For et år siden hørte vi økonomerne udtrykke beklagelse over 2002, men de
lovede samtidig, at udviklingen ville vende i 2003, og så ville det for
alvor gå fremad. Desværre har det vist sig, at 2003 var et endnu værre år
for økonomien i Danmark end 2002. I 2. og 3. kvartal var der negativ vækst i
den danske økonomi. To måneder i træk med nedgang er det, som økonomerne
kalder recession. For almindelige mennesker betyder det stigende
arbejdsløshed og færre penge på lommen.
Dårligste vækst i 10 år
Chefanalytiker fra Danske Bank Steen Bocian udtaler til Berlingske Tidende
5. december:
”Det ligner nulvækst i 2003, som det ser ud i øjeblikket. Det er dårligere, end vi havde forventet.” Han følger op med at sige, at dermed kan 2003 blive det første år siden 1993, hvor økonomien overhovedet ikke går fremad.
Eksport-tab
De borgerlige økonomer peger på, at eksporten skal være den store redning
for den danske økonomi. Problemet er imidlertid, at det er dyrt at
eksportere til USA, som er en stor aftager af de danske varer. Dollaren er
nede på det laveste niveau i syv år, og der er intet der tyder på, at den
vil stige igen. En lav dollar betyder, at virksomhederne (der får udbetalt
prisen for deres varer i dollars) får mindre for deres varer. Og nedgangen
for dollaren vil fortsætte, vurderer økonomerne. Storspekulanter som George
Soros og Warren Buffet er nu offentligt begyndt at spekulere i en lavere
dollar.
Hvad med fremtiden?
Nøglen til vækst i fremtiden er investeringer, navnlig investeringerne i nye
maskiner er en god indikator for, hvordan det vil gå. I 2. kvartal af 2003
faldt investeringerne i maskiner med 14,9 procent i forhold til kvartalet
før, men i 3. kvartal steg investeringerne i maskiner med 13,2 procent.
Under ét steg alle investeringer med 7,3 procent i 3. kvartal. Altså på
overfladen et tegn på opsving. Det er navnlig stigningen i investeringerne,
som har fået en række økonomer til at juble af begejstring og udråbe
opsvingets komme. De borgerlige økonomer er imidlertid stadig delt på dette
spørgsmål, og cheføkonom John Madsen fra Nykredit Markets siger 5. december
til Børsen: ”Fremgangen i investeringerne skal tages med forbehold. En del
af forklaringen på stigningen er ekstraordinære forhold. Store enkeltstående
investeringer i olieindustrien og skibe har betydet, at den sæsonkorrigerede
vækst i investeringerne blev trukket ekstraordinært ned i andet kvartal og
tilsvarende op i andet kvartal.”
Dertil kommer, at de danske virksomheder kun udnytter en mindre del af deres
produktionskapacitet. Altså er der mulighed for at producere langt flere
værdier, hvis man ville.
Arbejdsløsheden stiger
I maj ventede de såkaldte økonomiske vismænd, at den officielle
arbejdsløshed i 2004 ville nå op på 151.000, men i den seneste rapport er
tallet sat til 170.000. I september forudså finansminister Thor Pedersen, at
arbejdsløsheden ville blive på 163.000 i 2004, men nu lyder prognosen fra
Finansministeriet, at arbejdsløsheden vil være på 173.000, altså 10.000
flere. Andre økonomer regner med, at arbejdsløsheden næste år vil stige til
180-185.000.
At antallet af arbejdsløse bliver opjusteret, betyder at staten skal bruge
flere penge på dagpenge. Omkring 2,7 milliarder kroner, ifølge Information.
Det er der ikke taget hensyn til i finansloven, så konsekvensen bliver, at
der komme endnu flere nedskæringer.
Kapitalismen har ingen løsning
Alle tal viser, at der sagtens kunne produceres værdier nok, og at vi
sagtens kunne køre et ordentligt velfærdssamfund uden at lave nedskæringer.
Men det kan man ikke gennemføre, så længe en lille gruppe kapitalister
kontrollerer maskiner, skibe, fly og meget andet.
Der er ingen tvivl om, at der på et eller andet tidspunkt igen vil komme
gang i økonomien, under kapitalismen varer hverken opsving eller kriser
evigt. Men kapitalisterne prøver at komme ud af krisen ved at presse
arbejderne med længere arbejdstid, højere tempo og løntilbageholdenhed.
Vi har ikke råd til et samfund, der konstant går i krise og fordømmer
hundredetusindvis af mennesker til lediggang, når der er brug for at blive
produceret varer, at de syge bliver plejet, at der bliver bygget boliger og
så videre. Hvis man igangsatte en socialistisk plan for velfærdssamfundets
genopbygning, ville det sagtens kunne lade sig gøre.
