I disse dage er valgkampen i fulde omdrejninger. Det mest brændende spørgsmål er, hvad alternativet til den borgerlige regering er. Hvad er det oppositionen vil – og adskiller dens projekt sig i virkeligheden så meget fra den siddende regerings? I denne diskussion har vi bidraget med vores bud på et sådant alternativ, nemlig en arbejderregering på et socialistisk program en arbejderregering på et socialistisk program.
Der er en del mennesker der har spurgt os om ikke Det radikale venstre nødvendigvis må indgå i sådan et alternativ.
Umiddelbart kan det undre, hvorfor dette parti ikke skal med i en ny regering. De er nu engang en del af oppositionen, og det er nu engang dem som sad i regering med socialdemokraterne indtil den borgerlige regering kom til magten – så hvorfor ikke have dem med i en strategi for at vælte de borgerlige af pinden?
Et arbejderparti?
Det første som man må spørge sig selv om, når man kigger på et politisk parti, er hvilke grundlæggende klasseinteresser som partiet tjener. Når man gør det, er det vigtigt at man dykker ned under overfladen og kigger på partiets historie, på dets traditioner, på dens tilknytning til arbejderklassen - og også på deres konkrete politik, for som vi skal se afspejler denne politik nemlig hvilken side det står på i klassekampen.
Det radikale venstre har ingen traditioner i arbejderbevægelsen. I modsætning til de partier vi definerer som arbejderpartier (S, SF og Ø), udspringer de ikke af fagforeningerne og af arbejderklassens daglige kamp for at ændre samfundet.
Derimod er partiet udsprunget af Venstre (Danmarks Liberale Parti), efter en fløjkamp helt tilbage i 1905. Partiet blev med det samme et parti der baserede sig på en mere ”social-liberal” fløj af dem der tidligere havde støttet venstre. Det var især småbønder og funktionærer, som var imod en alt for konservativ politik, imod for høje militærbudgetter, for mindre landbrug i modsætning til de store gårdejeres magt, m.m.
Det afspejlede med andre ord en småborgerlig strømning, som blot ville ændre nogle ting på systemet – man havde ikke – og har heller ikke i dag – nogen som helst ide om grundlæggende at ændre samfundet. Dette er såmænd meget logisk, fordi partiet udsprang af en strømning, småborgerskabet, som i modsætning til arbejderklassen, ikke havde den samme interesse i at omvælte systemet. Det er klart at dele af småborgerskabet – også den dag i dag, selvom det er blevet mindre end førhen – sagtens kan vindes for en revolution, men det er også klart at det kun kan ske gennem arbejderklassens ledelse, fordi arbejderklassen er den største, mest udbyttede og bedst organiserede klasse, og fordi det er den der igennem dets arbejde for samfundet til at køre rundt. Partiet er altså ikke et arbejderparti – og det ses tydeligt på den politik som det fører, bag ved flosklerne om ”progressive tiltag” og ”et humant menneskesyn”.
Partiets konkrete politik
I 90’erne var det radikale venstre en del af Nyrup-regeringen. Her lavede man en række foringelser: Man halverede dagpengene for unge under 25 og forkortede dagpengeperioden fra ni til fire år. Man skar i efterlønnen, trods valgløfter om det modsatte. I maj 2003 besluttede partiets hovedbestyrelse sig endda for, at man nu arbejder på at afskaffe efterlønnen fuldstændigt! I efteråret 2004 valgte folketinget at lave en aftale som sikrede at AP Møller fik en yderst beskeden beskatning på nordø-olien. På den måde er staten – og skatteyderne – blevet snydt for milliarder af kroner, som ellers kunne bruges til en veltrængt fornyelse af velfærdssamfundet. Men her var det radikale venstre et af de partier der råbte højest i forsvaret for at AP Møller ikke skulle ”skræmmes væk” fra Danmark. Man måtte give efter for en stor kapitalists krav – også selvom man ivrigt har forsøgt at danne sig et image som et parti der står for ikke frådser med det offentliges penge. Partiet har også stemt imod beskatning af de multinationale selskaber, som slet ikke betaler nogen skat i Danmark.
Og hvad så med partiets påståede ”kulturelle frisind”, som har tiltrukket mange intellektuelle? Når det kommer til stykket er det så som så med den: Selvom de radikale nu er kommet med en kritik af 24-års regelen for familiesammenføringer, så stemte partiet for alle stramningerne da de selv sad i regering og faktisk var det et radikalt folketingsmedlem som opfandt starthjælpen, under begrebet ”integrationsydelse”. Dette betyder at flygtninge og indvandrer må klare sig på en ydelse som er under halvdelen af den kontanthjælp som arbejdsløse danskere modtager.
Fakta er at det ikke har ændret det store på arbejdsløsheden og det har ikke fremmet integrationen, tværtimod er det et redskab som arbejdsgiverne kan bruge til at true deres medarbejdere med. For hvis udsigten til arbejdsløshed og ekstrem fattigdom er til stede, er det meget lettere for arbejdsgiverne at presse deres ansatte ned i løn, få dem til at arbejde hurtigere og under dårligere sikkerhed, osv., osv.
Og man kunne blive ved med at skyde løs på den radikale politik i praksis: På retssikkerhedsområdet har de godkendt alle terror-lovgivningens indskrænkelser af den personlige frihed, på skatteområdet har de stemt imod genindførelse af formueskatten, på beskæftigelsesområdet har de været med til at sætte et loft på kontanthjælpen, hvilket betyder at nogle af de fattigste familier i Danmark bliver tusind kroner fattigere om måneden, på uddannelsesområpdet har de været med til at halvere antallet af SKP-pladser, hvilket betyder at mange unge på tekniske skoler står uden lærepladser, og derfor ikke kan gennemføre deres uddannelse.
”Realisme”?
I torsdagens udgave af Metro Express, kan man læse hvordan Marianne Jelved nu er i gang med at appellere til de konservative, om mere samarbejde. Og det er ikke første gang at de radikale flirter med de borgerlige. Faktisk har partiet deltaget i borgerlige regeringer fra 1968–1971 og 1988–1990. Og selvom de altså arbejder for at skabe en regering sammen med Socialdemokratiet efter valget, så er de selv åbne om at det ikke er utænkeligt at man i fremtiden vil se partiet indgå i en masse aftaler sammen med de borgerlige partier. Dette afslører præcist hvad det er for en størrelse vi har med at gøre.
Der er mange som måske vil sige at det alt sammen lyder meget godt, men nu er sagen jo den at det mest ”realistiske” alternativ til de borgerlige, er en ny SR-regering, og det er jo også lidt bedre end en VK-regering. Men man bliver nød til at vende det om og spørge sig selv om hvad ”realisme” i virkeligheden betyder. Skal man følge den ”realistiske” logik så er der kun et alternativ: En ny S-R regering som også skærer ned. Under et kapitalistisk system er ”realisme” lig med hårdere arbejdspres, stress og lønnedgang, og forringelser på velfærden fordi der ikke er råd til forbedringer. Men hvis kapitalismen ikke har råd til forbedringer for arbejdere og unge – så har arbejdere og unge heller ikke råd til kapitalismen. Vi har ganske simpelt ikke råd til hverken en borgerlig eller en ny SR-regering, også selvom der er forskel på de to ting.
Bryd med ALLE de borgerlige!
Det allerværste ved partiet Det radikale venstre, er faktisk at det er en undskyldning for nedskæringer. For når lederne af Socialdemokratiet går med de radikale i en regering, kan de bruge dette parti som en undskyldning for at forringe arbejdende menneskers levevilkår. Når et lille borgerligt midterparti går sammen med et arbejderparti er det den perfekte opskrift på hvordan man kan trække Socialdemokratiet ind i nedskæringspolitik og få dem til at acceptere forringelser og højredrejning.
Flere fagforeninger i Danmark har forstået – eller er begyndt at forstå det. Derfor anbefaler flere af dem også at man sætter kryds ved liste A, F eller Ø – de tre arbejderpartier. Heriblandt kan nævnes tillidsmandsnetværket Fagligt Ansvar, som på deres konference i August, igangsatte en kampagne under titlen ”faglige krav til en ny politik”, i samarbejde med de tre arbejderpartier. Det det handler om er altså at skabe et arbejderflertal, på samme måde som det der eksisterede i 1966-1968, hvor S og SF sammen havde flertal. Socialdemokratiet havde før det lavet forskellige mindretalsregeringer med borgerlige partier, men da arbejderpartierne fik flertal, fik LO-formanden åbent ud og erklærede at man ikke kunne forstå det på arbejdspladserne hvis landets første arbejderflertal ikke blev udnyttet. Problemet med dette arbejderflertal, var at de to arbejderpartier ikke brugte det til at føre socialistisk politik til gavn forv arbejderklassen. Tværtimod blev man enige om at indefryse en dyrtidsportion (automatisk regulering af alle lønninger som følge af prisstigningerne), på tværs af fagbevægelsens hårdnakkede modstand.
Dette er altså en klar historisk erfaring som vi må bruge i dag – en arbejderregering må være bevæbnet med et socialistisk program – og det kan kun ske gennem kamp i arbejderbevægelsen for sådan en linje.
Det Radikale Venstre er et borgerligt parti, som i alle afgørende spørgsmål står på arbejdsgivernes side. En ny regering med dem, vil uden tvivl være katastrofalt for Socialdemokratiet. Derfor er det afgørende at argumentere for en arbejderregering, der kun består af partier med traditioner i arbejderbevægelsen og med bånd til fagforeningerne. I Danmark er det Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten. Det er de partier som altid har kæmpet for en ordentlig tilværelse for arbejderklassen og det er de partier som vi kan bruge som redskaber i kampen for at forsvare velfærden – og for et demokratisk socialistisk samfund. At deres ledelser på nuværende i mange tilfælde har ført en politik der har godkendt forringelser og privatiseringer, må kun være en anledning til at arbejdere og unge går ind i disse partier og forsøger at ændre dem. I den forbindelse er kravet om en arbejderregering der fører socialistisk politik, af altafgørende betydning.
