I Ekstra Bladet dagen efter var der et meget sigende læserbrev, hvori en mand skrev at det var ærgerligt at Lykketoft først i afgangstalen sagde tingene åbent og ærligt. Manden skrev, at nu ville han nok sætte kryds ved liste A næste gang, men det var bare ærgerligt at Lykketoft først har meldt klart og tydeligt ud, da valgkampen var forbi. Mange har sikkert følt det på nøjagtig samme måde.
Fagbevægelsen med i spillet
Der har huseret en del rygter og spekulationer om hvem efterfølgeren til Lykketoft så skal være. Pressen har berettet om en række hemmelige møder mellem Henrik Dam Kristensen og fagbevægelsens top, herunder bl.a. formanden for storforbundet 3F, Poul Erik Skov Christensen, formanden for Dansk Metal, Thorkild E. Jensen og LO-formand Hans Jensen. Nogle af disse møder fandt endda sted før valget, altså mens Mogens Lykketoft stadig var formand. Dam ville få de faglige lederes støtte, såfremt han kørte Socialdemokratiet ind på en ”mere midtersøgende og resultatorienteret kurs”. Men i sidste ende valgte han ikke at stille op. Forklaringen for det skal bl.a. findes i det faktum at han ikke engang er valgt til folketinget, men derimod sidder i EU-parlamentet. Store dele af partiets top har nok set det som et stort problem med en leder for det store oppositionsparti, der ikke engang er en del af den parlamentariske opposition i folketinget.
Man må også sige at der virker en smule dobbeltmoralsk, at folk som Hans Jensen, formand for LO, nu skal sidde og bestemme hvem der bliver formand for Socialdemokratiet. Det var Hans Jensen og de selv samme fagforbundsledere, som i løbet af de sidste år har været med til at bryde båndene og afskaffe støtten til Socialdemokratiet.
I stedet for at deltage i hemmelige møder og korridorsnak burde fagbevægelsens ledere gå åbent ud og forklare at Socialdemokratiet er det vigtigste arbejderparti i Danmark, og at fagforeningerne har brug for et parti til at være repræsenteret i folketinget og på den politiske front. Samtidig med at støtten og båndene mellem fagbevægelse og parti bør genindføres, burde disse ledere gå ud og kræve at Socialdemokratiet fører arbejderpolitik og opstille konkrete krav til en ny arbejderregering. Det er ikke nok bare at give en pose penge til partiet, der er brug for at fagbevægelsen har et parti som fører arbejderpolitik og sørger for at fastholde partiet på en sådan linje. Det er absolut forkasteligt at fagbevægelsens ledere forsøger at bruge korridorsnak og hemmelige møder til at dreje partiet mod højre. I stedet burde de gå åbent ud og kræve at det bevæger sig mod venstre og begynder at tage kravene fra arbejdspladserne seriøst.
’Gucci-Helle’
Efter postyret om Henrik Dam Kristensen var overstået, og efter han havde afslået at kandidere til formandsposten, er det blevet klart at der nu er to kandidater. Den første der meldte sig klar var Helle Thorning-Schmidt. Hun er 38 år gammel og er først nu blevet valgt til folketinget. Førhen har hun siddet i Europa-parlamentet for Socialdemokratiet. Den anden er 43-årige Frank Jensen, som har siddet i folketinget i mange år og besiddet ministerposter.
Helle Thorning-Schmidt er i nogle medier også blevet kaldt ”Gucci-Helle”, efter hendes håndtaske, hvilket de mener, er en indikation på hendes overklasse-image. Selv har hun febrilsk prøvet at afvise at hun er fra overklassen, med henvisning til at hun er opvokset i en lejlighed hos enlig mor i Ishøj. Dette er meget muligt, men det ændrer ikke ved at den politiske linje hun står for ikke er en med rødder i arbejderklassen. Der er nemlig ingen tvivl om at hun på alle måder er repræsentant for den absolutte højrefløj i Socialdemokratiet. Hun ønsker at dreje partiet mere ind mod midten i dansk politik. Dette skulle man næsten tro var umuligt, for hvis man kigger på den valgkamp partiet førte op til dette valg, så var det som om de på mange af de afgørende områder abede efter de borgerlige, især på udlændingeområdet og på angrebene på unge arbejdsløse.
Helle Thorning-Schmidt, og den gruppe i partiet hun repræsenterer, adskiller sig på afgørende områder fra de andre fløje i partiet. På spørgsmålet om Irak-krigen mener hun at Danmark skal blive og bakke mere loyalt op om USA, hvorimod Mogens Lykketoft har udtalt at danske tropper bør trækkes hjem til juni, når fristen udløber. Som garvet EU-parlamentariker hører hun også til dem der mener at EU-skepsis er meget skadeligt og hun bakker fuldstændig kritikløst op om unionen. På indvandrerområdet står hun på linje med Karen Jespersen, som ønskede en strammere og ”mere kontant” linje over for indvandrere.
På spørgsmålet om forskellige velfærdsgoder indtager hun også en højrefløjs-position. Bl.a. har hun udtalt, at:
”Danskere under 40 år kan godt begynde at indstille sig på en større reform af folkepensionen og en afskaffelse af retten til efterløn, hvis velfærdssamfundet skal sikres på længere sigt” (Politiken, d. 16. August 2004)
Det er også bemærkelsesværdigt at hun er gift med Stephen Kinnock, søn af Neil Kinnock, som fra 1983-1992 var leder af Labour Partiet (det engelske socialdemokrati). Her var han bannerfører for højredrejning, mere ’midtersøgende’ politik og var med til at ekskludere en række socialister og venstreorienterede fra partiet
Der kan ikke være tvivl om at Helle Thorning-Schimdt har fået meget af sin inspiration fra sin svigerfar, som den dag i dag er næstformand for EU's Europakomission.
Frank Jensen
Frank Jensen har været med noget længere i partitoppen end Helle Thorning-Schmidt. Han har en fortid som aktiv i DSU siden slutningen af 1970’erne og medlem af folketinget siden 1987. Han har også besiddet to ministerposter under den tidligere regering, som forskningsminister og senere som justitsminister.
Der er nok mange i partiet der vil se ham som mere ”garvet” end Helle Thorning-Schmidt. Men til gengæld vil hans person nok, for mange menneskers vedkommende, lede tankerne tilbage til Nyrup-regeringen. Og den regering er ikke noget de fleste arbejdende mennesker husker med smil på munden. Det var en regering som udliciterede otte gange så meget som den borgerlige Schlüter-regering gjorde og det var en regering der godkendte adskillige forringelser på velfærden. Derfor er der også mange der har sagt at der er brug for en formand der signalerer noget nyt, hvilket de ikke mener Frank Jensen gør.
Politisk har han ry for at ligge på ’Auken-fløjen’ som er ’venstrefløjen’ over for den såkaldte ’Nyrup-fløj’ som betegnes som højrefløjen i partiet. På en række områder adskiller han sig da også politisk fra Helle Thorning-Schmidt. F.eks. går hun, som vi har set ovenfor, ind for en afskaffelse af efterlønnen. Frank Jensen vil ikke begynde at snakke om ændringer af den før der er skabt plads til de aldersgrupper på arbejdsmarkedet.
Efter valget har flere fagforbund revideret strategien med at være passive og stoppe støtten til Socialdemokratiet. Bl.a. har 3F (tidl. SiD og KAD) erklæret at de er åbne for at genindføre partistøtten. Frank Jensen tog imod dette med kyshånd og erklærede at det var ”en fejl at partistøtten var blevet afskaffet” af LO, som han i øvrigt selv har siddet i forretningsvalget i i årevis. I modsætning til det var Helle Thorning Schmidt langt mere forbeholden.
Frank Jensen har på det seneste udtalt at klassekampen ikke er forbi.
”Der findes politikere, som mener, at klassekampen for længst er slut. At forskellen mellem højre og venstre ikke længere eksisterer - at alle har det godt nok
”Jeg er helt uenig - for der findes jo stadig alt for mange danskere, som burde have en bedre chance og et bedre liv”.
Han har sagt, at ”vi skal ud af skyggen af de partier, som trasker rundt på midten”.
Selvom Helle Thorning-Schmidt endnu ikke har udtalt sig om Frank Jensens seneste udspil, så ligger det i kortene at hun er dybt dybt uenig. Hun har tidligere sagt at det der er brug for ”ikke er benhård oppositionspolitik. Regeringen skal arbejdes ud af kontorerne”. Hendes tætte politiske allierede fra den samme fløj, Lotte Bundsgaard, udtaler også:
”Det er ikke tiden til klassekamp. Vi skal have et stort stærkt parti, og det skal naturligvis hele tiden bekymre sig om de svageste. Men det handler ikke om at gå til venstre”.
Mette Frederiksen
Det er bemærkelsesværdigt at den 27-årige socialdemokrat Mette Frederiksen har fået så stor opmærksomhed. Hun er netop blevet genvalgt til folketinget efter at hun blev valgt ind for første gang i 2001 og før det var hun ungdomskonsulent i LO hvor hun arbejdede med unges forhold, fagligt og politisk.
Hun erklærede den 11. februar at hun ikke stiller op som kandidat til formandsposten. Alligevel tyder adskillige undersøgelser og meningsmålinger på at et flertal af partiets kredsformænd, vælgere og tidligere vælgere gerne så hende som formand.
Der er nok mange som ser hende som et ungt modstykke til de andre kandidater, en der ikke var med i den tidligere regering, en som signalerer noget nyt. Men endnu vigtigere er at hun også politisk adskiller sig fra højrefløjen på en række punkter. På hendes hjemmeside kan man bl.a. læse at ”Hun lefler ikke for midtervælgerne i nogen debat, men tegner sin helt egen klare socialt indignerede politik hos Socialdemokraterne”.Hun har også meldt rimelig klart ud at man må forsvare de velfærdsgoder som eksisterer og at de må udbygges.
At en kandidat der, relativt set, er så ung, kan få så stor opbakning ved at melde klart ud, viser at mange i partiet må være trætte af den politik som dominerer toppen i partiet nu.
Fløjkampe
Der kan altså ikke herske tvivl om at disse to kandidater står for forskellige politiske linjer. Og i virkeligheden afslører dette hvad de fleste vidste: At der inde i det store arbejderparti er nogle modstridende fløje som ikke er politisk homogene. Som Elise Pedersen, amtsformand for Socialdemokratiet på Fyn har udtalt til Politiken:
”Vi kan ikke bare vælge ny formand igen uden at tage fat om ondets rod. Vi har nogle politiske modsætninger i partiet, som vi aldrig har turdet tage en debat om.”
Dette er kernen og baggrunden for Socialdemokratiets krise. Det er ikke nok bare at få ”nye ansigter”, ”ungt blod” og en formand der ”brænder igennem på skærmen”. Det der er brug for er en helt ny politik.
Problemet er at selvom den linje som Frank Jensen står for er mere venstreorienteret end Helle Thorning Schimdt – og selvom førstnævnte helt klart er at foretrække frem for sidstnævnte, så tilbyder ingen af kandidaterne et ægte alternativ.
Vi har set hvad Frank Jensen kan give – han har siddet med i en regering der banede vejen for at de borgerlige kunne vinde. Selvom han har noget venstreorienteret retorik i hans seneste oplæg er det klart at han vil administrere den kapitalistiske økonomi og forsøge at få den til at skabe nogle reformer. Når det kommer til stykket er det yderst tvivlsomt om hans politik i praksis vil adskille sig fra den tidligere Nyrup-regerings.
Det vil være naivt at tro at disse fløjkampe vil ophøre efter kongressen den 12. marts og efter urafstemningen, som højst sandsynligt vil afgøre udfaldet af formandsopgøret. Fløjkampene er udtryk for en dybere politisk krise. Mange menige medlemmer af Socialdemokratiet og DSU vil begynde at tænke over og overveje, hvorfor dette valg blev til et så sviende nederlag som det gjorde. Tusinder af nye medlemmer strømmer til Socialdemokratiet, som lige nu får omkring 100 nye medlemmer om dagen. I denne proces vil mange af dem der har meldt sig ind fordi de vil kæmpe imod de borgerliges nedskæringer komme i opposition til de højreorienterede ledere, som vil føre ”samarbejdspolitik” og indgå kompromisser med regeringen. Dette vil være et godt udgangspunkt for en opposition som kæmper for en ægte socialistisk arbejderpolitik.
