På DSU’s landsmøde 2000, 3-5/11, blev der diskuteret og vedtaget en udtalelse om de såkaldte "frivillige foreninger" og deres rolle i velfærdssamfundet. Den indeholder en del positive forslag om at "integrere socialt svage grupper i foreningerne", patientvejledere og bedre rådgivning af indlagte på sygehuse, og flere offentlige midler til væresteder og klubber, men der er ikke nogen forslag til, hvordan disse forbedringer skal opnås og finansieres. Og det meste af udtalelsen handler da heller ikke om udbygning og forbedring af velfærdssamfundet, men om hvordan "de frivillige foreninger" kan komme til at "udgøre et væsentligt supplement" til det offentlige velfærdssystem.


Forfatterne til udtalelsen foreslår, at frivillige foreninger skal spille en større rolle i skolerne, institutionerne, ved løsning af boligsociale problemer, i ældreplejen og i hjælpen til hjemløse, narkomaner osv. Argumentet er, at "velfærdssamfundet er presset på en række fronter. Den økonomiske virkelighed kræver nytænkning i den offentlige sektor, og hensynet til samfundets sammenhængskraft udfordrer os til at finde nye veje i velfærdspolitikken". Desuden kan frivillige foreninger ifølge udtalelsen bidrage med noget, som det offentlige ikke kan, fordi "den upersonlige og 'kolde' offentlige service opleves af mange borgere som et problem…Sådan må det nødvendigvis være". Som yderligere argumentation fremhæves f.eks. frivilligt drevne kristne hospicer som succeshistorier.


Et angreb på velfærdssamfundet

Marxisterne anser denne snak om "udlicitering" af velfærdsopgaver til "frivillige foreninger" for et forsøg på regulær udhulning af velfærdssamfundet. Det er nedskæringer skjult bag pæne ord om engagement og frivillighed.


Hvis forslagene i udtalelsen blev gennemført, ville det betyde et yderligere opgør med det, der bør være grundlaget for velfærdssamfundet: at alle har krav på nogle bestemte rettigheder, hjælp osv. fra det offentlige, når man har brug for det, uden at skulle tigge og bede om det. Hvis "frivillige foreninger" overtog forskellige velfærdsopgaver, ville det blive brugt til at skære tilsvarende ned på det offentlige område, dvs. fra at være en ret, man var sikret fra det offentlige, ville de forskellige velfærdsområder komme til at blive afhængige af tilfældige "frivilliges" gode vilje. Det ville ikke længere være rettigheder, men en tilbagevenden til tiggeri og almisser fra før velfærdssamfundet blev opbygget. Og hvad nu hvis "den frivillige forening til støtte for hjemløse" ikke længere havde så mange medlemmer eller nogle af medlemmerne selv blev hjemløse, hvor skulle de hjemløse så få hjælp fra? Forfatterne til udtalelsen understreger, at "den frivillige sektor" ikke kan blive en erstatning for den offentlige, men deres idéer er en åbning, der vil blive udnyttet til angreb på det offentligt finansierede velfærdssystem.


Reformer og kontrareformer

Udtalelsen indeholder en række meget interessante betragtninger, der afslører den egentlige baggrund for disse idéer. Når der siges, at "velfærdssamfundet er presset på en række fronter", så er det helt korrekt: både i Danmark og internationalt er vi i en periode, der er kendetegnet ved gentagne angreb på den velfærd og de rettigheder, som arbejderklassen har tilkæmpet sig. Under kapitalismens lange opsving i efterkrigsperioden kunne reformisterne i Socialdemokratiet, under pres fra arbejderklassens kamp, gennemføre reformer og skabe velfærdssamfundet, der gav kapitalismen et lidt mere "menneskeligt" udtryk. Den periode er nu definitivt forbi. Vi befinder os nu i en generel nedgangsperiode for kapitalismen, hvor der står nedskæringer, uro og omvæltninger på programmet i alle lande. I stedet for reformer får vi kontrareformer. Det samme parti, der stod i spidsen for opbyggelsen af velfærdssamfundet, fører nu an i at rive det ned igen: udlicitering, privatisering, angrebet på efterlønnen, stramninger over for arbejdsløse osv. er blot nogle eksempler på, hvordan reformismen har spillet fallit. Reformismens væsen er at hoppe og danse, som kapitalismen vil have det – hvis det går fremad, har den råd til lidt forbedringer, men hvis ikke, så må den følge kapitalismens lov og skære ned. Sådan går det, når man ikke vil bryde med det kapitalistiske system: så må man følge dets regler.


Ledelsen frygter arbejderklassens reaktion

Selv under det lange opsving var der perioder, hvor økonomien gik nedad – de var bare ikke særlig lange eller dybe. På samme måde kan der også sagtens være små opgangsperioder i en generelt set nedadgående periode. Hvis man skal tro på de socialdemokratiske ledere og regeringens optimistiske udtalelser, er vi i sådan en periode nu: Der er overskud, eksporten stiger, og der bliver lavet "røde gavebodsfinanslove". Almindelige arbejdende mennesker har nu nok svært ved at se gaveboden i det, og Mogens Lykketoft har da også opfordret arbejdsgiverne til at slippe af med eventuelle ulemper, som finansloven måtte indebære for dem, ved at "dæmpe lønstigningerne", dvs. lade det gå ud over arbejderklassen (Børsen 9/11, 2000). Tilliden til den socialdemokratisk ledede regering er i bund, og samtidig var der euro-nej'et fra september 2000, som var et stort slag imod nedskæringspolitikere på alle fløje. Alt i alt må de socialdemokratiske ledere sidde lidt uroligt i sadlen for tiden, og det er det, der er baggrunden for, at de lige nu ikke fremturer med åbenlyse nedskæringer, men snakker meget om at bevare og udvikle velfærden og laver "folkehøringer". Og det er det, det betyder, når der i DSU-udtalelsen tales om "hensynet til samfundets sammenhængskraft": ledelsen frygter arbejderklassens reaktion på yderligere nedskæringer. Det er det, der er baggrunden for de flotte ord og floskler, som nedskæringerne skjules bag. Men på sigt vil kapitalismen kræve sit: der må skæres ned, og hvis ikke arbejderklassens ledelse kan komme til at gøre det af frygt for arbejdernes reaktion, vil kapitalisterne holde op med at støtte dem og i stedet igen ty til deres egne repræsentanter og satse på en borgerlig regering i stedet for.


Vejen frem er et socialistisk velfærdssamfund

Med den aktuelle udtalelse har DSU's ledelse endnu engang markeret, at den lige som partiets ledelse er hoppet på kontrareformens vogn. Den støtter, hvad der i virkeligheden er nedskæringer på den danske arbejderklasses velfærd, og det vil de komme til at stå til regnskab for, når protester imod nedskæringspolitik og forringelser vil føre nye ledere frem, eller tvinge de gamle ledere til at ændre retning.


Marxisternes alternativ er klart: i stedet for at forringe velfærdssamfundet skal vi udbygge det, så vi kan sikre alle mennesker et værdigt liv med en god levestandard. Der skal flere ressourcer og folk til og mere indflydelse og demokrati. Hvis den offentlige service opfattes som upersonlig og kold på f.eks. et sygehus, så er det fordi der ikke er penge og ansatte nok, fordi de ikke har tid nok til at tage sig af de syge, og fordi hverken ansatte eller patienter har noget at skulle have sagt i forhold til, hvordan tingene køres.


Som historien har vist, kan et velfungerende velfærdssystem ikke opretholdes på kapitalistisk grundlag: når økonomien kommer under pres, kommer statens finanser under pres, og der skal spares og skæres ned. Hvis vi vil have velfærd og en fremtid uden nedskæringer, må vi sikre os et system, der kan skaffe det økonomiske grundlag for velfærden: et system, der erstatter kapitalismens profitjagt og kaotiske op- og ned-ture med fornuftig og demokratisk planlægning af produktionen, styret af arbejderklassen selv, til gavn for alle, der vil. Dette – og ikke forvirret snak om "frivillige foreninger" – er den eneste vej frem for den danske arbejderklasse.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.