Kampen for bedre forhold for kvinder er stadig en central del af marxisters kamp for et bedre samfund. Trods mange års kamp er det dog stadig ikke lykkedes kvinder at opnå samme forhold som mændene. For at kunne løse kvindernes problemer er det nødvendigt med en forståelse af, hvorfor kvinder står overfor problemer som lavere løn end mændene, uberettigede fyringer ved barsel og lignende, og hvorfor vi endnu ikke har opnået ligestilling. Kvindens situation i dagens samfund og befrielsen af kvindekønnet fra undertrykkelse må ses i sammenhæng med produktivkræfternes udvikling.
8. Marts er kvindernes internationale kampdag – en dag med mange traditioner. Traditioner der desværre er ved at dø hen, men som bør tages op igen. Traditioner for at kæde kvindernes kamp sammen med arbejderklassens kamp for et socialistisk samfund, hvor alle former for undertrykkelse kan ophæves.

Kvinderne i dagens samfund – langt fra ligestilling
Kvindernes indtrædelse på arbejdsmarkedet rejste en hel række andre spørgsmål om kvindernes forhold i samfundet. Forskellige kvindebevægelser blev startet med forskellige formål, såsom valgret, ligeløn, barselsorlov og lignende. Trods disse kampe står kvinderne stadig overfor ringere forhold end mændene.
Mellem 1965 og 1975 blev løngabet (lønforskellen) mellem ufaglærte mænd og kvinder i Danmark reduceret fra 27 procent til 15 procent. I 1976 vedtog Folketinget ligelønsloven, alligevel har løngabet været mere eller mindre konstant siden. Løngabet er i dag for kommunalt ansatte 15procent for statsansatte 10,7 procent og for privatansatte 21,9 procent. Der er altså stadig lang vej endnu før ligeløn er opnået. Samtidig er der også en lille overvægt af kvinder blandt de ledige og blandt de fattigste.
Samtidig er det trods utallige love stadig primært kvinder der går på barsel. Dette skyldes bl.a. lønnen under barsel kun er en del af den løn man får under arbejde. Da det i langt de fleste familier er manden der har den højeste løn, kan det være svært at få budgettet til at løbe rundt, hvis ikke hele hans indtægt kommer ind.
Samtidig er der alle problemerne med overfald, fremstilling af kvinder som seksuelle objekter og lignende.
Forskere, politikere og så videre kommer med en række begrundelser for dette. Argumenter som at kvinderne er dårligere til at forhandle, at kvinder ikke har interesse i lederstillinger, at kvinder søger ind i ”kvindefag”, samt at kvinder er en ustabil arbejdskraft. Men disse argumenter holder ikke i længden. Kvindernes problemer bunder først og fremmest i kapitalismens behov for en splittet arbejderklasse og for en reservehær af billig arbejdskraft.
Der er altså god grund til stadig at kæmpe for bedre forhold for kvinderne.

Kvindernes internationale kampdag
I 1910 samledes d. 2 kongres for Internationale kvindelige socialister i København. Her besluttede man at gøre 8. marts til arbejderkvindernes internationale kampdag. På denne dag skulle der gøre specielt opmærksom på kvinders arbejdsvilkår, og hvordan man kan forbedre dem ved kamp for socialismen.
Dagen d. 8. marts blev valgt som minde om 119 kvindelige tekstilarbejdere, der var ansat på en bomuldsfabrik i New York. Den 8 marts havde kvinderne besat fabrikken i protest mod elendige arbejdsvilkår, men ejeren satte ild til fabrikken, og de kvindelige arbejdere brændte inde.
Efterhånden som den industrielle udvikling og kapitalismen tog til blev kvinderne en større og større del af arbejdsmarkedet, og dermed af arbejderklassen.
8. marts har i flere omgange været startskuddet til sociale omvæltninger, for eksempel i Rusland i 1917. Her blev kvindernes internationale kampdag startskuddet til februarrevolutionen, hvor arbejderne, både mænd og kvinder, indså at deres problemer ikke kunne løses uden kampen for en socialistisk revolution.

Opliv den socialistiske kvindekamp
Ligesom der er et utal af forklaringer på den manglende ligestilling er der også et utal af forslag til metoder i kampen for bedre forhold for kvinderne. De fleste af disse er lige så ubrugelige som forklaringerne.
Ligesom arbejderkvindernes internationale kampdag er gjort til en generel kvindedag, er store dele af kvindekampen gjort til en kvindekamp uden klasseperspektiv.
For eksempel er der forskellige varianter af feminismen på venstrefløjen der i større eller mindre grad lægger skylden på manden. Ved at argumentere på denne måde, fremstilles kønsopdelingen og undertrykkelsen som naturgivet, og derfor noget der ikke kan ophæves. Men kvindeundertrykkelsen er ikke naturgivet, men et produkt af samfundsforholdene.
En lidt mildere variant af dette er, en variant hvor feministerne mener at mændene opnår nogle fordele ved den nuværende undertrykkelse af kvinder, og at de må være parate til at dele deres privilegier med kvinderne. Men dette perspektiv lider af en lige så høj mangel på klasseperspektiv som det andet. Mænd generelt opnår ikke noget ved den nuværende undertrykkelse, de mænd der er kapitalister vinder på det (inklusiv de kvindelige kapitalister) og de mænd der er arbejdere taber. Den lavere løn til kvinder trykker lønnen generelt for arbejderklassen, ligesom fx barselslovgivning bruges som en mekanisme til at sikre et stabilt udbud af arbejdskraft. Undertrykkelsen af kvinder rammer altså hele arbejderklassen. Kampen mod undertrykkelsen af kvinder kan altså kun være en fælles kamp. Men det er ikke en kamp hvis hovedmål er at fordele husopgaverne mere ligeligt mellem mænd og kvinder, men en kamp for et samfund hvor undertrykkelsen forsvinder, hvor arbejdstiden sættes ned og hvor opgaver som vask, madlavning osv. gøres samfundsmæssigt, ligesom børnepasningen, undervisningen af børn, tøjsyning o.l. i høj grad er det i dag.
Derfor er den eneste måde undertrykkelse for evigt kan afskaffes gennem en fælles kamp mellem mænd og kvinder, en kamp fra arbejdernes side mod kapitalisterne, en kamp for et socialistisk samfund.
Kvindekampen må tilbage i fagbevægelsen og arbejdernes partier.
Kvindekamp er klassekamp!

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.