Regeringen har nu i samarbejde med Dansk Folkeparti, de Radikale og Kristendemokraterne forhandlet fi-nansloven for 2004 færdig. Finansloven indeholder besparelser på en lang række områder, samtidig med at den skubber en kæmpe regning foran sig, så der kræves endnu større besparelser til næste år.

Besparelser øger uligheden
Regeringen har besluttet at regulere børnechecken og boligstøtten efter prisudviklingen i stedet for lønudvik-lingen, hvilket i 2004 giver en besparelse på 135 mio. kr., som måske ikke lyder af meget. Men denne bespa-relse vokser over tid, så der om fem år er sparet 1,7 mia. kr. Besparelsen følger tendensen i finansloven: Der spares på de fattigste, og uligheden i det danske samfund øges. Det er klart, at en sådan besparelse vil gå hårdest ud over dem, der i forvejen har mindst. Samtidig spares der på boligfornyelsen; i 2001 blev der givet 2,4 mia., kr. i 2003 1,35 mia., og i 2004 vil regeringen spare yderligere 40% af beløbet. En besparelse, der rammer dem, der i forvejen bor i de dårligste boliger, primært dem uden toilet og bad – en boligstandard, som ikke kan være acceptabel i et så rigt samfund som det danske.

Derudover sker der en besparelse på tilskuddet til hjemmepleje på 129 mio. kr., og selvom alle partier åben-bart var enige om, at det var uforsvarligt, at forældre på SU skulle leve i fattigdom, blev intet gjort ved pro-blemet. Og dette er bare et udsnit af besparelserne i finansloven, og hvad man absolut ikke skal glemme er, at aftalen, som regeringen lavede i sommers med amter og kommuner, også er en forudsætning for finanslo-ven. En aftale, som endnu engang har betydet kæmpe forringelser af velfærden på alt fra folkeskoler, børne-haver, sygehuse og gymnasier. For ikke at glemme regeringens beskæring af skolepraktikordningen for ele-ver på tekniske skoler, der vil få katastrofale følger, fordi den betyder, at mange lærlinge ikke vil kunne tage deres uddannelse færdig. Bare fordi regeringen beskærer skolepraktikken, skaber det jo ikke flere lærlinge-pladser (læs herom andetsteds i bladet).

Og besparelser igen næste år…
Vi har de sidste efterhånden mange år måtte høre, at besparelser må der til for at redde velfærden på længere sigt!? Men alligevel er besparelserne fortsat, og den danske økonomi er fortsat på vej ned. Regeringen har en fin plan om, at der skal skabes en masse arbejdspladser inden 2010, men faktum er, at arbejdsløsheden fort-sat stiger. Finansloven gør ikke denne situation bedre, ifølge regeringen koster besparelserne på hjemmeple-jen 600 fuldtidsstillinger, og besparelsen på byfornyelsen koster omkring 800 bygningshåndværkere jobbet, selvom regeringen i sommers fremlagde en plan for at skabe 1500 ekstra byggejob. Antallet af ledige bare i byggefagene er på et år steget med ca. 1300.

Alt i alt hænger husholdningsbudgettet for Danmark overhovedet ikke sammen. Samtidig med at vi har ople-vet massive besparelser, er statsgælden vokset fra 514,1 til 529,2 mia. kr., siden Fogh kom til magten, og regeringen selv regner med, at den stiger yderligere 7,1 mia. kr. Det var ellers det, der var undskyldningen for alle besparelserne; at Danmark skulle betale af på gælden nu, så de fremtidige generationer slap for denne udgift. De flere penge, der gives til politi og trafik, er hentet fra statens reserver og fra engangsindtægter som en øget indtægt fra DONG. Det betyder, at der allerede fra 2005 mangler 1 mia. kr. i statskassen, hvis det nuværende niveau skal holdes, vel og mærke hvis 2010-planen holdes, og der igen kommer vækst i den dan-ske økonomi. Konklusionen er tydelig; vi kan også i fremtiden se frem til gigantiske besparelser, der fuld-stændig vil nedbryde velfærden.

Dagpengesagen viser vejen frem
Samtidig med at arbejdsløsheden stiger (med regeringens hjælp), foreslog regeringen så de famøse besparel-ser på dagpengene, som de endte med at måtte trække tilbage. I medierne blev det fremstillet som om, at Fogh var en ærlig mand, der ville holde, hvad han havde lovet. Sandheden er, at det, Fogh ikke turde, var at lægge sig ud med den danske arbejderklasse. Fagforeningerne advarede Fogh om, at hvis han gennemførte disse besparelser, ville de stille ekstra hårde krav til overenskomstforhandlinger i foråret. Dette fik arbejdsgi-verne til at ryste i bukserne og udtale, at de skam var enige i besparelserne, men mente at timingen var for-kert.

Og denne sag viser lige netop vejen frem. På den ene side viser den, hvad Fogh og resten af den borgerlige regering har i sinde - en fuldstændig underminering af velfærdssamfundet og angreb efter angreb på arbej-derklassen. På den anden side viser den også, hvad der skal til for at stoppe dette vanvid.

Finanslovsforhandlingerne er efterhånden blevet en farce, hvor der rykkes rundt på bittesmå poster på det samlede budget (på ca. 440 mia. kr.) - bittesmå poster for politikerne - men ikke for dem, det berører, mens de overordnede prioriteringer overhovedet ikke diskuteres. For sagen er, at Socialdemokratiet, der lige nu virker som det eneste alternativ til den borgerlige regering, ikke har i sinde at handle meget anderledes. Så længe de vil administrere et kapitalistisk system i nedgang, er der ikke meget, de kan gøre. Socialdemokratiet har fremstillet 7 meget sympatiske krav, men problemet er, at hvis disse skal opfyldes, samtidig med at øko-nomien er i nedgang, betyder det besparelser på andre områder; som vi så det, sidst de sad i regering.

Det er her dagpengesagen kommer ind. For den viser, hvilken magt den danske arbejderklasse har: Så snart den løfter en lillefinger, kan ingen vedtage noget uden om den. Hvis ledelsen for arbejderbevægelsen ville, kunne de tage magten og udnytte de enorme ressourcer, der er i det danske samfund, til forbedringer af alle områder. Det eneste, det kræver, er en demokratisk planlagt økonomi i stedet for en økonomi, der går op og ned, uden at nogen kan kontrollere den. Det, vi behøver, er ikke syv løfter om bedre velfærd fra Socialdemo-kraterne, men en arbejderregering på et socialistisk program. En arbejderregering bestående af de tre arbej-derpartier, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten. En regering opstillet på et program, der sikrer velfærden og forbedrer den, hvilket ikke kan lade sig gøre indenfor det nuværende system. Et program, der indeholder nationaliseringen af de største virksomheder i Danmark, fordi det er den eneste vej til at sikre fremtidig vel-færd og bedre vilkår for alle!