.

Den borgerlige regering blev som bekendt genvalgt.

Venstre gik 4 mandater ned, Konservative 2 mandater frem og Dansk Folkeparti gik 2 mandater frem.

Regeringen havde i perioden op til valget foregivet at være midtersøgende og forsvarere for velfærdsmodellen. Den vedtog bl.a. i finansloven for 2005 at give en række områder flere penge – områder som de tidligere har skåret mere ned på, end de gav. Officielt fremstår partiet med Fogh i spidsen, som om de er gået væk fra betonliberalismen. Pointen er klar; det er farligt at sige åbenlyst, at man vil smadre den danske velfærd og angribe arbejderne – så må man hellere snige det ind af bagdøren. I valgkampen var det for mange svært at skelne mellem Venstre og Socialdemokraterne. Socialdemokraterne beskyldte Venstre for at ”stjæle” deres valgløfter, samtidig med at Socialdemokraterne ivrigt forsikrede, at de var enige i regeringens stramme udlændingepolitik.

Men der er forskel på de to partier.

Fogh ønsker et opgør med den danske velfærdsstat og de rettigheder, som den danske arbejderklasse har tilkæmpet sig. Det er helt tydeligt, hvad regeringen har af planer. Både OECD og den af regeringen nedsatte velfærdskommission peger på, at der må ske ”omstruktureringer” af velfærden, med midler som beskæring af dagpengene, afskaffelse af efterlønnen, højere pensionsalder, unge hurtigere gennem uddannelsessystemet osv. Men at det ikke er så let erfarede regeringen, da den forsøgte at sænke dagpengene, men måtte trække forslaget tilbage efter en storm af protester fra fagbevægelsen. Der er dog ingen tvivl om, at disse angreb forberedes – det vi har set efter valget, er propaganda for at overbevise os om, at det er helt ”nødvendige” tiltag for at ”sikre velfærden til de kommende generationer”. At der ikke er noget velfærd at sikre, hvis regeringen får det som den vil, kom ikke frem i valgkampen. Derudover er der lagt op til frontalangreb på den offentlige sektor med kommunalreformen.

I de offentligt ansattes overenskomster er der lovet løngaranti, men ingen jobgaranti – men det skal ikke være nogen hemmelighed, at de borgerlige ønsker en mindre offentlig sektor – så bliver der jo råd til skattelettelser, samtidig med at de ønsker øgede privatiseringer. Med manglen på en jobgaranti, kan masser af offentligt ansatte stå overfor yderst usikre ansættelser i den kommende periode.
Der er ingen tvivl om at nedskæringerne på 1-2% som vi har set de sidste år på den offentlige sektor vil fortsætte og højst sandsynligt øges. For at kunne fastholde skattestoppet, der først og fremmest gavner de rigeste, og muligvis gennemføre skattelettelser er det nødvendigt at skære ned.

Men nedskæringerne dikteres ikke først og fremmest af regeringens intentioner. Nedskæringerne skyldes først og fremmest den kapitalistiske økonomis natur – økonomien kommer før eller senere i krise. Selvom regeringen gang på gang erklærer, at vi er i et opsving, går det ikke særlig godt. For at regeringens økonomiske plan – 2010 planen skal holde, skal 60.000 flere i arbejde, i stedet er
arbejdsløshedskurven gået den modsatte vej i hele den foregående regeringsperiode.

Man skulle tro, at det måtte være nemt at være i opposition efter de massive protester, der har været mod regeringen de seneste år – men åbenbart ikke for Socialdemokraterne.

Socialdemokraterne er i den seneste periode rykket til højre og har også stemt for mange nedskæringer. Dette gør dem ikke til et borgerligt parti – den socialdemokratiske ledelses projekt er at administrere den kapitalistiske økonomi, og forsøge at få gennemført nogle reformer. Men det er et arbejderparti, som kan presses både til højre og venstre, alt efter hvor stærk bevægelsen i arbejderklassen er. Og det er det parti, som stadig har de stærkeste bånd til den danske fagbevægelse. I valgkampens slutfase gik det da også op for dele af fagbevægelsen, at der var forskel på en borgerlig regering og en Socialdemokratisk, og da de så at socialdemokraterne var ved at tabe, besluttede de i et desperat forsøg at genoplive den økonomiske støtte. Men det var for sent. Socialdemokraterne forsøgte i tiden i opposition at finde alle mulige løsninger på deres problemer, men ingen af dem virkede – i stedet formåede de at skubbe endnu flere vælgere væk. De forsøgte med at imageskifte, med personudskiftning og de forsøgte at fremstå ”ansvarlige og pålidelige” ved at støtte dele af den borgerlige politik. At Socialdemokraterne tabte valget, var deres egen skyld – de fremstillede ikke et ægte arbejderalternativ til den borgerlige regering. Et af de emner, som Socialdemokraterne især slog på i valgkampen, var den høje arbejdsløshed og udflytning af arbejdspladser – et oplagt emne for et arbejderparti. Men deres eneste løsningsforslag var mere
efteruddannelse – en løsning som de fleste arbejdere godt kan se ikke skaber flere arbejdspladser. I stedet burde Socialdemokraterne have ”genoplivet klassekampen” – hvis arbejdsgiverne ikke kan skabe arbejdspladser i Danmark, kan de pakke deres ting og rejse – arbejdspladserne, og overskuddet bliver her.

Men at Socialdemokraterne har været tilbageholdende op til og i selve valgkampen skyldes frygten for at blive valgt på et for vidtgående program. Skrækscenariet er at vinde valget på samme måde som Socialistpartiet i Spanien på baggrund af massive arbejdermobiliseringer, med krav om store forbedringer. Men det er ikke altid, man får det som man vil, og denne mulighed er ikke udelukket i fremtiden, hvis den borgerlige regering fortsætter sine angreb på arbejderklassen.

Efter valgnederlaget gik formandsopgøret straks i gang blandt Socialdemokraterne.
Selvom der er forskel på fløjene, er det ikke en ændring af frontfigur, der er det centrale – Socialdemokraterne mangler et skift i politik – et klassestandpunkt.

Det Radikale Venstre var valgets store vinder med en fremgang på 8 mandater – først og fremmest blandt den veluddannede elite, fordi de formåede at fremstille sig selv som humanister og et modsvar til Dansk Folkeparti. Hvad der ikke blev tydeligt i valgkampen var, at det Radikale Venstre grundlæggende er et borgerligt parti. På arbejdsmarkedsområdet fx er de helt på linie med den borgerlige regering, og ønsker fx at afskaffe eksklusivaftalerne. Det radikale Venstre må afsløres for hvad de er; et borgerligt midterparti, der fungerer som undskyldning for Socialdemokratiske ledere til at gå til højre.

Også SF er rykket til højre – man satsede på ministerposter efter valget, med bl.a. accepten af den nye EU-forfatning. Men det gik lige modsat, de gik tilbage med 1 mandat. Her ses den samme forfejlede politik som hos Socialdemokraterne; at rykke mod højre tiltrækker ikke vælgerne, men frastøder dem. SF’s taktik med at trække
socialdemokraterne til venstre har også virket modsat, resultatet har været at SF i stedet er blevet trukket til højre. Ligesom hos Socialdemokraterne har valget også åbnet op for et formandsopgør i SF.

Enhedslisten gik derimod 2 mandater frem. Højst sandsynligt var en af grundene SF’s ja til EU-forfatningen, og desuden dygtige retoriske kræfter i partiet.
Enhedslisten er dog stadig et meget lille parti og er på ingen måde det arbejderparti det burde være, hvis dets programs revolutionære krav om socialisme skal indfries. Ledelsen i partiet mener tilsyneladende at Enhedslistens rolle er at være den kritiske vagthund i folketinget. Parolen om at ”stemme for den mindste forbedring og imod den mindste forringelse” er da også positiv, men i sidste ende er det vigtigste at fremsætte et reelt socialistisk alternativ. Det er heri revolutionære i praksis adskiller sig fra reformister.
Ikke engang i forbindelse med slagteriarbejdernes strejke, kunne Enhedslisten komme med et reelt socialistisk alternativ, men talte i stedet om ”offentlige støtteordninger” og ”tilskud til økologisk produktion”. Sådanne forslag er ikke revolutionære, men venstrereformistiske og løser ikke de reelle problemer med udflytning af arbejderpladser.
Enhedslisten har omkring 2.500 medlemmer. Men det er kun en meget lille del af dem der er aktive. I fagbevægelsen er enhedslisten fuldstændig usynlig. Man har organiseret hele partiet omkring folketingsmedlemmerne. I stedet burde de igangsætte kampagner der kunne aktivere deres medlemmer og bruge folketingsmedlemmerne til at bakke op om de aktiviteter og gøre dem kendte

SF og Enhedslisten har ikke været i stand til at vinde de mange socialdemokratiske vælgere der er gået over til de borgerlige ved de to sidste valg. Når massen af arbejdere bevæger sig sker det ikke gennem små partier som SF og Enhedslisten, men gennem deres traditionelle masseorganisationer; Socialdemokraterne. Nu går alle partier frem medlemsmæssigt især Socialdemokraterne, som modsvar mod de borgerliges valgsejr – men dette vil ikke gøre livet lettere for lederne af partierne, men vil i fremtiden skabe interne kampe.

Men trods genvalget af den borgerlige regering skal vi ikke bare forvente en gentagelse af de sidste 3 _ år. Valget viste en yderligere polarisering i dansk politik. Regeringen har nu fået fire år mere til at gennemføre yderligere kontrareformer, nedskæringer, angreb på arbejderne osv. De borgerlige fører klassekamp for arbejdsgiverne – arbejderne vil ikke i al fremtid sidde denne krigserklæring overhørig.

4. Fagbevægelsen

Tillidsmandsnetværket fagligt ansvar indkaldte i slutningen af august til en konference for at stille krav til de tre arbejderpartier. Dette var et rigtig godt initiativ. På den måde kunne man orientere de faglige protester mod regeringen hen til at stille krav om hvilken politik der skulle føres i stedet for. Men ledelsen af Fagligt Ansvar der jo selv havde taget initiativ til konferencen gjorde alt for at sabotere den. Man sørgede for at der ikke var mulighed for debat i salen og delte i stedet mødedeltagerne op i workshops. Disse brugte flere timer på at diskutere emner som, den offentlige sektor, beskæftigelse, international politik, uddannelse, boliger o.l. Men da resultaterne skulle fremlægges blev det klart at man ikke tog de krav med der var blevet stillet under diskussionerne og at det slet ikke var meningen at diskussionerne skulle føre til ændringer i de foreslåede politiske udtalelser. Med andre ord var det meningen at de 700 tillidsfolk der var mødt op bare skulle acceptere hvad der blev sagt. Dette var en fuldstændig udemokratisk manøvre. Samtidig erklærede man at man ikke kunne tage nogen endelig beslutning om hvilke krav man ville stille da der krævedes yderligere diskussion og besluttede så at føre diskussionen frem til lørdag den 12. marts 2005. På det tidspunkt mente de fleste at valget ville komme inden den dato og dermed var det er rimeligt tydelig forsøg på at få initiativet til at løbe ud i vasken. Da der blev stillet forsalg om at der skulle aktioneres på folketingets åbning, erklærede formanden for LO Storkøbenhavn at i så fald ville det blive uden de københavnske fagforeninger. Ved denne afpresningsmanøvre lykkedes det at lave en aktionsdag lørdagen før åbningen. Dette blev dog aldrig til noget, til trods for at det blev vedtaget på konferencen.

Faglig Ansvar prøver at give sig selv et åbent image. Alle er velkomne til at deltage i aktiviteterne. Men når det kommer til stykket er det tydeligt at Fagligt Ansvar er under streng kontrol fra fagbevægelsen. Hvis Fagligt Ansvar skal have nogen eksistensberettigelse må det være et kontaktled mellem tillidsfolkene og fagforeningerne. Det kan ikke stille sig tilfreds ved at være kontrolleret af LO sektionerne i storbyerne. Derfor bør der stilles krav om at møderne foregår demokratisk med afstemninger og åben debat mens alle mødedeltagere er samlet. Det kan ikke accepteres at organisationer som LO Storkøbenhavn har mulighed for at nedlægge veto.

Det er også tydeligt, at Socialdemokratiet ikke har lyst til at fagbevægelsen skal stille faste krav til partiets politik. Hvis partiet igen kommer i regering på et tidspunkt vil det blive svært for dem at overholde og opfylde de krav som kommer fra landets arbejdspladser, og derfor vil man helst undgå dem.

Slagteriarbejderne gennemførte landsdækkende strejker i protest mod en indgået aftale på Tulip slagteriet i Ringsted. Denne aftale betød en 14% nedgang i arbejdernes lønninger. Da det blev klart at slagteriarbejderne i Ringsted havde accepteret forslaget i et desperat forsøg på at beholde deres jobs udbrød der spontane strejker der hurtigt omfattede næsten alle slagterier i Danmark. Resultatet blev at Danish Crown lukkede Tulip slagteriet. Til trods for at der ikke har været den store strejkeaktivitet i 2004 var slagteriarbejdernes spontane svar omfattende strejker. Dette beviser endnu engang at den danske arbejderklasse vil skride til handling hvis de bliver tvunget til det.
Men den største hindring for arbejderne er deres egne organisationer. Fagbevægelsen har erklæret klassekampen for død og har accepteret den ene forringelse efter den anden. I øjeblikket er der et ekstremt hårdt arbejdspres. Resultatet er nedslidning og stress. De fleste arbejdere prøver at bevare deres job ved at imødegå arbejdsgivernes krav om øget tempo. Dette kan ses ved talrige aftaler om nedgang i løn, længere arbejdsdage og hurtigere arbejdstempoer. Det nye århundrede tilbyder arbejderklassen dårligere og dårligere arbejdsforhold. Overarbejde er hastigt stigende. Fagbevægelsens svar har været passivitet. Da slagteriarbejderne i Ringsted skulle presses ned i løn var NNFs rolle at undersøge hvordan det kunne ske uden at bryde overenskomsten! I stedet burde de have stillet sig i spidsen for deres medlemmer. Arbejderklassen er i defensiven, men dette vil før eller siden tvinge dem i kamp igen. Der er en grænse for hvor meget man vil acceptere. Når man finder ud af at resultatet af at imødegå arbejdsgivernes forringelser er flere forringelser vil resultatet blive forøget kamp. Arbejderne vil lede efter tillidsfolk der tør står i spidsen for den kamp og ikke mindst ideer der forklare hvordan denne kamp vindes. Der er brug for at de kampe som allerede finder sted, ikke isoleres, men derimod samles og føres fremad, med forbundene i spidsen.

I overenskomstforhandlingerne for den offentlige sektor havde flere fagforbund erklæret sig meget kritiske overfor Ny Løn. Dette viser den massive modstand der er blandt deres medlemmer mod denne lønningsform der splitter ansatte op imod hinanden i kampen om minimale beløb. Som det ser ud nu er andelen af lønnen der går til ny løn enten blevet beskåret eller helt forsvundet. Kun HK Kommunal har udbygget andelen af lønnen der går til ny løn fra 1.87 % til 2,5 %. I de fleste andre forlig er Ny løn skåret ned til 1,25 %, mens det helt er røget ud af sundhedsområdet.
Dette har da også gjort at flere tillidsfolk taler positivt om forliget da kravene fra arbejdspladserne er blevet imødegået. Men selvom kravene er blevet imødegået eksisterer Ny løn stadigvæk og lønstigningerne inden for det offentlige halter stadig efter det private arbejdsmarked.

En anden ting er det ulidelige arbejdspres der har bredt sig i den offentlige sektor. Arbejdere i den offentlige sektor må i dag se sig selv som fredløse. Der er ingen garantier for at bevare job og løn. Dette burde imødegås af landsdækkende strejker med fagforbundene i spidse. Men det eneste de kan tage sig sammen til er at komme med nogle udtalelser der beklager de dårlige forhold.

Toppen af fagbevægelsen sidder passivt og ser på at de rettigheder der er blevet tilkæmpet de sidste 150 år langsomt er ved at blive taget væk. De snakker stadigvæk om forståelse og samarbejde med kapitalisterne. Men dette samarbejde er meget ensidig og bliver betalt af deres medlemmer med forringelser af deres forhold. Dette kan kun lade sig gøre fordi arbejderne generelt ikke er aktive i deres fagforeninger. De gider groft sagt ikke spilde tiden på at høre på bureaukrater der har indstillet kampen for medlemmerne. Dette er grunden til at degenereringen af den danske arbejderbevægelse er kommet så lang. Men det er en fejl at tro at dette vil fortsætte for evigt. Den danske arbejderklasse udgør en kæmpe magtfaktor og den har meget stolte traditioner for kamp. De forringede arbejdsforhold har skabt en kæmpe frustration blandt arbejderne før eller siden vil denne frustration får et udtryk. Det ulmer under overfladen. Arbejderne vil blive tvunget til at gå i kamp for at forsvare deres leveforhold og en del af denne kamp vil komme til at foregå i fagforeningerne. De folk i toppen fagbevægelsen der har nydt godt af medlemmernes passivitet vil komme til at erfare den stemning som i øjeblikket kun kommer frem i kantinen eller til kaffepausen på arbejdspladserne. Før eller siden vil arbejderne møde op i deres fagforening og kæmpe for en ny ledelse der tør kæmpe for deres interesser. Perioden med reformer og forbedringer er slut og dermed også den såkaldte ro på arbejdsmarkedet.


5. Ungdommen

Elever og studerende
I dokumentet "Dansk perspektiv 2004" forklarede vi hvordan at "Ungdommen er sprængfarlig i disse år", og hvordan især elever og studerende har været i front med massive protester fra alle grene af uddannelsessystemet.

Denne udvikling blev i efteråret 2004 intensiveret med STOP-NU-bevægelsen. En masse-konference blev indkaldt af de fleste af elevorganisationerne, den 22. september. Op imod 2500 elever og studerende mødte op og vedtog blandt andet at der skulle indkaldes til en aktionsdag den 5. oktober. I dagene op til aktionsdagen blev 52 forskellige uddannelsesinstitutioner, hovedsageligt gymnasier, besat af elever og studerende.

Aktionsdagen overraskede mange i sin størrelse, da det nok har været en af de største demonstrationsdage for elever og studerende i Danmarkshistorien. Ifølge arrangørerne var op imod 100.000 elever og studerende på gaden i hele landet. Dette på trods af at den borgerlige regering, ledet af undervisningsminister Ulla Tørnæs, i dagene op til protesterne havde kørt en intens hetz-kampagne imod bevægelsen og anklaget den for at bruge forkerte tal og påstå at der ikke havde været nogle nedskæringer. Også Venstres Ungdom igangsatte en kampagne for at mindske bevægelsens opbakning ude på skolerne.

I København talte Ulla Tørnæs ved demonstrationen som hun var blevet inviteret med til og blev buhet ud af cirka tredivetusinde demonstranter. Bevægelsen blev dækket massivt i medierne og lederne var flere gange i live-debat på TV med regeringen. Man kan på denne måde sige at elevernes kamp imod forringelser - måske lige bortset fra fagligt ansvars konference - er den største udfordring som man har set imod den borgerlige regering i det sidste år.

Desværre skete der ikke så meget efter aktionsdagen. Ledelsen af bevægelsen havde ikke et klart perspektiv for at føre kampen videre - der var ikke nogen rigtig plan for hvad man skulle gøre efter den 5. oktober. Der blev først holdt møder 2-3 uger efter aktionsdagen, hvilket gjorde at deltagelsen blev rimelig begrænset. På den måde løb det hele mere eller mindre ud i sandet. Dette skete ikke fordi der ikke var masser af kampvilje hos elever og studerende - det skete fordi der ikke var en ledelse med en klar plan for at fortsætte og udvide kampen.

Lederne af STOP-NU bevægelsen igangsætte en uvildig undersøgelse af forholdene i skolerne, samt en underskriftsindsamling. Dette gjorde de imens de stod i spidsen for den største elev-protestbevægelse siden 1980’erne. Dette var en katastrofe, eftersom det i virkeligheden betød at man stoppede bevægelsen uden man havde fået gennemført nogen af kravene. I stedet burde man have indkaldt til en ny aktionsdag samt en ny konference, for på den måde at fortsætte kampen og mobilisere elever og studerende til flere aktiviteter så man kunne forøge presset på regeringen. Desuden burde man have gjort en indsats for at få fagforeningerne og de store arbejdspladser med i protestaktionerne.

Det er klart at ledelsen af elevbevægelsen lige nu har en vis autoritet nu iblandt elever og studerende. Men det er også klart at denne autoritet kan smuldre hurtigt. Folk vil spørge sig selv om det virkelig er nok bare at strejke én dag eller om der skal noget andet og mere til. Flere og flere af de unge der har været med i de sidste par års kampe, vil begynde at lede efter nye ideer og nye svar på hvordan kampene føres videre.

Det ser ud til at bevægelsen kan blusse op når som helst det skal være. Ingen af problemerne er blevet løst, og regeringen fortsætter sine angreb imod et uddannelsessystem med plads til alle. Det kan kun føre til nye kampe - og næste gang er det vigtigt at elever og studerende diskuterer erfaringerne fra de tidligere bevægelser og sammen udformer et program der for alvor kan udfordre de borgerlige.

De politiske ungdomsorganisationer
Ungdommens radikalisering har også givet udslag i arbejderpartiernes ungdomsorganisationer. Men selvom Venstres og Konservatives ungdom er gået markant tilbage siden valget i 2001 er det faktisk kun SF's ungdom af de 3 arbejderpartiers ungdomsorganisationer der samlet set er gået frem. Dette tyder mest af alt på, at ungdomsorganisationerne har været for dårlige til at fremvise et klart alternativ til den borgerlige regering.

DSU
DSU gik efter valget ifølge et medlem i deres københavnerblad frem med ca. 1500 medlemmer i løbet af et år, men er ifølge Dansk ungdoms fællesråd, er DSU samlet set gået tilbage med næsten 200 medlemmer siden valget. Hvor vidt disse tal er korrekte eller ej, kan være svært at vurdere.
Det afgørende er dog, at mens den typiske DSU'er tidligere var gymnasieelev på 16-17 år eller universitetsstuderende, har der i den sidste periode været forholdsvis stor tilgang af unge fra de tekniske skoler. Dette hænger også sammen med at DSU har kørt kampagne på de tekniske skoler. Efter socialdemokratiet kom i opposition blev DSU langt mere progressive. Ikke sådan at forstå, at de pludselig er blevet socialister - langt fra. DSU snakker stadig om at være ansvarlige. Men i mange af det sidste års protester har DSU været til stede med materialer. Internt i DSU tyder det også på at der har været mindre fløjkampe mellem venstrefløjen og højrefløjen som blandt andet gav udtryk på deres kongres i foråret 2004. Her tabte venstrefløjen dog formandsvalget, men intet tyder på at de politiske forskelle er blevet mindre. Selvom der ingen marxister er at finde i DSU, er der alligevel nogle tegn på at de nye medlemmer der er kommet til på et tidspunkt vil blive aktive i organisationen og muligvis udfordre ledelsen. Hvis vi får en ny socialdemokratisk regering, vil de på deres nuværende program blive tvunget til at skære ned. Dette kan give enormt bagslag, i og med at de mange nye medlemmer der er kommet ind, er blevet vundet på et program der går imod nedskæringer og forringelser af velfærden. DSU vil så være splittet mellem de der ønsker den "ansvarlige og realistiske" vej og de der konsekvent ønsker at gå imod nedskæringer. Hvis ikke vi får en socialdemokratisk ledet regering, vil endnu en periode med de borgerlige sandsynligvis betyde større angreb end vi hidtil har set. Hvis DSU fortsætter med at gå imod disse og deltage i ungdommens kampe vil der sandsynligvis komme flere medlemmer. Vi har set at i ungdommens bevægelser har DSU's ledelse været nødt til at bruge en forholdsvis venstreorienteret retorik. Hvis DSU rekrutterer flere medlemmer på denne måde under en borgerlig regering, vil modsætningerne mellem de ’ansvarlige’ og de
konsekvente nedskæringsmodstandere ophobes og forberede store diskussioner i fremtiden.

SFU
SFU har haft stor fremgang siden valget, mens de skrumpede i 90'erne. Det ser ud som om der sker en venstredrejning indenfor SFU, hvor bl.a. en lille gruppe fra højrefløjen i SFU splittede ud. SFU har været i stand til at samle mange af de unge der er rykket til venstre, både i de større byer, men i særdeleshed de mindre byer, fordi der ikke er så meget andet at vælge. SFU har ført kampagne imod den amerikanske imperialisme, og var klart rettet imod kapitalismen. SFU har især rekrutteret mange gymnasieelever, men har på det seneste forsøgt at få flere medlemmer blandt de unge på erhvervsuddannelserne. Hvorvidt det er lykkedes har vi ikke den store indsigt i, men generelt kan man sige at SF og SFU traditionelt har organiseret nogle lidt andre dele af arbejderklassen end socialdemokratiet og DSU, hvor skellet netop har været de tekniske
skoler og de jobs de generelt gir adgang til. Det virker som om SFU primært tiltrækker unge, der er bekymrede over fx den globale udvikling, mens DSU mere tiltrækker unge faglige.

SUF
SUF er ikke gået frem medlemsmæssigt i det seneste år, har ført nogle kampagner imod dels arbejdsløshed og dels en kønspolitisk kampagne. Mange individuelle SUF'ere har været drivkræfter i ungdommens radikalisering, men som organisation har SUF været dårlige til at samle op på denne radikalisering, og har dermed ikke fået det store ud af det. Der er masser af muligheder for SUF i den kommende tid hvis de vælger en konsekvent socialistisk linie. Der er ikke plads til endnu en venstrereformistisk organisation på venstrefløjen i Danmark, samtidig med at SFU og DSU rykker til venstre, og slet ikke til en organisation der er så lille som SUF. SUF er dog stadig en organisation med potentiale, hvor et par hundrede unge, der opfatter sig selv som revolutionære er samlet. Hvis SUF samlet rykkede i ungdommens kampe og samlet viste en vej frem i kampen er det absolut mange muligheder for SUF endnu, men desværre har der været en udbredt opfattelse blandt nogle af SUF's aktivister i elevrådene og DGS, at man bevidst adskiller socialisme med ungdommens daglige kampe.