Den borgerlige regering vil tage kontanthjælp fra unge 18-19-årige, hvis de afslår uddannelsestilbud, kunne vi forleden læse i aviserne. Men det er ikke kun denne aldersgruppe, der står for skud. En af regeringens absolutte topfigurer, integrationsminister Bertel Haarder, udtalte i den forbindelse til Berlingske Tidende, at: ”Vi vil gå blødt frem, så vi starter med de 18-19-årige. Og går det godt, så går vi videre.”

Alt tyder derfor på, at ordningen i løbet af kort tid vil blive udvidet til alle unge under 25.
”Men bare rolig,” siger de borgerlige. ”Kontanthjælpen ryger kun, hvis de unge takker nej til et tilbud om uddannelse.”
Først og fremmest må vi slå følgende fast:

1. Regeringen har på ingen måde evnet at fjerne arbejdsløsheden blandt unge. Da regeringen kom til var der registreret 12.187 ledige mellem 16 og 24. I december 2004 var tallet 13.972. Dertil skal lægges alle de unge, der er i aktivering, så tallene er i virkeligheden langt højere.

2. I forvejen får unge under 25 kun 5.527 kr. i kontanthjælp. Det er 3.000 kr. under den ordinære sats, som også er uanstændig lav.

3. Omkring 10.000 unge mangler i øjeblikket en praktikplads. Og for at strø salt i såret har regeringen sammen med Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti afskaffet skolepraktikordningen på otte uddannelser, så antallet af skolepraktikpladser er blevet beskåret fra 5.000 til 1.200. Det rammer bl.a. elektrikere, tømrer, snedkere, automekanikere og kontorelever.

4. Gennem de borgerliges regeringsperiode er der blevet sparet ca. 4 milliarder på uddannelsesområdet.

5. Med det nye forslag bliver unge hverken tilbudt et arbejde eller den uddannelse, de brænder for. De får et siciliansk ”tilbud de ikke kan afslå”. Det er et direkte angreb på arbejderbevægelsens kamp for fri uddannelse til alle.

Der er ingen tvivl om, at der venter de unge en hård tid, hvis de borgerlige får endnu en regeringsperiode. De danske kapitalister evner ikke at afskaffe ungdomsarbejdsløsheden, og nu skal de unge betale for en forseelse, andre har begået. Det er jo ikke de unge arbejdsløse, der ikke vil ansætte sig selv. Det er ikke de unge, der ikke vil i praktik eller have en uddannelse – det er de borgerlige, der hele tiden har stået i vejen for de unges trivsel.

Hvis angrebene på de unge skal stoppes, kræver det at ungdomsarbejdsløsheden afskaffes helt og aldeles og der garanteres fri uddannelse til alle, herunder praktikpladser. Hvis staten overtager kontrollen med de 50 største virksomheder vil man let kunne garantere ansættelse til alle unge.
Hvis arbejdsgiverne ikke er villige til at investere i fremtiden og oprette tilstrækkeligt med praktikpladser, må lærlingeuddannelsen lægges under fagforeningernes kontrol og de store firmaer må nationaliseres, så der kan garanteres praktikpladser til alle.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.