Tirsdag den 18. januar har Anders Fogh så udskrevet folketingsvalg. Selve det faktum at Anders Fogh udskriver valget før tid, er ikke svært at forstå. I alle meningsmålinger ser det ud til at han har et komfortabelt forspring foran oppositionen. I Catinets meningsmåling fra weekenden inden valget blev udskrevet, kan man se at højreblokken fører med hele 100 mandater, imod oppositionens kun 75 mandater. Dette er en endda en forøgelse af regeringens flertal, som ved den sidste massive sejr i folketingsvalget 2001 lå på 98 imod 77.
Socialdemokratiet i krise
Men det er ikke så svært at forstå, hvis man tager et kig på den ”opposition” som har eksisteret i de 4 år Fogh-regeringen har været ved magten. Denne ”opposition” har været ikke mindre end en skandale.
For det første tog det lang tid for Socialdemokratiet at komme sig efter det ydmygende valgnederlag – på en måde kan man sige at partiet ikke er kommet sig efter det.
Valgnederlaget var det værste siden 1920’erne – Socialdemokratiet røg helt ned på 29,1 pct. af stemmerne.
Dette burde give grund til noget af en selvransagelse. Og efter valget så vi da også hvordan Socialdemokratiet brugte lang tid på at tale om ”fornyelse”, ”ungt blod”, osv.
Socialdemokratiet prøvede alle ting for at forny sig: Nye ansigter på topposter i partiet, nyt logo og sågar et nyt navn – fra Socialdemokratiet til Socialdemokraterne.
Mange ledende socialdemokrater erklærede, at nederlaget simpelthen skyldtes, at folk ville se nye ansigter, og at det var naturligt, at man blev træt af en regering efter ni år. Dette er imidlertid kun korrekt, hvis man tilføjer, at det drejede sig om en regering, der gennemførte otte gange så mange udliciteringer som den borgerlige Schlüter-regering, gennemførte forringelser og stod i spidsen for en "velfærdsstat" med stadig flere fejl og mangler.
Årsagen til Socialdemokratiets krise er nemlig ikke et spørgsmål om personer, navn eller logo, men et spørgsmål om den politik der føres. Fra 1993-2001 sad partiet i spidsen for en regering, sammen med det lille borgerlige parti, det radikale venstre, som stod bag en række hårde nedskæringer på velfærden og på arbejdernes rettigheder. For eksempel halverede de dagpengene for unge under 25 og forkortede dagpengeperioden fra ni til fire år, de forringede efterlønsordningen trods valgløfter om det modsatte, de igangsatte en række nedskæringer på uddannelse og man brød ind i overenskomst-strejken i 1998. Og da lederne i Socialdemokratiet oven i købet førte valgkamp i 2001 på parolen ”det går så godt som aldrig før” – svarede det simpelthen ikke til den virkelighed, som almindelige arbejderfamilier oplevede med øget arbejdspres og besparelser på den offentlige sektor.
Det var altså udelukkende manglen på et rigtigt alternativ, som bragte de borgerlige til magten.
I opposition har Socialdemokratiet også været slående svage. Det er ellers ikke fordi det er særlig svært at finde punkter, hvor man kunne kritisere den borgerlige regering og udfordre den og komme med et bedre alternativ. Regeringen har indledt et frontaltangreb på fagbevægelsens rettigheder, samtidig med at arbejdsløsheden er vokset med 31.000 og de offentlige budgetter er blevet skåret, hvilket har ført til endnu flere nedskæringer på velfærden i amter og kommuner; på skoler, på hospitaler, på plejehjem, på daginstitutioner, osv. Samtidig har de igangsat en krig mod Irak og fortsætter dansk deltagelse i besættelsen.
Socialdemokratiet stemte for den seneste finanslov og er kommet frem med direkte latterlige forslag om at forbyde rygning overalt. Man har ikke hørt en lyd fra partiet om kritik af Irak krigen. På folkeskolerne er de gået til kamp mod tendensen til overvægtige børn – dette gør de ved at forslå forbud mod chips og cola!! Ikke et ord om behovet sunde madordninger finansieret af staten, som ellers ville være den eneste løsning på problemet.
Socialdemokratiets nye udspil
Socialdemokraterne er i den seneste periode kommet frem med en række nye udspil. Bl.a. har de lanceret deres nye jobplan ”made in Denmark”, som de vil bruge til at skaffe 50.000 nye arbejdspladser i den kommende valgperiode. Dette vil man bl.a. nå ved et niveauløft på 1,7 mia. kr. årligt til uddannelsesområdet, ved at jernbanenettet udvides og ændres så man får bedre kollektiv trafik, renovering af kommunale folkeskoler og hospitaler, m.v. På den måde regner man altså med at kunne fremskyde offentlige investeringer så man kan få flere arbejdspladser. Socialdemokratiets svar på udflytningen af arbejdspladser, som f.eks. slagteriarbejderne for nyligt kunne mærke, er at lave et samarbejde med virksomheder som skal undgå udflytningerne, statslig investering i efteruddannelse til arbejderne, osv. Socialdemokratiet vil også lave en omfattende skattereform, bl.a. hæve topskatten.
Der er mange af de punkter som Socialdemokratiet har med i sin jobplan, som er gode og det er helt klart en forbedring af partiets profil, som det ikke er udelukket de kan score en del stemmer på. Men samtidig er der også en række problemer i den. F.eks. har Socialdemokratiet ikke et rigtig svar på hvad man skal gøre over for trusselen om udflytning. Grunden til at kapitalisterne i Danmark truer med udflytning, er for at presse løn og arbejdsforhold ned. Det er en general tendens i hele Europa, som afspejler kapitalisternes hårdnakkede jagt på højere profitter. Og det er ikke noget som Socialdemokratiets forslag om efteruddannelse og samarbejde med virksomheder kan råde bod på.
Samtidig er løfterne om 50.000 arbejdspladser i løbet af 4 år også noget ambitiøse. Lederne af Socialdemokratiet påstår at det er realistisk fordi at man opnåede det i perioden 1993-1998 da den daværende Nyrup-regering anvendte en lignende jobplan. Men dengang skete det i en periode hvor Danmark var inde i et økonomisk opsving, hvor væksten gik frem og investeringerne rullede ind. Men i de seneste år har vi set tegn på at økonomien i Danmark ikke er særlig sund. Siden 1995 har Danmark haft den laveste vækst af de nordligste lande. Det er derfor meget tvivlsomt om Socialdemokratiet kan opfylde dette løfte. Socialdemokratiet siger at de vil investere massivt i bedre uddannelse, men der er nok mange der vil huske hvordan de i 1990’erne startede store besparelser i amter og kommuner på folkeskoler og ungdomsuddannelser. Vi er også blevet lovet en max-takst på 1.000 kroner for børnepasning, lavere skat på arbejde, masser af penge til børneområdet, bedre miljø, stop for stigninger i brugerbetaling og tog- og buspriser, flere arbejdspladser og stop for udhuling af velfærden. Men når det sammenholdes med udmeldingerne om samarbejde med VK, et udvandet program og liberalistiske tiltag, og det hele oven i købet skal gøres i en regering sammen med de borgerlige i det Radikale Venstre, så virker dette socialdemokratiske alternativ til regeringen mildest talt lidt utydeligt. Og hvis man kan huske den politik, der blev ført under den sidste socialdemokratisk-radikale regering, så lyder det hele endnu mere utroværdigt. Hvis folk vil have borgerlig politik, vil de stemme på de borgerlige. Socialdemokratiet må stå på arbejdernes side, hvis tilbagegangen skal stoppes.
Socialistisk politik: Det eneste der kan udfordre de borgerlige
Socialdemokratiet kan ikke udfordre de borgerlige med en halvhjertet politik som handler om lappeløsninger på et i forvejen meget hullet velfærdssamfund. Det grundlæggende problem er at Socialdemokratiet ikke vil bryde med det kapitalistiske system, som skaber kriser i økonomien og derved er hovedårsagen til arbejdsløsheden og nedskæringerne på velfærden.
Socialdemokratiets jobplan er ikke ’realistisk’, så længe den skal ske under et kapitalistisk system i krise. Man kan ikke planlægge hvad man ikke kontrollerer, og man kan ikke kontrollere hvad man ikke ejer. Så længe den økonomiske magt, dvs. ejerskabet af de store virksomheder, banker, forsikringsselskaber, rederier, byggeri, supermarkedskæder, osv., ligger i hænderne på en lille gruppe kapitalister kan man ikke styre arbejdsløsheden. Man kan godt lave lappeløsninger, som kan have en hvis effekt i et begrænset tidsrum, men afskaffelse af arbejdsløshed og en ægte fornyelse af velfærden er umulig under kapitalisme. Den eneste vej frem for Socialdemokratiet er at fremsætte et konkret program for en arbejderregering, der bryder med dette system.
Nu vil mange nok mene, at det lyder da meget fint, men sådan er Socialdemokratiet jo ikke, og hvordan skulle det dog blive det? Vi tror ikke, at Lykketoft eller resten af partiledelsen lige pludselig helt af sig selv ændrer kurs. Men de kan blive presset i den rigtige retning, eller de kan med tiden blive erstattet af andre ledere, der gerne vil kæmpe for arbejderklassens krav. Forandring kommer kun, hvis man kæmper for det – hvis arbejdere og unge, som vil et andet samfund, bliver aktive i partiet og er med til at bygge en opposition, som kan slås for en rigtig socialistisk arbejderpolitik.
