I en tid med krig på dagsordenen, er det afgørende for alle klassebevidste arbejdere, unge og socialister at indtage den rigtige position i forhold til militæret i den kapitalistiske stat.
I mange år har det været normalt for venstreorienterede unge at nægte militærtjeneste. Ikke mindst som en følelsesmæssig foragt over for oprustning og krig. Derudover som en afstandtagen over for den tvang, der ligger i værnepligten.
Som socialister er vi konsekvente modstandere af imperialistiske krigseventyr, og vi forklarer gang på gang de kyniske profitinteresser, som ligger bag krigene. Vi forklarer, at krig som alt andet har en klassefunktion. Krig er ikke hævet over samfundet, og ej heller over den politik, der føres. Tværtimod er krig politikkens videreførelse med andre midler.
Samtidig er vi ikke romantikere. Vi lader ikke vores politik styre af følelser. Marxister ser på, hvilke metoder der virker og hvilke, der ikke gør det. Vi stiller spørgsmålet: Har militærnægterbevægelsen svækket militærapparatets funktion? Vores svar er nej!
Militærets rolle
Marx og Engels forklarede i det kommunistiske manifest for over 150 år siden, at al historie er klassekampens historie. Udviklingen i alle lande er sket gennem utallige kampe mellem forskellige samfundsklasser. Slaver mod slaveejere, småbønder mod godsejere, borgerskabet mod adelen, arbejdere mod kapitalister, undertrykte mod undertrykkere. Fremskridt mod reaktion. Undertiden har modsætningerne kunnet eksistere side om side og holdt hinanden i ave gennem fredelige forhandlinger. Men uforsonlige interessemodsætninger udtrykker sig før eller siden konkret.
Krige mellem nationer og klasser udtrykker disse modsætninger konkret. Lenin forklarede, at en stat til syvende og sidst blot er en gruppe bevæbnede mænd. Uden våben er staten intet.
I Danmark har vi set militæret sat ind mod strejkende arbejdere i Randers i 1922 og i Nakskov i 1932. Og under verdensbanktopmødet i 1974 sad soldater klar i busser i Nordsjælland – til på signal at køre til Københavns centrum!
I april 2002 blev et CIA-støttet kup mod præsident Chavez i Venezuela slået tilbage ved massernes bevidste indblanding. Millioner skred konsekvent ind og forpurrede kuppet på under 24 timer. Centralt i denne begivenhed var militæret. Store dele af militæret gik imod kupmagerne. Særligt de almindelige arbejdere, der har familie i de fattige kvarterer ville ikke skyde på deres brødre og søstre. De kæmpede tværtimod for revolutionen.
Faktisk spiller militæret en helt central rolle i enhver revolutionær begivenhed. Det ved kapitalistklassen godt. Derfor lærer man stadig de danske officerer, hvornår og hvordan man skal sætte ind over for arbejderopstande.
Professionel hær vs. værnepligt
Marxister anser ikke staten for en neutral dommer. Hvis staten virkelig var hævet over klasseinteresser, hvorfor griber den så altid ind til fordel for kapitalisterne, når der er strejke? Enhver arbejder ved, at politiet altid sættes ind mod blokadevagterne. Aldrig mod de kapitalister, der gennem fyringer og nedslidning ødelægger folks liv og værdighed.
Marxisterne har altid peget på, at staten er et organ for én klasses herredømme over for andre klasser. Og selv den mest demokratiske borgerlige stat vil ikke lade sig ”afskaffe” gennem fredelige valg og forhandlinger. I strejker om bare en krone ekstra i timen sættes politiet ind. Tænk bare på, hvor høj temperaturen bliver, når arbejderne kræver hele produktionen sat under deres egen demokratiske kontrol.
En ”professionel” hær er en hær, der er loyal over for ledelsen. Det er en hær, der er købt og betalt af kapitalisterne. En hær, hvor psykopater, enfoldige afvigere og gale voldsmænd kan få en fed hyre for krigerisk aktivitet. Eksempler er fremmedlegionen, der beviseligt har begået systematiske og adskillige krigsforbrydelser, overgreb og generelle modbydeligheder.
En hær af værnepligtige er i et kapitalistisk samfund et bedre alternativ, som marxisterne foretrækker frem for en professionel hær. Ikke fordi den er ”god” eller værnepligtige nødvendigvis er engle. Men normale unge fra arbejderklassen med forbindelse til virkeligheden kan man ganske enkelt ikke få til de samme ting, som man kan med en professionel hær.
Bær strejkeånden ind i hæren!
Som socialister er vi ikke tilhængere af værnepligt. Men vi forklarer, at alternativet under kapitalismen er værre. Det er sandt, at værnepligten er et overgreb mod ”den personlige frihed”. Men denne frihed er ualmindelig hul i forvejen under kapitalismen. Arbejderne tvinges til at aflevere kæmpemæssige dele af deres arbejdskraft til kapitalisternes profit hele deres liv. Hvor er den ”politiske frihed” i det? Hvor er den ”politiske frihed” i arbejdsgivernes arbejdsret – i tårnhøje huslejer – i stadig mere brugerbetaling på børnepasning – i et liv i profittens skygge?
Hvis man vil have personlig frihed og en fredelig udvikling fri for krig og undertrykkelse må man gå til ondets rod – det kapitalistiske system. Først med afskaffelsen af kapitalistklassens skruppelløse udbytning kan vi opbygge ægte frihed, ægte fred og befri verden for imperialistiske krigseventyr. Og nedlægge militæret.
Men det kræver en realistisk tilgang til tingene. Socialister bør aldrig isolere sig fra arbejderklassen. Ikke i fagforeningerne. Ikke i arbejderpartierne. Ikke på skolerne. Ikke på arbejdspladserne. Og heller ikke på kasernerne. Tværtimod må soldaterne rejse sig til fælles kamp med deres klassefæller på landets arbejdspladser.
Til slut det femte vers i Internationale:
”Med krigsbegejstring de os fylder,
de konger før vi skal i slag.
Men voldens herrer væk vi skyller
På masse-mytteriets dag.
Bær da strejkeånden ind i hæren!
Og på næste krigs-signal
Vi siger nej til ’helte-æren’
Og skyder hærens general!”
