Kampen for bedre forhold for kvinder er og bliver en central del af kampen for et bedre samfund. Trods mange års kamp er det stadig ikke lykkedes kvinder at opnå samme forhold som mændene. For at kunne løse kvindernes problemer er det nødvendigt med en forståelse af, hvorfor kvinder står over for problemer som lavere løn end mændene, uberettigede fyringer ved barsel o.l., og hvorfor vi endnu ikke har opnået ligestilling. Kvindens situation i dagens samfund må ses i sammenhæng med den kendsgerning, at samfundet er delt i klasser, og befrielsen af kvindekønnet fra undertrykkelse hænger nøje sammen med afskaffelsen af denne klassedeling.

8. marts er kvindernes internationale kampdag – en dag med mange traditioner. Traditioner der desværre er ved at dø hen, men som bør tages op igen. Traditioner for at kæde kvindernes kamp sammen med arbejderklassens kamp for et socialistisk samfund, hvor alle former for undertrykkelse kan ophæves.

Hvorfor er kvinder undertrykt ?

Det er ikke en naturlov, at kvinder er undertrykte. Det ligger hverken i generne, den kvindelige "natur" eller i "en mandlig trang til dominans". I ursamfundets stammer var mænd og kvinder ligestillede. Kvindens arbejde med at passe børn og ildsted, samle vegetarisk føde, tilberede mad o.l. var mindst lige så vigtigt for stammens overlevelse som mandens jagt, og det var i lange perioder den eneste måde til opretholdelse af livet. Dengang var familien opbygget på en helt anden måde end i dag, og der var kønslig omgang mellem flere af stammens medlemmer. Moderen var derfor den eneste sikre forælder til børnene, og det var dermed også igennem kvinden, at arvelinjen blev bestemt. Samtidig var det i mange stammer kvinderne, der bestemte hvilke mænd, der skulle optages, eller "smides ud".

Med fremkomsten af nye redskaber til jordbrug og husdyrhold, opstod der større rigdom og dermed mulighed for ulighed. Det gamle lige samfund blev rystet, og det samme blev forholdet mellem mænd og kvinder. Den nye rigdom i husdyr og slaver stammede fra mandens arbejdsområde, og derfor kom den nye privatejendom til at være mandens ejendom. Samtidig betød dette, at arvelinjen kom til at gå gennem manden, da det nu var "hans" rigdom. Det var det, Engels kaldte " kvindekønnets verdenshistoriske nederlag".

Kvindekønnet kom til at stå uden for den produktion, der blev anset for værdifuld. Denne situation fortsatte i mange hundrede år, og der begyndte først at blive rokket ved den med den industrielle revolution, hvor kvinden blev en nødvendig arbejdskraft, og især senere da kvinder i stort tal kom ud på arbejdsmarkedet under opsvinget. Dermed blev den første materielle grund lagt for kvindekønnets befrielse fra århundreders undertrykkelse.

Kvinderne i dagens samfund – langt fra ligestilling

Kvindernes indtræden på arbejdsmarkedet rejste en hel række andre spørgsmål om kvindernes forhold i samfundet. Forskellige kvindebevægelser blev startet med forskellige formål, såsom valgret, ligeløn, barselsorlov o.l. Gennem arbejderklassens kamp for bedre forhold blev en del af disse krav indfriet. Men på trods disse kampe har kvinder stadig ringere forhold end mænd.

Mellem 1965 og 1975 blev løngabet (lønforskellen) mellem ufaglærte mænd og kvinder i Danmark reduceret fra 27% til 15%. I 1976 vedtog Folketinget ligelønsloven, alligevel har løngabet været mere eller mindre konstant siden. Løngabet er i dag for kommunalt ansatte 15%, for statsansatte 10,7% og for privatansatte 21,9%. Der er altså stadig lang vej endnu, før ligeløn er opnået. Samtidig er der også en lille overvægt af kvinder blandt de ledige og blandt de fattigste.

Trods utallige love er det også stadig primært kvinder, der går på barsel. Dette skyldes bl.a. at lønnen under barsel kun er en del af den løn, man får under arbejde. Da det i langt de fleste familier er manden, der har den højeste løn, kan det være svært at få budgettet til at løbe rundt, hvis ikke hele hans indtægt kommer ind. Ud over disse økonomiske problemer er der alle problemerne med overfald, fremstilling af kvinder som seksuelle objekter o.l.

Forskere, politikere osv. kommer med en række begrundelser for disse uligheder. De argumenterer med, at kvinderne er dårligere til at forhandle, at kvinder ikke har interesse i lederstillinger, at kvinder søger ind i "kvindefag", og at kvinder er en ustabil arbejdskraft. Men disse argumenter holder ikke i længden. Kvindernes problemer bunder først og fremmest i kapitalismens behov for en splittet arbejderklasse og for en reservehær af billig arbejdskraft. Der er altså god grund til stadig at kæmpe for bedre forhold for kvinderne.

Kvindernes internationale kampdag

I 1910 samledes den 2. kongres for Internationale kvindelige socialister i København. Her besluttede man at gøre 8. marts til arbejderkvindernes internationale kampdag. På denne dag skulle der gøres specielt opmærksom på kvinders arbejdsvilkår, og hvordan man kan forbedre dem ved kamp for socialismen.

Dagen d. 8. marts blev valgt som minde om 119 kvindelige tekstilarbejdere, der var ansat på en bomuldsfabrik i New York. Den 8. marts havde kvinderne besat fabrikken i protest mod elendige arbejdsvilkår, men ejeren satte ild til fabrikken, og arbejderne brændte inde.

Efterhånden som den industrielle udvikling og kapitalismen tog til, blev kvinderne en større og større del af arbejdsmarkedet, og dermed arbejderklassen.

8. marts har i flere omgange været startskuddet til sociale omvæltninger, fx i Rusland i 1917. Her blev kvindernes internationale kampdag startskuddet til februarrevolutionen, hvor arbejderne, både mænd og kvinder, indså, at deres problemer ikke kunne løses uden kamp for en socialistisk revolution.

Genopliv den socialistiske kvindekamp!

Ligesom der er et utal af forklaringer på den manglende ligestilling, er der også et utal af forslag til metoder i kampen for bedre forhold for kvinderne. De fleste af disse er lige så ubrugelige som forklaringerne.

Ligesom arbejderkvindernes internationale kampdag er gjort til en generel kvindedag, er store dele af kvindekampen gjort til en kvindekamp uden klasseperspektiv. Kampen for bedre forhold for kvinder vindes ikke gennem borgerlige krav om flere kvindelige ledere eller toppolitikere. Borgerlige feminister argumenterer for, at hvis kvinder får kvindelige forbilleder inden for fx erhvervslivet, vil det ikke bare give en ledelse "med et kvindeligt ansigt", men også give mod til kvinder i deres daglige kamp. Men dette afspejler intet andet end disse kvinders egne ambitioner om at nå toppen og gøre karriere og kan på ingen måde bruges i kampen for generelt bedre vilkår for arbejderkvinder. Der findes ikke virksomhedsledelse med et kvindeligt ansigt, arbejdsgivere er arbejdsgivere, og for dem handler det om profit og kapitalens interesser, og en kvindelig ledelse vil stadig medføre, at arbejderkvinder undertrykkes.

I den anden grøft af feminismen er den venstreradikale, der lægger skylden på manden. Men dette er lige så forkert. Ved at argumentere på denne måde fremstilles kønsopdelingen og undertrykkelsen som naturgivet og derfor noget, der ikke kan ophæves. Men som beskrevet ovenfor er kvindeundertrykkelsen ikke naturgivet, men et produkt af samfundsforholdene, dvs. klassedelingen.

Den eneste måde, kvinder og mænd kan stoppe undertrykkelsen af kvinder på, er ved at bekæmpe al undertrykkelse. Først og fremmest den undertrykkelse, der sker i det kapitalistiske samfund af alle, der må sælge deres arbejdskraft, både mænd og kvinder. Den eneste måde undertrykkelse for evigt kan afskaffes er gennem en fælles kamp mellem mænd og kvinder, gennem arbejderes kamp mod kapitalisterne, en kamp for et socialistisk samfund. Kvindekampen må tilbage i fagbevægelsen og arbejdernes partier.

Kvindekamp er stadig klassekamp!