Ved kapitalismens start var der ikke brug for de store offentlige ydelser. Der var rigeligt med arbejdskraft. Tilstrømningen fra landet til byerne gjorde, at der hele tiden var en arbejdskraftreserve at tage af, når arbejdere blev syge, nedslidte o.l. Samtidig var der ikke brug for bogligt uddannede arbejdere og i mange tilfælde ikke engang faglærte. Meget af arbejdet bestod i at passe en maskine på en fabrik eller lignende – arbejde, der krævede minimum af oplæring.
Kampen for velfærden
Efterhånden som kapitalismen og dermed industrien udviklede sig, var der brug for flere arbejdere og reserverne mindskedes. Samtidig blev industrien mere og mere kompliceret, og der blev derfor brug for en mere veluddannet arbejderklasse.
I takt med at kapitalismen udviklede sig, gjorde arbejderbevægelsen det også med fagforeninger og Socialdemokratiet som arbejdernes parti. Disse førte en kamp for bedre forhold for arbejderne; sociale sikringer, arbejdsløshedsunderstøttelse, kortere arbejdsdage, hospitaler og skoler osv.
Efter anden verdenskrig kom et langt økonomisk opsving, og industrien udviklede sig enormt. For at udnytte mulighederne blev også kvinderne trukket ud på arbejdsmarkedet, og der blev inviteret gæstearbejdere. I takt med at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, blev der også brug for vuggestuer, børnehaver o.l. Og en endnu større del af kvinderne kom i arbejde i denne sektor. Samtidig var arbejderklassen i denne periode meget stærk, og kapitalisterne havde pga. opsvinget råd til at udbygge velfærdssamfundet, hvilket de også havde brug for. Det er arbejderklassen, der har kæmpet det velfærdssamfund igennem, som vi har i dag.
Velfærden brydes ned under krise
I øjeblikket ser vi den borgerlige regering forsøge at reducere den offentlig sektor til et minimum, og samtidig opprioritere privathospitaler, privatskoler, private sygeforsikringer osv., så dem, der kan betale, kan få en god service. I den seneste periode med økonomisk uro og skiftende op- og nedture har vi set, at kapitalisterne, anført af forskellige regeringer, har forsøgt at skære ned på den offentlige sektor, da kapitalisterne ikke længere mener, der er råd. Samtidig er arbejderklassens organisationer og især deres ledelse degenereret under det lange økonomiske opsving, og arbejderklassen står derfor svagt.
Kapitalisternes dilemma er, at de har brug for en offentlig sektor, men de har ikke råd, med mindre det skal gå drastisk ud over deres profitter. De forsøger i øjeblikket alle mulige mekanismer, så velfærdssamfundet kun kommer til at omfatte dem, de har brug for – altså et usolidarisk velfærdssamfund. Regeringen arbejder fx på, at dem, der er i arbejde, skal forsikres, så de kan springe ventelisterne på sygehusene over, i stedet for at forbedre sygehusene, så ventelisterne nedbringes. Af andre forringelser af velfærden kan nævnes, at arbejdere skal forsikre sig selv, selv finansiere pensionen, dagpengene beskæres og uddannelsessystemet gøres endnu mere til en sorteringsmekanisme, så kun de få, der virkelig er brug for, får en uddannelse.
Privatiseringer
Derudover forsøger kapitalisterne nu i deres desperate kamp for markeder at udlicitere og privatisere den offentlige sektor. Private firmaer skal kunne tjene penge på, hvad arbejderne i forvejen betaler for gennem deres skatter. At der ikke er råd til en offentlig sektor, er et argument, der kun holder i kapitalisternes logik. Hvis man ser på de enorme værdier, der hver dag produceres og som går til kapitalisterne i profit, ville der være rigeligt med penge til ordentlig velfærd. I 1989 var profitten på 16,2 mia. kr. i de danske virksomheder i 1999 var det steget til 38,4 mia. Dette er penge, som de danske arbejdere producerer, men som de ikke får del af. Penge der kunne bruges til at forbedre velfærden.
Et ordentligt velfærdssamfund fås ikke under kapitalismen, hvor grundstenen er profit. Et ordentligt velfærdssamfund fås kun, hvis arbejderklassen overtager produktionen og selv bestemmer, hvad pengene skal bruges til. Der er brug for et socialistisk samfund, hvor alle kan få, hvad de har brug for!
