En anden verden er mulig, men kun med socialisme
Den venezuelanske revolution er verdensrevolutionens avantgarde

Den venezuelanske revolution er blevet et referencepunkt for revolutionære over hele verden. De venezuelanske arbejdere og unges massemobilisering har besejret adskillige kontrarevolutionære forsøg fra imperialismen og de venezuelanske kapitalisters side. Efter sejren i tilbagekaldelsesafstemningen for et år siden er viljen til at føre revolutionen til en succesfuld afslutning blevet intensiveret. Ekspropriationen af nogle firmaer, der har været besat af arbejderne (Inveval og Invepal) og debatten om arbejderdeltagelse (som i nogle tilfælde indeholder elementer af arbejderkontrol) har bragt arbejderklassen i kamp med større og større krav og forslag.

Præsident Chavez’ udtalelser om at bygge socialisme og starte en debat om, hvilken type socialisme, der er brug for, er blevet entusiastisk modtaget af arbejderne og folkets bevægelser. For første gang i to årtier siden stalinismens kollaps (som ikke var socialisme, men en bureaukratisk degeneration), taler en populær masseleder igen om socialisme, og folket som helhed giver sig i kast med den opgave det er, at ændre leveforholdene og sætte en stopper for kapitalistisk elendighed og udbytning. Venezuela i dag er i verdensrevolutionens forreste linje. Sejr for revolutionen i Venezuela kan kun opnås ved bevidst at bevæge sig mod socialisme, altså ved at ekspropriere kapitalisterne, monopolerne og bankerne og sætte dem under arbejderkontrol for at sikre en demokratisk planlægning af økonomien. Det er den eneste måde, hvormed man kan løse problemerne for arbejdende mennesker i Venezuela, og det vil ændre verdenssituationen afgørende.

Socialisme eller barbari

I de sidste to årtier har vi på verdensplan oplevet en hidtil uset politisk, økonomisk og ideologisk offensiv fra kapitalisternes side imod de marxistiske og socialistiske ideer. Kapitalisme er blevet præsenteret som den eneste mulige samfundsmodel, og selv mange af de reformistiske ledere af arbejderbevægelsen har accepteret denne idé. Konsekvenserne af livsforlængelsen af et system i nedgang, som kapitalisme, ud over dets historiske grænser, truer med at kaste hele planeten ud i barbari. Dillemmaet, som den tyske revolutionære Rosa Luxemburg fremstillede for mere end 100 år siden, ”Socialisme eller barbari”, er ganske tydeligt sandt i dag. Hver dag dør 30.000 børn af sult, 800 millioner mennesker lider af sult og de tre rigeste individer på jorden har en personlig formue, der svarer til bruttonationalproduktet i verdens 48 fattigste lande.

En anden myte, der er blevet dyrket af den herskende klasse gennem de sidste få år, er den om en almægtig amerikansk imperialisme, der ikke kan besejres. Men hvis vi analyserer, hvad der sker i verden helt konkret, så opdager vi imperialismens fuldstændige uduelighed, trods dens militære magt, til at skabe politisk, økonomisk og social kontrol og garantere de nødvendige forudsætninger for vedligeholdelsen og reproduktionen af den kapitalistiske udbytning. Vi er vidner til en voksende social uro, en dyb vrede blandt masserne (både i de koloniale, halvkoloniale og de avancerede kapitalistiske lande), som søger efter en kanal, som den kan udtrykke sig gennem.

Den voksende kamp imod imperialismen i hele verden

I Irak, to år efter besættelsen, forhindrer modstanden fra masserne, vores brødre og søstre, stadig gennemførelsen af imperialismens planer. Mere end to år efter begyndelsen på besættelseskrigen kan de ikke trække den mængde olie ud, som de ønsker, og den opvisning af egen styrke, som imperialismen ønskede at vise verdens folk og de undertrykte klasser, er blevet til sin modsætning. Ikke engang i det lille og svage Afghanistan har imperialisterne været i stand til at opnå fuld kontrol.

Det største resultat af Bush’ forbrydelser er, at der overalt bliver sat større spørgsmålstegn ved det kapitalistiske system og imperialismens folkemorderiske politik, og utilfredsheden breder sig til selve USA’s hjerte, hvor mobiliseringen blandt vore brødre og søstre, arbejderne, ungdommen og de undertrykte imod den ærkereaktionære klike i det hvide hus hvokser hver dag. I Europa har arbejderne og ungdommen gennemført massemobiliseringer og generalstrejker i de fleste lande, både mod den imperialistiske krig og mod nedskæringspolitikken, som de europæiske kapitalister gennemfører. Blandt disse mobiliseringer er bevægelsen, der besejrede en af Bush’ tætteste allierede, Aznar i Spanien, eller de som fandt sted i Italien, Frankrig og Grækenland. NEJ’et til den reaktionære og borgerlige EU-forfatning i Frankrig og Holland bekræfter den voksende folkelige modstand mod kapitalens planer.

Men der, hvor den revolutionæremobilisering blandt masserne er blevet en inspiration og et eksempel for arbejdere og unge over hele verden, er uden tvivl i Latinamerika, og særligt Venezuela og Bolivia. De udbyttede masser har rejst sig fra Ildlandet til Rio Grande, kæmpet massekampe og tildelt imperialismen adskillige nederlag. Valgsejrene i en række latinamerikanske lande til partier og bevægelser, der bliver set som venstreorienterede, udtrykker den folkelige vilje til at ændre samfundet. I nogle tilfælde, hvor disse ledere har skuffet arbejderne og bønderne, som stemte på dem, har masseprotester udviklet sig igen.

I Mexico er forsøget på at forhindre Lopez Obrador i at stille op til valget blevet besejret af mobilisering blandt masserne. I Argentina og Ecuador, og særligt i de nylige revolutionære begivenheder i Bolivia, har arbejderklassen stået i spidsen for alle undertrykte lag og vist sin ustoppelige vilje til at kæmpe. I Bolivia kunne statsapparatet ikke knuse minearbejderne, resten af arbejderklassen eller bønderne, da de gik i kamp for nationalisering af naturgassen og tvang forskellige regeringer tilbage, som imperialismen har forsøgt at bruge til at gennemføre sine planer.

De bolivianske arbejdere gik så langt som til at organisere cabildos abiertos og massive folkelige forsamlinger, der repræsenterede kimen til en ny arbejderstat, en ny revolutionær lovgivning baseret på masseforsamlingerne på hver arbejdsplads, i hvert boligkvarter og by. Disse burde samle sig gennem delegerede, som er valgte og kan trækkes tilbage, i en revolutionær National Folkeforsamling, som kunne tage magten i stedet for det korrupte borgerlige parlament og vælge en arbejder- og bonderegering for at gennemføre et socialistisk program. De mest avancerede elementer var bevidste om nødvendigheden af at gennemføre denne opgave for at undgå, at kapitalisterne fik nok plads til at komme igennem med deres konstitutionelle manøvrer og tricks (grundglovsgivende forsamling, nyvalg...).

For en socialistisk føderation af latinamerikanske republikker! For en socialistisk verdensføderation!

Den samme debat om, hvordan man erstatter den borgerlige stat, der opstod fra den IV. Republik, med en ægte revolutionær stat, finder sted i Venezuela. Hundrede tusinder af arbejdere og unge har deltaget, først i de bolivariske cirkler, og nu i UBE’erne og jordkomiteerne, de folkelige forsamlinger og så videre. De vil forhindre, at kapitalisterne og bureaukratiet saboterer nogle af de revolutionære tiltag, som Chavez har indført, og insisterer på deres egen vilje til at deltage i alle diskussionerne og i at lede staten.

Det venezuelanske borgerskab og imperialismen forsøger nu, efter deres nederlag i afstemningen for et år siden, at sabotere økonomien og underminere revolutionens sociale base. De bruger deres store økonomiske kraft og det faktum, at det statsapparat, de har opbygget tidligere, skønt svækket, ikke endnu er blevet erstattet af en arbejderstat, baseret på arbejdernes og folkets revolutionære forsamlinger. Deres mål er at lamme alle revolutionære initiativer, skabe økonomisk kaos og demoraliseremasserne, der støtter revolutionen – som de tidligere har gjort mod revolutionerne i Chile og Nicaragua – så de bliver i stand til igen at gå i offensiven og besejre revolutionen. De forsøger at basere sig på et stort lag inden for statsbureaukratiet, der ikke tror på socialisme og ikke vil have, at revolutionen går fremad, som Chavez har sagt, og masserne klart ønsker.

Over for disse forsøg på at stoppe revolutionen, forsøger voksende dele af arbejderklassen, ungdommen og de fattige i byerne, at organisere sig i kampen for socialisme. Dette betyder nationaliseringen af bankerne, monopolerne og latifundia’en under arbejderkontrol for at sikre en demokratisk socialistisk planlægning af økonomien og at bygge en revolutionær stat, baseret på repræsentanter, der er valgt og kan trækkes tilbage, fra arbejderforsamlinger på alle arbejdspladser, i fattige kvarterer og så videre.

Bevægelsen mod ægte arbejderdemokrati i Venezuela, som ville starte implementeringen af socialisme, ville bryde Cubas isolation og blive et eksempel og en impuls til den cubanske revolution. En revolutionær sejr så tæt på Cuba, ud over at den uundgåeligt ville brede sig til andre latinamerikanske lande, ville også føre til yderligere integration af begge økonomier og ville styrke kampen imod den imperialistiske blokade og kapitalisternes planer om at genindføre kapitalisme på øen. Derudover ville det revitalisere, sprede og uddybe de cubanske massers deltagelse i forsvaret af revolutionen og alle dens statsinstitutioner.

En socialistisk føderation af Cuba og Venezuela vil være det første skridt mod den Socialistisk Føderation i Latinamerika, og vil blive modtaget med entusiasme fra arbejdere og unge over hele verden. Det vil ikke alene accelerere den nuværende opgang i den revolutionære massemobilisering, som vi allerede ser i Latinamerika, men det vil også blive et referencepunkt på verdensplan.

Den eneste ting, der mangler i Venezuela, Bolivia og i mange andre lande, for at massernes revolutionære ønsker skal blive virkelighed, er at de mest fremskredne revolutionære aktivister, arbejdere, studenter og bønder, som allerede deler mange af disse ideer, samler sig i en revolutionær organisation bevæbnet med et socialistisk program og marxismens metode. Det er den centrale opgave i alle lande i dag.

Kapitalismens krise, som udvikler sig med forskellige hastigheder, skaber forudsætningerne for masseopstande og revolutionære bevægelser i alle lande. Mere end nogensinde er det i dag strengt nødvendigt, at revolutionære marxister organiserer sig i en International Marxistisk Tendens for at kæmpe for socialisme. Det er den opgave, vi har stillet os selv i den Internationale Marxistiske Tendens, som blev stiftet af de marxistiske teoretikere Ted Grant og Alan Woods.

Gå med hos marxisterne!

Vi organiserer revolutionære marxister på fem kontinenter og vi er til stede i mere end 30 lande. I Venezuela er vi den Revolutionære Marxistiske Strømning (CMR), som udgiver El Topo Obrero, og som har spillet en nøglerolle i kampen, som førte til ekspropriation af Venepal og CNV. For nylig stiftede vi, sammen med en række revolutionære ungdomsgrupper, Revolutionær Socialistisk Ungdom (JSR), og vores fagforeningskammerater deltager i den revolutionære klassekampsfløj i UNT ved at udvikle Fagforeningens Venstrefløjstendens for Socialisme (TIS). I Mexico har vores kammerater fra Militante
Spillet en nøglerolle i en række arbejderkampe, blandt andet på Locatel, og i ungdommens kampe, som den historiske kamp blandt studenterne på UNAM-universitetet. De leder Studenterkomiteen til Forsvar for Statslig Udddannelse (CEDEP) og udgør den marxistiske fløj i PRD. I Argentina og Peru kæmper kammeraterne fra El Militante og den Venstrecocialistiske Kræft (FIS) for en enhedsfront mellem de revolutionære organisationer, hvis rolle ville være at bryde med sekterisme og blive et værktøj i kampen for socialisme

I Pakistan leder kammeraterne fra The Struggle (”kampen”, red.) den marxistiske venstrefløj i Pakistans Peoples’ Party (”Pakistans Folkeparti”, red.) og de vigtigste offensive fagforeninger i landet, og vores kammerat Manzoor Ahmed, et valgt marxistisk parlamentsmedlem, er en af de vigtigste sociale ledere i landet. The Struggle kæmper for socialisme, imod den pro-imperialistiske militærregering og imod fundamentalistisk reaktion. I Spanien har vores kammerater fra El Militante grundlagt studenterforbundet Sindicato de Estudiantes , den største studenterorganisation i Spanien, som har organiseret den massive kamp imod den imperialistiske krig og har været i frontlinjen i de senere års kamp imod højrefløjsregeringen. Marxisterne fra Falce Martello i Italien er en af hovedtendenserne i PRC, og i Storbritannien og andre lande i Europa spiller vores kammerater ledende roller i fagforeninger og masseorganisationer og fremfører Hands off Venezuela -kampagnen i solidaritet med den venezuelanske revolution. Kampagnen har haft vigtig succes og har samlet støtte til den venezuelanske revolution i nogle af de største fagforeninger i Europa så vel som hos tusinder af fagligt aktive, og har fået offentlig anerkendelse fra Præsident Chavez.

Hvis du er enig med os, så gå med i kampen for socialisme på verdensplan.