”En socialistisk samfundsform kommer uundgåeligt til at fremgå af en lige så uundgåelig opløsning af den privatkapitalistiske samfundsform.”
- Joseph Schumpeter, borgerlig Harvard-økonom

Den kapitalistiske økonomi bevæger sig konstant i op- og nedture. Under et opsving bliver der investeret og sat gang i hjulene, og der bliver flere arbejdspladser. Og under en krise breder der sig arbejdsløshed og knaphed, fordi arbejderne ikke er i stand til at opkøbe de enorme værdier, de selv har frembragt.

Det er den enkle version.

Men selv om en enkel og forsimplet version af sandheden ofte er nødvendig af praktiske grunde (ellers kunne vi blive ved at grave detaljer frem om alt), er det langtfra tilstrækkeligt. Hvis vi skal have et virkeligt billede af økonomien er det nødvendigt at have forståelse for, hvilken periode vi befinder os i. Selv om der ind imellem var nedgang i økonomien i perioden fra 1948-73, var hele perioden præget af fremgang og tiltro til fremtiden. I denne periode mærkedes kriserne knap, og der var hos langt de fleste danskere en vished om, at i morgen bliver bedre end i dag, som selvfølgelig var bedre end i går. Denne periode var præget af tryghed og stabilitet, og på baggrund af det generelle opsving var det muligt for den danske arbejderklasse at tilkæmpe sig en række indrømmelser og opbygge velfærdsstaten.

Borgerskabets strateger i vildrede

Men hvor smerteligt det end kan være, er denne tid forbi. I dag taler samfundets ledere ikke om muligheder for højere folkepension, fuld beskæftigelse, flere læger, kortere arbejdsuge, mere ferie, udligning af samfundets uligheder og fri adgang til alle uddannelser. I stedet taler borgerlige politikere, arbejdsgivere og købte ”eksperter” med samme tunge; længere arbejdsuge, afskaf folkepensionen (for ikke at tale om efterlønnen), ned med dagpengene, privatiseringer overalt og lad fanden tage de sidste!

Hvis man ønsker at forstå noget som helst, og i særdeleshed samfundets økonomi, er det nødvendigt at se ud over det umiddelbare og det overfladiske. Med særdeles få undtagelser er de borgerlige økonomer er ikke i stand til at gøre dette – men det er på den anden side heller ikke det, de er ansat til.
Borgerskabets strateger svinger i disse år mellem himlen og havbunden. Deres psykologi svarer til en maniodepressiv patient. De er oftest ikke i stand til at se klart, men kommer enten med lyserøde drømmeforudsigelser eller dystre dommedagsprofetier. Det ene øjeblik siger de, at opsvinget er her, og at vi alle bliver lykkelige i det borgerlige samfund. Kun for i næste øjeblik at skrige i rædsel, at samfundet er på fallittens rand, og at vi må afskaffe velfærden for at redde os i land.

Denne skizofrene tilstand afspejler til dels, at kapitalismen er et anarkistisk system, der ikke fungerer efter menneskelig planlægning, men efter profitinteresser. Men mere alvorligt; samfundets mægtige produktionsmidler gør oprør mod de snævre rammer, som nationalstaten og den private ejendomsret sætter på økonomien. Det viser sig ved pludselige og store omvæltninger, sving og skarpe sving på alle områder. Historiens pendul svinger med høj hastighed mellem højre og venstre, og verdenssituationen er yderst anspændt. Selv om borgerskabet forsøger at løse konflikterne med magt, løser det ikke de grundlæggende problemer, og den ene krise afløses af den næste, bare på et højere plan.

Væksten

I finansministeriet sidder nogle af de mest optimistiske økonomer i kongeriget. Desværre hører de ikke til de mest præcise. Så sent som for et år siden forudsagde de, at væksten i 2003 ville være 1,3 procent, og dette tal turde ingen uden for ministeriet tro på. Her et år efter kan vi se, at væksten i dansk økonomi 2003 var på ”beskedne 0,5 procent”, som finansministeriet skriver (uden at nævne, hvad de sagde tidligere). Nu siger finansministeriet så, at væksten i 2004 vil være 2,2 procent. Det engelske tidsskrift The Economist forudser, at væksten vil være på 2,3 procent. Uanset hvad er det ikke et imponerende opsving. Nordeas økonomer skriver i Nordea Invest fra september 2004, at ”I Europa ser det ud til, at opsvinget kommer til at trække ud (...) Væksten i Europa ventes således at være noget lavere end i USA.” Grunden er, at USA eksporterer de økonomiske problemer ved at have en lav dollarkurs, som gør det dyrt at importere Europæiske varer til USA og billigt at købe amerikanske varer i Europa. Det giver de amerikanske kapitalister en klar fordel.

Men det væsentlige i denne diskussion er ikke, om opsvinget endelig er kommet. Ingen – slet ikke marxister – har nogensinde påstået, at kapitalismen vil have en ”endelig” krise, og at man ikke igen kan få et opsving at se. Kapitalismen kan overvinde selv de værste kriser og depressioner. Problemet er blot, at det sker på bekostning af arbejderklassen, der må undgælde med tidligere vundne rettigheder. Og så må vi se sandheden i øjnene; kapitalismens guldalder er forbi, og vækstraterne på 6-8 procent, som vi så i 1960’erne er fortid. Nu taler kapitalisterne om opsving, blot væksten er på 2 procent. Men sådan et ”opsving” er ikke i stand til at skabe flere arbejdspladser – for slet ikke at tale om udvidelse af velfærden. Ifølge Nordea er det vi ser for tiden formentlig et ”jobløst” opsving.

Finansministeriet udgiver jævnligt en ”Økonomisk redegørelse”, og ud over at være et monument over kluntet adfærd i det danske sprog, indeholder redegørelsen en række interessante tal og politiske betragtninger. I redegørelsen fra august hedder det blandt andet:

”Væksten i BNP ventes at stige fra 0,5 pct. i 2003 til 2,2 pct. i 2004 og 2,5 pct. i 2005. (...) På baggrund af høj privat opsparing og et rummeligt overskud på betalingsbalancen er der plads til et forbrugsdrevet opsving.”

Og i Berlingske Tidende 1. september 2004 kan man læse følgende:

”Hele 33 procent af servicevirksomhederne regner med at øge omsætningen i den nærmeste fremtid, mens kun seks procent forventer en tilbagegang.”

Hvis vi ser på industrien ser det mere dystert ud. Ifølge The Economist er industriproduktionen faldet med 2,6 procent fra september 2003 til 04. Og her taler vi vel og mærke om økonomiens rygrad, vareproduktionen. Det midlertidige opsving for tiden bygger altså ikke på en reel udvidelse af samfundets værdier, men mere på serviceydelser og privat forbrug for lånte penge.

Gælden vokser

Problemet med et såkaldt ”forbrugsdrevet opsving” er, at det ikke nødvendigvis gør samfundet rigere. Hvis et opsving ikke indebærer massive investeringer og produktion af nye værdier, hvad nytter det så? Samfundet bliver, trods Finansministeriets fromme håb, ikke rigere af, at vi blot forbruger mere. Langt værre er det, at det øgede forbrug i høj grad bygger på gæld. Og uheldigvis har gæld den ubehagelige egenskab, at den skal betales tilbage – som regel med renter. Finansministeriet beretter:

”Husholdningernes finansielle nettogæld i procent af boligformuen er steget fra 37 pct. i 1995 til 78 pct. i 2003. (...) Det højere niveau for den finansielle nettogæld og den stigende andel af rentetilpasningslån betyder, at husholdningernes økonomi kan være blevet mere følsom over for renteændringer.”

Med andre ord: De danske arbejdere har været tvunget til at sætte sig i dyb gæld siden 1990’erne, alene for at have et sted at bo. Men hvis renten stiger, falder hammeren. Og se så, hvad Finansministeriet kan fortælle os om renten:

”Den lidt højere pengemarkedsrente i 2005 vil indebære tilsvarende højere rentefinansieringsrenter for boligejere med rentetilpasningslån, herunder afdragsfrie lån.”

Altså: renten ryger i vejret. Det er noget, som mange danske arbejderfamilier vil komme til at mærke i fremtiden. Her må vi tilføje, at det ikke er sikkert, at Finansministeriets embedsmænd får ret i, at renten stiger. I resten af Europa, særligt i Tyskland, er den økonomiske situation nemlig så miserabel, at kapitalisterne absolut ikke ønsker en renteforhøjelse, da det også ville ramme industrien og skabe mere arbejdsløshed. Men som man siger – i krig og kærlighed gælder alle kneb. Og bankerne står klar i kulissen til at inddrive pengene.

Det faktum, at mange arbejdere risikerer at komme til at sidde særdeles hårdt i deres bolig, og måske endda risikere at blive sat på gaden, hamrer en pæl igennem den småborgerlige myte om, at arbejderne er blevet borgerlige og ikke længere står i modsætning til kapitalisterne, fordi mange har fået hus, bil og kummefryser. I virkeligheden er det bankerne der ejer huset og bilen, og hvis man ikke har knoklet løs i mange år for at få det betalt af (og så skal bilen alligevel skiftes), så kan banken tage det hele tilbage. Man bebrejder ofte marxisterne, at vi vil afskaffe ejendomsretten. Men for det store flertal er ejendommen allerede afskaffet, eller i det mindste overladt til bankernes nåde.

Løn og arbejdsløshed

I finansministeriets økonomiske redegørelse kan man læse følgende linjer:

”Afmatningen på arbejdsmarkedet frem til årsskiftet 2003/2004 har bidraget til at dæmpe lønstigningstaksten”.

Her ser vi, hvordan en embedsmand med et pennestrøg springer hen over et af de helt store samfundsproblemer. Denne ene sætning indeholder i virkeligheden tre oplysninger:

1) Der er blevet flere arbejdsløse frem til årsskiftet 2003/2004.
2) Lønnen er kun steget svagt.
3) Disse ting hænger sammen på den måde, at en højere arbejdsløshed giver lavere løn.

Alle arbejdere ved, at der er større tendens til løntilbageholdenhed, når der er stor fare for at miste jobbet, end hvis man er sikker på beskæftigelse. Hvis man ved, at man ikke bliver fyret, eller i det mindste hurtigt kan få en ny ansættelse et andet sted, vil de fleste ikke være bange for at kræve bedre forhold. Omvendt er mange villige til at acceptere et lønstop eller endda en nedgang i lønnen, hvis alternativet er fyring – det har vi blandt andet set i SAS. Derfor er arbejdsløshed et vigtigt værktøj for kapitalisterne. Og når de taler om ”naturlig arbejdsløshed” (i sig selv et ualmindeligt perverst udtryk), mener de den arbejdsløshed der skal til for at true arbejderne til ikke at kræve for meget. Kapitalisterne drager altså god nytte af truslen om arbejdsløshed. Det er ikke alle i samfundet, som er kede af arbejdsløsheden.

Det borgerlige Danmarks top håner ligefrem de arbejdsløse, når de med den ene tunge siger, de vil skære i dagpengene og skære overførselsindkomster ned til et eksistensminimum, og med den anden hylder en høj arbejdsløshed som en forsikring mod højere lønkrav fra arbejderne. For at sætte en stopper for denne spekulation i arbejdsløshed, må arbejderbevægelsen kræve, at de arbejdsløse holdes skadesløse for den ulykkelige situation, som den planløse markedsøkonomi har bragt dem i. Hvis ikke kapitalisterne kan garantere et arbejde til alle, må de 50 største virksomheder sættes under arbejdernes egen demokratiske kontrol, flere må ansættes og arbejdstiden sættes ned.

Ingen fremtid under kapitalisme

Det ser ud til, at økonomien i Danmark for tiden oplever et opsving. Væksten i faste investeringer, som angiver muligheden for vækst i fremtiden, er på omkring 3,4 procent. Og det private forbrug er ifølge finansministeriet vokset med 3,6 procent fra august 2003 til august 2004. Derudover får kapitalisterne foræret 2 procent ekstra arbejdsdage, fordi mange helligdage falder i en weekend.

Men Danmark er et meget lille marked i verdensøkonomien, og den danske økonomi har slet ikke råstyrke nok til at trække en gigant som Tyskland op af krisens kviksand. Tyskland kæmper stadig med en stagnerende økonomi, og der er intet der tyder på, at væksten de næste par år kommer over 2 procent, som regnes for minimum, hvis man skal bevare det nuværende niveau for beskæftigelse.
Jørgen Worning, formand for FLS Industries, udtalte 26. august til Berlingske Tidende:
”Jeg tror ikke rigtigt, at der kommer yderligere gang i væksten i de danske virksomheder, før der sker noget i Tyskland.”

Det nuværende opsving er først og fremmest drevet af privat forbrug, som er drevet af kredit, altså af nye lån og mere gæld. Men det vil allerhøjst udsætte krisen. Ligesom en person kan være i et vældigt humør og tro, han kan klare alt, når han er fuld, ser dele af borgerskabet sig nu i stand til at overvinde krisen ved at udsætte betalingen til i morgen. Men ligesom vores berusede ven må sande, at dagen derpå bringer kraftige tømmermænd, vil kapitalisterne få sig en grim overraskelse, når regningen kommer. Borgerskabets problem er, at de ikke har nogen udvej. Hvis de hæver renten, vil det bremse investeringerne og sætte fyringsrunder i gang og arbejdere i massevis vil blive fanget i en dobbelt fælde af gæld og arbejdsløshed. Hvis de fortsætter som nu vil regningen blot vokse – og som bekendt forsvinder problemet ikke, fordi man vender ryggen til. Det vil føre til endnu større problemer i fremtiden.

Sandheden er, at den kapitalistiske økonomi ikke tilbyder nogen løsning for samfundets store flertal – de mennesker, som går på arbejde hver dag for at tjene en løn og forsørge sig selv og familien, arbejderklassen. Vi hører, at der er opsving. Hvordan føles det for de ansatte i SAS? Lønnedgang og nederlag. Hvordan føles det for de ansatte på Lindø? Krav fra ledelsen om en udvidelse af arbejdsugen. Hvordan føles det for slagteriarbejderne? Nedslidning og usikkerhed i ansættelsen. Hvordan føles det for de offentligt ansatte? Øget pres, stress og urealistisk hårde krav. Sådan er virkeligheden for den danske arbejderklasse – og så tillader borgerskabet sig at være tilfreds med tingenes tilstand. Sådan gør kun en samfundsklasse, der har udspillet sin historiske rolle og ikke er i stand til at føre samfundet fremad.

Hvis vi skal sikre en økonomi, som kan gå fremad for alvor – med langt mere end de 6-8 procent, som vi så i ”de gode tider” i 1960’erne – så kræver det, at økonomien bliver planlagt efter arbejderklassens ønsker og behov. Man kan ikke planlægge, hvad man ikke kontrollerer, og for øjeblikket sidder de ti største virksomheder i Danmark på enorme aktiver og omsætninger og har omkring 500.000 ansatte under sig. Det mest afgørende i samfundet – økonomi og produktion – er uden for demokratisk kontrol. Hvis man bare brugte, hvad der er kapacitet til (uden at udvide produktionsapparatet) i Danmark, og ansatte mange af de, der går ledige i dag, ville man snildt kunne få vækstrater på 10 procent. Det ville betyde en gigantisk mulighed for at gøre livet bedre for almindelige mennesker og vore efterkommere. Det er den virkelige betydning af planøkonomi. Et tigerspring indenfor teknologi, levestandard og kultur vil finde sted, så snart samfundets mægtige økonomiske kræfter tæmmes og bruges rationelt i et demokratisk socialistisk samfund.