Således lyder overskriften på et debatoplæg som kom fra velfærdskommissionen i Maj 2004.
Velfærdskommissionen er en kommission som regeringen nedsatte i september 2003, med det formål at gennemgå den danske velfærd og komme med forslag til ændringerne.

Anti-velfærdskommissionen

Velfærdskommissionens navn må siges at være lettere misvisende – man kunne måske sige omvendt sprogbrug som i George Orwells roman ”1984”, hvor krigsministeriet bliver til ministeriet for fred osv. Velfærdskommissionen er blevet dygtig sammensat af regeringen; den består hovedsagligt af borgerlige økonomer, tidligere ansatte i Dansk Arbejdsgiverforening o.l. Ansættelseskriteriet til kommissionen ser ud til at være at man tidligere skal have udtalt sig imod efterløn, folkepension o.l.
Indtil videre er velfærdskommissionen kommet med en række forslag til såkaldt ”nødvendige” ændringer i velfærden;

At efterlønnen afskaffes eller beskæres
At dagpengene sættes ned, så ”det bedre kan betale sig at arbejde”
At den offentlige sektor beskæres
At der kommer et element af forsikring i velfærdsydelser, som sundhed, ledighed og pension

Velfærdskommissionen advarer, at hvis der ikke gennemføres drastiske ændringer må en almindelig LO-familie om nogen år betale 35.000 kr. mere om året i skat.
Og her ser vi kommissionens misvisende navn – dette er ikke forslag til ændringer af velfærden, men til afvikling af velfærden. Velfærdskommissionens navn burde i virkeligheden være ”anti-velfærdskommissionen”.

Regeringen planlægger angreb på velfærden

Regeringens plan med velfærdskommissionen er, at den skal komme med de endelige resultater af sin undersøgelse i slutningen af 2005. Dvs. først efter et folketingsvalg, som senest skal være i november 2005. Den borgerlige regering kom til magten ved, at lade som om den ville forsvare velfærden, og sådan ser det ud til, at den har tænkt sig at vinde endnu et valg. Men den borgerlige regering har i de sidste 3 år vist sin sande kulør – det er en arbejdsgiverregering, som angriber arbejderne. I velfærdskommissionens forslag kan vi se, hvad vi har i vente, nedskæringer og brugerbetaling kort sagt en ødelæggelse af velfærden. Og ikke nok med det den konservative kulturminister Brian Mikkelsen (som årligt modtager 1.068.000 som minister) var for nylig ude og sige, at han mente, at den nuværende mindsteløn på 90 kr. i timen er for høj – ifølge ham er fx gadefejning ikke den løn værd – måske er det hans job der ikke er den løn værd?

I hvert fald er det tydeligt, at de borgerlige vil lancere endnu hårdere angreb, hvis de endnu engang kommer til magten.

Alternativer

Men hvad er alternativet? Som modsvar til regeringens velfærdskommission har en række prominente folk, heriblandt en række professorer opsat den alternative velfærdskommission (DAV). De kritiserer velfærdskommissionen for at være for ensidigt sammensat; at den kun består af økonomer med et bestemt syn, og at kommissionen kun går op i den økonomiske bundlinie, og ikke de sociale og menneskelige aspekter af velfærden.
Økonomerne i regeringens velfærdskommission vil argumentere for, at deres løsningsforslag er de eneste rigtige – de eneste ”fornuftige”. Men det er klart at dette er et politisk spørgsmål, et spørgsmål om hvordan man vil indrette sit samfund, og ikke kun et spørgsmål om udregninger på en lommeregner.

Men problemet for alle der forsøger at være et alternativ til regeringens anti-velfærdspolitik er, at det ikke er til at komme uden om at det kapitalistiske samfund er i krise. Ikke sådan forstået at økonomien ikke kan gå frem i perioder, men sådan forstået at den økonomiske vækst som bl.a. Danmark oplevede efter anden verdenskrig og indtil omkring 1974 var en historisk undtagelse. I denne periode lykkedes det arbejderbevægelsen at få kæmpet opbyggelsen af velfærdssamfundet igennem. Men siden 1974 har vi ikke set vækstrater, der nærmer sig dem i efterkrigsperioden, og vi har siden set en stagnation og tilbagegang i opbyggelsen af velfærden.
Fremtidens velfærd

Det er ikke kun regeringen og velfærdskommissionen, mener at nedskæringer er nødvendige. Også Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt har været ude og sige, at det kan blive nødvendigt at afskaffe efterlønnen og omlægge folkepensionen, hæve pensionsalderen osv. Vi må skære i velfærden for at bevare velfærden – siger de – det er det eneste reelle alternativ. Men det er langt fra sandt! For arbejdere, unge, gamle og syge er det ikke et reelt alternativ, at vi på den ene side skal arbejde hurtigere og længere og på den anden side ikke kan gå på efterløn når vi er slidt ned, skal vente længere på at gå på pension, og i øvrigt betale for at vores børn kan gå i skole, vores gamle kan komme på hospitalet osv.
Det eneste reelle alternativ er, at arbejderklassen tager sagen i egen hånd. Som velfærdskommissionen siger ”fremtidens velfærd kommer ikke af sig selv”. De eneste, der kan sikre fremtidens velfærd, er arbejderklassen – ved gennem deres fagforeninger og partier at kæmpe for en arbejderregering på et ægte socialistisk program. Under kapitalismen har fremtidens velfærd ingen fremtid.