Arbejdernes internationale kampdag
- kampen fortsætter trods lederne af arbejderbevægelsen

Så gik 1. maj 2003 med regn og "de sædvanlige" taler. Men talerne på 1. maj i København talte sit eget sprog. Der var en alvorlig undertone i mange af dagens taler. En undertone der viste bekymring, og som bl.a. kom til udtryk i formanden for malerforbundets tale i København, hvor både irak-krigen, den borgerlige regering og den stigende arbejdsløshed var på dagsordenen. Emner der også blev berørt på talerstolen i fælledparken. At bekymringen ikke altid blev direkte udtalt, betyder ikke, at de er mindre alvorlige, ikke kun for dem der berøres direkte, men for hele arbejderklassen. Den stigende arbejdsløshed og irakkrigen virker måske ikke som to nært forbundne emner, men det er begge to faktorer, der indikerer den stigende krise indenfor det kapitalistiske samfund. En krise som vi adskillige gange har forklaret sker på alle planer; militært, politisk, økonomisk osv. Der er ikke tegn på de store forbedringer indenfor verdensøkonomien, ej heller den danske. Det betyder, at arbejderklassen verden over kan se frem til endnu hårdere angreb end tidligere.
Men ingen talere kom med løsningen på disse bekymringer, den der kom tættest var Mogens Lykketoft, der i sin tale forklarede hvordan Socialdemokratiet stod som forsvarer af det danske velfærdssamfund. Det er dog ikke lang tid siden, Lykketoft blev formand, at også den Socialdemokratiske regering skar ned på velfærden. Og muligvis har Lykketoft glemt disse nedskæringer, men det ser ikke ud til de danske arbejdere har, da Socialdemokratiets stemmetal i meningsmålingerne stadig er lige lave.
Medierne proklamerede om aftenen endnu engang at klassekampen er død, hvilket de gør hvert år, men dette er ikke sandt. Trods regnen dukkede en del op til 1. maj arrangementet i Fælledparken. Disse mennesker dukkede op fordi der stadig er noget at kæmpe for, og en tradition at holde i hævd. En tradition der ikke går ud på at "tylle øl og æde røde pølser", som medierne forsøger at fremstille det som, men en tradition hvor arbejderklassen samles, opdager sin styrke og opstiller krav.
Det er rigtigt, at der ikke er meget kamp over 1. maj, som den ser ud i dag, men det skyldes først og fremmest arbejderbevægelsens ledelse, der ikke kommer med nogle konkrete anvisninger til kamp.
Samme morgen kom det frem i medierne, at de danske arbejdere er mere end villige til at kæmpe, trods deres ledere. Danske arbejdere har strejket flere dage end nogle andre i Europa mellem 1998 og 2002, med mere end dobbelt så mange strejkedage pr. 1000 arbejder end de spanske arbejdere der lå på "andenpladsen". Dette skyldes til dels storkonflikten i 1998, hvor arbejderne gik direkte imod deres lederes forslag til ny overenskomst og nedstemte det. Strejken stoppede først da den socialdemokratiske regering greb ind og stoppede strejken ved lov. Mange af de andre strejker har været såkaldt "ulovlige" strejker, hvor arbejderne har strejket for bedre vilkår på trods af at de skulle betale bod, ikke fik løn eller støtte hverken økonomisk eller moralsk fra deres fagforeninger.
Den danske arbejderklasse er altså mere end villige til at kæmpe, det er kun lederne af arbejderbevægelsen, der halter efter. Fagbevægelsens ledelse må sætte sig i spidsen for kampen mod forringelser og den borgerlige regering og kræve en arbejderregering, der fører arbejderpolitik - dvs. stopper alle nedskæringer på velfærden inklusiv arbejdsløses vilkår, og absolut ikke laver regeringsindgreb i strejker.
En regering der er parat til at gøre sig uvenner med og bryde med kapitalisterne, når de kræver dårligere arbejdsforhold, privatiseringer og nedskæringer, og i stedet fører arbejdernes krav frem.
Hvis ikke lederne af arbejderbevægelsen vil sætte sig i spidsen for denne kamp, er det ikke til at sige, hvor længe de vil beholde deres godt betalte jobs. Hvad der er brug for nu, er en ustandselig kamp for arbejdernes krav. En sådan kamp kræver, at arbejderlederne gør, hvad arbejderne allerede har gjort, nemlig at sige fra over for "fredsforpligtelsen" der ligger i Hovedaftalen. Hovedaftalen betyder, at kapitalisterne kan skære ned på arbejdsvilkår, så tit de ønsker, at regeringen kan forringe arbejdernes forhold ved fx arbejdsløshed, smadre fagforeningerne osv., uden at arbejderne har ret til at bruge det eneste reelle våben, de besidder - strejkevåbnet.
At arbejderne stadig har brug for en kampdag, er der ingen tvivl om, og dette gælder ikke kun i Danmark, men i hele verden. Den økonomiske krise rammer ikke kun danske arbejdere, kapitalismen bliver mere og mere international, og det samme gør dens krisetegn. Overalt på kloden kæmper arbejdere mod krig, arbejdsløshed, for retten til fagforeninger osv. en kamp mod kapitalisterne - en kamp som må sluttes sammen på tværs af grænserne for at kunne løse sin opgave: at sikre alle et godt liv.
For en fortsat international arbejderkamp for en socialistisk verden!