Den spanske oversættelse af bogen Bolshevism - the Road to Revolution (Bolsjevisme – vejen til revolution) af Alan Woods blev lanceret med bravur forrige uge. Over 100 eksemplarer blev solgt på få dage, hovedsageligt i Madrid, hvor Friedrich Engels-fondens forretning kører på sjette år.
Alan brugte tre dage på at signere bøger i butikken, og torsdag den 5. juni var der en præsentation af bogen i Madrids sammenslutning af fagforeninger, CCOO’s, hovedkvarter. Mødet tiltrak 130 deltagere, hvor de sidste havde svært ved at få plads.
Publikum bestod af både unge og ældre fagligt aktive, socialister og kommunister, deriblandt Marcelino Camacho, kommunistisk veteran og stifteren af fagforeningen CCOO, der sad i front med sin kone Josefina.
Alan talte i over en time om det russiske bolsjevik-partis historie. Han startede med et citat fra Trotskij, der sagde, at tre ting var nødvendige for at gennemføre en socialistisk revolution: "Partiet, partiet og partiet". Men partiet, forklarede han, er i første række et program, en metode, idéer og traditioner. Kun i anden omgang en organisation (selvom det er vigtigt) for at få disse ideer ind i arbejderklassen.
Derefter gik Alan over til at beskæftige sig med arbejderklassens bevidsthed. Hovedeksemplet var den første russiske revolution i 1905. Alan gjorde op med dem, der konstant beklager sig over det angivelige "lave niveau", som arbejderklassens bevidsthed skulle befinde sig på. Han pointerede, at i starten af 1905 var de russiske arbejdere tilbagestående, men det blev ændret af arbejderklassens erfaringer:
"I januar 1905 trådte den russiske arbejderklasse ind på historiens scene med religiøse ikoner i hænderne, i fredelige demonstrationer, med en præst som leder, for at aflevere et bønskrift til zaren". Da de revolutionære delte løbesedler ud, hvor de opfordrede til omstyrtelse af zaren, fik de bank af arbejderne. Men efter massakren den 9. januar gik de samme arbejdere til bolsjevikkerne og forlangte våben.
Alan forklarede, at sovjetterne (arbejderråd) ikke var Lenins opfindelse, men blev spontant oprettet af arbejderklassen. Sovjetterne var bare udvidede strejkekomiteer, men udviklede sig til starten på organer for arbejdermagt.
Han beskrev den desperate situation, som partiet stod i efter 1905-revolutionens nederlag, hvor tusindvis af arbejdere blev skudt, og atter tusinder blev sendt til Sibirien. Mange unge revolutionære begik selvmord, da de troede, alt håb var ude. De intellektuelle udviklede mystiske tendenser, som Lenin bekæmpede i sin bog Materialisme og Emperiokriticisme.
Men i begyndelsen af 1911 var der atter opsving i bevægelsen, og i 1912-14 var Rusland på kanten af en ny revolution. Imidlertid kom første verdenskrig på tværs. Partiet blev atter kastet tilbage.
Februarrevolutionen i 1917 forandrede situationen. Sovjetternes genopståen rejste spørgsmålet om arbejdermagt. Men krigen havde drastisk ændret klassernes styrkeforhold. Sovjetterne var kontrolleret af opportunister – de socialrevolutionære og mensjevikkerne. Bolsjevikkerne var en lille minoritet – kun 8.000 i et land med 150 millioner indbyggere.
Alan kritiserede skarpt de borgerlige modstandere af bolsjevisme, der forsøger at fremstille Oktoberrevolutionen som et "mindretalskup". I virkeligheden lykkedes det kun for bolsjevikkerne at tage magten takket være tålmodigt arbejde blandt maserne for at få flertal i sovjetterne. I september-oktober havde de vundet flertal, og først der blev spørgsmålet om magten rejst.
Han tilbageviste også den påstand, at Lenin og Trotskij var voldsmænd. Revolutionen i St. Petersborg var så fredelig, som en revolution kan være, sagde han. Der var næsten ingen modstand. Blodbadet startede, da 21 udenlandske hære invaderede Sovjetrusland og fremprovokerede en blodig borgerkrig.
Oplægget blev fremragende modtaget. I den efterfølgende diskussion udtrykte en kommunist sin afsky over for den politik, som ledelsen i partiet fører nu, og spurgte, hvad man kan gøre. En anden sagde, at han var fra socialistpartiet (PSOE), men var henrykt over at være med. Mange andre var medlemmer af den kritiske fløj i fagbevægelsen, og udtrykte stor uenighed med ledelsens linje. I sit svar understregede Alan behovet for at bygge en stærk marxistisk tendens i masseorganisationerne og kæmpe for at forandre dem. Dette blev mødt af varme klapsalver og afslutningsvis afsyngning af Internationale.
