Dette dokument udspringer af en række diskussioner af situationen i Danmark, og marxisternes opgaver. Det giver en detaljeret analyse af dansk politik, regeringen, økonomien og situationen i arbejderklassen. Vi opfordrer alle til at printe dette dokument ud og distribuere det i blandt arbejdere, lærlinge og studerende som er interesserede i kampen for at ændre samfundet. Anbefal dokumentet til dine venner, kollegaer, partikammerater - tag det med på arbejdspladsen, i skolen, fagforeningen eller elevrådet.
Hvis du er interesseret i at hjælpe os på nogen måde med at fremme de ideer som fremføres i dette dokument, bedes du kontakte os. Du kan også bestille dokumentet i trykt form, via e-mail, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
INDHOLD:
1. Den internationale situation
2. Dansk økonomi
3. Den politiske situation
4. Den danske arbejderklasse og Fagforeningerne
5. Situationen i ungdommen
6. Klassekampen i fremtiden
Vedtaget 1. Februar 2004
DANSK PERSPEKTIV 2004
Et perspektiv er en grundlæggende nødvendighed for ikke alene at forstå, hvilke kræfter der har skabt den nuværende situation, men også for at forstå, hvad den fremtidige situation bringer. Med mindre man har en klar forståelse af den økonomiske situation, af klassernes forhold over for hinanden og af den politiske situation, vil man være ude af stand til at forberede sig på, hvad der kommer til at ske, og vise en vej frem. Marxister er klar over, at de forskellige faktorer i samfundet indvirker på hinanden. Arbejderklassen reagerer forskelligt, alt efter om der er en økonomisk krise eller et opsving, kapitalisterne vil ikke turde angribe en arbejderklasse med en stærk ledelse, men vil gøre det, hvis de har en svag ledelse og en lav kampvilje.
Vi skriver dette dokument efter talrige diskussioner og gennemgang af de sidste par års vigtige begivenheder. Dette dokument skal dog ikke ses som en færdig og endegyldig "plan". Det er skrevet af en ung, marxistisk tendens, og det er muligt, at der er faktorer, vi ikke har regnet med. Vi giver derfor ingen garantier mod fejl og forkerte konklusioner, tværtimod er det af allerstørste betydning, at dokumentet bliver kritisk læst af den unge arbejder, student eller elev, som vil stifte bekendtskab med de marxistiske idéer. Des flere erfaringer og synspunkter der deltager i en diskussion, des mere præcise vil konklusionerne blive.
1. DEN INTERNATIONALE SITUATION
De sidste 10 - 20 år er modsætninger blevet bygget op på verdensplan, hvilket vi nu ser resultaterne af. Aldrig før i historien har vi set så store opbrud på alle niveauer; økonomisk, socialt, diplomatisk og politisk, aldrig før har modsætningerne vist sig så tydeligt i alle dele af verden.
Vi står nu ved et kritisk punkt, hvor den nuværende situation kan komme med alle mulige overraskelser, hvilket også gør perspektiver mere vanskelige.
For at udarbejde et perspektiv er det nødvendigt at se udover de umiddelbare begivenheder, som kan pege i alle mulige retninger, og i stedet se efter de dybere læggende processer, der fortæller hvilken retning, vi overordnet er på vej i.
Den måde man bedst kan karakterisere verdenssituationen på, er at den gamle stabilitet er brudt ned. Dette er den mest ustabile periode siden 1945, i stedet for økonomisk opsving, fuld beskæftigelse og velstand, ser vi krise, stigende arbejdsløshed og fald i levestandard selv i de rigeste lande. I Vesten vil den nuværende generation være den første generation siden 1945, der kan se frem til en ringere levestandard og dårligere arbejdsforhold end deres forældres. På den ene side ser vi nemlig en total nedbrydning af de velfærdsgoder (pension, uddannelse, overgangsydelser, o.lign.) som man nød godt af under det lange efterkrigsopsving - på den anden side ser vi privatiseringer og udliciteringer som øger presset og skaber dårligere arbejdsforhold. Skellet mellem rig og fattig stiger konstant, og den økonomiske magt koncentreres i færre og færre hænder.
Forholdet mellem klasserne intensiveres og destabiliseres. Dette vil fortsætte, indtil den virkelige situation påvirker massernes bevidsthed, hvor scenen vil blive sat til en eksplosion i klassekampen alle steder. Bevidstheden halter efter begivenhederne, men det vil blive indhentet med et brag - det er essensen i en revolution. I den seneste periode er der opbygget frustrationer, vrede og fortvivlelse, når denne situation når et kritisk punkt, kan selv den mindste ændring have enorme konsekvenser. Den nuværende situation kan ikke tilskrives fx Bush's eller Bin Ladens handlinger, som selvfølgelig har spillet en rolle, men må tilskrives den underliggende faktor, er at det kapitalistiske system på verdensplan har nået sin grænse, hvor begrænsningerne i nationalstaten og den private ejendomsret ikke længere kan overkommes.
Den gamle stabilitet er ødelagt, ikke kun mellem klasser, men også mellem nationer. Ikke siden 1945 har verdenssituationen været så forstyrret og kaotisk. Relationerne mellem stormagterne intensiveres, og USA's ambitioner om verdensherredømme fører til den ene krig efter den anden. Krigen i Irak var ikke et tilfælde men et udtryk for den generelle tendens. Ligesom reaktionen på krigen, med massedemonstrationer verden over ikke var forudset af verdens ledere, men viste den grundlæggende utilfredshed blandt masserne, der måtte finde et udtryk.
Vi må forvente pludselige og skarpe ændringer i situationen, pendulet vil svinge hurtigt fra højre til venstre og tilbage igen, og det vil åbne store muligheder for en revolutionær tendens på verdensplan, hvis vi er i stand til at gribe mulighederne, og har forberedt os grundigt.
Verdensøkonomien
Lenin sagde at politik er koncentreret økonomi. Den verdensøkonomiske situation finder et udtryk i alle klassers psykologi, startende med den herskende klasse. Udtalelserne fra kapitalens talsmænd svinger mellem vild optimisme og dyb depression. Disse humørsvingninger udtrykker i sig selv den generelle ustabilitet. I øjeblikket taler borgerskabet og deres økonomer optimistisk om, at verdensøkonomien er ved at komme sig. Det er klart, at der indimellem vil komme opsving i fremtiden, der findes ikke en endelig krise i kapitalismen. Kapitalismen kollapser ikke af sig selv, men må omstyrtes af en bevidst arbejderklasse. Men ikke desto mindre består økonomernes optimisme til dels af ønsketænkning. Op gennem 1990'erne drømte de om et uafbrudt opsving i kapitalismen i al fremtid, men denne drøm er nu blevet afsløret som en umulighed.
På verdensplan er produktivkræfterne ikke i vækst men er stagneret og faktisk i nedgang. Væksten er hovedsageligt koncentreret i forbrug i USA. Selvom det så ud til, at den amerikanske økonomi var ved at komme sig i tredje kvartal i 2003, er symptomerne modstridende. Der er endnu ikke tydelige tegn på en betydelig genkomst i produktive investeringer (den virkelige motor i ethvert opsving). Spørgsmålet om nye investeringer hænger sammen med spørgsmålet om profitternes størrelse. Kapitalisterne forsøger desperat at genoprette profitraten, men det sker på bekostning af arbejderklassen. Det nuværende "opsving" i USA følges af en stigning i arbejdsløsheden og fabrikslukninger, fyringer, nedskæringer o.l. For størstedelen af amerikanerne føles dette absolut ikke som et opsving. Historisk set er selv de vækstrater, som kapitalisterne drømmer om ( på omkring 3%), langt fra tidligere tiders vækst, på gennemsnitligt 6,3% i OECD landene mellem 1963 og 1973.
I sammenligning med disse tal er den nuværende situation ikke til at juble over. I 2002 steg væksten i USA (der skulle forestille at være ved at komme sig) med bare 2,5%. Euro-økonomierne steg med kun 0,2% og Japan steg officielt med 3%, men hvis man medtager det faktum, at der samtidig var deflation (faldende priser) i Japan, var væksten rent faktisk negativ (hvilket skal ses i forhold til at Japan mellem 1963 og 1973 havde vækstrater på helt op til 14%).
Japan er et godt modsvar til alle keynsianerne i arbejderbevægelsen, der tror man kan komme ud af en krise ved at stimulere det offentlige forbrug. Japan har i den seneste periode fulgt en keynsianistisk politik. Resultatet blev ikke vækst men i stedet kæmpe gæld, hvor budgettet i 2000 havde et overskud på 1,4% af GDP til et forventet underskud på 4,6% i 2003, og økonomien fortsætter med at være låst.
Væksten i forbrugertilliden i EU har været endnu lavere end i Japan de sidste tre år. Den forventede vækst for EU er 0,75%, og EU står faktisk på kanten til krise (recession?).
USA har formået at holde sig oven vande ved at udnytte sin position. Men i forsøget på at undgå krise har USA skabt en hel række af modsætninger og ubalancer der kan underminere hele det verdenshandelssystem, der er opbygget efter anden verdenskrig. Dette er en stor risiko for kapitalismen på verdensplan.
Den nuværende krise en grundlæggende en overproduktionskrise, og gæld og budgetunderskud er bare symptomer på dette. USA forsøger at overkomme deres budgetunderskud ved at eksportere mere og importere mindre. Men i den nuværende situation medfører det at USA kommer i konflikt med resten af verden. Et opsving i USA kan kun holdes i gang ved at USA udvider sine markeder, men dette kommer til at ske på bekostning af Asien og Europa.
Samtidig er der i de sidste 3 år forsvundet 3 millioner jobs i den amerikanske industri. En af måderne USA forsøger at løse dette på er ved at lade dollarkursen falde, men det betyder bare at arbejdsløsheden eksporteres til EU og Japan. Det er muligt at USA vil fortsætte denne strategi, men det kan føre til en ukontrollabel situation hvor dollaren kollapser, med store konsekvenser for verdensøkonomien og ikke mindst USA.
På den måde forværres relationerne mellem nationerne verden over. Problemet ligger i at hele verden er afhængig af den amerikanske økonomi. Tidligere fungerede økonomier som Japan og Tyskland også som lokomotiver i verdensøkonomien, men begge er nu i krise (fx har Tyskland 4,4 mio. arbejdsløse - ca. 10%).
Spændingerne er altså stigende, og dette fører til handelskrige. Der er en stor fare for at alle lande fører protektionistisk politik, så verdenshandelen går i stå. Et eksempel på denne tendens var sammenbruddet i forhandlingerne i Cancun. Dette afslørede at WTO er på vej til at blive en ligeså hul organisation som FN, som kun kan fungere på de store magters nåde. I øjeblikket stiger de protektionistiske tendenser verden over.
Kina er nu et af de eneste steder hvor økonomien fortsætter fremad, hvilket øger spændingerne til USA. Det kinesiske bureaukrati har ikke råd til at vækstraten går ned. Den eneste grund til at de kinesiske masser accepterer det nuværende styre og udviklingen mod kapitalisme er, at økonomien går fremad, hvis dette falder sammen, vil det udløse kæmpe bevægelse imod bureaukratiet.
En handelskrig mellem USA og Kina er under opsejling, men Kina er ved at blive en afgørende faktor i Asien og verdensøkonomien. Fx er Kina nu det land der har flest udenlandske investeringer.
Men spændingerne mellem USA og EU er større end mellem USA og Kina. Dette kom bl.a. til udtryk op til og efter krigen i Irak. I øjeblikket foregår kampen om hvem der skal betale for genopbygningen af Irak, og hvem der skal have kontrollen over det marked. Lignende kampe foregår samtidig (bare ikke så åbenlyst) alle mulige andre steder - selv det mindste marked er værd at kæmpe om i den nuværende krise.
Englands økonomiske betydning er reduceret til nærmest ingenting, mens Tyskland og Frankrig ser en stor trussel i USA, hvilket har rykket dem tættere sammen i en periode. Allerede nu er handelskrigene mellem USA og Europa begyndt, hvilket kan have store konsekvenser.
I forsøget på at oprette en økonomisk stabilitet, vil verdens ledere skabe social og politisk ustabilitet i stedet. Kapitalismens falliterklæring vil blive lagt på arbejderklassens skuldre, i form af øget arbejdspres, nedskæringer osv. indtil de siger stop.
Vi er derfor nu på vej ind i en periode i historien som vil minde mere om perioden i 1930'erne, end den i de sidste 50 år; en stormfuld periode for verdensøkonomien, der vil fungere som baggrund for krige, revolutioner og kontrarevolutioner i det ene land, og ene kontinent efter det andet.
Den internationale situation
Europa:
De europæiske kapitalister befinder sig i en vanskelig situation. For at opretholde profitraterne må de skære ned i levestandarden, men samtidig står de overfor stærke og ubesejrede arbejderorganisationer.
Den europæiske kapitalismes krise er blevet forværret af forsøget på at tvinge de forskellige økonomier ind i den såkaldte "solidaritets og vækstpagt" (Maastricht-traktaten). Det gennemsnitlige underskud i Eurozonen er 2,8%. Frakrig, Tyskland og Italien har alle brudt de aftalte rammer for budgetunderskud. Både Tyskland og Frankrig kan forvente kæmpe bøder hvis underskuddet fortsætter i 2004. I virkeligheden var Maastricht en undskyldning for at gennemføre store sociale nedskæringer. Over hele Europa ser vi en nedskæringspolitik især på pensionsområdet. Dette er en færdig opskrift på klassekamp, og repræsenterer en fundamental ændring i situationen.
Over hele Europa har vi i større eller mindre grad set en opvågning af arbejderklassen, med en bølge af strejker og protester. Fx i Frankrig og Italien, hvor borgerskabet alligevel fortsætter sin nedskæringspolitik, hvilket midlertidigt har forvirret den italienske arbejderklasse. Men dette er bare et udtryk for hvor seriøs krisen er. Dette er en nye situation som arbejderne ikke er vant til. Tidligere ville kapitalisterne give nogle indrømmelser når de stod overfor masseaktioner. Men nu nægter de at gå på kompromis. Det er derfor kun naturligt, at der er en vis tøven hos arbejderne, der forsøger at forstå hvad der sker, og hvordan man bedst går fremad. Men tøven hos fagforeningerne opmuntrer kapitalisterne til at opstille nye og større krav. Den bølge af mobilisering, der har været over hele Europa, repræsenterer massernes opvågning efter forholdsvis lang inaktivitet. Ligesom en atlet har brug for at varme op, således også arbejderklassen. Den nuværende bevægelse er kun et tegn på, hvad der vil komme. Demonstrationerne har indtil nu i høj grad været præget af en optimisme og god stemning. Dette er altid tilfældet i starten af en revolutionær proces, før masserne har forstået situationens alvor. I fremtiden vil stemningen få en anden karakter, efterhånden som arbejderklassen begynder at forstå, at der er behov for en mere seriøs kamp.
Den underliggende sociale og politiske ustabilitet viste sig i de store sving til venstre og højre i de seneste valge i Europa. Dette er et udtryk for den generelle krise, der skaber ustabilitet i middelklassens bevidsthed. Mange har råbt op om den fascistiske trussel, men fascisme er ikke på tale nu. På et vist tidspunkt kan den herskende klasse blive tvunget til at gå over til åben reaktion, men det vil ikke blive et fascistisk styre, men derimod et bonapartistisk . Og arbejderklassen vil have haft muligheden for at tage magten mange gange, før dette overhovedet kommer på tale.
Hvad disse valg i virkeligheden viste, er reformisternes manglende evne til at give arbejderklassen en vej ud af krisen, hvilket åbnede dørene for højrefløjens demagoger.
Men ikke bare i Europa er der ustabilitet. Generelt lægges grunden for sociale omvæltninger verden over.
Afrika er et tydeligt eksempel på Lenins berømte sætning "socialisme eller barbari". Hvor imperialismens udnyttelse lægger grunden for social opstand i hvert af de afrikanske lande i den kommende tid. Men imperialisternes kamp for markeder har destabiliseret hele verden, også hvor meningen var at skabe stabilitet. Et godt eksempel på dette er Irak, hvor et af målene med krigen var et mere stabilt Mellemøsten, men hvor resultatet er blevet det absolut modsatte. Alle regimer i Mellemøsten er blevet destabiliseret af den nuværende situation, og kapitalismen viser ingen vej ud, hverken for de undertrykte masser i Iran, Irak eller for de palæstinensiske og israelske arbejdere.
Men der, hvor den revolutionære proces er kommet længst på nuværende tidspunkt, er i Latinamerika, der gennemgår den største krise i regionens historie. I løbet af de sidste fem år har kontinentet oplevet en stigende økonomisk, social og politisk krise, der har resulteret i revolutionære begivenheder i flere lande. Ikke et regime er stabilt i Latinamerika. Massestrejker og bevægelser, generalstrejker og valg af venstreorienterede regeringer, og i nogle tilfælde bevæbnede opstande og starten på revolutionære processer har rystet alle lande uden undtagelse. Den generelle tendens er mod revolution, og de lande, der endnu ikke har nået det stadie, er på vej i samme retning. Venezuela, Bolivia, Argentina og Ecuador afspejler de kommende begivenheder i hele Latinamerika. Selv i de små og tidligere mere stabile lande som Costa Rica og Honduras er det kapitalistiske system i krise og arbejderbevægelsen i offensiven. Dette er resultatet af en lang række af økonomiske, politiske og sociale faktorer, der tilsammen har skabt en højst ustabil og eksplosiv situation. Økonomisk set har regionen mellem 1997-2002 gennemgået en alvorlig økonomisk krise. Fx er produktionen pr. indbygger nu 1.5% lavere end i 1997. Situationen er ikke bare et resultat af en cyklisk økonomisk krise, men også i høj grad et direkte resultat af den økonomiske politik imperialismen har påtvunget disse lande. En politik som entusiastisk er blevet fulgt af de lokale regeringer, der har repræsenteret en kapitalistklasse, der er fuldstændig afhængig af imperialismen.
De forskellige lande i regionen er på forskellig stadier, men tendensen er den samme. Indtil videre har venstredrejningen betydet forskellige venstreorienterede regeringer, men ingen af disse har indtil nu været parate til at bryde afgørende med kapitalismen. I den nuværende situation er det ikke muligt at opfylde massernes krav om reformer på basis i kapitalismen - ledere af arbejderbevægelsen verden over må vælge side; socialisme eller de rige kapitalister.
Massepartierne
Hovedproblemet i hele verden er den subjektive faktors svaghed - partiet og ledelsen. Hvis der eksisterede en marxistisk tendens med autoritet blandt arbejderne, ville arbejderklassen startende med de aktive lag i fagforeninger og massepartier, lære langt hurtigere. Men marxismens autoritet er blevet skadet gennem årtier med stalinisme, hvilket har gjort processen langsommere og mere udstrakt. Men udviklingens tempo er allerede begyndt at accelerere.
Perioder med store sociale opstande vil uundgåeligt påvirke arbejderklassens masseorganisationer fundamentalt. I den seneste periode har masseorganisationerne overalt været domineret af højrereformisme. Dette var en refleksion af delvist den objektive situation og delvist et efterslæb i arbejderklassens bevidsthed. Men den nuværende situation vil fjerne reformismens basis. Reformisme uden reformer giver ikke nogen mening, og det vil føre til kriser og splittelser i de reformistiske organisationer. På et vist tidspunkt vil de højreorienterede reformister blive drevet ud af masseorganisationerne. Dette vil give plads for en periode med venstrereformisme og evt. centrisme. Under sådanne forhold kan en marxistiske tendens vokse.
Grunden er altså lagt verden over til socialisme, det afgørende er opbyggelsen af en international marxistisk tendens!
2. ØKONOMIEN I DANMARK
Efter at forskellige økonomiske "eksperter" i flere år har hævdet, at den internationale økonomiske krise ikke påvirker Danmark, trækker de nu i land. Det er efterhånden svært at skjule sandheden; at den danske økonomi er dybt afhængig af resten af verdensøkonomien. Særligt Tyskland er en væsentlig faktor. Tyskland er det land som tegner sig for mest af den samlede danske eksport. Og situationen dér ser ikke ligefrem lys ud.
Fra 1993 og frem
Fra 1993 var der et begrænset opsving i dansk økonomi, hvilket skyldtes en stigning i forbruget og især det internationale opsving, som dansk eksport kunne nyde godt af. Eksporten blev også ramt af krisen i Sydøstasien omkring 1998, men steg igen efterfølgende. I 1999 var væksten i industrieksporten på 6,3% og i 2000 steg den med 13,0%. Men krisen i 2001 fik væksten i industrieksporten helt ned på 0,1% og i 2002 var den på 1,4%.
Vækst i BNP fra 1999 til 2002:
| 1999 | 2000 | 2001 | 2002 |
| 2,6% | 2,9% | 1,4% | 2,1% |
Væksten i 2. kvartal af 2003 var på minus 1% i forhold til samme periode året før. Det engelske finansmagasin The Economist anslår, at den danske vækst i 2003 som helhed vil være på 0,8%. De anslår, at væksten allerhøjst kan komme op på 1,3%. Det er det tal, som Finansministeriet anser som det mest sandsynlige. Danske bank regner med, at væksten i 2003 vil være på mellem 0,5 og 1%
Industriproduktionen i Danmark faldt med 0,3% i 3. kvartal. Det er oven i købet på baggrund af, at eksportordrerne steg med 4,3% i september i forhold til august.
Væksten i fremtiden
Finansministeriet har i august nedjusteret forventningerne til væksten i 2003 fra 1,6% til 1,4%. Finansministeriet anser anslår, at væksten i den danske økonomi i 2004 vil være 2,3% (igen det absolutte maksimum ifølge The Economist). Finansministeriet siger, at denne stigning i væksten hovedsageligt skal komme fra et internationalt opsving. Men det er vist snarere et fromt håb end en egentlig realitet.
Dansk Industri regner med, at væksten i 2004 vil være på 2,2%, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd regner med 2,0% og finanshuset Enskilda Securities regner med, at væksten kommer helt ned på 1,4%.
Direktør i Danske Bank Peter Straarup har i den forbindelse udtalt til Børsen, at "vi (forventer) fortsat lav vækst. Der er visse tal, der ser ud som om et opsving er på vej, især i USA, men vi har endnu ikke set det forplante sig til Europa i egentlige økonomiske nøgletal." Danske Bank forventer en vækst på over 2% i 2004, men har i skrivende stund netop taget hul på en revision af prognosen - sandsynligvis en nedjustering. Peter Straarup udtaler også til Børsen, at "vi er fortsat bekymrede for, om kombinationen af lav vækst i euroområdet og den lave dollar vil lægge pres på dansk vækst i 2004, og derfor mener vi, at det meget vel kan blive en fortsættelse af de lave vækstprocenter."
Væksten i faste investeringer, som angiver mulighederne for fremtidig vækst, ligger omkring 1,1%. Til sammenligning var væksten på 4-5% i slutningen af 60'erne og starten af 70'erne.
Tegn på nedgang
Antallet af private tvangsauktioner steg i oktober 2003 til det højeste siden 1996. Børsen forklarer, at "stor arbejdsløshed og lave vækstrater gør det vanskeligt at betale terminerne." Dette viser, at flere arbejdere er begyndt at mærke, at økonomien ikke har det godt. Ifølge en analytiker i Sydbank havde stigningen været endnu større, hvis ikke det var for det lave renteniveau.
Antallet af konkurser er gennem de sidste år begyndt at stige. I starten af 2000 var der under 150 konkurser om måneden. I slutningen af 2003 var tallet snarere 250 om måneden.
Marx forklarede, at kapitalismen jævnligt gennemgår økonomiske kriser, fordi arbejderne ikke er i stand til at tilbagekøbe de varer, som de har produceret. Kapitalisten kan ikke komme af med alle sine varer, og på et vist tidspunkt giver det sig udtryk i lukning af produktion. Finansministeriet peger på, at væksten først i 2003 var drevet af lagerforøgelser. Men det siger sig selv, at man ikke kan blive ved at forøge lagrene. På et tidspunkt må man sælge varelagret, eller også må man holde op med at producere varer, der ikke kan sælges. Det er de danske kapitalister allerede begyndt på, hvilket vi kan se på stigningen i antallet af arbejdsløse.
Flere fyringer på vej
2003 har budt på mange fyringer, og det tyder på, at fyringerne vil fortsætte. SAS, Danfoss, Lego, Post Danmark, Arla, Grundfos og TDC har alle haft omfattende fyringsrunder. I slutningen af oktober varslede DFDS fyringer af 200 ansatte og Lego ville fyre 257 ekstra. SAS har varslet, at de skal spare 12 mia. kroner fra 2003 til 2005. Foreløbigt har det betydet, at SAS stab mindskes med 6.000 ansatte.
Også det offentlige har haft store fyringsrunder. Og der er intet, der tyder på, at der skulle blive ansat flere i den offentlige sektor. Regeringen har planer om at spare, og de bakkes op af cheføkonom i Nordea, Helge Pedersen: "Regeringen skal være klar til at stramme finansloven til næste år, hvor sparekniven formentlig skal findes frem."
Arbejdsløsheden
Den officielle arbejdsløshed faldt meget efter 1994 og op gennem 90'erne, men nu stiger den igen. Nyrup-regeringen gjorde meget ud af, at ungdomsarbejdsløsheden nærmest var blevet afskaffet under deres styre, men en undersøgelse offentliggjort på DR-tv i december 2001 viste, at det reelle tal var steget fra 11% i 1990 til 11,8% i 2001. Det officielle fald til 6% skyldes, at der er mange, der er på forskellige arbejdsmarkedspolitiske ordninger. I vores perspektiv fra 2002 skrev vi følgende: "Hvis dette er den reelle situation efter noget, der kaldes et opsving, så ser det ikke lyst ud for ungdommen fremover."
Det officielle arbejdsløshedstal var i september 2003 på 6,3%. Alene i denne måned stillede mere end 6.000 ekstra sig op i køen af arbejdsløse. Chefanalytiker Johnny Bo Jakobsen fra Nordea regner med, at arbejdsløshedstallet vil fortsætte med at stige et godt stykke ind i 2004. Men det afhænger i høj grad af vækstraterne. Ifølge Børsen vil der ikke blive skabt job, hvis væksten ikke når over 2%.Børsen påpeger også, at "det er usikkert, om det (en acceleration i væksten) er tilstrækkeligt til at gøre indhug i de lediges rækker.
Det er svært at sige, hvad det reelle arbejdsløshedstal er. En stor del af gruppen på varige ydelser (efterløn, overgangsydelse, førtidspension) er ifølge Rød-Grøn Statistik udtryk for en skjult arbejdsløshed. Og folk på orlov eller uddannelse, kontanthjælpsmodtagere og aktiverede dagpengeberettigede tæller ikke i de officielle statistikker. I 2002 var den samlede mængde af arbejdsløse derfor på 14,1%. Og i alt var 29,8% uden for arbejdsmarkedet i 2002. Det reelle arbejdsløshedstal ligger et sted mellem de to sidste.
I den sidste periode er forholdene for de arbejdsløse blevet markant forringet. Dagpengene har slet ikke fulgt med lønudviklingen, da der slet ikke har været nogen stigning i realværdien i perioden 1990 til 2002, hvis man tager hensyn til inflationen. Den gennemsnitlige kompensationsgrad (forholdet mellem dagpengene og den gennemsnitlige løn) er faldet kraftigt fra 71,1% i 1990 til 64,6% i 2002.
Arbejdsløsheden siden november 2001 - oktober 2003
(1.000 personer)
Kilde: Danmarks Statistiks Databanker, 2003
Derudover er dagpengeperioden beskåret fra 9 til 4 år, og man skal aktiveres efter et år. Unge under 25 får kun halve dagpenge efter et halvt års arbejdsløshed. I forbindelse med finanslovsforhandlingerne for 2004 forsøgte den borgerlige regering at skære på dagpengene, men forslaget blev trukket tilbage efter fagbevægelsen viste tænder. Anders Fogh har imidlertid lagt op til, at dagpengene vil blive angrebet, hvis han fortsætter som statsminister endnu en periode.
Uligheden stiger
I den sidste periode er der sket en stor omfordeling i samfundet. Mere af produktionen går til profit end før i tiden. Lønkvoten - lønnens andel af produktionsresultatet - er faldet fra 67,1% i 1988 til 60,8% i 2000. I og med at lønnen i absolutte tal ikke er faldet, så afspejler dette det øgede pres, som arbejderne på landets arbejdspladser er udsat for, uden at de har fået tilsvarende del i den øgede produktion.
Industrien udbetalte i 2000 3% af omsætningen direkte til aktionærerne. I 1980 var tallet 1%, altså en klar stigning i udbetalingen til de danske kapitalister.
Den rigeste tiendedel af landets familier har i dag en større andel af indkomsterne end i 1990, hvor de stod for 22% af indkomsterne. I 2000 var tallet steget til 24,6%.
Der har også været en klar koncentration af kapitalen i den sidste periode. Vi har set en række af store fusioner og opkøb blandt de danske kapitalister: Arla, Danish Crown, Nordea og så videre. Det er også disse store selskaber, der dominerer den danske økonomi, på trods af, at Danmark har mange små og mellemstore virksomheder. For eksempel har de ti største virksomheder op imod 500.000 ansatte og sidder på enorme aktiver og omsætninger.
En såkaldt magtudredningsrapport viser, at de store virksomheder i Danmark er blevet endnu større og stærkere. Konsulentfirmaet Business Research and Communication siger det ganske klart: "Hvor Danmark tidligere har været karakteriseret ved et fravær af store koncerner, sammenlignet med andre lande, er billedet i dag ændret - og nogle virksomheder har fået en monopolagtig position."
Perspektivet for dansk økonomi
Den samlede danske produktion er steget op gennem 90'erne. I 2000 var den 26% større end i 1990. Det vil sige, at den danske arbejderklasse har skabt flere værdier, og dette er først og fremmest sket gennem investering i ny teknologi og en hidtil uset udnyttelse af arbejdskraften gennem mere pres, stress og nedslidning. Disse værdier er ikke kommet de danske arbejdere til gode. I den selv samme periode har vi set en stadig fremadskridende nedbrydning af velfærdssamfundet og en øget ulighed på alle niveauer. Selv under et opsving har dette været tilfældet.
For to år siden skrev vi i vores perspektiv, at "alle tegn (peger) på, at opsvinget er blevet til en nedtur, og at fremtiden byder på yderligere arbejdsløshed, mere pres, flere konkurser, nedskæringer og forringelser."
Dette er om muligt endnu mere sandt i dag. Den danske ungdom og arbejderklasse har gennem opsvinget mærket øget pres og forringelser, og nu ser tiderne endnu dårligere ud. Det må føre til en øget bevidsthed om, at kapitalismen ikke kan løse problemerne, når opsvinget har været så lidt værd, og krisen nu sætter ind. Dette kan vi se allerede se tegn på blandt dele af ungdommen.
Nogle medier forsøger at få det til at se ud som, at det er udefrakommende ting som 11. september og krigen i Irak, der skaber problemer for den danske økonomi. Men den danske kapitalisme er grundlæggende ligesom kapitalismen i resten af verden. Den kan aldrig blive ved at gå fremad. De høje væksttal fra det lange opsving i efterkrigstiden, hvor arbejderklassen kunne tilkæmpe sig velfærdssamfundet, er fortid. Kapitalismen bevæger sig i op- og nedture, i opsving og kriser, som skyldes kapitalismens grundlæggende ukontrollerbare natur og det faktum, at kapitalisterne producerer så meget som muligt og presser arbejderne mest muligt for at opnå deres profit, mens arbejderklassen med dens begrænsede købekraft ikke kan købe alt det, som kapitalisterne gerne vil sælge.
Den danske arbejderklasse er blevet vant til en vis grad af velfærd, men dette er nu under angreb på alle fronter. Økonomien er nedadgående, og det øgede pres fra økonomien, fra stigende arbejdsløshed og ulighed vil uden tvivl finde sin afspejling på det faglige og politiske område i den kommende periode.
Kilder: Finansministeriets nøgletal, The Economist, Danmarks Statistik, Rød-Grøn Statistik, Div. avisartikler.
3. DEN POLITISKE SITUATION
Regeringen
Det er blevet mere og mere klart for folk hvilken regering det er vi har. I det seneste år virker det til at folk endelige er blevet trætte af regeringen. Dagpenge sagen var nok et af de tydeligste eksempler på hvilken side regeringen står på. Hvis det var blevet ført igennem ville det havde betydet besparelser på 800 millioner kroner. Blandt andet ville det havde betydet at arbejdere med indkomster over 27.700 kroner selv skulle betale de første 5 ugers ledighed, dette kan selvsagt ødelægge de fleste folks økonomi. Dagpengesagen viste til gengæld også at regeringen udmærket er klar over den magt fagbevægelsen har, ellers ville de ikke havde taget besparelserne af bordet. Sagen omkring SKP (skolepraktikordning) er også endnu en af de sager hvor regeringen har bekendt kulør, hjulpet som sædvanlig af DF og denne gang også de radikale. Forringelserne på SKP vil betyde at man ikke kan være sikker på at gennemføre sin håndværker uddannelse fordi antallet af skolepraktik pladser bliver sat ned, derudover bliver den ydelse man får for at gå der sat ned til SU niveau. Dette er endnu et eksempel på hvordan regeringen klart står på arbejdsgivernes side. Som det er nu betaler arbejdsgiverne for at de ikke kan skaffe praktik igennem den såkaldte elevrefusionsordning, med nedskæringerne vil det de skal betale blive sat kraftigt ned. Samtidig vil det splitte lærlingene da store dele af dem ikke vil kunne se nogen interesse i bedre løn og forhold, altså klassisk borgerlig politik.
Den borgerlige regerings ministre har lavet den ene skandale efter den anden. Finansminister Thor Pedersen har brudt loven om bopælspligt og fusket med hektarstøtte til sine jorde. Miljøminister Hans Christian Schmidt har foræret miljøpenge til sine gamle venner i Vojens. Kirkeminister Tove Fergo har formået at lave skandaler i et ministerium, der ellers er berygtet for sin kedsommelighed. Hun har lagt sig ud med biskopperne, og hun har haft en spindoktor, der kommer fra den rabiate højrefløj. Skatteminister Svend Erik Hovmand har igen og igen lukket øjnene for, at store banker og kapitalister næsten ikke har betalt skat. Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen holdt hånden over Peter Brixtofte i Farum i sin tid som amtsborgmester i Frederiksborg Amt. Og sådan kunne man blive ved. Så meget for den danske overklasses "moral". Et eksempel er den skandaløse støtte til Irak krigen, som statsministeren siden har nægtet at undersøge grundlaget for, eller hele skandalen om dagpenge-sagen som udløste et væld af protester. Sådanne sager har de været hurtige til at dække over og ingen minister er blevet fjernet på grund af det. Noget andet der springer i øjnene er flere af ministrenes lave niveau. Et godt eksempel er Ulla Tørnæs der i flere omgange er blevet jordet i Tv-debatter af de ledende elever fra gymnasiebevægelsen. Det er et meget godt eksempel på overklassen i Danmarks fallit, at de topprofessionelle politikere, som de sætter til at lede landet, åbenlyst ikke kan modargumentere unge elever. Der er da også begyndende utilfredshed blandt inkarnerede borgerlige, som frygter at skandalerne og problemerne med ministrene kan føre regeringen til fald.
En ting der heller ikke må glemmes er regeringens beslutning om at gå i krig og den efterfølgende store krigsmodstand, regeringen valgte at overse og latterliggøre protesterne netop fordi der ikke var noget økonomisk pres bag dem. I løbet af det næste år kan der godt komme et valg alt efter om regeringen føler sig stærke nok til at vinde det. Det er svært at spå om udfaldet, for godt nok er mange folk begyndt at blive trætte af regeringen, men oppositionen har ikke vist noget klart alternativ. Derfor er det yderst usikkert om regeringen kan få 4 år til.
Klassekampen er ikke død
I det sidste år har vi været vidne til mange store protester. Først og fremmest protesterne mod krigen. Disse protester var noget af det største der er set I Danmark siden påskestrejkerne i 85. Mange venstregrupper mente at man bare skulle droppe alt arbejde man lavede og kun lave aktivistisk anti-krigs arbejde. Dette førte nærmest til at deres grupper gik ned og at de ikke har fået specielt meget ud af det. Protesterne mod krigen var helt sikkert et udtryk for en generel modstand mod regeringen. Hvis paroler om strejker på demonstrationsdagene havde været udbredt ville det da også have givet bevægelsen større styrke. Dette ville også have gjort det muligt at vise folk hvad det faktisk er der laver disse krige. Nemlig det kapitalistiske system og hvordan dette er kædet sammen med kampene i Danmark.
Som det ser ud nu er anti-krigsbevægelsen død. Situationen i Irak er dog meget ustabil og man kan sagtens forstille sig at modstanden mod krigen vil blusse op igen, evt. kombineret med en mere generel modstand mod regeringens politik. Dette kommer dog fuldstændig an på arrangørerne, fordi uden en sammenkædning vil det have mindre gennemslagskraft. Klassekampen er nemlig langt fra død, vi har blandt andet set fagbevægelsen vise tænder i dagpenge sagen. Dette førte til at regeringen droppede at ændre på det, simpelthen fordi de var bange for hvad der ville ske. En ting der er utroligt vigtig er at lærlingene har været på gaden for første gang i over 10 år. Grunden er at regeringen vil skære ned på SKP i samarbejde med Dansk Folkeparti og de radikale. At unge arbejdere går på gaden er utroligt vigtigt, hvis der bliver opbygget en kamptradition blandt de unge vil det også have en effekt langt ind i fagforeningerne. I de tidligere år er det først og fremmest gymnasieeleverne der har været på gaden, at lærlingene nu kommer ud vil styrke kampen og hjælpe til at opbygge en stærkere alliance imellem folk under uddannelse og fagbevægelsen. En sådan alliance er utroligt vigtig hvis man vil have nogen intentioner om at vælte regeringen og kæmpe imod besparelserne.
Den nuværende regering har virkelig sat klassekampen på dagsordenen, i den forstand at de meget åbenlyst viser hvem de støtter. Nedskæringerne fra kapitalisternes side ville komme alligevel, men med den nuværende regering er de mere åbenlyse fordi at der samtidig bliver skåret i velfærden. Man må forvente at det vil føre til mere utilfredshed og demonstrationer for at forsvare velfærd, lønninger og arbejdsforhold. Selv ikke ledelsen af fagbevægelsen kan holde det tilbage. I sidste ende vil de enten være nødt til at gå med medlemmerne eller blive fjernet.
Oppositionen
Socialdemokratiet:
Socialdemokratiet har på ingen måde været i stand til at føre oppositionspolitik. Deres store problem er jo også først og fremmest at de selv skar massivt ned da de var ved magten. De har ikke på nogen måde forstået at det var deres politik der førte til valgnederlaget, men fortsætter med at stemme for mange nedskæringer. F.eks. har de i flere omgange stemt for finanslove, som har betydet massive forringelser på en række områder - med begrundelsen at "sådan er politik". Der virker til at være 2 fløje i socialdemokratiet, en fløj der vil "forny" partiet (altså trække det mere til højre) og en anden fløj der holder fast i de gamle arbejderværdier. Lykketofts fortsætten som formand er da også fordi han i øjeblikket forstår at balancere imellem de to fløje. De har nu lavet en plan der hedder "7 skridt mod et bedre Danmark" som indeholder:
- 15.000 flere job her og nu
- Folkeskolen skal have flere lærere og nye bøger
- 2 mia. kr. ekstra til uddannelse og forskning
- Bedre tid i ældreplejen
- Flere læger og sygeplejersker til de svageste patienter på hospitalerne
- Stoppe nedskæringer på natur og rent vand
- Billigere børnepasning med en max. takst på 1000 kr.
Dette er helt sikkert nogle gode krav. Problemet er bare at man ikke kan være sikre på at den nuværende ledelse vil gøre hvad der er nødvendigt for at opfylde dem. Lykketoft var derefter ude at sige at pengene skulle findes ved at beskatte de multinationale mere (i nogen tilfælde betaler de næsten ikke skat!). Og ved generelt at beskatte erhvervslivet ved blandt andet at fjerne erhvervsskattelettelser og tilskud for en milliard. Dette er helt klart den rette vej at gå, desværre vil man derudover også beskatte boligejere og bilejere hvilket rammer arbejdere, hovedparten af finansieringen bliver dog taget fra erhvervslivet. Dette er yderst positivt men deres normale regeringspartner de radikale har da også allerede beklaget sig over det. Dette viser hvordan disse krav ikke vil blive gennemført hvis de endnu engang baserer en regering på de radikale. Hvis de skal gennemføres må de 3 arbejderpartier danne en regering på et socialistisk program (se vores kampagne side). Disse krav viser klart hvordan Socialdemokratiet går til venstre når de er i opposition og at de stadig er et arbejderparti. Et borgerligt parti ville aldrig stille krav som disse og kravene er da også møntet på Socialdemokraternes kernevælgere, nemlig arbejderne. De seneste meningsmålinger viser da også en klar fremgang til Socialdemokratiet. Det ville absolut være muligt for dem at komme til magten. Socialdemokratiet burde mobiliserede deres tusinder af medlemmer til at føre en kampagne som ikke var baseret på mediestunts og spinddoktorer, men på aktivt græsrodsarbejde. Gennem en appel til fagforeningerne og diskussioner på arbejdspladserne, ville man kunne få en stærk kampagne. Hvis sådan en kampagne var baseret på ægte arbejderpolitik og hvis socialdemokratiet satte hele sit apparat og bagland ind på agitere for det, ville det uden tvivl møde et overvældende svar fra almindelige arbejdere. Socialdemokratiet ville kunne banke de borgerlige på plads med ti eller tyve mandaters forspring, hvis de dannede en arbejderregering sammen med SF og Enhedslisten.
Men det agter ledelsen ikke at gøre. Hvis Socialdemokratiet former endnu en regering med de radikale, og bruger dem som undskyldning for nedskæringer, vil det ikke løse noget. Tværtimod kan det være med til at ligge en midlertidig dæmper på nogen bevægelser da deres stærke tilknytning til fagbevægelsen kan være med til at dysse ned for protesterne. Men dette vil de være i stand til i en endnu mindre grad end de var i regeringsperioden 1993-2001, hvis økonomien fortsætter sin nedgang.
Det Radikale Venstre:
De radikale er et mindre borgerligt parti der ofte bliver brugt som regeringspartner. Af socialdemokraterne er de altid blevet brugt som en undskyldning for at skære ned. I de seneste meningsmålinger er de gået meget frem. Dette er først og fremmest fordi mange ser dem som en modvægt til den indvandrerfjendtlige politik der er blevet ført af regeringen og som især Dansk Folkeparti står for. Især virker det til at mange unge der kunne tænkes at stemme på et af arbejderpartierne bliver tiltrukket af de radikale fordi de ikke ser andet alternativ. De radikale har dog altid været en hæmsko for socialdemokratiske regeringer. Mange gode tiltag er blevet taget af bordet under henvisning til de radikale. I sagen om SKP har de radikale da også vist hvilken side de står på da de er et af de partier der står bag forslaget. Hvis socialdemokraterne og de andre arbejderpartier fremstod med et klart alternativ ville der da heller ikke være brug for de radikale.
SF:
SF tilsyneladende gået mere til højre. Dette viser hvordan små partier ikke kan hive Socialdemokratiet til venstre. Tværtimod er de selv blevet hevet til højre i et forsøg på at at fremstå som "troværdige" så de kan komme i regering. Deres EU-linie er også blevet markant mere EU-venlig. Bl.a. går de ind for en selvstændig EU-hær. Dette mener de vil være en modvægt til USA, men problemet er ikke kun USA men kapitalismen som sådan. En EU-hær ville kunne bruges ligeså imperialistisk som den amerikanske hær. Med hensyn til EU-forfatningen er partiet også positivt indstillet. SF er et klart eksempel på hvad der sker når man vil føre "realistisk" politik. SF er med til at stemme for nedskæringer både kommunalt og nationalt. I fremtiden vil man nok se flere kampe imellem "traditionalister" og "fornyere", da en reaktion imod deres nuværende politik er uundgåelig.
Enhedslisten:
Enhedslisten har, på trods af at de har haft mulighederne for det, ikke fået meget ud af den voksende modstand imod regeringen. Hverken i form af mange nye medlemmer, vælgere eller indflydelse i nogle bevægelser. På trods af en lille medlemsfremgang i 2001 og 2002, er de gået tilbage med 1,9% i 2003. De ligger stadig og roder nede omkring spærregrænsen, i nogle meningsmålinger er de over, og i nogen under.
Dette hænger først og fremmest sammen med deres mangel på alternativ og at de ikke kan finde ud af at aktivere deres medlemmer. Enhedslisten har hverken i forhold til krigsmodstanden eller nedskæringerne fremsat et socialistisk alternativ. I forbindelse med krigsmodstanden brugte de al tiden på at opbygge bevægelsen uden at prøve at komme med et videre perspektiv. Det er selvfølgelig fint at opbygge bevægelsen, men hvis man skal optræde som et revolutionært parti må man også give folk et videre perspektiv så de ikke bliver desillusionerede. I stedet blev der kun snakket om FN som en løsning. Men hvad er FN andet end en sammenslutning af lande hvor de største magter bestemmer?
Omkring nedskæringer, har Enhedslisten selv været med til at stemme flere igennem (for eksempel ved budgetforliget i Århus i 2002 og udlicitering af hjemmeplejen i København), og deres alternativ er bare, at der skal afsættes flere penge til de forskellige ting, i stedet for at opstille et program med nationaliseringer af de største virksomheder og banker, så man kunne sætte gang i en plan, der ville skaffe beskæftigelse og stoppe nedskæringerne. Og som rent faktisk ville vise en vej frem, i stedet for bare at lappe på kapitalismen.
Enhedslisten er stadig meget et udpræget enkeltsags parti der ikke har nogen sammenhængende politik. Derfor bliver det af mange set som rosinen i pølseenden længst ud til venstre. Forstået på den måde at de ikke bliver set som revolutionære men bare som reformisterne længst til venstre. Spørgsmålet er hvad der nu vil ske med Enhedslisten? Hvis samlingen af de små "kommunistpartier" bliver en realitet og de stiller op til folketinget kan det betyde, at enhedslisten vil ryge ud fordi de kommer til at tage nok stemmer fra folk der ellers ville have stemt Ø. Hvis Enhedslisten ryger ud af folketinget vil det måske sætte gang i en stor selvransagelse hos deres medlemmer om hvad det betyder at være et socialistisk parti. Og hvordan man opbygger en venstreopposition inden for fagbevægelse og elevbevægelse. De aktive kræfter i Enhedslisten er dog stadig først og fremmest stadig ex. SAP'ere, DKP'ere osv. Så man kunne også forestille sig at Enhedslisten ville kollapse ganske stille og lade de aktive være alene tilbage.
4. DEN DANSKE ARBEJDERKLASSE OG FAGFORENINGERNE
Der er en meget udbredt opfattelse om at den danske arbejderklasse er passiv, splittet og borgerliggjort. Dette er den officielle "sandhed". Tillidsfolk bliver skolet i denne opfattelse af hele fagbevægelsens apparat. Men virkeligheden er langt fra så simpel. Faktisk har den seneste periode været præget af stor bevægelse blandt arbejderne. Dette kunne blandt andet ses af undersøgelsen der viste at Danmark havde oplevet flest strejkedage pr. indbygger siden 1998 i Europa.
For at kunne intervenere rigtigt blandt arbejderne er det vigtigt at forstå hvilke bevægelser der sandsynlige i fremtiden. Vil der komme flere strejker eller færre. Vil arbejderne blive aktive i deres fagforeninger eller vil de fortsætte med at forlade disse organisationer. Uheldigvis er vi ikke i besiddelse af evnen til at kunne spå om fremtiden. Det vi kan gøre er at se på den økonomiske og politiske situation blandt arbejderne og udfra dette trække nogle generelle tendenser som sammenlignet med tidligere bevægelser blandt arbejderne kan give os et praj om hvad der kommer til at ske.
OK 2002
Ved overenskomsterne i 2002 indenfor det offentlige område var der en overhængende fare for konflikt på hele dette område. Blandt medlemmerne var der en massiv modstand mod den decentrale løn (Ny Løn) som har opsplittet hele den offentlige sektor i kampen om nogle minimale lønsummer som kun de "bedste" og "mest flittige" kan få. Næsten hele fagtoppen indenfor det offentlige område gik ud og anbefalede et ja kun lærernes og sygeplejerskerne gik ind for et nej. Alligevel endte afstemningsresultatet med et yderst knebent ja 51,9. det var selvfølgelig meget skuffende at det ikke blev et nej især for de tillidsfolk der havde lagt kræfter i kampagnen for at få et nej igennem. Men samtidig må man forstå vigtigheden af resultatet. At 48,1 % af medlemmerne trodser deres ledelse og stemmer nej viser den utilfredshed der er. Var det blevet et nej må man tænker på at ledelsen af strejken ville være modstandere af strejken. Det er ikke hver dag at nej procenten er så stor. Grunden til den store nej procent er det massive pres hele den offentlige sektor har været udsat for de sidste 15-20 år. Hvor det at være ansat inden for det offentlige før i tiden betød gode og behagelige arbejdsforhold er det i dag erstattet af et mareridt af stress, fyringer, nedskæringer og ødelæggelse af både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø.
Den offentlige sektor
Dette pres har blandt andet også medvirket til valget af Dennis Kristensen som forbundsformand for Forbundet af Offentlige Ansatte i 2002. Han var den mest venstreorienterede af de kandidater der stillede op. Den tidligere forbundsformand Poul Winkler tilhørte fagbevægelsens højrefløj og talte blandt andet for udlicitering til private, til trods for at dette betød et massivt angreb på hans egne medlemmer. I efteråret 2002 var der massive protester mod de konstante forringelser i kommuner og amter. Flere steder var man i stand til at få forringelserne af bordet, men langt de fleste steder lykkedes nedskæringerne. Her spillede de offentlige fagforbund en meget negativ rolle. Hvis strejkerne skulle have ført til sejr var det nødvendigt at samle alle protesterne til en stor samlet strejke mod nedskæringerne. De faglige ledere undskyldte sig med at de ville blive idømt bod hvis de støttede deres medlemmer. Men de samme ledere har godkendt at Arbejdsretten kan idømme forbundene en bod hvis de støtter medlemmerne i strejker udenfor overenskomstperioderne. I stedet burde man have støttet medlemmerne og siden ført kampen mod Arbejdsretten. Resultatet af den manglende samling af kampen mod forringelserne har blandt andet været at der ikke har været lige så mange strejker og protester i 2003 til trods for at nedskæringerne har fortsat.
Protesterne mod regeringen
Protesterne mod regeringen, som startede allerede i 2001, har båret præg af en manglende politisk ledelse. Det startede ellers godt med de store protester den 20 marts. Her deltog op mod 30.000 arbejdere, elever, kunstnere osv. på 28 arbejdspladser nedlagde man arbejdet heriblandt Københavns Lufthavn. Over 500 fagforeningsfaner var samlet på Christiansborg Slotsplads fra fagforeninger i landet. Det viste mulighederne i bevægelsen. Også den 16. maj var der strejker og protestmøder over hele landet mod regeringens trusler om indførelsen af en deltidslov, som skulle kunne tvinge arbejdere ned på deltid. I alt 30.000 nedlagde arbejdet den dag.
Men det kulminerede i den store folkefest mod regeringen den 5. oktober 2002 der mere mindede om når det omrejsende tivoli kommer til Tønder end en protest mod regeringen. Lederne af initiativet (lederne af Fagligt Ansvar) troede at jo mere poppet og jo mere udvande kravene blev des større ville protesterne blive. Men virkeligheden var lige modsat.
At ledelsen af elevorganisationer så valgte selv at demonstrere 2 dage før i stedet for at organisere en samlet protest hjalp så heller ikke på noget. Men også lederne af Fagligt Ansvars beslutning om at protesten skulle afholdes en lørdag var med til at udvande protesten, da strejker dermed var udelukkede. Samtidig er det nemmere at samle elever på en hverdag.
Protesterne mod regeringen har ikke nogen effekt hvis ikke de bliver spredt ud til en bredere del af arbejderklassen og hvis ikke fagforeningerne tør indkalde til en samlet strejke.
Strejker
De store protester mod regeringen og mod nedskæringerne indenfor det offentlige viste sig også i strejkestatistikkerne. I 2002 var der 193.600 tabte arbejdsdage som følge af strejker mod 59.500 i 2001, en stigning på mere end 200 pct. Dette var på niveau med strejke aktiviteten i 1995 under Ribus konflikten med 197.300 tabte arbejdsdage. Tallene for 2002 og 1995 er de største siden storkonflikterne i 1985 (2.332.700 dage) og 1998 (3.173.000 dage).
Fagligt Ansvar
Fagligt Ansvar startede som en sammenlægning mellem et tidligere kommunistisk tillidsmandsnetværk og et socialdemokratisk som en konsekvens af protesterne mod regeringen og senere gik også LO Storbyerne med. Dette er umiddelbart en god ting. Protesterne startede da også med at have slagkraft. Men siden er der gået fagforenings bureaukrati i den. Man har villet komme med et alternativ til regeringens politik. Problemet med det er at man har søvndysset alle de vrede tillidsfolk i enorme bunker papirarbejde som kun er blevet fordelt indenfor netværket. Selvfølgelig er det vigtigt at man peger på en alternativ politik, men som det er sket nu har resultatet været at man har omdannet en kæmpende tillidsmandsring til et tandløst debatforum isoleret fra medlemmerne. Dette er en katastrofe. Ved protesterne mod finansloven den 11 december 2003 kunne det netværk samle knap 50 faner og lidt under 100 folk. Hvis det er hvad oppositionen i fagbevægelsen formår at mobilisere så kan det ikke imponere nogen.
OK 2004
Der er al mulig grund til at være opmærksom på begivenhederne omkring overenskomsterne i 2004. Fra en række tillidsmandsmøder er en stribe af krav kommet frem til den nye overenskomst. Der er omkring 12 forskellige krav som fordeler sig på forskellige områder. Dette er i sig selv ikke så smart da det jo er bedre at have nogle få enkle hovedkrav som man kan føre en kampagne omkring. Indtil videre virker det som om at det krav der mest står som et hovedkrav er en mindsteløn på 110,-. Der er ingen tvivl om at det er et meget vigtigt krav især nu hvor der er økonomisk nedgang. Spørgsmålet er bare om tillidsmandsringen bag kampagnen er i stand til at samle bredt nok ude på arbejdspladserne til at kunne få forkastet et eventuelt dårligt OK forlig.
Hvad er alternativet
Inden for dent offentlige sektor mangler der i særlig høj grad en instans der kan samle den spredte modstand mod de spredte nedskæringer til en samlet kamp. Fagligt Ansvar kunne blive den instans, men kun hvis man får smidt papirnusserne ud og erstattet dem med virkelige klassekæmpere.
Hele situationen i fagbevægelsen nærmest råber efter en organiseret tendens af arbejdere med et program for at gendanne fagbevægelsen som en kamporganisation. Der er i den grad mangel på alternativer til den socialdemokratiske fagforeningspolitik.
Folkefesten den 5. oktober 2002 viste klart hvilken vej man bør tage i fremtiden. I stedet for at udvande kravene må de være klare og tydelige. Fagligt ansvar bør opbygge en reel opposition i fagbevægelsen og forsøge at sprede den til alle fagforeninger og forbund. Den må have et klart program for at igen at gøre fagbevægelsen til en kamporganisation. Skal det lykkedes må man blandt andet bekæmpe bureaukratiet i fagbevægelsen som blandt andet eksistere på grund af de mange privilegier.
Fagligt Ansvar har indkaldt til et møde med arbejderpartierne for at diskutere et alternativ til den borgerlige regering. Dette er helt i tråd med hvad marxisterne i arbejderbevægelsen har kæmpet for. Her bør Fagligt Ansvar gøre klart at den eneste mulighed for bevarelse af velfærdssamfundet er at arbejderne overtager de største virksomheder og sætter det under deres egen demokratiske ledelse og kontrol. Men det er ikke nok. For virkelig at sikre at arbejderpartierne føre en socialistisk politik må Fagligt Ansvar opfordrer alle arbejdere til at blive aktive i arbejderpartierne og kæmpe for denne politik.
Det er klart at Fagligt Ansvar endnu ikke er parate til det. Ledelsen af fagligt ansvar består af forskellige dele af fagbevægelsen og også dele af bureaukratiet i fagbevægelsen. Skal Fagligt Ansvar omdanne sig til en reel opposition i fagbevægelsen kræver det at de bliver presset til det af medlemmerne.
Kamp i 2004?
Hvorvidt arbejderne går på gaden i 2004 eller ej afhænger af mange ting. Arbejderne skal sikre penge til deres familier og børn og langt de flestes økonomi er meget stram. Derfor vil man ikke bare kaste sig ud diverse eventyr. Hvis arbejderne går på gaden vil det skyldes enten at nedskæringerne er så grove at man kun har råd til at kæmpe eller hvis de kan se en stærk ledelse der kan udfordrer ledelsen af fagbevægelsen og arbejdsgiverne. Det er klart at man ikke kan kæmpe hele tiden. Men nedskæringerne og det øgede arbejdspres fortsætter, især nu hvor arbejdsløsheden er stigende. Før eller siden vil det tvinge arbejderne til at blive aktive igen og kæmpe for genvinde deres organisationer. De store protester i 2002 viser at al tale om klassekampens død og at strejkevåbnet er forældet ikke er andet end ren ønsketænkning fra højrefløjen.
5. SITUATIONEN I UNGDOMMEN
Den generelle stemning blandt de unge er en stigende radikalisering. Ligesom de foregående år har vi i det seneste år set store protester blandt ungdommen.
2003 startede med en kæmpe antikrigsbevægelse, hvor især de unge spillede en rolle. Specielt i blandt de unge i København, skete der en voldsom radikalisering, hvor slogans som "vi stopper Danmark til Danmark stopper krigen", blev råbt, samtidig med at der blev foretaget vejblokader, omringelser af Christiansborg o.l. Der dukkede antikrigsgrupper op på mange skoler, og også blandt de yngste kom protesterne frem - flere folkeskoleelever forlod spontant deres undervisning, for at protestere. I efteråret fortsatte ungdommen med at gå på gaden, bl.a. i kampen mod nedskæringer på gymnasierne og på SKP-ordningen.
Kampen er blevet kraftigt politiseret, først og fremmest gennem antikrigsprotesterne, der var direkte rettet mod regeringen. Men modstanden mod regeringen er også ved at blive overført til elevprotesterne. Det viser at de, der siger man ikke må snakke politik blandt eleverne, fordi det skræmmer dem væk, tager fejl. Tværtimod vil kampene fortsætte med at politiseres, og de der ikke kan give et ordentlig svar til de unge på dette område, vil blive forladt til fordel for dem der kan.
Denne radikalisering ses ikke kun i protester, men også i unges politiske holdning. En undersøgelse foretaget af gallup for LOs blad A4 viser at de unge mellem18 og 20 år er markant mere venstreorienterede end dem mellem 25-30 år. Hvis de unge mellem 18-20 skulle vælge en regering ville det igen være en socialdemokratisk regering. Blandt denne gruppe får SF og Enhedslisten 14 mandater, og Socialdemokraterne 30 mandater, mens venstre og de konservative ville få 36 mandater. Hvis det stod til de 27-30 årige ville Venstre og Konservative få hele 45 af mandaterne.
"Tallene i den store Gallup-undersøgelse er utrolig tydelige: Jo yngre - desto mere venstreorienterede. Vi er vidner til en ny og mildt venstreorienteret generation blandt de helt unge. De ligner mere deres forældre, der var unge i årtiet efter 1968, end den borgerlige generation af unge på omkring 30", siger lektor Johannes Andersen fra Aalborg Universitet, der forsker i generationer og politik. Undersøgelsen siger samtidig at det er en tendens der også sås ved valget i 2001, så det ikke bare kan begrundes med den borgerlige regerings politik.
Gymnasieeleverne
Gymnasieeleverne oplever i deres dagligdag problemer med et dårligt arbejdsmiljø (dårlig udluftning, for høj eller lav temperatur, dårlige borde og stole, for små klasselokaler o.s.v.), pres igennem karaktersystemet og kravet om et vist gennemsnit for at komme ind på en videregående uddannelse, økonomi ( idet mange gymnasieelever ikke er berettiget til SU, da de er under 18 år og det er meget svært at få udeboende SU, selvom man reelt er udeboende og har udgifter derefter), utidssvarende undervisning, bl.a. fordi der ikke er faciliteter til gruppearbejde, og gymnasielærerne ikke efteruddannes tilstrækkeligt o.l.
I gymnasiet er der generelt set meget dårlig plads til unge fra arbejderhjem. For det første er der brugerbetaling, bl.a. i form af kopiafgifter og udgifter til studieture, m.v. For det andet er der stor forskel på hvor stor hjælp en gymnasieelev kan få til lektiebyrden i et hjem med arbejderforældre eller i et hjem med akademikerforældre. Samtidig er hele det danske uddannelsessystem indrettet til at sortere unge igennem det ulidelige karakterræs som også dominerer gymnasiet. Ifølge flere forskellige undersøgelser er den sociale arv da også lyslevende i dagens Danmark.
Gymnasieeleverne har i de seneste år været ude i en række kampe, og strejkerne og demonstrationerne mod gymnasielærernes overenskomst i 1999 var den største elevkamp i mange år. Danske Gymnasieelevers Sammenslutning DGS har i vid udstrækning stået bag disse kampe og igennem det sidste år i stigende grad vedkendt sig sit ansvar for at organisere protesterne og gå forrest i kampen mod forringelser. Både i 2002 og i 2003 har gymnasieeleverne været ude at strejke imod amternes nedskæringer på uddannelsen. Disse nedskæringer har bl.a. betydet indførelse af brugerbetaling, hævning af klassekvotienterne, afskaffelse af studieture, osv. Alle sammen tiltag som ville forværre de studerendes vilkår.
Særlig bemærkelsesværdig var den kamp som gymnasieeleverne i Københavnsområdet var involveret i, i september/oktober 2003. I optil flere uger besatte eleverne skolerne, nedlagde undervisningen og forlangte at nedskæringerne blev taget af bordet. I Københavns kommune lykkedes det rent faktisk - og samtidig fik man presset de tre arbejderpartier (Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten) til at arbejde for et loft på 28 i hver klasse. Også i Nordjyllands amt og i Vestsjællands amt lykkedes det at presse politikerne til at tage nedskæringerne af bordet.
I første omgang var det et fælleselevråd i Nordjylland som tog ansvaret for at opfordre til en national strejke i starten af september. Men siden da har elevernes organisation DGS stået bag protesterne. Problemet har desværre været at ledelsen af DGS ikke har formået at give eleverne et perspektiv i kampen. Mange af eleverne i København sagde mens protestbølgen var på sit højeste, at de ville fortsætte indtil nedskæringerne blev taget af bordet. Problemet er at dette i praksis ikke kan lade sig gøre. Når elever strejker sker det blot som en symbolsk aktion. Det eneste umiddelbare resultat er at de mister deres undervisning. Symbolske aktioner er absolut vigtige, og som vi har set har de rent faktisk været medvirkende til at presse politikerne. Men i og med at eleverne ikke producerer noget, har de altså ikke nogle arbejdsfunktioner de kan stoppe. Derfor stod marxisterne under disse protester frem med parolen om at DGS måtte lave en kampagne for at involvere fagbevægelsen, først og fremmest de offentligt ansatte som også havde været inde i nogle spredte kampe på dette tidspunkt.
Desværre var hverken ledelsen af DGS eller af Fagbevægelsen klar til at tage sådan et skridt og resultatet var at nogle af nedskæringerne blev gennemført.
Elevernes reaktioner er meget forskellige og spredte og er derfor forholdsvist svære at generalisere. Nogle elever, har fået en ny bevidsthed af for første gang at have deltaget i en så massiv protestbevægelse. Andre elever, især dem der har været med i mange kampe, er trætte fordi kampen mod forringelserne ser ud til at være endeløs. Dette grunder til dels i at ledelsen af DGS ikke har været i stand til at forklare hvorfor nedskæringerne fortsætter eller hvordan man effektivt kan slås for at stoppe dem.
DGS kan ikke fortsætte med at stå frem som en "neutral" organisation. Vi har da også set en del ændringer som tyder på at DGS er ved at gennemgå en interessant udvikling, hen imod en mere politisk elevorganisation, bl.a. i en delvis anerkendelse af nødvendigheden i en alliance med andre velfærdsgrupper og i en mere konsekvent kritik af regeringen. Men stadig er det nødvendigt at DGS indrømmer at det er de tre arbejderpartier som varetager elevernes interesser bedst - og at DGS opfordrer eleverne til at gå ind og ændre de tre partier, begyndende med deres ungdomspartier, til ægte kamporganisationer på et socialistisk program.
I fremtiden vil vi uden tvivl komme til at se flere angreb på gymnasieeleverne. Med en borgerlig regering ved roret, en elitær gymnasiereform som er undervejs og med et erhvervsliv der søger hurtigt uddannet arbejdskraft frem for almen uddannelse, ser fremtiden ikke alt for lys ud for gymnasieelevernes vilkår. Kun gennem kamp, organisation og perspektiv kan de borgerliges uddannelsespolitiske dagsorden udfordres.
Universitetsstuderende
De seneste år er der igen og igen blevet skåret på universiteterne, samtidigt med at der optages flere studerende end de tidligere år. Universiteterne har generelt kørt med store underskud, hvilket har ført til fyring af undervisere, større holdkvotienter, nedlæggelse af udbud og seminarer på de enkelte institutter og nedlæggelse af fag. Disse underskud bliver p.t. forsøgt løst ved at underordne den demokratiske valgte ledelse af universiteterne og indsætte en virksomhedslignende stab, der skal køre universiteterne efter økonomiske effektivitetskrav. Ud over de fortsatte nedskæringer står de studerende med problemer som dårligt arbejdsmiljø, høj brugerbetaling på bøger, kopier og materialer, boligmangel, utilstrækkelig SU, stress fra erhvervsarbejde o.l.
Tilmed har den borgerlige regering indført en ny reform som er en kraftig forringelse af demokratiet på universiteterne. Denne reform giver et såkaldt "eksternt" flertal i bestyrelserne for universiteterne. I virkeligheden betyder det på almindelig dansk at forskellige repræsentanter fra erhvervslivet skal have flertal. I stedet for at forskning og uddannelse skal være underlagt studerende og folkevalgte politikere - skal det nu være de rige kapitalejere der styrer showet.
De universitetsstuderende har i de sidste år forholdt sig meget passivt og holdt sig langt væk fra kampene på uddannelsesområdet. Bevidstheden og solidariteten med andre uddannelsesretninger har været på sit absolut laveste. Dette afspejler sig bl.a. i de studerendes landsdækkende organisation Danske Studerendes Fællesråd (DSF), der med sit meget bureaukratiske system kun har tiltrukket bureaukrater, der i alle henseender har været langt væk fra de studerende og manet til besindighed, hver gang der har været protester under opsejling. Der hersker blandt de studerende en enorm usikkerhed om beslutningsprocesserne og derfor en distance til DSF, der i de sidste år har stået som en modvægt til den ellers progressive udvikling i elev- og studenterbevægelsens organisationer.
På det sidste er der dog begyndt at ske enkelte ændringer i bevidstheden, men det er stadig spredt og udviklingen er i dens tidlige stadier. Der er ved at komme nogle ændringer i bevidstheden ude på RUC. Forskellige kræfter rør på sig, studenterrådet er begyndt at blive ændret, anti-kapitalistiske netværk opstår og der var stor vrede da rygterne gik om at transport-støtten ville blive beskåret. Der er flere som begynder at gå ind i politik.
Perspektivet er at sådanne ændringer vil begynde at tage form og komme til udtryk på forskellige niveauer. De fleste universitetsstuderende har gået i gymnasiet - og de kommende universitetsstuderende vil være de samme som har deltaget i strejker og demonstrationer i gymnasieskolen. Derfor er det fuldt ud sandsynligt at de kommende årgange vil bære en kamptradition med sig, som de vil bruge til at forsvare deres vilkår som universitetsstuderende.
Handelsskoleeleverne
Handelsskoleeleverne er nogen af dem som er aller hårdest ramt af forringelser. I mange klasser sidder de op imod 32 eller mere klassen, arbejdsmiljøet er elendigt og fænomenet "lærerfri undervisning" bliver brugt som et påskud for besparelser. Diverse studieture, m.v. skal eleverne også betale for I dyre domme.
Både i 2000 og 2001 var handelsskoleeleverne ude at demonstrere. Demonstrationerne var ledet af handelsskoleelevernes organisation LH, der igennem de sidste par år er blevet presset til at stå i ledelsen for kampene og koordinere elevernes modstand. Da lærlinge og elever fra de tekniske skoler protesterede i november/december 2003 var mange handelsskoleelever igen på gaden. I mangel på kendskab til deres egen organisation - og i mangel på dennes vilje til virkelig at kæmpe - var der mange handelsskoleelever der ringede ind til EEO (tekniskskoleelevers org.) og spurgte om ikke de måtte deltage i protesterne. Den 11. December var der da også mødt en god del handelsskoleelever op for at demonstrere sammen med lærlingene imod regeringens forringelser af SKP.
Det ser dermed ud til, at handelsskoleeleverne er ved at opbygge en tradition for at strejke og demonstrere, men det er dog stadig tale om en meget ny bevægelse, hvorfor kulturen og arbejdsgangen omkring protesterne er en ganske anden, end det fx ses hos folkeskole- og gymnasieeleverne. Denne udvikling vidner om, at bevidstheden og kampviljen i ungdommen på ny er ved at stige.
Folkeskoleeleverne
Folkeskoleeleverne møder i deres hverdag mange af de samme problemer som på andre af uddannelsesområderne i form af dårligt arbejdsmiljø, manglende efteruddannelse til lærerne, dårlige og utidssvarende undervisningsmaterialer o.l. Derudover har eleverne ikke andet økonomisk fundament end deres evt. lommepenge, og mange tager dårligt betalt erhvervsarbejde, hvor arbejdsmiljøet og sikkerheden er problematisk.
Folkeskolen er det sted hvor mange forskellige sociale klasser mødes, rige som fattige, indvandrere som danskere, akademikerbørn som arbejderbørn, osv. Men dette er nu ved at blive nedbrudt. Privatskolerne er på fremtogt i Danmark, hvor de riges børn kan blive uddannet bedre end almindelige arbejderes børn. 12 % af alle børn kommer i dag i en privatskole mod kun 6 % for 30 år siden. I nogle byer som fx København er tallet 3 gange højere. Samtidig snakker de borgerlige meget om at lave en "differentieret" undervisning, hvor folkeskolelærerne kan tilpasse undervisningen til det enkelte barns behov for læring. Problemet er at differentieret undervisning kræver flere ressourcer, flere lærere per klasse, etc. Dette står i kontrast til de utallige nedskæringer som kommunerne har implementeret på folkeskolerne de sidste par år. Fortsætter disse besparelser, som en hel del tyder på, vil vi komme til at se endnu større sociale spændinger og en endnu mere direkte sortering af eleverne med flere karakterer, læreplaner, eksaminer, osv.
En undersøgelse af forholdene på københavnske skoler og gymnasier, foretaget af lægen Harald W. Meyer fra Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik, Bispebjerg Hospital, viser:
- 78 % af skolerne har problemer med det fysiske arbejdsmiljø..
- 36 % af elever og ansatte føler sig unormalt trætte.
- 25 % har hovedpine.
- 23 % lider af høfeber.
- 11 % lider af astma
Hvis udviklingen med flere børn i klasserne, færre ressourcer, mere pres, niveaudeling, karakterer og eksaminer fortsætter vil det betyde en total nedbrydelse af folkeskolen som vi kender den i dag. Det vil på sigt betyde at flere unge vil blive sorteret ud af systemet og i nogle tilfælde ende uden en ungdomsuddannelse, det vil betyde at den negative sociale arv bliver endnu mere udbredt og at klassedelingen bliver endnu mere skarp. Derfor er kampen om folkeskolen måske en af de aller vigtigste kampe som arbejderbevægelsen står over for.
I blandt folkeskoleeleverne har vi set en begyndende bevægelse. De sidste par år har elevernes traditionelle organisation, DEO, bevæget sig langsomt til venstre og mange er begyndt at forstå vigtigheden af at kæmpe mod forringelserne. DEO har i en række kampe stået side om side på arrangørlisten med de andre elevorganisationer, men har slet ikke formået at mobilisere bredt blandt eleverne.
Vi har dog set glimt af den styrke som ligger i folkeskoleelevernes massemobiliseringer. I vinteren 2002 var der f.eks. en stor strejke mod forringelser, på de københavnske folkeskoler. En del af dem der var aktive i strejken begyndte at blive involveret i DEO, og var til dels med til at forandre organisationen. Ved gymnasieelevernes strejke i Oktober 2003 arrangerede man også en sympatistrejke, hvor mange folkeskoleelever tog ind og demonstrerede ved folketingets åbningsdag.
I mellemtiden er der begyndt at komme gang i en samling mellem DEO, som er elevernes traditionelle organisation - og FLO, den såkaldte "gule" folkeskoleelevorganisation. En ny organisation under navnet "DSE - Danske Skole Elever" vil snart blive dannet. FLO har tidligere sammen med GLO (den "gule" gymnasieelevorganisation) været præget af borgerlige elever som gik ind for individuelt medlemskab og var imod demonstrationer som et kampmiddel. Nu ser det ud til at FLO og DEO er begyndt at nærme sig hinanden politisk. Skal den nye organisation være en forbedring må det være en organisation som aktivt går ind og kæmper mod forringelserne og som i højere grad baserer sin organisation på almindelige elevers aktiviteter end på ligegyldige forhandlingsmøder med politikerne.
Kursusstuderende
Kursister på HF og VUC er en gruppe som gang på gang har mærket det danske uddannelsessystems hårde side. Det er typisk unge som før har droppet ud af en uddannelse, ofte pga. det enorme pres der hviler på elever og studerende, osv. Andre kursister har måske haft et ufaglært arbejde i en årrække, for senere at finde ud af at de vil videreuddanne sig selv. HF og VUC er en ekstra chance til folk. Men den borgerlige regering er ikke vild med at give folk en ekstra chance.
I hvert fald har man i den seneste periode valgt at lave en række asociale tiltag som forværrer kursisternes forhold. For det første har de givet grønt lys til at amterne kan pålægge VUC-kursisterne en stigning i brugerbetaling, som samlet set kan komme op på 900 kr. pr. fag. Derudover har HF-kursisterne mærket mange af de samme forringelser som gymnasieeleverne, bl.a. højere klassekvotienter, dårligt arbejdsmiljø, brugerbetaling, m.v. Udover det har den borgerlige regering gang på gang raslet med sablen og kommet frem med ideer om at fratage HF uddannelsen kompetence til universitetet og om at straffe unge som tager et sabbatår ved at reducere deres SU hvis de tager for lang pause efter endt uddannelse.
Kursisterne har ikke været ude i mange kampe i den sidste periode. Men der er begyndt en langsom proces hvor flere er blevet inddraget i politisk aktivitet. Dette sås især under kampen mod indførelsen af brugerbetalingen på VUC. VUC kursister er normalt ikke så aktive i fagpolitisk aktivitet. Men da regeringen åbnede porten for de enorme besparelser, reagerede kursisterne spontant. Det var ikke deres organisation, LAK som igangsatte strejker - men derimod kursister på de enkelte VUC-centre som selv gik i gang med at organisere strejken og udbrede den på landsplan. Opfordringen om strejke mødte et overvældende svar. Selv om der naturligvis var meget forskel fra skole til skole, var det generelle billede at kursisterne var meget utilfredse og mente at der måtte gøres noget. På nogle skoler strejkede man optil flere uger. En samlet aktionsdag den 18. september, hvor over 50.000 kursister i hele Danmark deltog medførte at man vandt en delvis sejr, ved at nogle af fagene blev undtaget brugerbetaling.
Kursisternes organisation, LAK har ikke formået at opsamle den vrede der er rundt omkring på skolerne og givet den et samlet udtryk. Organisationen er præget af total mangel på struktur, kontakt til medlemmerne og er meget udisciplineret. Politisk set er organisationen dog ikke så konservativ, og er rent faktisk åben over for nye ideer og metoder. Kommer der en dygtig ledelse som er i stand til at opbygge organisationen som en kamporganisation er det sandsynligt at vi vil se en højere involvering af kursister i kampen for at ændre uddannelsessystemet i Danmark.
Tekniskskoleelever og lærlingene
I November/december 2003 så vi den største bevægelse i blandt lærlinge og tekniskskoleelever i mange år. Tusinder af elever gik på gaden i flere demonstrationer, imod den borgerlige regerings angreb på SKP. Regeringen har nemlig lavet et af de hårdeste angreb i nyere tid mod erhvervsskoleeleverne, som inkluderer en halvering af SKP-pladserne og en besparelse som betyder at dem der er på SKP ryger ned på SU satser hvilket er en lønnedgang på ca. 40% !!
Dette har vakt harme i blandt erhvervsskoleelever og lærlinge, og deres organisation, EEO er gået forrest i kampen ved at arrangere optil flere demonstrationer, senest manifestationen den 11. December 2003. Protesterne har ikke haft det samme omfang som f.eks. gymnasieelevernes protester har, men man skal huske på at dette er starten på en ændret bevidsthed i blandt denne gruppe, som ikke har været på gaden i lang tid. I kampen mod SKP var fagforbundenes ungdomsafdelinger også inde over protesterne, men desværre nægtede fagbevægelsen at kalde til rigtige strejker og mobilisere bredt blandt deres medlemmer. Som "erstatning" sendte de 50 røde faner til elevernes og lærlingenes demonstration. Dette er et tydeligt bevis på at det er nødvendigt at lærlinge, ungarbejdere og elever har brug for at ændre fagbevægelsen til en rigtig kamporganisation som tør mobilisere almindelige arbejdere til kamp, hvis nedskæringerne skal stoppes.
EEO organiserer lærlingene på de tekniske skoler og er mere eller mindre uafhængig af de forskellige lærlingeklubber og af LO Ungdom selv om de har et samarbejde. I øjeblikket har hverken de forskellige lærlingeklubber eller LOU det store aktivitetsniveau. Og de kunne ikke have startet den bevægelse EEO stod i spidsen for med deres nuværende styrke og politiske ledelse. Men EEO har den svaghed at den ikke organisere lærlingene når de er ude på arbejdspladserne, hvilket udgør langt størstedelen af læretiden. I praktik virksomhederne er forholdene for lærlingene under al kritik og uddannelsen her er stadig ikke under den nødvendige kontrol. Dette medføre blandt andet at nogle lærlinge efter 3,5 års læretid må erkende at de ikke har lært nok til at kunne klare sig som udlærte. Der er derfor al mulig grund til at EEO gør alt for at få deres aktive lærlinge ind i lærlingeklubberne og LO Ungdom på et program om at få disse organisationer aktive igen i kampen for at sikre lærlingenes rettigheder. LO Ungdom er det eneste organ der samler alle lærlinge og ungarbejdere i en organisation. Men den har den svaghed at den ikke eksistere som landsorganisation, men uafhængigt i de forskellige byer. Dette bør selvfølgelig ændres. SKP protesterne viser en lille flig af det enorme potentiale arbejderungdommen udgør. Men lærlingeklubberne og LO Ungdom bliver bevidst påvirket af fagbevægelsens top til at være både upolitiske og ufaglige. Men dette forbedre ikke lærlingenes forhold. Derfor bør lærlingene kræve at man igen begynder at kæmpe for lærlingenes interesser. Her kunne de aktive i EEO spille en vigtig rolle.
Om radikaliseringen af lærlinge og erhvervsskoleelever er et midlertidigt fænomen er svært at sige. Det afhænger bl.a. om disse aktioner har ført til en ny bevidsthed og om EEO formår at udnytte denne protestbølge til at opbygge en organisation ude på de tekniske skoler og lærepladserne. Desuden er det afgørende om regeringen vil fortsætte med at puste til ilden og laver flere direkte angreb på denne elevgruppe. Gør de det er der stor sandsynlighed for at vi vil se flere protester fra denne side.
Lærlinge og erhvervsskoleelever er en utrolig vigtig gruppe, fordi de har så tætte bånd til industriarbejderklassen. Hvis ungarbejdere rør på sig er arbejderbevægelsen nød til at forholde sig til det. Det så vi allerede i kampen mod SKP, hvor fagforbundene var nød til at reagere og hjælpe de unge. Ideer som får indflydelse iblandt arbejderungdommen vil uden tvivl også få et fodfæste i fagbevægelsen. Derfor er det en brændende nødvendighed at sprede de marxistiske ideer iblandt lærlingene og vinde dedikerede unge til at kæmpe for dem.
Hvad nu?
Ungdommen er sprængfarlig i disse år. Det er ikke længere kun gymnasieelever som går i kamp. Gang på gang har vi set andre elevgrupper gå i aktion, fordi de er blevet angrebet: Kursisternes strejke mod brugerbetaling på VUC, Tekniskskoleelever og lærlinge imod SKP, Folkeskoleelever imod besparelser, osv. Når en gruppe midlertidigt er blevet trætte ser vi den anden gruppe gå i gang. Alle disse kampe handler i virkeligheden om at uddannelsessystemet står over for en korsvej i disse år. Skal det være uddannelse for det rige erhvervsliv eller skal det være for almindelige arbejdende mennesker og deres børn? Skal det være et solidarisk almendannende uddannelsessystem eller en sorteringsmaskine som putter folk ind i sociale klasser? Kampen om uddannelse er gået i gang - hvem der vinder denne kamp, afhænger af hvem der vinder klassekampen.
De ungdomspolitiske organisationer
Udviklingen i de politiske ungdomsorganisationer peger samme vej. Mens Venstres og Konservativ Ungdom står langt svagere end for 8-10 år siden, melder flere sig under fanerne hos blandt andet DSU og SFU.
Danmarks Socialdemokratiske Ungdom
Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) er ifølge et medlem i deres københavnerblad gået fra ca. 3800 medlemmer til ca. 5200, og må dermed være Danmarks største ungdomspart, det er altså en medlemsfremgang på ca. 1500 på et års tid. Mens den typiske DSU'er tidligere var gymnasieelev på 16-17 år, er der i dag stor tilgang af unge på tekniske skoler, hvilket til dels skyldes at DSU det seneste år har kørt en del kampagner på de tekniske skoler.
Efter at Socialdemokratiet er kommet i opposition er DSU blevet mere progressive. Ikke sådan at forstå at de er blevet revolutionære socialister - langt fra. DSU snakker stadig om at være "ansvarlige" o.l. Men i mange af det sidste års protester har DSU været til stede, med materialer.
I DSU tyder det på at der er forskellige mere eller mindre skarpt optrukne fløje. Et eksempel på det var under krigen i Irak, hvor formanden i forskellige kommentarer og læserbreve støttede USA's krig. Til gengæld blev han modsvaret af mange almindelige medlemmer som var imod krigen, og et flertal i hovedbestyrelsen var også imod krigen. Så både DSU og Socialdemokratiet var faktisk tilstede ved flere af anti-krigsprotesterne med eget materiale, m.v.
Hvis den nuværende økonomiske situation fortsætter, og nok især hvis vi igen får en Socialdemokratisk ledet regering, vil disse fløje højst sandsynlig blive endnu tydeligere. For samtidig med at kritikken af nedskæringer nu giver medlemsfremgang, betyder det også at en del medlemmer bliver overbevist om at DSU er imod nedskæringer. Dette kan give bagslag, hvis en ny Socialdemokratisk regering skærer ned. DSU vil så være splittet mellem de der ønsker "den ansvarlige vej" og de, der konsekvent ønsker at gå imod nedskæringer. Samtidig er der vist ved at opstå nogle fløje primært trukket op omkring studenter og faglige unge. Vi kan altså se frem til større diskussioner i fremtiden, diskussioner hvor vi som marxister vil kunne få en vis opbakning, hvis vi fremfører vores perspektiv korrekt.
Socialistisk Folkepartis Ungdom
Også SFU har fremgang, mens de skrumpede i 1990'erne, har der været medvind siden 2001-valget. Det virker som om der samtidig er sket en venstredrejning indenfor SFU, hvor bl.a. en lille gruppe fra højrefløjen i SFU splittede ud. Det virker som om SFU er i stand til at samle nogle af de unge der rykker mod venstre i provinsen, fordi der ikke er så meget andet at vælge.
Den seneste kampagne SFU har kørt har været rettet mod den amerikanske imperialisme, og været klart rettet mod kapitalismen. Det virker som om SFU primært tiltrækker unge der er bekymrede over fx den globale udvikling, mens DSU fx tiltrækker unge faglige.
Socialistisk UngdomsFront
SUF er også gået frem i det seneste år, men ikke det store rent medlemsmæssigt. Mange individuelle SUF'ere har været drivkræfter i forskellige kampe, men som organisation har SUF været dårlige til at samle op på radikaliseringen, og har dermed ikke fået det store ud af det.
I SUF er der en del unge som er præget af forskellige mere eller mindre forvirrede ideer, såsom anarkisme, syndikalisme, Bz og modmagtteorier, o.lign. Og deres kampmiddel er ofte gadeteater, civil-ulydighed og andre individuelle aktioner som har en forsvindende lille effekt i forhold til massekamp. Dog har man i den senere periode set en øget bevidsthed blandt mange SUF'ere, om at det er nødvendigt at vægte bevægelsesarbejde højere.
Et andet problem for SUF er, at organisationen står fuldstændig uden et apparat og slet ikke formår at lave effektive landsdækkende kampagner, eller at intervenere ordentligt i bevægelserne. Men på trods af de forskellige mangler og problemer i SUF, så er SUF en organisation med 100-vis af unge som opfatter sig selv som revolutionære socialister, noget som man ikke finder andre steder i Danmark.
Der er masser af muligheder for SUF i den kommende tid, hvis de vælger en konsekvent socialistisk linie. På den unge venstrefløj vil der ikke være plads til endnu en venstrereformistisk organisation, samtidig med at DSU og SFU rykker til venstre, og slet ikke til en organisation der er så lille som SUF. SUF er stadig en organisation med potentiale, hvis man begynder at uddanne sine medlemmer ordentligt, samtidig med at SUF aktivt kæmper for de socialistiske ideer i hverdagens kampe.
Rød Ungdom
Rød Ungdom har det sidste år fortsat sin nedtur, der er nu kun ca. 4 afdelinger tilbage. Alligevel ser det ud til at de er i stand til at fastholde en kerne, primært centreret omkring stalinisterne. Hvis Rød ungdom igen skal vokse sig stort skal der ske en drastisk ændring, som den nuværende kerne ikke vil være i stand til at gennemføre, men det ser ud til at de er i stand til at blokere for en samlet revolutionær ungdomsorganisation mellem SUF og Rød Ungdom.
6. KLASSEKAMPEN I FREMTIDEN
Som forklaret i perspektivet vil den kommende periode være karakteriseret af en ustabilitet på alle områder i Danmark. De protester vi har set indtil videre er kun begyndelsen. Økonomien internationalt og I Danmark er stadig på vej nedad. Og selv i den periode der har været med opsving er arbejderne blevet yderligere presset og velfærden skåret ned. Den kommende periode kan kun forværre dette da kapitalisterne vil gøre alt for at holde profitten oppe ved at presse arbejderne yderligere. Arbejdsløsheden har også nået nye højder, samtidig med vi har en regering der ser det som sin pligt at skære i overførselsindkomster. Dette vil helt sikkert skabe yderligere utilfredshed. De hidtidige protester har kun været forspillet, regeringen vil se sig nødsaget til at angribe arbejderbevægelsen fordi de er de eneste der kan kæmpe seriøst imod deres politik og de dårligere forhold på arbejdsmarkedet. Den nuværende ledelse vil blive tvunget til at imødegå almindelige arbejdende menneskers frustrationer over det øgede arbejdspres, og gå mere til venstre . Dette vil ikke betyde at ledelsen vil blive revolutionær, men at den vil blive mere venstreorienteret for at kunne stå imod presset fra neden. Socialdemokratiets 7 skridt imod et bedre Danmark er et godt eksempel på dette. Øget utilfredshed blandt arbejdere og unge vil føre til at de vil lede efter steder at udtrykke sig igennem. Som erfaringerne viser vil dette ske ved at de igennem deres traditionelle organisationer vil lede efter først et fagligt og siden et politisk svar. Dette vil også påvirke DSU og Socialdemokratiet. Og dette er der da også begyndende tegn på. Dette vil sætte dem i et modsætningsforhold til den nuværende højreorienterede ledelse der enten må gå med eller gå.
Da Berlin-muren og de stalinistiske østblok lande faldt for over 10 år siden blev socialisme og klassekamp erklæret for døde begreber. Borgerskabet var eurofrisk. Kapitalismen havde angiveligt sejret endegyldigt. Nogle talte sågar om at historien var slut. Men de seneste begivenheder viser at de tog grueligt fejl. Historien er langt fra slut, tværtimod ser vi den ene konflikt efter den anden. Verden er præget af endnu større ustabilitet end nogensinde før: Uroligheder og revolutioner i Latinamerika, Krig og modstand mod besættelsen i Irak, oprør i Palæstina, og massive strejker i hele Europa mod pensionsreformer.
I Danmark har vi også set et væld af begivenheder som der udfordrer billedet af et land i fred og harmoni. Storkonflikt i 1998, pædagogstrejkerne i 2000, venstredrejning af ungdommen, store protester fra gymnasieelever 1998-2003, røre iblandt offentligt ansatte, osv.
Historiens pendul svinger markant til venstre nu, og vil gøre det i en hel periode. På overfladen kan situationen til tider se rolig ud. Men under den fredelige overflade er der i blandt masserne en stille ophobning af bitterhed, vrede, frustration og fortvivlelse. Når dette når et kritisk punkt ser vi resultaterne i form af forskellige protester. Vi har allerede set en forsmag på hvordan denne ophobede vrede er kommet til udtryk, bl.a. under protesterne mod krigen i Irak. Denne proces vil i fremtiden blive intensiveret. Sådan en proces vil selvfølgelig ikke gå i en lige linje, men vil uundgåeligt bevæge sig igennem tilbagegang og fremgang. Der vil komme perioder med træthed og apati, fortvivlelse, ja endda reaktion. Men ethvert midlertidigt tilbagetog vil blot forberede vejen for nye opstande og chok, og endnu hårdere klassekamp.
Den kommende periode vil vi uden tvivl se større involvering i politik fra arbejdere og unge, som vil teste alle politiske ideer i deres søgen efter et alternativ. Dette vil give store muligheder for at de marxistiske ideer igen kan få en base indenfor den danske arbejderbevægelse.
