Efter flere ugers intens valgkamp og heftig diskussion både i og uden for Socialdemokratiet kom resultatet af partiets formandsopgør endelig. Helle Thorning-Schmidt vandt knebent over Frank Jensen med 53% af stemmerne (ca. 24.000) mod 47% (ca. 21.000). Selv er Helle fuld af optimisme. Næste punkt på dagsordenen er at smide Fogh ud af statsministeriet, og det kan tilsyneladende slet ikke gå galt. Vi har alt, hvad der skal til nu: En (efter politikerstandard) forholdsvis ung kvinde med charme, selvtillid og lækker håndtaske, og så skal det være slut med ævl og kævl, fløjkrig, beton og alt det gamle skidt. Det er en ny begyndelse, sagde hun igen og igen i sin takketale. Det kan simpelthen ikke slå fejl! - eller kan det? For mangler der ikke et eller andet?
Hvad med politikken?
Der er ingen tvivl om, at personlighed og fremtræden spiller en rolle i politik – se bare på Pernille Rosenkrantz Theil, der nok fik hevet en del stemmer hjem til Enhedslisten på trods af partiets kroniske mangel på et reelt alternativ. På den måde vil det kunne få en begrænset og midlertidig effekt, hvis folk rent faktisk opfatter formandsskiftet som en reel forandring – en kvinde som formand for første gang, mulighed for en kvindelig statsminister, et nyt ansigt i forhold til de gammelkendte røvere – selvom der også er rigtig mange, der tværtimod bliver meget frastødt af Thorning-Schmidts alt for kække overklassestil. Men hun er trods alt mindre kendt end Frank Jensen og ikke så belastet af tidligere bedrifter, og derfor er hun måske umiddelbart lettere at have forhåbninger til. Problemet er bare, at det hele er ren overflade. Når det kommer til stykket, er det den førte politik, det kommer an på. Og de udmeldinger, som Helle Thorning-Schmidt er kommet med på det punkt, lover ikke godt.
En fantastisk god politik!
Det er på sin vis grotesk, at det er lykkedes hende at komme til at fremstå som den, der repræsenterer fornyelse og forandring, for når det gælder indholdet, er det i virkeligheden langt fra tilfældet. Som hun sagde efter sin sejr: "Vi har en fantastisk god politik", og er der noget, der skal laves om, drejer det sig bare om at gå endnu længere i den retning, partiet har gået i mange, mange år – nemlig direkte mod højre. Hun har tydeligt markeret sig som hjemmehørende på partiets ekstreme højrefløj: Endnu mere kompromispolitik med de borgerlige, endnu mere udvanding af den demokratiske socialisme og mere opbakning til "reformer" (dvs. nedskæringer). Og det er netop ikke fornyelse, men den samme gamle højrepolitik, som har ført til den historiske krise, som Socialdemokratiet befinder sig i. Noget af det første, Thorning-Schmidt meldte ud efter sin sejr, var en gentagelse af hendes ønske om at skære i efterlønnen. Hvis hun tror, at den slags kan genvinde tabte stemmer, så har hun vist glemt, hvad der skete, sidste gang man prøvede på sådan noget. Frank Jensens mere venstreorienterede linje i formandsvalgkampen, med hans snak om klassekamp, var temmelig vag og måske lidt svær at tro på, når man tænker på, hvad han tidligere har været med til som minister i den gamle regering, men det var dog et meget positivt forsøg på at gå i en anden retning. Alligevel er Thorning-Schmidt altså – godt hjulpet af de borgerlige medier – kommet til at stå som den, der repræsenterer fremtiden, mens Frank Jensens linje er blevet fremstillet som gammeldags og utidssvarende, selvom det er Thorning-Schmidts politik, der dybest set går ud på at skrue tiden tilbage til før velfærdssamfundet.
Mere kluddermor på midten
Anders Fogh har efter formandsvalget udtalt, at han ser frem til et bedre samarbejde med Socialdemokratiet nu, og det er jo ikke så mærkeligt. Thorning-Schmidt har meldt ud, at hun mener, at partiet skal samarbejde med VK, lave kompromisser, "generobre midten" osv. Med andre ord er hun fuldstændig ude af stand til at se, hvad der var årsagen til de store nederlag, partiet har lidt: At Socialdemokratiet har nærmet sig højrefløjen så meget, at det er svært at se forskel, og så kan man jo lige så godt vælge den ægte vare. Thorning-Schmidt virker meget selvsikker på, at hun nok skal vælte Fogh, men hvorfor hun overhovedet er interesseret i det, står hen i det uvises – når hun nu er så enig med regeringen, at hun vil lave kompromisser og samarbejde med den. Som en ældre dame sagde i DR's rundspørge: "Hun er jo ikke socialdemokrat". Selvfølgelig kan vi nå til et punkt, hvor et flertal vil foretrække alt andet end Fogh, men med den nuværende linje vil et kommende regeringsskifte snarere ske på trods af, end på grund af Helle og co.
Arbejderpolitik
Umiddelbart kan løsningen af formandskrisen og den tilsyneladende "fornyelse" måske nok skabe lidt fremgang for partiet – midlertidigt. Men hvis den borgerlige regering virkelig skal udfordres, kræves der mere end et kækt smil og en oversmart håndtaske. Der kræves noget, som burde være en selvfølge i et arbejderparti – nemlig arbejderpolitik. Topledelsen i partiet har gennem årenes løb fjernet partiet så langt fra arbejderklassen og den demokratiske socialisme, at der virkelig er brug for en gennemgribende fornyelse: En politik, der gør op med leflen for borgerlige idéer og nedskæring efter nedskæring. En tilbagevenden til en virkelig kamp for reformer i ordets egentlige betydning – forbedringer af arbejderklassens vilkår – som del af kampen for et helt nyt samfund med arbejderklassen ved roret, demokratisk socialisme. Det er ikke en abstrakt tanke langt fra virkeligheden – det er en konkret politik, der starter med indædt forsvar for alle de forbedringer, arbejderbevægelsen allerede har opnået, stadig kamp for nye fremskridt, og agitation, rekruttering og udbredelse af kravet om det nye samfund.
Fløjkamp
Frank Jensens linje i opgøret var selvfølgelig temmelig langt fra denne politik, men ikke desto mindre var den meget interessant. Han markerede sig som klart venstredrejet og slog på behovet for klassekamp – dog uden at komme meget nærmere ind på, hvad det skulle indebære. Det var udtryk for en klar opspaltning af partiet i en højre- og en venstrefløj. Ikke at Frank Jensen udgør en virkelig venstrefløj, men han brugte det i opgøret: Han snakkede om venstrefløj og klassekamp, fordi han mente, at han kunne vinde på det, og tæt på halvdelen af medlemmerne stemte på ham. Det er det, der dybest set er det interessante ved formandskampen, for det viser, at den stigende polarisering i samfundet som helhed også afspejles inde i partiet. At Frank Jensen i sin tale efter nederlaget fandt det nødvendigt at opfordre sine støtter til at blive i partiet, viser, at splittelsen går dybere, end man måske umiddelbart tror.
På trods af alle forsikringerne om det modsatte, så eksisterer fløjene og kampen imellem dem stadig. Thorning-Schmidt har sammensat en ledelse af sine egne støtter, og allerede på sin første dag som formand havde hun et sammenstød med efterlønsordfører Bjarne Laustsen, der ligesom mange i folketingsgruppen er helt imod den nye formands planer om at skære ned på efterlønnen. Og der vil komme flere sammenstød. Når først den borgerlige regering begynder på de store "reformer", der ligger og lurer ude i den nære fremtid med kommunalreform og velfærdskommission, så vil behovet for opposition stige, og fløjkampen vil kunne udvikle sig til en rigtig kamp mellem højrefløjen og en reel venstrefløj blandt partiets medlemmer. Hvis denne venstrefløj bliver bevæbnet med et socialistisk program, vil grunden kunne blive lagt for en virkelig fornyelse: En total hovedrengøring af partiets linje, så den borgerlige katastrofepolitik og dens repræsentanter kan blive sat på plads, og Socialdemokratiet igen kan blive den danske arbejderklasses politiske talerør. Men det vil ikke ske af sig selv. Det kræver en aktiv indsats fra socialisterne i arbejderbevægelsen, og det er en af de store opgaver i den kommende tid.
