Den borgerlige regering som kom til magten for over 2 år siden har allerede lavet en række nedskæringer, og er forhadt i store dele af den danske befolkning. Men for at komme af med regeringen er det nødvendigt at gøre status over kampen, og have et perspektiv for hvordan den kan intensiveres og føre til sejr.

Hvorfor kom de borgerlige til magten?
For det første er det vigtigt at forstå hvorfor VK overhovedet kom til magten. Hvis vi kigger en gang på den sidste valgkamp, behøver vi ikke at have en fin doktorgrad for at forstå valgresultatet: Det var helt tydeligt at det store flertal af almindelige arbejdende mennesker i Danmark, var godt og grundigt trætte af den politik som Socialdemokratiet har ført de sidste år. Under Nyrup-regeringen blev der privatiseret og udliciteret som aldrig før, hvilket førte til øget arbejdspres, dårligere service og massive forringelser. Derudover greb Nyrup-regeringen ind i storkonflikten i 1998, hvilket skuffede tusinder af arbejdere, som havde valgt Socialdemokratiet til magten i håbet om at de kunne forbedre deres levevilkår. Samme år kunne vi igen opleve hvordan Socialdemokratiet svigtede sine vælgere, ved at bryde sit løfte om ikke at forringe efterlønnen.
Og da lederne i Socialdemokratiet oven i købet førte valgkamp i 2001, på parolen ”det går så godt som aldrig før” – svarede det simpelthen ikke til den virkelighed som almindelige arbejderfamilier oplevede.
Det var altså udelukkende manglen på et rigtigt alternativ, som bragte de borgerlige til magten.

Regeringens politik
Den nye regering, har siden lavet en række politiske tiltag og reformer. For det første har de lanceret en række angreb på den danske arbejderbevægelse; Bl.a. har de overvejet et forbud mod eksklusivaftaler, de har indført en reaktionær deltidslov, hvor arbejdsgivere kan tvinge ansatte ned på deltid og de har overvejet muligheden af statslige a-kasser.

De har nedlagt diverse råd og udvalg, for at ”effektivisere”. De har lavet en række tiltag for at privatisere forskellige statsejede virksomheder, såsom Post Danmark, Dong og DSB. Konsekvensen af privatiseringerne kan allerede ses ifht. togdriften i store dele af Jylland, som er blevet kraftigt forværret af at selskabet Arriva har overtaget servicen.
Desuden har de indført en række stramninger på indvandrerområdet, i et forsøg på at gøre denne gruppe til syndebukke for problemerne i samfundet. Dertil skal ligges deres uddannelsespolitik som er katastrofal, fordi den overalt har betydet forringelser for elever og lærere, og en mere elitær skole, hvor der er mindre plads til arbejderbørn - og regeringen har også forårsaget enorme stigninger i prisen på kollektiv transport, hvilket igen går ud over de fattigste i samfundet.
En ting som heller ikke må glemmes er regeringens beslutning om at sende danske soldater til Irak – på trods af at der var massiv modstand i befolkningen, og på trods af at Irak slet ikke besad de masseødelæggelsesvåben som Fogh påstod.

Kampen mod regeringen
Det er altså helt klart at regeringens politik er meget højredrejet og ikke gavner almindelige arbejdere og deres familier. Vi har da også set en række protester imod regeringens politik, fra forskellige grupper. Forskellige grupper af elever og studerende har været i strejke mod besparelser, pædagoger og forældre har protesteret mod forringelser på vuggestuer og forskellige arbejdspladser har været i strejke. Den 20. marts 2002 blev presset så stort at fagbevægelsens ledere indkaldte til en aktionsdag imod regeringen, samtidig med at de højrøstet gjorde opmærksom på at de ikke opfordrede til arbejdsnedlæggelser. Alligevel var der strejker på 28 virksomheder og op mod 25.000 arbejdere samledes på Christiansborg. Dette viste at arbejderbevægelsens styrke er enorm, hvis blot lederne tør bruge denne magt.
Men senere har man desværre neddysset protesterne og i stedet indkaldte man til en ”folkefest for et bedre Danmark”, den 5. oktober 2002. Men fremmødet til denne ”folkefest”, viste lige præcist at jo mere udvandede protesterne og kravene bliver, jo mindre opbakning vil de have.

På trods af at de danske arbejdere har været ude i mange små kampe siden regeringen kom til magten, har lederne af fagbevægelsen gang på gang nægtet at samle og udvide protesterne og har derved isoleret kampene. I 2002 tabte man 193.600 arbejdsdage, pga. strejker – et af de højeste tal i lang tid.

Socialdemokratiet i oppositionen
Det har været slående så svag oppositionen til regeringen har været. Socialdemokratiet brugte lang tid på at komme sig over det svigende nederlag de oplevede ved valget. I lang tid efter valget talte man i Socialdemokratiet om ”fornyelse”, ”nye ansigter” og ”ungt blod”. Med det mente man at man kunne vinde magten igen, ved blot at skifte toplederne ud med andre topledere (som førte den samme politik) og ved at skifte logo, navn, m.v.
Problemet var at man aldrig opsøgte roden til problemerne; nemlig den fejlslagne politik.

Når det eneste som Socialdemokratiet lukkede ud var tomme taler om ”fornyelse”, skulle der gå meget lang tid før partiet igen fik medvind i meningsmålingerne. Det skete nemlig først da Socialdemokratiet spillede ud med sine ”7 punkter for et bedre Danmark”, som indeholdt en række forbedringer for almindelige arbejdere. Samtidig havde de borgerlige vist deres sande ansigt i dagpenge-sagen og arbejdsløsheden steg enormt.
Dette viser at vejen frem ikke er borgerlig politik – men derimod socialistisk politik som tjener det store flertals interesser.

Dagpenge-sagen
I November 2003 stødte regeringen på deres første store skandale. Dette skete da de ville forringe mulighederne for at få dagpenge. Disse besparelser ville have været katastrofale, fordi de ville have ramt tusinder af arbejdere som i forvejen har det hårdt. Sat over for sådan en situation, truede fagbevægelsen med at skærpe deres krav til overenskomstforhandlingerne. Så snart fagforeningerne viste tænder krøb de borgerlige til korset, og trak deres nedskæringer tilbage. ”Timingen er elendig” indrømmede arbejdsgiverne, som frygtede en storstrejke ligesom den i 1998. Men i virkeligheden var hverken de borgerlige eller arbejdsgiverne noget principielt imod nedskæringerne.

Hvad er alternativet?
Alle begivenhederne de sidste 2 år siden de borgerliges magtovertagelse viser, at det der er brug for, er et klart socialistisk alternativ. Det er ikke bare ”nye ansigter” – det er en helt ny politik. Folk er hamrende trætte af løftebrud, nedskæringer, stress og øget arbejdspres.
Så snart Socialdemokratiet diskede op med deres 7 punkts plan, mødte gik opbakningen til dem opad igen. Dette viser vejen frem.
Hvis Socialdemokratiet mobiliserede deres tusinder af medlemmer til at føre en kampagne som ikke var baseret på mediestunts og spinddoktorer, men på aktivt græsrodsarbejde, kunne de vinde igen. Gennem en appel til fagforeningerne og diskussioner på arbejdspladserne, ville man kunne få en stærk kampagne. Hvis sådan en kampagne var baseret på ægte arbejderpolitik og hvis Socialdemokratiet satte hele sit apparat og bagland ind på agitere for det, ville det uden tvivl møde et overvældende svar fra almindelige arbejdere. Socialdemokratiet ville kunne banke de borgerlige på plads med ti eller tyve mandaters forspring, hvis de dannede en arbejderregering sammen med SF og Enhedslisten.

Demonstrationerne den 20. marts 2002 og anti-krigsbevægelsen i foråret 2003 viser at der er en udbredt utilfredshed med den politik regeringen fører. Dagpenge-sagen viser at så snart at fagbevægelsen truer med at give denne utilfredshed et organiseret udtryk, i form af strejker og aktioner, er der intet der kan stoppe den. Hvis lederne af fagbevægelsen brugte denne magt offensivt kunne de uden problemer stoppe de borgerlige.

For at komme af med regeringen, er det nødvendigt med en kamp for at vinde arbejderbevægelsens organisationer tilbage til et socialistisk program og en kamplinje. Det er den eneste linje der kan udfordre de borgerlige, og give den danske arbejderklasse og ungdom et reelt alternativ.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.