Den økonomiske nedgang der har ramt hele verden er nu også nået til Danmark, med økonomisk nedgang, stigende arbejdsløshed og meget mere til følge. Den danske økonomi er reelt i nedgang. I 2. kvartal i 2003 var der en negativ vækst i BNP på 0,5%, dvs. at der blev produceret 0,5% mindre end kvartalet tidligere. Det placerer den danske økonomi, som en af dem der har klaret sig dårligst i Europa.
Chefanalytiker Johnny Bo Jakobsen fra Nordea betegner den økonomiske situationen således; ”Det ser værre ud for end frygtet. Dansk økonomi er hårdere ramt af nedgang i 2. kvartal end langt de fleste lande i Europa… den samlede økonomiske vækst når næppe over en procent i år – dermed vil 2003 markere sig som det værste år for dansk økonomi siden 1993” (Politiken 30.08.03).

Stigende arbejdsløshed.
I første halvår af 2003 forsvandt 22.000 jobs, hvilket betyder, at der på bare et år er forsvundet over 50.000 danske arbejdspladser.(Politiken 22.08.03). Artiklen i Politiken fortsætter med de dystre udsigter, og forklarer at beskæftigelsen ikke ser ud til at stige resten af året ”De svage beskæftigelsestal viser, at økonomien har været meget sløj i første halvår, derfor må man også regne med, at beskæftigelsen falder året ud” (Politiken 22.08.03). Faldet i beskæftigelsen er især sket indenfor industrien. Forskellige analytikere forklarer, at selvom der skulle være et mindre opsving på vej ser det ikke ud til at det vil øge beskæftigelsen.
”Det tyder desværre ikke på, at opsvinget i Europa er stærkt nok til at øge beskæftigelsen i industrivirksomhederne” siger underdirektør i Dansk Industri Richard B. Larsen, som i prognosen vurderer at industribeskæftigelsen vil blive omkring 420.000 de næste tre år. (Politiken 22.08.03). Dette skyldes at en del virksomheder har brugt nedgangsperioden til at effektivisere og omstille produktionen til færre ansatte.

Dansk økonomi afhængig af udlandet – også her afmatning
Nedgangen i den danske økonomi er en afspejling af den økonomiske situation på verdensplan. Den danske økonomi er i høj grad afhængig af udviklingen i resten af verden, da en stor del afhænger af eksport. Den internationale økonomiske situation har de seneste år været præget af nedgang. USA der fungerer som verdens ”økonomiske lokomotiv” har haft alvorlige problemer, hvilket bl.a. kom til udtryk i 11 rentesænkelser sidste år. Selvom der er svage tegn på en bedring i den amerikanske økonomi, er der ingen grund til optimisme. Profitterne er stadig faldende, og der er ingen nye investeringer. Direktøren for den amerikanske nationalbank, Greenspan har udtalt at ”udsigterne for profitterne de næste år ser dårlige ud”.

De sidste 2 år har den amerikanske regering lanceret den største finanspolitiske indsats, men det har ikke haft anden effekt end at destabilisere situationen. USA regner med et budgetunderskud på 4.6% af BNP. Bush’s løsning er skattelettelser for de rige og øgede militærudgifter, hvilket bare betyder endnu større underskud. Tidligere blev sådanne underskud udfyldt af udenlandske investorer, men investeringsgrundlaget er blevet så ustabilt, at de udenlandske investorer på et tidspunkt vil begynde at tænke sig om to gange.
Rent teknisk var den økonomiske nedgang i USA kort, men dette har ikke kunne mærkes for arbejderklassen. Arbejdsløsheden i USA er nu på 6,4%, og indenfor de sidste 3 måneder er 1 mio. blevet fyret.

USA har forsøgt at sætte den amerikanske økonomi i gang ved at sænke dollarkursen. På den måde bliver det lettere at eksportere. Men dette tiltag rammer de europæiske økonomier, der i forvejen ikke har det for
godt. ”Den stærke euro betyder at der kun vil komme en moderat vækst i eksporten ud af Europa, selv om verdensøkonomien får det bedre”, siger chefkonsulent Klaus Rasmussen fra Dansk Industri (DI) (Politiken
22.08.03). Den forventede vækst i EU næste år er på 0,7%, og både
Frankrig, Tyskland, Holland, Italien og Schweits har
oplevet fald i BNP i 2. kvartal. ”Der er ingen dynamik i Europæisk økonomi. Og det har desværre ikke været tilfældet i meget lang tid. De
seneste 10 år er alle impulser komet udefra”, siger chefkonsulent Klaus Rasmussen fra DI (Politiken 22.08.03).

Regeringen tror på fremgang – men der er ikke for lyse
udsigter
Trods disse facts ser både regeringen og en række analytikere optimistisk på fremtiden. Over de sidste år har det virket som om den samme film er blevet gentaget. Hver gang en økonomisk prognose kommer ud har regeringen og en række analytikere måtte nedjustere forventningerne til økonomien, men
alligevel fortsætter de den samme sang; at NU er opsvinget lige om hjørnet. Hvorefter en række undskyldninger af forskellig karakter fremsættes. Finansminister Thor Pedersen skriver bl.a. i den økonomiske redegørelse fra finansministeriet fra maj 2003.

”Der ventes en vækst på 1,6 pct. i år, hvilket er 0,2 pct.enheder lavere end skønnet i Økonomisk Redegørelse, december 2002. Nedjusteringen skal ses i sammenhæng med lavere forventninger til væksten i privatforbruget, især bilkøbet, og erhvervsinvesteringerne”. Redegørelsen fortsætter ”BNP ventes at vokse 1,6 pct. i 2003 og 2,4 pct. i 2004, hvilket er omkring det
skønnede underliggende vækstpotentiale på ca. 2 pct. Højere vækst i 2004 indebærer højere beskæftigelse og lavere ledighed. De væsentligste årsager til den ventede højere vækst næste år, er den ventede fremgang
i udlandet og effekter fra det allerede stedfundne
rentefald”. Undskyldningen for det udskudte opsving er ifølge finansministeren at; ”Den internationale afmatning har varet længere end oprindeligt ventet, og et opsving skønnes først gradvist at sætte ind i løbet af efteråret og næste år. Der er ikke udsigt til noget
kraftigt opsving. USA plages af finansielle balanceproblemer, mens Europa har strukturproblemer”. (Økonomisk redegørelse fra finansministeriet fra maj 2003).

I maj mente finansministeren altså at fremgangen var til at spore, en prognose der allerede nu med de nyeste tal med faldet i BNP ser ud til ikke at holde.

Ikke alle analytikere er dog enige med regeringen. ”Rundt i Europa er der stadig fald i Bruttonationalprodukt. Så der er ingen faktuelle tegn på at vi er igennem” Per Schütze, formand for Finansrådet, landedirektør for Danmark i Nordea. (Politiken 22.08.03).

Muligvis skulle regeringen have et kursus i marxistisk økonomi for i modsætning til regeringen har denne hjemmeside holdt fast i at Danmark selvfølgelig ikke ville kunne gå uden om den generelle nedgangsperiode
internationalt set. (tillæg til Dansk perspektiv 2003).

Arbejderklassen bærer byrden
Den økonomiske nedgang har store konsekvenser for arbejdere og andre. Den berører ikke bare de 50.000 der er blevet arbejdsløse, men også alle de der
frygter for deres arbejde, hvis arbejdstempo er blevet sat op og alle de der oplever nedskæringer såsom alle offentligt ansatte, børn, syge og ældre. Det er tydeligt hvem der bærer byrden når kapitalismen
kommer i krise – arbejderklassen. Samme dag som der var en stor artikel i Politiken om hvor dårligt det går den danske økonomi, kunne man på
næste side læse følgende overskrift; ”Med et overskud på næsten fem milliarder kroner i første halvår af 2003 satte Danske Bank ny rekord for
indtjeningen” (Politiken 22.08.03). Og Danske bank er ikke den eneste virksomhed med et kæmpe overskud, f.eks. kan A.P.Møller vise et overskud
på godt 11 mia. kr. i første halvår af 2003 hvilket er ca. 1 mia. kr. mere end sidste år. (Børsen 27.08.03). Så mens arbejdernes forhold forringes, fortsætter en række kapitalister med at tjene fedt. Regeringen fastholder deres optimisme og fastlægger dermed finanslov ud fra udsigten til økonomisk fremgang. Hvis deres skattelettelser fra sidste år skal holde betyder det at 85.000 mere skal i arbejde inden år 2010, hvilket absolut ikke ser ud til at lykkes. Regeringens eneste løsning på den stigende
arbejdsløshed er indtil nu skattelettelser for de rige, men ligesom i resten af verden vil dette ikke få nævneværdig betydning.

Kapitalismens fallit
Den økonomiske nedgang skyldes en overproduktionskrise, som allerede Marx forklarede teorien bag for over 150 år siden. Alene i USA er overkapaciteten (overproduktionen) på over 20% og stigende. Disse overproduktionskriser er en indbygget del af kapitalismen, og viser med al tydelighed kapitalismens begrænsninger og absurditet. Det er svært at sige om opsvinget rent faktisk er lige om hjørnet eller hvor længe der vil gå. Men uanset hvad er det tydeligt at kapitalismen ikke kan præstere hvad der skete i efterkrigsperioden. Mellem 1963 og 1973 steg OECD-landenes BNP med 63% i gennemsnit, hvilket var en ekstraordinær præstation, som kapitalismen ikke har været i stand til at efterligne siden.
Som Marx forklarede kommer der ingen endegyldig krise for kapitalismen, der får den til at bryde sammen. Kapitalismen vil komme ud af krisen, men spørgsmålet er hvordan. Krisen i starten af sidste århundrede blev løst gennem to verdenskrige, men pga. atomvåbnene er denne mulighed nu udelukket. Den eneste vej til at skabe økonomisk stabilitet i dag er gennem hårde angreb på arbejderklassen.
Et opsving vil ikke være i stand til at give arbejderne væsentligt bedre vilkår, og så længe dette system består vil arbejderklassen blive tvunget til at bære byrderne.

Men ligesom den danske økonomiske situation afspejler situationen på verdensplan, vil også andre forhold afspejles. Latinamerika blev først ramt af den verdensøkonomiske nedgang. Det sidste års tid har vi været vidne til en eksplosion i klassekampen i det ene Latinamerikanske land efter det andet, med revolutionære bevægelser. Og dette er præcis hvad der vil ske i resten af verden. Prisen for økonomisk stabilitet vil være en
stigende politisk og social ustabilitet i hele verden.

Den kommende periode vil byde på en stigning i klassekampen internationalt, som vi allerede har set begyndelsen på. Arbejderklassen i hele verden vil indse at den eneste måde at undgå at skulle bære den kapitalistiske krises byrde er ved at omstyrte dette samfund, og i stedet sætte et nyt – socialisme!