I dag fejrer kvinder og mænd verden over Kvindernes Internationale Kampdag. De deltager i debatarrangementer, filmarrangementer, demonstrationer osv. for at markere, at kampen mod kvindeundertrykkelse ikke er ovre. Mens kvinder i andre dele af verden må slås for retten til abort, er den manglende reelle ligeløn i Danmark en af de uligheder der springer en mest i øjnene, samtidig med at områder som barsel, husholdning og yderligere tingsliggørelse af den kvindelige krop, der problemerne man på ingen måde er til at komme udenom.

Tilbagevendende tradition
Fejringen af 8.marts er en tradition, der går helt tilbage til 1910, hvor socialistiske kvinder fra 2. Internationale besluttede, at denne dag skulle bruges til at gøre opmærksom på kvindernes dårlige vilkår gennem et socialistisk perspektiv. Det blev primært holdt i forbindelse med kampen for stemmeret, og først senere blev datoen fastlagt og til en årlig begivenhed. Datoen går tilbage til kvindelige tekstilarbejderes kamp i New York. Her blev de nemlig under en strejke brændt inde af deres arbejdsgiver.
Selvom 8.marts har en socialistisk tradition bag sig, og selvom bl.a. retten til at stemme blev opnået gennem arbejderklassens kamp, har den generelle kvindekamp i dag mistet et klart perspektiv og analysen af undertrykkelsen, reduceres i medierne til et spørgsmål om kvinders manglende repræsentation i lederstillinger og manglende evne til at forhandle løn. Flere kvinder ”at se op til” skulle give flere kvinder modet og håbet om at opnå samme stilling, siger man. Men flere kvindelige ledere i erhvervslivet forbedrer ikke arbejderkvindens forhold; en kapitalist udbytter sine arbejdere på samme måde uanset om det er en mand eller en kvinde.
Undertrykkelsen er ikke udtryk for en menneskelig natur eller ligefrem nedlagt i generne. Manden er ikke skyld i kvindens undertrykkelse, det er kapitalisterne i kraft af deres klasses interesser, så tendensen til at give manden skylden, eller bare en del af skylden, er en stor fejl nogle kvinder på venstrefløjen gør. Fordomme overfor kvinder, som man også ser i forbindelse med mennesker med anden etnisk baggrund, findes, men løsningen af dette problem må ikke søges ud fra idéen om at manden har skyld. Bekæmpelsen af fordommene skal ske ved en fælles kamp mod undertrykkelse. Hverken problemerne eller løsningerne er individuelle eller kønsopdelte.

Kvindekamp er klassekamp
Man hører nogle gange kvinder udtale, at det meste er vundet og at nutidens kvindekamp ikke er berettiget. Det kommer ofte fra borgerlige kvinder, som sådan set opnået hvad de ville. Men forholdene for almindelige kvinder er ikke løst. For kommunalt ansatte er lønforskellen mellem kønnene 15 %, for statsansatte 10,7 % og for privatansatte 21,9 %, hvilket medfører at det oftest er kvinden der tager på barsel – der er ganske enkelt ikke råd til at undvære den største indkomst, nemlig mandens. De fleste kvinder arbejder i virkeligheden to job – det almindelige job på arbejdsmarkedet, som de får penge for, og det derhjemme med hus og børn, som de ikke får penge for. Disse forhold er med til at gøre de såkaldte fleksible jobs tiltrækkende for især kvinder. De synes at få mere tid, hvis de f.eks. kan arbejde hjemme, men i virkeligheden betyder det bare at arbejdsgiverens muligheder for at presse hende mere bliver større. Kvinden i nutidens vestlige samfund står altså overfor en lang række af problemer.
Undertrykkelsen er en konsekvens af de samfundsforhold, som ligger til grund for klassesamfundet. Det er ikke en tilfældighed, at kvinden har haft en sekundær stilling i samfundet siden udviklingen i produktionsforholdene skabte overskud og derefter en følgende klassedeling. Dette forhold er vigtig for at forstå hvad der ligger til grund for kvindeundertrykkelsen - nemlig produktionsforholdene. Når kvinder i Danmark, trods ligelønsloven fra 1976, stadig ikke får lige løn for lige arbejde, bliver det tydeligt at kvindekampen ikke er en kulturel eller begrænset kamp. Kapitalisterne gør nytte af at have kvinden stående på sidelinien, som en billig arbejdskraft der kan sænke lønniveauet i hele arbejderklassen. En splittet arbejderklasse svækker arbejderbevægelsens styrke og holder således kapitalisterne ved magten. Det er en interesse, som er helt grundlæggende i opbygningen af vores samfund og derfor er det klart, at kvindeundertrykkelsen hænger nøje sammen med al anden undertrykkelse af arbejderklassen. En kamp mod kvindeundertrykkelse er en kamp mod al undertrykkelse, både undertrykkelsen af arbejderkvinder og mænd, for som forklaret ovenfor, er kvindeundertrykkelsen også med til at undertrykke manden. Kvindekamp er stadig klassekamp, og den kan kun vindes, hvis samfundsforholdene grundlæggende ændres. Og kun en samlet arbejderbevægelse kan kræve denne ændring, hvilket gør det absolut nødvendigt at kvindekampen bliver en del af fagbevægelsernes kamp.

Kvindekampen er en selvfølgelig del af marxisters kamp for socialisme, og vi holder fast i at vi ikke kan gøre os fri af kvindeundertrykkelsen så længe vi lever i et kapitalistisk samfund. Det er sandt at kvinder i Danmark har det lettere end kvinder i den tredje verden, men det skyldes arbejderbevægelsens kamp for kvindens vilkår. De grundlæggende problemer er stadig de samme, så hvis kvindekampen skal føres videre, kan det kun gøres i et socialistisk perspektiv, for en verden uden alle former for undertrykkelse. Gennem en kamp, hvor både mænd og kvinder, forbedrer deres egne forhold og vil et socialistisk samfund.