Danmarks sociale forum er en udspringer af en global bevægelse mod nyliberalismen.
Man kan måske sige at den startede med protesterne i Seattle mod WTO og har udviklet sig gennem demonstrationer mod organisationer som IMF, verdensbanken, WTO, EU og nu til de såkaldte sociale fora.
Disse sociale fora spænder lige fra Verdens Sociale forum (World Social Forum WSF) gennem europæisk socialt forum (ESF) til sociale forum som det danske (DSF) og sågar lokale forum, såsom Amager Sociale forum.
Disse Sociale Fora er gennem tiden vokset sig støtte og større. Ved det første WSF i 2001 deltog 20.000, i 2002 deltog 55.000 og i 2003 100.000.

Hvad kan bevægelsen bruges til
Af fordele ved disse fora kan nævnes at de er i stand til at samle ekstremt mange mennesker, fra alle mulige bevægelser, såsom fagbevægelse, studenterbevægelse, miljøbevægelser o.l.
Det betyder at mange mennesker fra hele verden mødes og diskuterer og koordinerer deres arbejde.
Det kan måske være med til at opsamle nogle folk som ikke tidligere har været politisk aktive, men som synes det lyder spændende.
Et helt konkret eksempel på et resultat af bevægelsen var den største globale demonstration nogensinde, nemlig antikrigsdemonstrationen 15 februar, mod krigen i Irak.
Samtidig hævder fortalere for disse fora at de har været medvirkende til at svække den globale nyliberale dagsorden, og fx har medvirket til sammenbruddet i WTOs forhandlinger.
Om dette er rigtig kan vist i vidt omfang diskuteres. Sammenbruddet i WTOs forhandlinger skyldes vist først og fremmest spændingerne mellem på den ene side imperialisterne indbyrdes, og på den anden side Vesten mod ”resten”.

Diffus bevægelse, mangel på program og demokratisk struktur
Men samtidig må bevægelsen siges at lide af nogle voldsomme mangler.
De to hovedpunkter i kritikken kan opridses således:
For det første mangler bevægelsen en demokratisk struktur. Det er uklart hvem der beslutter hvad, fx det vigtige spørgsmål om hvilke debatter der prioriteres, hvem der skal tale osv.
Det gør det også svært at ændre på tingene hvis man er uenig.
Dette leder hen til det andet hovedkritikpunkt, nemlig manglen på et klart politisk program.
Bevægelsen spænder over grupper fra katolsk-kristne til regeringsnære NGO’er, til fagforeninger til radikale venstreorienterede grupperinger.
Det betyder at programmet er meget løst, udover at være imod nyliberalisme. Det giver plads til en masse grupperinger der sikke ser noget grundlæggende problem i kapitalismen, men bare ønsker at ændre den ”i en mere human retning”.
Det betyder at bevægelsen ikke kan bruges til stort andet end at kritisere de nuværende ledere.
Det er klart at vi som socialister mener at kapitalismen ikke kan sikre nogen vej ud, hverken for de sultne børn i Afrika, den brasilianske minearbejder, kaffebonden i Nepal eller den danske førtidspensionist.
Hvis bevægelsen ikke giver et klart svar på disse spørgsmål kan det medvirke til at give en masse mennesker illusioner i kapitalismen.

Klart program og fast organisering
Hvis man vil have en bedre verden er det nødvendigt at vide hvilken verden og hvordan man kommer der.
Det er ikke nok at diskutere løst om man kan opstille alternativer.
Man kan måske se den øgede opbakning til de sociale fora som en øget modstand mod den nyliberale politik regeringer verden over fører, og et ønske om at finde veje til at ændre den. De søger klare svar og perspektiver. Hvis bevægelsen skal kunne give det må der tages nogle klare beslutninger, men disse beslutninger vil højst sandsynligt få bevægelsen til at falde sammen. Skal man være for eller imod globaliseringen, kan EU bruges til noget, reform eller revolution osv.
Ikke bare politisk ser det ud til at være en umulig opgave, også hele strukturen gør det svært at beslutte ret meget; et socialt forum kan ikke udtale sig. Den eneste måde noget kan besluttes er ved at nogle skriver et forslag, som de så går rundt og forsøger at få de andre grupper til at skrive under på.
En sådan løs bevægelse kan på ingen måde lede en revolution. Kun arbejderklassen og et bevidst revolutionært parti, kan gennemføre og sikre en socialistisk revolution.