Mandag den 12. maj bekendtgjorde telekoncernen TDC, at der i løbet af de kommende måneder skal fyres 1.650 arbejdere fra firmaet, hvilket svarer til hver tiende ansatte.
TDC's direktør Henning Dyremose (som tillidsfolkene i firmaet hurtigt har omdøbt til Fyremose) forsøgte at forklare fyringerne med henvisning til udviklingen inden for den nye teknologi, som angiveligt skulle gøre de 1.650 overflødige. Men det er ikke den nye teknologi, der fyrer folk – fyringerne er et bevidst valg, som tages af direktører og bestyrelsesfolk i et firma, der presses af den økonomiske krise. Folk, der har arbejdet det meste af deres liv i det samme foretagende, vil nu stå uden job, fordi det eneste, der tæller, er, at pengene bliver ved med at strømme ind til dem, der sidder og tjener på disse arbejderes indsats.
Dyremose havde desuden den frækhed at påstå, at fyringerne finder sted, fordi de ansatte, der bliver tilbage, skal have en god arbejdsplads! Men hvad er det gode ved at miste hver tiende af sine kollegaer og stå tilbage i et job, hvor færre arbejdere nu skal udføre det samme arbejde? Det er indlysende, at arbejdsforholdene for de tilbageværende 15.000 ansatte vil blive forværret, og at servicen for alle dem, der bruger TDC i det daglige, vil blive dårligere.
Fyringerne i TDC, og i de andre firmaer, der for tiden strør om sig med fyresedler, går ud på én ting – at skære ned på personale og arbejdsforhold, så profitterne kan holdes oppe i en situation med løbsk økonomisk krise.
Både Socialdemokratiet og Fagbevægelsen har rejst krav om, at regeringen snart gør noget ved den stigende ledighed. Men regeringen er tilsyneladende ganske bedøvende – selvom alle tal peger på, at vi kun har set begyndelsen på krisen og den voksende arbejdsløshed. Det er absolut muligt at gøre noget ved ledigheden – man kunne holde op med at skære ned og fyre folk fra det offentlige, eller man kunne f.eks. begynde at bygge boliger til alle dem, der står og mangler. Det er jo absurd, at arbejdsløsheden også stiger eksplosivt inden for byggeriet, mens der findes folk uden bolig.
Men desværre virker logiske argumenter hverken på kapitalisterne eller deres repræsentanter i den borgerlige regering. Kapitalismen er indrettet så snedigt, at menneskers behov for velfærd, arbejde og i det hele taget et ordentligt liv, altid kommer i anden række. Det, der tæller, er profit. Og når økonomien med jævne mellemrum rystes af krise, så rammer det almindelige arbejdere – folk bliver fyret; dem, der bliver tilbage, oplever øget arbejdspres og højere tempo; velfærdsgoderne beskæres. Alt sammen fordi kapitalismen ikke kan styres. Så længe det er markedet, profitten og private pengemænds interesser, der styrer, vil vi igen og igen komme til at opleve arbejdsløshed, krise og nedskæringer.
De store kapitalister i TDC, SAS og de andre firmaer, der fyrer folk uden tanke på de menneskelige konsekvenser, viser med al tydelighed, at de ikke er i stand til at udføre de opgaver, de sidder med. De kan ikke sikre ordentlig service for brugerne og gode arbejdsforhold for de ansatte. Det er på tide, at arbejderbevægelsen bliver sig bevidst, at kun arbejder-klassen selv kan sikre disse ting – og det kun, hvis arbejderklassen selv får mulighed for at styre og kontrollere økonomien til gavn for det store flertal.
