I flere europæiske lande har de forskellige regeringer planer fremme om ændringer af pensionssystemerne. Også i Danmark tales der både i medierne og fra politisk side om, at "reformer" er nødvendige – og vel at mærke ikke reformer af den gode slags, men af den type, som betyder forringelser.

Det argument, der bliver brugt for at retfærdiggøre dårligere forhold for ældre arbejdere, er, at der i en ikke så forfærde-lig fjern fremtid vil være alt for mange ældre i forhold til, hvor mange yngre mennesker, der er til at forsørge dem. Det er et fænomen, der kaldes "ældrebyrden", og det vil blive aktuelt i mange lande, ikke bare Danmark. Det har fået rege-ringerne rundt omkring til at ville forhøje pensionsalderen, afskaffe eller forringe goder så som efterløn, og generelt prøve at "få flere ud på arbejdsmarkedet" og få dem til at blive der længere. Arbejderne i Danmark og resten af Europa skal altså – hvis de borgerlige politikere og økonomer får deres vilje – tvinges til at knokle endnu hårdere, og i en læn-gere periode af deres liv.

Protester
I lande som Østrig og Frankrig, hvor planerne om forringelser er nået længere end i Danmark, har der i den sidste tid været enorme protester og kæmpe strejker imod regeringernes planer. I Danmark ligger der ikke nogen konkrete angreb endnu, men den store utilfredshed med den socialdemokratiske regerings efterlønsforringelser viser lidt af, hvad vi kan vente os også her i landet, hvis regeringen farer frem på dette område. Meningsmålinger viser massivt flertal for at bevare efterlønnen og ordentlig velfærd for ældre arbejdere.

Velfærdsgoder
Ting som folkepension og efterløn er goder, som arbejderbevægelsen har kæmpet for, så arbejdere kan trække sig tilba-ge til en ordentlig tilværelse efter et hårdt arbejdsliv. I den sidste periode har vi på de fleste arbejdspladser oplevet en hidtil uhørt forøgelse af presset, nedslidningen og stresset – gennem overarbejde, tempoopskruninger, "effektiviserin-ger" osv. Og det drejer sig ikke kun om rent fysisk nedslidning, som kritikere af efterlønsordningen påstår – masser af arbejdere nedslides af psykisk pres, stress og de enorme krav, der stilles af arbejdsgiverne. Det er en situation, der gør, at arbejderbevægelsen må sætte alt ind for at kæmpe for ordentlige arbejdsforhold, kortere arbejdstid og gode forhold for ældre, så de kan trække sig tilbage og leve et godt liv. Vi har ikke brug for mere tid på arbejdsmarkedet, men tværtimod mindre!

Kapitalismens senile forfald
Et samfund, der bliver nødt til at forringe forholdene for befolkningsgrupper som ældre, er slet ikke i orden. Mennesker, der har knoklet det meste af livet – for at skabe profit i lommen på arbejdsgiverne – skal ikke jordes yderligere, når de bliver gamle. Arbejderbevægelsen må gå imod alle forsøg på forringelser af efterløn og pension eller forhøjelse af pen-sionsalderen.

Det er meget muligt, at der bliver færre unge mennesker i forhold til ældre – men det er ikke det, der er problemet. Sam-tidig med at de borgerlige råbet op om, at "der skal flere på arbejdsmarkedet", stiger arbejdsløsheden eksplosivt inden for de fleste brancher! Hvordan hænger det sammen med påstanden om, at der ikke er nok til at arbejde for at forsørge de gamle?!

Problemet er ikke de ældre – de er ikke en byrde, men mennesker, der har ydet i et langt liv. Og problemet er heller ikke de unge; at de er dovne og arbejder for lidt – de fleste arbejdere knokler røven ud af bukserne hver dag. Problemet er kapitalismen, der ikke kan sikre fremgang og velfærd for den arbejderklasse, som får samfundet til at fungere. I et sundt samfund ville produktiviteten stige støt, så færre sagtens kunne forsørge flere, uden at det skulle være et problem. Det sker for så vidt også under kapitalismen – en arbejder i dag producerer meget mere end førhen, men så længe det er arbejdsgiverne og deres interesser, der styrer, så går alt dette ikke til velfærd, og under de tilbagevendende kriser ligger ressourcer ubrugte hen, arbejdsløsheden stiger, og der skæres ned.

Men sådan behøver det ikke at være! Det er på tide at stille den rette diagnose. Det er hverken de gamle, der er forkæle-de, eller de unge, der er dovne – det er kapitalismen, der her på sine gamle dage sidder fast i et slemt tilfælde af senilt forfald.